Kategorier

Bloggere

En fantastisk dag i fødevareministerens selskab  

Dan Jørgensen får en god snak efter konferencen med folkene fra Vandpleje Fyn.
Dan Jørgensen fik en god snak efter konferencen med mange af deltagerne. Her er det folkene fra Vandpleje Fyn. Fotos: Jakob Sørensen

I lørdags var over 200 mennesker samlet i Vejle til en konference om bæredygtigt lystfiskeri, som fødevareminister, Dan Jørgensen, havde taget initiativ til.  Der var repræsentanter fra mange parter: NaturErhvervsstyrelsen, Erhvervs- og Vækstministeriet, DTU Aqua, Dansk Kystturisme, og frem for alt en masse lystfiskere såvel som erhvervs- og fritidsfiskere.

Man kunne måske have frygtet at der ville være en masse uenigheder og konflikter, men sådan forløb det heldigvis ikke. Selvfølgelig var der ivrige diskussioner og forskellige syn på sagerne, men i bund og grund er der relativt fælles visioner for hvordan fremtiden for bæredygtigt lystfiskeri i Danmark kan forbedres.

Og fødevareministeren var helt med på dette. Konferencen var indkaldt på hans initiativ, og som han selv fortalte fra talerstolen, var formålet at indsamle inspiration og information, så han havde bedst mulighed for at handle – og for at handle hurtigt. Og det skal han have stor ros for.

Fishing Zealand lægger stor vægt på bredt samarbejde - og det vagte genhør i salen.
Fishing Zealand lægger stor vægt på bæredygtighed og bredt samarbejde – og det gav genklang i salen.

Jeg gav selv en præsentation om Fishing Zealand og om den måde vi arbejder på, eller endnu vigtigere: Den måde vi samarbejder på. Her fik jeg også mulighed for at fortælle om problematikkerne vedrørende brakvandsgedderne i Sydsjælland.

Fødevareministeren var ekstremt lydhør og nævnte selv flere gange bekendtgørelsen i Odense Fjord, hvor restriktioner på garnfiskeriet er blevet aftalt i samarbejde med fritidsfiskerne og lystfiskerne, til stor glæde for lokale lystfiskere såvel som tilrejsende lystfiskere og lokalsamfundet. Nu vil ministeren kigge på om en lignende løsning kan være det rigtige for bl.a. brakvandsgedderne og havørrederne flere steder i Danmark. – Og det er jeg personligt overbevist om, at det er.

Fødevareministeren er udmærket klar over den store socioøkonomiske værdi der er for hele Danmark i lystfiskeri, hvilket han bl.a. fortæller i de to klip fra TV2 Syd her. Men han fortalte også at han godt er klar over at vi ikke fisker for at bidrage til lokaløkonomien, men  fordi vi vil ud og nyde naturen. Og at vi skal holde fokus på naturpleje og miljø når vi taler udvikling af lystfiskeri i Danmark.

Der var også meget lærerige oplæg fra bl.a. Jon Fuglsang, Professionshøjskolen Metropol med forslag til hvordan folkeskole, lystfiskeri og madlavning kan kombineres. – Det gav i øvrigt inspiration til en masse ambitiøse ideer, som jeg håber på at føre ud i livet en dag…

Anders Koed fra DTU Aqua fortalte om hvordan biologisk data danner grundlag for beslutninger, og kunne bl.a. vise en graf fra Esrum Sø, der tydelig viste hvor meget mere lystfiskere fanger, når der ikke er erhvervsfiskeri på søen.

Formand Verner Hansen, fremægger Danmarks Sportfiskerforbunds visioner
Formand Verner Hansen, fremægger Danmarks Sportfiskerforbunds visioner – bl.a. med øget fokus på brakvandet.

Dette spillede glimrende sammen med Sportsfiskerforbundets visioner som Verner W. Hansen præsenterede på scenen. De inkluderer bl.a. et total stop for erhvervsfiskeri i søerne samt et omsætningsforbud på vores vigtigste rekreative arter. Du kan læse mere om DSF’s visioner her.

Alt i alt en fantastisk dag hvor rigtig mange emner blev berørt og et tydeligt tegn på, at vi går vi en meget spændende fremtid i møde. Og hvis ministerens intentioner er oprigtige, og han virkelig har tænkt at handle hurtigt ligesom han gav udtryk for, ja så er der meget godt i vente for bæredygtigt lystfiskeri!

Jeg benyttede selvfølgelig også lejligheden til at invitere fødevareministeren på en lille fisketur – ikke mindst for at have tid til at snakke nærmere om mulighederne for at udvikle lystfiskeriet i Danmark. – Og det ville han meget gerne.  Så det ser jeg  meget frem til, og I kommer helt sikkert til at høre mere om det, når det sker!

