700 meter af Ellebækken, der løber til Susåen i Næstved Kommune skal restaureres torsdag den 24. september. Det sker i et større samarbejde mellem Sportsfiskerforeningen Fladså, Den sjællandske Grusbande og Næstved Kommune.
Udover de tre primære parter, er også den lokale grundejerforening, og ikke mindst en 7. klasse fra Ellebækskolen, afd. Kalbyris med i kredsen af aktører.
Selve projektet tog sin spæde form i begyndelsen af 2020, hvor Jacob Hald fra Næstved Kommunes natur og miljøafdeling og jeg, talte sammen om projekter i almindelighed i Næstved Kommune. Vi var bl.a. ude ved Ellebækken for at kigge på mulige restaureringsprojekter, og da jeg i forvejen kendte lidt til vandløbet qua Verdensklassens indsats for år tilbage, hvor vi i samarbejde med en klasse primært bestående af syriske flygtninge, fik kastet skjulesten i vandløbet, lå det lige til højrebenet at forbedre dette vandløb yderligere.
Jacob havde i forvejen en rå skitse liggende for et projekt, og da vi drøftede muligheden for et større samarbejde, tog jeg over og lavede det endelige detailprojekt.
Derefter var der møde med forpagter, idet Næstved Kommune som ejer af store dele af strækningen, forpagter jorden ud til Erik.
Erik er født og opvokset i området og er derfor en meget vigtig ”spiller” i den sammenhæng. Erik er som alle andre landmænd, vant til at have fingrene godt plantet i mulden, og en uvurderlig kilde til ”de gode historier”, og Erik og jeg havde en lang snak langs Ellebækken og muntrede os med små finurligheder.
Siden kom Sportsfiskerforeningen Fladså med i projektet og jeg er helt vild glad for dette samarbejde med de gæve folk fra foreningen. Det var jo blandt andet Fladså-foreningen, der ydede førstehjælp midt under den værste tørke for en måneds tid siden og fik flyttet en masse små ørreder fra den nærmest udtørrede Rønnebæk.
Udover Sportsfiskerforeningen Fladså deltager også den lokale grundejerforening, ”Skovkanten”, idet en lille strækning af åen, løber langs villakvarteret lige syd for projektstrækningen.
Jacob og jeg var også meget enige om, at unge mennesker fortjener at få lov til at prøve kræfter med naturen i al dens vælde, og derfor lå det lige for at inddrage den lokale skole, Ellebækskolen, afdeling Kalbyris i projektet.
Jeg indledte den første kontakt, men strandede midt i Corona-tiden med nedlukning og hvad der hører til dette. Det var ikke nemt. Så sprang Anne Bach Nielsen, der sidder i Center for dagtilbud og skole i Næstved Kommune, til. Hun har de rette kontakter og den nære relation til skolerne, og .……-vupti, så var der en fin kontakt til Ellebækskolen, hvor jeg så efterfølgende har truffet aftale om samarbejde med Tove Møller Nielsen, der har en 7. klasse med 24 elever.
Denne klasse får nu mulighed for at få et helt andet og mere nuanceret natursyn, og skal i første omgang være med til at lave et par bestandsanalyser i Ellebækken allerede torsdag i næste uge. Det glæder jeg mig til, og med tilsagn fra Fiskerikontrollen, der også gerne vil deltage i denne monitering, skal det nok blive en eftermiddag fyldt med ”spænding”. Sagen er den, at jo flere hænder, der er med i Grusbandens projekter, des større bliver meningen og tilfredsstillelsen med det hele. Det handler om berøringsflader, og jeg er en ”røre-mand”. I bogstaveligste forstand.
Selve projektet, der skal udføres torsdag den 24. september, går i al sin enkelhed ud på at lave 9 gydebanker på den 700 meter lange projektstrækning. Det svarer til knapt 24 tons gydegrus, som bliver lagt i åen inden projektet løber af stablen. Vi skal altså blot rette det til. Derudover skal vi lægge en flok skjulesten i vandløbet således, at den spæde ørredyngel, også har skjulesteder når de kommer frem fra gydebankerne. Det bliver sjovt, det bliver hyggeligt.
Vi håber naturligvis, projektet vil løfte ikke blot Ellebækken og sikre ”god økologisk tilstand”, men også, at projektet kan give alle en god fornemmelse af at gøre noget og gøre noget sammen. Derfor håber vi også på, at pressen har lyst til at dække det fine samarbejde og det fine projekt.
Vi begynder på projektdagen, -torsdag den 24. september, klokken 12.12 ved Skovallé, just der, hvor åen krydser vejen. -Og du kan naturligvis også melde dig til.
Du skal skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.
Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Den sjællandske Grusbande, når projektet offentliggøres på denne side.
