Kategorier

Bloggere

En strålende ”Sol over Lejre”

I løbet at maj måned forløb en lang række events og tiltag med omdrejningspunkt i egnsretten ”Sol over Lejre” og en fejring af fjorden, natur og råvarer. Et af de mange tiltag var fotokonkurrencen ”Sol over Lejre” hvor #soloverlejre blev benyttet på de sociale medier.

Vinderne blev Dennis Holm Larsen, Jannik Egelund og Anders Rugbjerg Hoppe, der havde leveret fine billeder, som emmede lang væk af hyggelig fiskestemning i fjorden.

De vandt alle tre en fed gavekurv som indeholder en fiskestang, lidt hornfiskeblink og en røgovn fra Abu Garcia, røgsmuld, en bakke æg fra Hegnsholt, seks Herslev Bryg, Rugbrød fra Ravnshøjgaard, lokalt økologisk grønt og en flaske æblemost fra Olsens Cider. Det eneste, der mangler, er fisken – men den må de bare fange selv!

Ud over fiskekonkurrencen har der været tiltag på Restaurant Herthadalen, Gershøj Kro og Skomagerkroen og flere events, hvor man har kunnet prøve kræfter med fiskeriet eller lære om fisk og andre dyr og planter, der trives i og ved fjorden.

Der er i øvrigt mange gode meldinger om makreller i fjorden, så hvis du ikke har fået nok Sol over Lejre, kan du jo se at fange en makrel og gi den en gang røg, lir og sol på toppen!

Du kan se alle de tilmeldte billeder her:

Instagram: https://www.instagram.com/explore/tags/soloverlejre/

Facebook: http://bit.ly/2xf8SsR

Det bedste til en flok norske frænder 

De gæve norske frænder var på fisketrappen ved Tadre Mølle, hvor vi i Grusbanden så tit har været på besøg for at kigge på gydegravninger, ørreder på gydebankerne og i øvrigt undersøgt bestanden ofte gennem bestandsanalyser.

I forrige weekend var jeg ”den sjællandske vært” for en norsk delegation, der skulle på studietur for at se, hvordan vi griber tingene an i Danmark for at sikre vores værdifulde bestande af havørred og laks. 

Baggrunden for besøget var, at der i Norge er sat penge af til ”habitatkortlægning og forslag til tiltag for sjøørret (norsk ord for havørred) i udvalgte vandløb langs Hardangerfjorden” med midler fra Miljødirektoratet. 

Studieturen var en del af projektet, og de 8 deltagere var alle repræsentanter for lokale sportsfiskerforeninger, lodsejerlag, styrelser etc. 

Målet med turen var at få inspiration og viden om, hvordan vi i Danmark har formået at øge vores lakse- og havørredbestande gennem målrettede indsatser fra blandt andet ”de frivillige”.

Derfor lagde jeg meget stor vægt på samarbejdet mellem foreningerne, de frivillige, kommuner og lodsejerne. 

Det er jo netop i denne konsensus, Den sjællandske Grusbande har sin største force. 

Netop dette samskabende element med mange forskellige partnere, synes nordmændene var yderst spændende, og de var meget nysgerrige på, hvordan alle disse initiativer blev koordineret. Hvordan får man skabt det samarbejde, hvem skriver projektbeskrivelser, hvordan ser de ud, hvem skaffer økonomi, myndighedsbehandler osv?

Jeg blev overdynget med spørgsmål, og kunne gudskelov, imødekomme nordmændenes nysgerrighed. Det bedste var dog, at det hele foregik i felten.

De otte nordmænd blev præsenteret for en bred vifte af initiativer, der tilsammen danner den smukkeste ramme omkring Elverdamsåen og de to store vådgøringsprojekter, -Tempelkrogen nord og syd. 

Nedstrøms for det store sandfang ved Elverdamskroen, er der etableret et langt og ualmindeligt flot stryg i forbindelse med Tempelkrogen Syd-projektet. Flot ser det ud.

Jeg begyndte denne episke præsentation ved Tadre Mølle, hvor nordmændene blev præsenteret for fisketrappen udenom møllesøen, og de fik en levende fortælling om vores havørredsafari, bestandsanalyser med bl.a. Grønt Råd fra Lejre Kommune, DN og vores lille demonstration af ørredbestanden for Mette Abildgaard (MF), der netop foregik her ved Tadre Mølle. Dernæst gik turen til Tempelkrogen Syd, hvor nordmændene og jeg vandrede op til sandfanget og fik en snak om netop sandtransporten og den negative indflydelse det har på ørredernes succés på gydebankerne. 