PS: Hvis du ikke selv havde mulighed for at deltage i konferencen, men stadig vil give dit input til ministeren, så send en mail på rekreativtfiskeri@naturerhverv.dk . De vil meget gerne høre fra os.

– Gordon

15.000 pighvarrer udsat ved sjællandske kyster

IMG_6213DTU Aqua og lokale fritidsfiskere har sat 15.000 små pighvarrer ud i havet ved Roskilde, Karrebæksminde og Vedbæk. Formålet er at øge bestanden af pighvarrer.

Pighvarren er en eftertragtet spisefisk, som mange lyst- og fritidsfiskere gerne vil fange For at øge bestandene udsætter den Marine Fiskepleje under DTU Aqua med mellemrum små pighvarrer i samarbejde med lokale fiskere. Den 26. august 2014 blev der således udsat 15.000 6 cm store pighvarrer tre steder på Sjælland, nemlig ved Gershøj i Roskilde Fjord, i Karrebæksminde Fjord ved Næstved og ud for Vedbæk i Nordsjælland. IMG_6218

Pighvarrerne skal vokse til en størrelse på over 30cm, før de må fanges og tages med hjem. Afhængigt af opvækstforholdene vil der gå omkring 2-4 år, før de udsatte pighvarrer har nået den størrelse.

I Karrebæksminde Fjord er der forhåbning om, at pighvarrerne med tiden også kan være med til at tynde ud i bestanden af sortmundet kutling, som findes i stort antal i netop denne fjord. Sortmundet kutling er en invasiv art, som udgør en trussel mod kystfiskeriet, fordi den spiser fiskeæg og konkurrerer om føden med arter, som er kommercielt vigtige eller har betydning for det rekreative fiskeri.

Udsætningen af pighvarrerne finansieres af indtægterne fra de fisketegn, som lyst- og fritidsfiskere skal købe for at måtte fiske. Det er NaturErhvervstyrelsen, som får pengene og fordeler dem til forskellige formål, herunder udsætning af fisk.

Flere oplysninger kan fås hos undertegnede, marin fiskeplejekonsulent Mads Christoffersen, DTU Aqua, marinfiskepleje@aqua.dtu.dk, tlf. 24 65 66 48.

På DTU Aquas hjemmeside kan du læse mere om udsætning af pighvar og pighvarrens biologi.

Tv og radio om udsætningerne

 

FZ fiskeguider glæder sig til Makrel Festival 2015

drenge med makrelI år tilbød VisitOdsherred, Feel like og Fishing Zealand gratis fiskeguide til Makrel Festival ombord på udvalgte ture med turbådene. Det har vi allerede nu besluttet, at vi gør igen næste år, således at mange flere nybegyndere får mulighed for at komme på fisketur og prøve kræfter med den smukke og stærke makrel.

Det ligger Fishing Zealand meget på sinde at være med til at skabe rammer, der gør det muligt at udbrede fiskeglæde hos børn og unge og derigennem skabe nye lystfiskere. Makrel Festivalen har vist sig at være en af de rammer, der med succes skaber stor fornøjelse for både garvede lystfiskere og for nye, spirende lystfiskere. Der var en fantastik hyggelig stemning på Odden Havn her i weekenden. Stemninger som den ønsker vi, at flere unge lystfiskere skal have mulighed for at opleve fremadrettet.

Den kuttertur, jeg var med på, var en super hyggelig tur med M/S Emma. Der var meget vind og det indskrænkede vores fiskeområde en del og der skulle arbejdes hårdt for at fange makrel, men det lykkedes. Der blev fanget makrel op til cirka 800 gram og derudover hele ni andre arter: torsk, sild, tobis, ulk, fjæsing, knurhane, sej, skrubbe, ising og savgylt.

I mit virke som fiskeguide ønsker jeg gennem fiskeoplevelser at skabe kendskab og glæde for fiskeri og derigennem nye lystfiskere, der fremadrettet kan være med til at værne om den natur, der er udgangspunktet for vores fælles passion – lystfiskeri! Derfor ses vi til Makrel Festival igen næste år!

– Claus Eklundh Christensen

Læs mere om hvordan det gik til Makrel Festival her. 

Et vildt potentiale

En ny rapport fra Fishing Zealand viser, at kun 1/3 af potentialet for selvreproducerende vilde sjællandske havørreder på nuværende tidspunkt er realiseret. Men hvad hjælper det at gøre noget, tænker du måske? Selv hvis alle vandløb bliver selvreproducerende, vil der aldrig blive flere ungfisk, end dem vi har nu, fordi udsætningsmængderne pt er defineret ud fra vandløbets naturlige bæreevne – og i takt med øget grad af selvreproduktion, vil udsætningerne blot ophøre. Så hvad skal vi med egentlig med vildfisk?