Du skal medbringe støvler, skridtstøvler og i øvrigt fornuftigt tøj, samt diverse haveredskaber til at rive gydegrus, trillebør og hvad du ellers har af værktøj til Grusbande-arbejde.
Det er vigtigt, du melder dig til for vi vil sørge for basser og drikkevarer for ”uden mad og drikke”……!
Livet i havet er voldsomt komplekst, og vi kender ikke engang til alle de organismer, der lever der. Men vi ved dog, at de klimaforandringer der er i gang, har en påvirkning på havmiljøet.
Senior konsulent Mads Christoffersen fra DTU Aqua gæster Færgegården torsdag d. 1. oktober.
Halvdelen af jordens befolkning er afhængig af biodiversiteten i hav- og kystområderne. Her kommer en stor del af vores føde fra, men det er også verdenshavene – deres temperatur, kemi, strøm og liv – der driver de globale systemer, som gør Jorden beboelig for mennesker. Håndteringen af havets livsvigtige ressourcer er afgørende for menneskeheden som helhed, men også for afbødningen af klimaforandringernes konsekvenser.
Foredraget om Livet i Havet vil tage udgangspunkt i påvirkningerne på kloden som helhed. I løbet af dette foredrag bliver fokusområdet efterhånden indsnævret, så der også gives eksempler på forhold i danske farvande, der indvirker på fiskene, der lever her.
Tid, pris og sted
Torsdag den 1. oktober kl. 19.00-21.00*
Frederikssund Museum, Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris
60 kr. + billetgebyr.
Billetter købes på Billetto.dk eller i direkte i museumsbutikken.
Normalt er der ingen adgang for offentligheden bag det 800 meter lange blå hegn, som omkranser industrihavnen i Nykøbing Falster. Området byder ellers både på en fantastisk udsigt over Guldborgsund og samtidig giver havnefronten direkte adgang til det strømfyldte og dybe sund, hvor der er mulighed for at komme i nærheden af en række forskellige fiskearter.
Fredag og lørdag bød dog på et par sjældne undtagelser for at opleve begge dele. Under Guldborgsund Kommunes initiativ “Sensommer bag det blå hegn”, var der nemlig inviteret til en række forskellige kulturtilbud på havneområdet, som en “erstatning” for den aflyste kapsejlads Vegvisir Race. Fishing Zealand var i den forbindelse repræsenteret på havnen og havde sammen med Lystifiskeriforeningen for Nykøbing F og Omegn en lille drop-in-stand med Fishing Zealand traileren som “base”. På standen kunne man dels låne fiskeudstyr og få instruktion til at bruge det, og dels høre mere om den lokale forenings virke og faciliteter. Rigtig mange børn og unge lagde vejen forbi havnen i løbet af fredag eftermiddag, hvor flere også havde held med at fange sortmundede kutlinger.
Lørdag bød på frisk vind og bygevejr. Alligevel var der virkelig travlt med at udlåne stænger, instruere og fortælle om områdets fiskemuligheder til de mange besøgende på havnen. De medbragte børsteorm faldt igen i god smag hos de små kutlinger, og det betød at endnu flere børn og unge, stolt kunne posere med deres aller første fisk. Kutlingerne fik, inden genudsætning, kortvarig ophold i vores akvarium og blev således genstand for stor opmærksomhed blandt de besøgende på havnen. I løbet de to arrangementsdage havde vi besøg af godt 60 unge mennesker, der enten på egen hånd elller sammen med deres familie, tog imod tilbudet om at prøve lystfiskeriet.
Roskilde og Omegns Lystfiskerklub – ROLK, inviterer igen til en spændende dag med mange aktiviteter for hele familien. Dagen er et led i Lystfiskeriets Dag og foregår med udgangspunkt i Roskilde Oplevelseshavn søndag d. 13. september kl. 12 – 16.
Dagens program:
Der steges fiskefrikadeller med smagsprøver til alle
Vi trækker lod om en række fiskepræmier til børnene
Vi bager naturbrød i ovnen på havnen og ryger fisk
Kom og hør om alle de gode og spændende fiskemuligheder i fjorden
”Vilde Middage” – Lær om naturens spisekammer i fjord og skov
ROLK deltager i et nyt koncept ”Vilde Middage”. Her vil du sammen med en naturvejleder indsamle ting fra naturen som vi bruger til fælles madlavning ved Kællingehaven. Efter ca. 1½ time i naturen samles vi alle på havnen igen. Her venter kokken Andreas Sørensen, hvor vi sammen laver mad af det, I har indsamlet. Fisk indgår selvfølgelig i menuen.
Det er gratis at deltage. Der pladser til ca. 30 personer.