Nedstrøms sandfanget er der nu blevet etableret et langt og meget flot stryg i forbindelse med projekt, -Tempelkrogen Syd, og vi sluttede denne del af med at skue ud over de våde enge og Elverdamsåens nye løb, der slynger sig lystigt afsted fremfor at løbe i en snorlige kanal. Det var også netop her, vi talte om projektbeskrivelser og selve sagsbehandlingen. 

De gæve nordmænd så nogle tilfældige beskrivelser, blandt andet den projektbeskrivelse, der ligger i høring lige nu i Lejre og Holbæk Kommune og handler om udlægning af mange hundrede kubikmeter skjulesten i Elverdamsåen, just på den genslyngede del af Elverdamsåen, hvor vi stod og kiggede på det rislende vand ud over engen.

Jeg lovede at sende dem et par eksempler på, hvordan vi skriver projektbeskrivelser således, at sagsbehandlingen er lettest mulig for kommunerne.

Gydebanken i Truelsbækken, som Grusbanden, TØS og andre frivillige tog hånd om i februar måned i selskab med Lejre og Holbæk Kommuner.

Næste stop på denne ”rejse i tusindfryd”, var på østsiden af Tempelkrogen Nord, hvor Isefjordsstien går det sidste stykke ud mod slusen af Elverdamsåen. Her talte vi naturligvis om den store nyanlagte sø, som lader sig åbenbare, når man passerer på Holbækmotorvejen. 

Nordmændene fik både set ørnesten, overløbet fra søen, og fik hele historien om Grusbandens redningsaktion i efteråret, og vores elektrofiskeri efter de store gydemodne havørreder til Fiskeplejen på Isefjorden. Her dukkede et sjovt spørgsmål op fra de gæve folk i nord: ”Hvor mange penge generer fiskeriet i Isefjorden?” Se det var et godt spørgsmål, som jeg har tænkt mig at følge op på ved lejlighed.

Skarvproblematikken blev også berørt og efterhånden som regn og blæst tiltog i styrke, fandt vi tid til at køre over på den anden side af Tempelkrogen Nord, -nemlig på vestsiden. Her var læ, og nyt mod! Det var for at illustrere, hvordan Truelsbækken er blevet lagt om, og nu er blevet et tilløb til Elverdamsåen fremfor at have sit eget udløb i Tempelkrogen.  Det var også her, Grusbanden har lavet en flot gydebanke i februar i samarbejde med HedeDanmark, Lejre og Holbæk Kommune. 

Nordmændene fik historien om de 40-50 frivillige deltagere fra både Grusbanden, TØS, og alle de øvrige lokale, såvel som ikke lokale, der deltog denne bidende kolde dag i februar, hvor også TV-øst deltog og filmede den fine indsats. Ligeså fortalte jeg om den bunke gydegrus, knapt 15 kubikmeter, der inden længe skal lægges i Truelsbækken, og ligeså om et andet projekt, lidt længere opstrøms, hvor vi også skal i gang i nærmeste fremtid.

Alt i alt fik nordmændene en bred vifte af initiativer, akkompagneret med det bedste af det, vi kan fremvise i vores lille region. Men i virkeligheden kunne vi være taget mange andre steder i FZ-kommunerne, for overalt sker der en hel masse for vores ørredbestande. 

Vi har jo i Grusbanden, allerede lavet mere end hundrede projekter og initiativer til gavn for både Vand- og Fiskeplejen.

Bandeleder, Rune Hylby.

Grønne dage i Gribskov

I Gribskov Kommune blev der igen i år afviklet “Grøn Uge”. Som titlen antyder, så drejer initiativet sig om en hel uge, hvor der arbejdes med at give børn fra daginstitutionerne forskellige nære og vedkommende oplevelser i og med naturen. Fishing Zealand var endnu en gang inviteret med og en vuggestue og flere børnehaver blev således besøgt med en “rullende” udstilling, bestående af levende smådyr til nærstudier, oplevelse og formidling af “livet på det lave vand”.Gennem små akvarier og glas med indbygget lupfunktion i låget, kunne børnene betragte og observere alt fra mysis, tanglopper og snegle til lidt større krabber og forskellige arter af kutlinger. Spørgelysten var i det hele taget stor og den blev bestemt ikke mindre, når de unge mennesker senere blev præsenteret for hornfisk, der var fanget selvsamme morgen! Hvem ved, måske er den første kim sat til en generation af nye lystfiskere? Interessen for de medbragte blink med Silkekroge var i hvert fald til at få øje på.

