Kategorier

Bloggere

Fishing Zealand og biologisk mangfoldighed

Flodlampretten er ekstremt sjælden på Sjælland og gyder om foråret på ørredernes gydebanker.

I de senere år er der blevet et stadigt større fokus på biologisk mangfoldighed (biodiversitet) i takt med erkendelserne af, at det står ret skidt til flere steder. Danmark har sammen med 189 andre lande i 2008 underskrevet FN’s Biodiversitetskonvention. Konventions formål er at bevare den biologiske mangfoldighed (levesteder, arter og genetiske racer), fremme en bæredygtig udnyttelse af naturens ressourcer samt at sikre en rimelig og retfærdig fordeling af udbyttet ved at udnytte ressourcerne.

En del af formålet lyder jo ret velkendt og har faktisk siden starten været en integreret del af Fishing Zealands målsætning. Og arbejdet i Fishing Zealand er både med til at fremme den biologiske mangfoldighed i vandmiljøet og en bæredygtig og mere retfærdig fordeling af ressourcerne.

Her er nogle konkrete eksempler på, hvordan Fishing Zealands arbejde er med til at fremme de nævnte mål.

Flodkrebs skjuler sig ofte under sten.

Bevaring af fiskearter og unikke racer – en fisk er ikke bare en fisk

Fishing Zealand og kommunerne arbejder ihærdigt på at fremme bestandene af især havørred og brakvandets gedder og aborrer. Til det vil nogle nok umiddelbart sige, at der da ikke er det store at hente mht. biologisk mangfoldighed, da arterne i forvejen forekommer almindeligt over hele landet og Europa med. Men det er der faktisk, hvis vi ser på unikke genetiske ressourcer. Fishing Zealand samarbejder med DTU Aqua om DNA analyser på en række havørredbestande og vi ved i dag, at der i det sydlige Sjælland og på Lolland-Falster findes enkelte genetisk unikke bestande, som ikke findes andre steder. Bestande som antageligt har særlige nedarvede tilpasninger til lokalområdet og som derfor er særdeles bevaringsværdige. Her kan jeg pege på den nyeste, som omhandler undersøgelser af yngeludvandring til Østersøen. Målrettet restaurering og friholdelse fra udsætning af fremmede ørredtyper er i dag en integreret del af bevaringsarbejdet i områdets vandløb.

Det samme er antageligt tilfældet for brakvandets gedder og aborrer ved Sydsjælland og øerne. Nye undersøgelser har vist, at gedderne er opdelt i adskilte genetisk unikke bestande. Nogle lokale typer kan endda gyde i brakvand, mens andre typer gyder i forårsoversvømmede lavtliggende områder, hvorefter ynglen senere vandrer ud i brakvandet. Området rummer de vestligste af Østersøområdets bestande, som lever på grænsen af, hvad de kan tåle mht. saltholdighed. De har antageligt genetiske tilpasninger til områdets særlige forhold og er derfor bevaringsværdige. Kommunerne i området arbejder nu målrettet med geddefabrikker og undersøgelser af bestandene sammen med DTU Aqua.

Brakvandsgedder som denne fra Fribrødre Å tilhører en særlig bestand, som kun findes i farvandene omkring Sydsjælland og øerne.

Vandløbsrestaurering giver tillægsgevinster

Når kommunerne og/eller Grusbanden laver gydebanker og udlægger sten for ørrederne, så forbedrer de også de fysiske forhold og dermed levestederne for en lang række andre fiskearter og dyr. F.eks. har jeg ved smoltundersøgelser fundet bestande i 3 vandløb af den meget sjældne og beskyttede flodlampret. Et besynderligt dyr på 30 – 40 cm, som ligner en fisk, men tilhører rundmundene. Den gyder i det tidlige forår på de gydebanker, der egentligt var etableret for havørrederne, men her får vi så en tillægsgevinst. Det samme gør dens fætter bæklampretten, som også kun findes i enkelte vandløb på Sjælland. Også den førhen så almindelige (men nu truede og rødlistede) ål har stor glæde af stenede vandløb. Selv har jeg ved el-fiskeri ofte bemærket, hvordan stenstryg og gydebanker kan være helt levende af små ål, som finder skjul her. Det er således en sidegevinst ved restaureringsarbejdet også for den. Som det sidste eksempel skal nævnes den rødlistede flodkrebs, som også har stor gavn af naturlige vandløb med masser af sten.

Ligeledes vil megen anden natur, som knytter sig til vandløbene, nyde godt af restaurering, intelligent vedligeholdelse, fjernelse af spærringer mm. Mange larver af insekter stiller store krav til forekomst af sten, grus samt frisk strøm og det er også ofte dem, der tæller positivt i det indeks, myndighederne bruger til at vurdere vandløbsklassen. Det gælder bl.a. arter af døgnfluer, slørvinger og vårfluer som mange lystfiskere nok har imitationer af i deres flueæsker. Slutteligt skal nævnes det løft, som bestande af vandstær, isfugl og andre kan få, når vandløbene bliver levende igen.

Bæredygtig udnyttelse af ressourcerne

Arbejdet for en bæredygtig udnyttelse af fiskebestandene har igennem alle årene været en vigtig del af Fishing Zealand., Målet er, at ressourcerne kommer alle fiskere og samfundet mest muligt til gavn. Derfor brugte jeg også ret megen tid med at give bidrag til arbejdet med den bekendtgørelse, der regulerer fiskeriet i farvandene om landsdelen og som trådte i kraft sidste år. Her anvendte vi den viden, jeg bl.a. har indsamlet i tæt samarbejde med ikke mindst frivillige fra foreningerne.

