Kategorier

Bloggere

”Preseason” med din hjælp i Græse Å inden gydning

Projektet i Græse Å i sommervarmen var første del af det fine projekt, der skal sikre God Økologisk Tilstand også på fiske-indekset i Græse Å (foto: Jesper Vang Skærbæk Jensen).

I en snes år har jeg været dybt fascineret af Amerikansk Fodbold, og husker tydeligt, da Claus NFL-ming og Jimmy Bøjgaard (Falkeøje), kommenterede NFL på TV2 Zulu. Siden blev min søn aktiv runningback, både på Roskilde Kings, Det danske Landshold og Verdensholdet, og gav mig mange gode stunder langs sidelinien og på tribunerne bl.a. under EM i Spanien i 2015. Min søn er nu retired, som det hedder i de termer, men hans landsholdshjelm er dog stadig et kært minde.

 

Netop nu forbereder New England Patriots (mit hold), Dallas Stars og alle de andre hold sig til den kommende NFL-sæson i det, der kaldes ”preseason”. -Og hvad har det så lige med Grusbanden at gøre, kunne man med rette spørge?

Jo, -for vores mange projekter er jo netop ”preseason” for alle de ørreder, der vandrer op i vores fantastiske vandløb for at gyde under vinterens regn og rusk. Vi forbereder sæsonen for de virkelige stjerner, -havørrederne!

I regn og rusk vandrer de op på gydepladserne, forcerer stryg, små vandfald og gyder under de værst tænkelige vejrforhold. Siden vandrer de retur til havet for at fortsætte ørredlivet under mindre strabassérende forhold. Så manglede det da bare, at vi gav dem en hånd med på vejen, når de i den grad kvitterer med store oplevelser på gydebankerne.

Derfor etablerede vi i samarbejde med Havelse Å Vandplejegruppe et par flotte gydebanker og udlagde en god portion sten i Græse Å ved speedwaybanen i juni måned i det flotteste sommervejr (lige indtil skybruddet, der satte veje og stræder under vand).

Her er det Christian Lund Petersen, der retter gydegruset til på én af de gydebanker, vi etablerede i sommer (foto: Jesper Vang Skærbæk Jensen).

Projektet var en stor succés og jeg er ikke i tvivl om, at der allerede nu er små ½-årsfisk på gydebankerne og i umiddelbar nærhed, for det er den bedste ørred-børnehave, man kan tænke sig.

Men vi blev ikke helt færdige med projektet, og i takt med, at ørrederne vokser sig større, har de brug for mere vedvarende skjul end småsten på gydebankerne og den grøde, der om føje tid visner væk og efterlader åen uden den store variation.

Derfor var der allerede i forbindelse med projektet, planlagt at udlægge en ordentlig stak skjulesten for at give ørrederne de bedste muligheder for at overleve hen over vinteren til smoltstadiet i marts-april måned, hvor de trækker ud i havet for at vokse sig store.

I alt mangler vi at fordele knapt 25 tons sten på den næsten én kilometer lange projektstrækning.

Stenene skal fordeles således, at ørrederne har skjul og standplads, og vil samtidig skabe en meget større variation i vandløbet således, at også andre dyr og planter trives i det fine vandløb, der løber til Roskilde Fjord.

Potentialet er der for at opnå God Økologisk Tilstand indenfor en årrække og Græse Å har netop i en årrække været under rivende miljømæssig udvikling, ikke mindst takket være Kaj Larsen og Co fra Havelse Å Vandplejegruppe og så selvfølgelig Grusbanden, der har bistået med folk og godt humør under dette uvurdérlige samarbejde for at booste bestanden i Græse Å.

Udlægning af sten (og gydegrus) i vandløbene er en investering, ikke blot i denne sæson, det er en sikring af ørredbestanden mange sæsoner frem i tiden.

Og vi har i høj grad brug for din hjælp.

Disse meget værdifulde sten skal nemlig udlægges lørdag den 18. september kl. 10.10, og vi vil sætte stor pris på netop din hjælp.

Vi sørger for forberedelserne, stenene bliver lagt langs med Græse Å således, at vi ikke skal slæbe dem alt for langt.

Du skal derfor blot møde op med højt humør på Hørup Skovvej 7, 3550 Slangerup, og medbringe fornuftigt tøj og et par handsker, så sørger vi for, der er drikkevarer til en hyggestund sammen med ligesindede under arbejdet med udlægning af stenene.

Du kan melde dig til projektet ved at skrive en mail til mig på adressen, runehylby@gmail.com, sende en sms på nummer 2536 4280 eller ved at melde dig til, via Grusbandens facebook-side, når projektet offentliggøres der.

 

Bandeleder, Rune Hylby,