Læs om eventet ”Vilde Middage” her:
Du kan tilmelde dig til ”Vilde Middage” hos ROLK
Sted: Roskilde Oplevelseshavn – Søndag, den 13. september fra kl. 12-16
I næste weekend er der atter et forrygende projekt, du kan melde dig til. Projektet udføres i et større samarbejde mellem den lokale lystfiskerforening, –ROLK, og Den sjællandske Grusbande.
Det er Himmelev Bæk, der løber til Maglemose Å og er ét af de få ørredvandløb i bunden af Roskilde Fjord, som skal restaureres.
Udover deltagelse af ROLK og Grusbanden, er både Roskilde Kommune og lodsejerne involverede, samt Ørredpatruljen, som Uffe Clemmesen fra Roskilde og Omegns Lystfiskerklub (ROLK) stod fadder til.
Selve projektet rummer store perspektiver, idet Himmelev Bæk tilbage i 2015 blev restaureret i den øverste spids, opstrøms Slæggerupvej i Himmelev. Her betegnes vandløbet som Trekroner Bæk og er egentlig klassificeret som et spildevandsteknisk anlæg. Ikke desto mindre er dette lille vandløb restaureret og rummer en mindre ørredbestand på turen fra RUC til Slæggerupvejen.
Nu er turen kommet til strækningen nedstrøms Slæggerupvej.
I vinter var jeg ude for at kigge på vandløbet sammen med Uffe Clemmesen, og ved den lejlighed noterede vi os, at der var friske gydegravninger lige nedstrøms Slæggerupvejen. Det giver løfter om en større produktion af ørreder, hvis der vel at mærke er forhold til det. Det er der ikke lige nu, og da Himmelev Bæk ikke er en del af de udpegede vandløb i Vandplansperiode 3, var der ikke andre muligheder for ”god økologisk tilstand”, end at vi frivillige tog sagen i egen hånd og planlagde et restaureringsprojekt.
Uffe og jeg lavede aftale om, at jeg sørgede for det formelle med projektbeskrivelse, ansøgning og alt det bureaukratiske papir-nusseri i projektet, så tog Uffe sig af det mere praktiske i forbindelse med aftaler med lodsejerne. Projektet blev derefter sendt i høring af Roskilde Kommune og siden godkendt.
Nu manglede vi blot finansieringen.
Med lodder og trisser er denne nu på plads, idet DTU Aqua, der administrerer den såkaldte Gruspulje (der er en økonomisk håndsrækning til foreninger og andre frivillige græsrødder af mindre beløb til finansiering), ønskede så at sige ”fisk på bordet”. Det blev gudskelov dokumenteret af Limno Consult tilbage i 2016, hvorfor beløbet til gydegrus og skjulesten blev bevilget.
I al sin enkelhed går projektet ud på at etablere en længere gyde- og opvækststrækning for ørreder.
Projektstrækningen er næsten en kilometer lang og strækker sig fra Slæggerupvej og 900 meter mod nord. Etablering af 6 gydebanker på den øverste del af strækningen, samt udlægning af 15 kubikmeter skjulesten, primært på den nederste del af strækningen.
I alt skal der udlægges næsten 60 tons sten og grus til en værdi af knapt 23.000.- kr. Udlægningen sørger vi for, -de frivillige! Det plejer at være knald hyggeligt, og mon ikke, selve arbejdet bliver overkommeligt, idet vi har fået vognmanden til at lægge gruset direkte i vandløbet inden vi dukker op. Men allerede nu er projektet så småt i gang, idet Roskilde Kommune har skåret grøde og lavet en mindre regulering af bunden i vandløbet, så vi kan komme til.
Når vi har lagt grus og sten til rette i vandløbet, vil Roskilde Kommune efterfølgende etablere et sandfang således, at det lette sediment, -sand og slam, bliver fanget, inden det drifter ned på de strækninger, hvor faldet ikke er så kraftigt.
Det giver rigtig god mening, for dermed opnår man mere stabile forhold i fremtiden, da man ikke skal ud for at oprense vandløbet i det omfang, man skulle tidligere.
Projektet udføres i næste weekend, lørdag den 12. september og vi har brug for friske hænder.
Vores håb er, at både lokale folk og folk fra lidt fjernere egne har lyst til at deltage.
Mødestedet er Slæggerupvej 101, 4000 Roskilde ved Hofor lørdag den 12. september klokken 10.10.
Du kan melde dig til projektet ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.
Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Den sjællandske Grusbande, når projektet offentliggøres på denne side.
Du skal medbringe støvler, skridtstøvler og i øvrigt fornuftigt tøj, -det kan jo blive varmt.
Derudover må du gerne tage lidt haveredskaber med, -rive, skovl og meget gerne en trillebør.
Det er vigtigt, du melder dig til, idet ROLK og Grusbanden vil sørge for drikkevarer i dagens anledning.