Kategorier

Bloggere

Rekorddeltagelse til Fjordlandet Open

Mads Christoffersen vandt fotokonkurrencen med dette morgenbillede fra den nordlige del af Isefjorden.

I en tid med mange aflysninger af arrangementer var der rekorddeltagelse ved fiskekonkurrencen Fjordlandet Open den 19.-21. marts. Den blev afviklet i en online-udgave ligesom i efteråret.

Årets forårsudgave af Fjordlandet Open bød på omskifteligt vejr med både nattefrost og hård nordlig vind – så det var svære betingelser, der mødte de 181 deltagere.

Michael Søby vandt konkurrencen med denne havørred på 69 cm.

På trods af at foråret ikke helt var kommet til landet lykkedes det alligevel flere af deltagerne at fange fisk, nogle endda mange fisk. Flere berettede om stimer af grønlændere, mens andre fangede enkelte større fisk.

Derfor kunne arrangørerne allerede lørdag eftermiddag meddele, at fiskene skulle være over 55 cm for at komme i betragtning til de fem præmier. Søndag over middag blev det så hævet til 60 cm, og da konkurrencen sluttede søndag kl. 16, så det endelige resultat således ud:

Vinder af Fjordlandet Open, marts 2021 blev Michael Søby med en havørred på 69 cm. Derefter fulgte Kim Christoffersen med en fisk på 64 cm, Jesper Marker med en fisk på 63,5 cm, Kasper Jensen med en fisk på 63 cm og endelig Jacob Møller med en fisk på 62 cm.

Da konkurrencen har fokus på Catch & Release er det dejligt at se, at flere og flere tager det til sig, også blandt vinderfiskene, hvilket arrangørerne kvitterer for.

Fra arrangørernes side skal der lyde en stor tak til konkurrencens hovedsponsor Geoff Anderson for de flotte præmier.

Mathias Engel fik andenpræmien i fotokonkurrencen for dette billede.

Fotokonkurrence og affaldsindsamling
I fotokonkurrencen blev der indsendt over 50 bidrag, der blandt andet afspejlede det omskiftelige vejr, men også den gode stemning og samværet under konkurrencen. Vinder af fotokonkurrencen blev Mads Christoffersen, mens Mathias Engel løb med andenpræmien.

Der var også to præmier til et foto af indsamlet affald. Arrangørerne havde nemlig opfordret til at indsamle affald ude ved kysten og tage et foto af det. Vinderne blev fundet ved lodtrækning mellem de indsendte fotos, og de heldige var Kenneth Viholt og Jonatan Larsen, der vandt flotte præmier fra henholdsvis Jan og Bo’s Lystfiskershop Roskilde samt Kettegear.

Der var desuden en lodtrækningspræmie, hvor alle 181 deltagere havde en chance. Her var den heldige Mads Juul, der vandt et gavekort til Geoff Anderson.

Alle billeder og fangstbilleder m.m. kan ses på konkurrencens Facebook-side.

Arrangørerne af denne udgave af Fjordlandet Open er Roskilde Kommune og Fishing Zealand – med stor støtte fra en række samarbejdspartnerne #plasticinthebasket og Havmiljøvogterne.

Stort tillykke til alle vinderne – kæmpe tak for opbakningen fra alle deltagerne – og mange tak til alle vores samarbejdspartnere og sponsorer.

Konkurrencen vender tilbage til efteråret med base i Frederikssund Kommune – og vi melder en ny dato ud snarest.

Knæk og bræk derude – og vi ses forhåbentligt igen!

Jacob Møller endte på 5. pladsen med denne fisk på 62 cm