KALUNDBORG:

2 arrangementer i efterårsferien

Fiskeri i efterårsferien for hele familien.

Dagene bliver langsomt kortere. Temperaturen falder og løvet skifter til røde og gule nuancer på træerne. Alt sammen tydelige tegn på efterårets komme. For børnefamilier, er skolernes efterårsferie en oplagt mulighed, for at opleve naturens “efterårsmagi” på nærmeste hold.

 

Streetfishing i Kalundborg Havn – 18. okt. kl. 11.00-14.00

Tirsdag den 18. oktober inviterer Kalundborg Sportsfiskerforening og Fishing Zealand til lystfiskeri i Kalundborg Havn.

I Kalundborg havn findes der overraskende mange forskellige fiskearter. Flere af dem er ganske underholdende at fange og smager desuden godt. Det er dog ikke ligegyldigt, hvordan og med hvad man fisker, så denne dag er der gode muligheder for at få hjælp og instruktion fra medlemmerne i Kalundborg Sportsfiskerforening, der står klar til at hjælpe på havnen. Hvis du ikke har dit eget grej eller overhovedet har prøvet at fiske før, så er det ingen hindring. Du kan nemlig både låne fiskeudstyr og få hjælp til at bruge det.

Mødested: Kalundborg Havnepark, hvorfra der fiskes mellem kl. 11 og 14 tirsdag d. 18. oktober. Arrangementet er åbent for alle og ganske gratis.

Tilmelding ikke nødvendig.

 

Reersø – 22 okt. kl. 9.00-14.00

Halvøen Reersø gemmer på en lang række spændende og varierede muligheder for at fiske. I efteråret er der flere af pladserne, som oven i købet kan byde på et både godt og underholdende fiskeri efter fladfisk. Hvis du kunne tænke dig selv at prøve dette fiskeri, så er der mulighed for at deltage på en guidet tur lørdag d. 22 oktober, hvor dygtige og lokalkendte medlemmer fra Gørlev Sportsfiskerforening står klar til at hjælpe.

Vi mødes på Reersø Havn ved Havnekontoret kl. 09.00, hvor vi ud fra det aktuelle vejr beslutter, hvor dagens fiskeri skal foregå. Herefter er der hygge og fiskeri frem til kl. 14.00.

Tilmelding til sa@avos.dk inden d. 17. oktober