Peter W. Henriksen

“Vi binder sammen – hver for sig” – Keld Juul Michaelsen

Så er der en ny spændende fluebindingsvideo klar, til alle jer rejeflue-aficionados.

Her i dette afsnit er det Keld Juul Michaelsen, der vil binde en af hans egne absolutte favoritfluer, nemlig Aliverejen. Keld deler også ud af tips til fiskeriet og kommer ind på hvilket grej, som han fisker med.

Keld er bosiddende i Frederikssund Kommune og fisker ofte fra de lokale kyster med succes.

Oprindeligt er fluen fra Fyn og blev lanceret af Jesper “Alive” Petersen. Nu har Keld imidlertid fortolket mønstret lidt og tilsat nogle af sine egne ideer til den forførende rejekreation.

I aftenens video kan du, foruden en grundig bindeinstruktion, også få nogle af Kelds gode bud til kystfluegrej og ikke mindst et par friske beretninger fra kysten.

Deltager du i Fjordlandet Open, er der også nogle guldkorn at hente her.

Du finder videoen på Fishing Zealands YouTube-kanal fra torsdag d. 11. marts kl. 19:00. På kanalen kan du naturligvis også se de andre videoer, som er udgivet i serien “Vi binder sammen – hver for sig”

 

Materialeliste til Alive-rejen

Krog: Gamakatsu F314, Ahrex NS122 eller NS 156 no. 4-8
Bindetråd: hvid/Chartreuse
Belastning: blyfri tråd – kan udelades
Hale: lille dusk lyse tealfjer
Følehorn: to lange Ultrahair fibre evt. pink flash.
Butt: Ice Dub UV shrimp pink
Øjne: Easy Shrimp Eyes sort eller orange eller brændt monofil 0.56
Krop: Polarchenille olive/brown med UV
Kropshackel: grizzly hane tan
Kan bindes i flere varianter: olive/cobber, tan, brown, hvid, hot pink med og uden UV

Vi binder sammen – hver for sig – Frederik Lorentzen

Femte afsnit af “Bind sammen – hver for sig”, foregår i selskab med Frederik Lorentzen. Frederik er kendt som både en passioneret fluefisker og ikke mindst en dygtig fiskefotograf. Frederik binder sit eget mønster “Den forkælede kutling”.

I videoen fortæller Frederik også om sit grej, kystfiskeri efter havørreder i bl.a. Guldborgsund Kommune og ryster et par gode røverhistorier af sig.

Et særligt kendetegn for alle Frederiks fluer er i øvrigt, at han forsøger at sætte fokus på anvendelsen af naturmaterialer.

 

Se afsnittet i aften kl. 19.00 på Fishing Zealands YouTube-kanal.

 

Materialer til “Den forkælede kutling”:

Ahrex SA280 “Minnow” #10. Fluo tråd, fluo garn, Egern strips, hare dubbing, kuglekæde øjne.

“Vi binder sammen – hver for sig” – Peter Stoltze

Fjerde afsnit af serien “Vi binder sammen – hver for sig” udkommer i aften kl 19:00. Denne gang er det Peter Stoltze, som sidder bag fluestikket. Peter har mange års erfaring som instruktør og dyrker særligt kystfluefiskeriet i det sydvestlige hjørne af Sjælland herunder Næstved Kommune.

I aftenens afsnit vil Peter tager jer gennem bindeteknikken bag den effektive klassiker “Grå Frede”. Endvidere vil Peter fortælle lidt om, hvordan han forbereder sine kystture og ikke mindst pakker fiskejakken praktisk.

Fishing Zealands YouTube-kanal finder du her

 

Materialeliste

Krog: Streamer #8, fx Partridge JS Sea Streamer CS11/1 eller Ahrex NS118 Classic Streamer
Tråd: UniThread 6/0, grå
Hale: Grizzly marabou (natur) + 2 strå crystal flash (pearl)
Rib: Oval sølvtinsel (small)
Hackle: Grizzly hanesaddel
Krop: Grizzly marabou (natur)
Øjne: Kuglekædeøjne (sølv)
Hoved: Grizzly marabou (natur)

”Vi binder sammen – hver for sig” – Lucas Msiska

Den næste og tredje fluebinder i vores serie er Lucas Msiska. Lucas vil binde en flue, som inden længe vil være på alles læber, nemlig en børsteormsflue. Børsteorm er et vigtigt fødeemne for havørreder her i det tidlige forår – og Lucas fortæller i videoen, hvordan han fisker fluen – samt løfter sløret for, at fluen også kan være effektiv på andre tider af året.

Derudover giver Lucas masser af gode tips til fiskeriet, som han ofte bedriver på den sjællandske vestkyst især i Kalundborg kommune, hvor flere spændende og effektive fiskepladser findes. Endelig går Lucas også i dybden med valg af grej til sit til kystfluefiskeri.

Børsteorm kan variere i farverne, og Lucas har klart nogle fortrukne farver, som han vælger til sine fluer. Den meget livagtige flue kræver kun ganske få materialer, men som man kan se, kræves der en lidt anderledes måde at binde på.

Så se med på torsdag kl. 20.00 på Fishing Zealands YouTube kanal

 

Materialer til Lucas’s Børsteormflue:

Saltvandsbestandig krog str 4-6

Div dubbing ( En blanding af flere forskellige slags dubbing giver et bedre spil og liv i fluen. Altså forskellige tykkelser og længder)

Fletline, omkring 0,1 mm

Bløde fjer. Fx marabou

Tungsten bead (eller anden valgfri belastning)