Familiefisketur ved Himmelevsøerne

Dagene bliver langsomt kortere. Temperaturen falder og løvet skifter til røde og gule nuancer på træerne. Alt sammen tydelige tegn på efterårets komme. For børnefamilier er skolernes efterårsferie en oplagt mulighed, for at opleve naturens “efterårsmagi” på nærmeste hold ved Himmelevsøerne, med en fiskestang i hånden. 


Mandag den 18. oktober inviterer Roskilde og Omegns Lystfiskerklub og Fishing Zealand og Roskilde Kommune således til lystfiskeri i Himmelevsøerne. I Himmelevsøerne  findes flere forskellige spændende fiskearter. Der er bl.a. skaller, aborrer og karper, og det er netop dem, som vi skal fiske efter. 

Måske har du aldrig prøvet at fiske før, men det er ingen hindring for at deltage. I tidsrummet mellem kl. 10.00 og kl. 14.00 kan du kigge forbi vores stand og låne en fiskestang. Samtidig vil erfarne lystfiskere fra Roskilde og Omegns Lystfiskerklub og Fishing Zealand, stå klar til at hjælpe alle fremmødte. Vi medbringer alt det fiskegrej, som skal bruges til at lokke søens fisk frem, og vil samtidig hjælpe dig med at rigge grejet til, agne krogene og lande fangsten. Så selv du aldrig har prøvet at fiske tidligere, så er der oplagte muligheder for at fange din første fisk, netop denne dag. Du er naturligvis også velkommen til at medbringe dit eget fiskeudstyr og få et par tips til, hvordan du kan blive en dygtigere lystfisker.

Arrangementet er gratis og henvender sig særligt til børn og unge, men voksne er naturligvis også velkomne. Tilmelding sker ved at sende en mail til henrik@fishingzealand.dk senest d. 17. oktober. Husk endelig praktisk påklædning og fodtøj, som kan matche det omskiftelige efterårsvejr. Unge over 13 år, kan deltage på egen hånd.

Mødested: P-pladsen ved Himmelevsøerne på Store Valbyvej.