foto-2I min optik er vildfisk vejen frem – på flere planer. Personligt giver det mig en større glæde at fange en vildfisk, fordi den er produktet af bedre natur- og miljøforhold. Men på den lange bane vil flere vildfisk også betyde bedre fiskeri for os alle. Forskningen viser nemlig, at antallet af vildfisk, der returnerer til åen er fire gange så høj som for mundingsudsatte fisk. Med fuldt selvreproducerende bestande vil vi lystfiskere derfor bedre kunne høste overskuddet og fange mange flere fisk – uden at reducere gydebestandens størrelse og rekrutteringen til de kommende generationer. Og det er vel netop hvad bæredygtigt fiskeri handler om. Men det kræver, at de vigtigste sportsfisk beskyttes som ”gamefish”, for med den nuværende lovgivning og slappe prioritering af fiskerikontrol – vil øgede mængder af fisk også kunne betyde et mere profitabelt garnfiskeri – lovligt som ulovligt. Og så er vi jo lige langt. Læs mere om den nye rapport i Fisk & Fri 7/2014, der er på gaden torsdag d. 28 august.

Stærke, selvreproducerende bestande vil altså på den lange bane ikke blot give bedre naturoplevelser, men også resultere i flere fisk for færre penge. Og de penge, vi kan spare på ørredudsætninger, vil kunne bruges godt på alle de mange andre initiativer, som kan fremme dansk sportsfiskeri.

– Jens Bursell

Læs mere om rapporten her. 

Et tilbud, du slet ikke kan sige nej til!

Vil du være med til at gøre en forskel på Sjælland, så mød op på vores restaureringskurser i september og oktober.

Som den nye rapport fra Fishing Zealand viser, så nytter det at restaurere vandløbene. En målrettet indsats af de dygtige sportsfiskere i oplandet til Isefjorden er en af grundene til, at der i den del af Sjælland er pænt med ørreder i mange af vandløbene.

Det samme kan siges om en lang række andre åer og bække i Sjælland – men rapporten dokumentere også, at der desværre er ret langt igen, før alle vandløb med ørredpotentiale får gode bestande.

DSC_0378At få nye sportsfiskere ud at arbejde med vandløbene var ét af hovedformålene med at få stablet Fishing Zealand på benene. Tordenskjolds soldater er nemlig ikke tilstrækkeligt, hvis vi skal nå omkring de mellem 500 og 700 km sjællandske vandløb, som trænger til en kærlig hånd.

Foreningerne klager en smule over, at det kan være svært at skaffe nok hænder til arbejdet. Jeg er nu ret sikker på, at de findes derude. De skal bare have serveret en mulighed for at melde sig på banen – og så selvfølgelig få en god forklaring på, hvad der skal til for at lave en ørred-ørken om til en lille naturperle. Viden giver handlekompetence og lyst til at arbejde, ikke sandt?

Nu får du også en mulighed for at komme i gang med blive en del af den sjællandske ørredbande, der arbejder med at genskabe gode forhold i vandløbene. Danmarks Sportsfiskerforbund afholder nemlig sammen med Fishing Zealand og tre sportsfiskerforeninger tre éndags kurser fra Vallensbæk i øst, til Kalundborg i vest og på en endnu ikke besluttet lokalitet i det sydsjællandske.

På kurserne vil Peter W. Henriksen, forfatteren til rapporten om ørrederne på Sjælland, fortælle om rapporten og om arbejdet med at registrere gydebanker. Jeg selv vil berette om nye elementer i vandplejearbejdet, og så vil der komme et par erfarne ”gydebankerensere” fra det mørke og fortælle om deres erfaringer med at oprense tilsandede gydebanker med specialudstyr.

Dette sidste element er helt nyt i vandplejearbejdet, men det giver rigtig god mening i vandløb, hvor der er stor sandtransport, som vi desværre meget af på Sjælland. Udstyret er ret dyrt, men det er der også råd for. Jeg skal lige have talt lidt mere med en vigtig samarbejdspartner, og så kan jeg i løbet af kort tid berette om endnu en positiv tildragelse i Fishing Zealands arbejde med at øge de vilde bestande. Lyder det ikke bare spændende?

I kurset indgår også elektrofiskeri efter yngel, og så skal vi selvfølgelig gennemføre nogle konkrete restaureringsprojekter. Jeg ser meget frem til at lave dem – det samme ved jeg, Peter gør.

Kurserne er for alle med interesse i vandløb og fisk; lige fra sportsfiskere til kommunalt ansatte og lodsejere, der gerne vil vide mere om, hvad det er, der foregår ude i vandløbene. Der vil både være noget at hente for den erfarne og den helt grønne ud i vandløbsbiologien.

Det bør også med, at det er gratis at deltage. Fishing Zealand og Danmarks Sportsfiskerforbund har fundet, at ideen er så god og vigtig, at de finansierer kursene. Læs mere om dem her.

Ser frem til dig at møde dig!