Kulminationen på Grøn Uge foregik på Gilleleje Havn 1. juni under overskriften “Grøn Lørdag”. Repræsentanter fra grønne og blå interesseorganisationer og foreninger havde fine udstillinger og workshops, der hver især kunne inspirere og engagere de besøgende til interessere sig for oplevelser med og i naturen.

Fishing Zealand havde også en stand på pladsen – i samarbejde med Helsinge og Omegns Sportsfiskerforening. På standen var der således mulighed for at høre mere om både foreningens og Fishing Zealands aktiviteter og virke. Endvidere blev der bundet fluer, uddelt Fishing Zealand magasiner og udstillet fiskegrej. Grejet var dog ikke blot til udstilling. Dagens var nemlig tilrettelagt som et “Fang din første fisk” arrangement og derfor var der endnu en mulighed for at få hjælp og inspiration til lystfiskeriet. I denne sammenhæng blev det fiskert fra Østre mole, hvor der var gang i fiskeriet efter skrubber, der blev overlistet på de medbragte børsteorm.

Fang din første fisk – på spejderlejr!

Initiativrækken med “Fang din første fisk” har nu også været med en tur på spejderlejr. På Enø ved Næstved havde Den Blå Spejdergruppe “Tonkawa” nemlig sat hinanden i stævne under Kristi Himmelfartsferien, til et par dage med oplevelser ude i det fri. Foruden de mere traditionelle spejderaktiviteter, som bålmad, teltslagning og knobbinding, så var der også gjort plads til fiskeri på denne spejderlejr. 

Dagens program startede med en snak omkring hornfisken, som var den fisk, der skulle fiskes efter. Herefter gjaldt det gennemgang af fiskegrejet og fisketeknikerne med blink og sildestrimmel fisket efter et synligt bobleflåd. De foregående dage med vestenvind havde dog frigjort en masse “fedtemøg”, der besværliggjorde fiskeriet en del. I løbet af et par timer, hvor vi hyppigt måtte frigøre linerne for ålegræs og blæretang, så lykkedes det alligevel en god del af de flittige spejdere at fange deres første fisk – hornfisk. Da spejdergruppen netop var på lejr, så gav det jo rigtig god mening at tilberede hornfiskene på stranden. Sammen med nykogte rejer kunne vi derfor nyde en omgang røgede hornfisk som afsutning på en fed dag på stranden.

Juleaften i maj

Elektrofiskeri bruges til at dokumentere alle de projekter, Grusbanden har lavet og ikke mindst skal lave. Det er ved hjælp af elektrofiskeri, bestanden af ørreder estimeres.

Jeg holder meget af at give gaver, -altså de gaver, der bliver købt med omtanke, med kærlighed til den, der skal have gaven. Gaver, der glæder.

Gaver som kunst, litteratur, en blomst, musik, en oplevelse, -som skaber glæde på det mentale plan, eller gaver, som kan bruges til noget. Sådan rigtigt bruges til noget!

Det var den slags gave, jeg modtog forleden dag på vegne af Den sjællandske Grusbande. Jeg har fået en kær ven i gave. Jeg har nemlig fået et elfiske-sæt. Elektroder og boks, samt et godt tilbud på en generator.

De som kender til dette udstyr ved, at det er djævelsk dyrt, og kun laves i Danmark af Stampe Elektro i Ringkøbing. Kontrolleret, verificeret og mærket efter alle kunstens regler. Gudskelov for det, for det sikrer jo blandt andet, at vi i Danmark ikke har oplevet dødsfald, når ”nørderne” sætter strøm til vandet!

Mit elfiske-udstyr skal bruges…..-tit. Når Grusbanden laver projekter. Både før og efter. Netop disse før-og-efter-undersøgelser, er med til at dokumentere, at vi gør det rigtige. Og det gør vi. Det ved vi godt, men det er nu rart at få dokumentation for det gennem disse bestandsanalyser, hvor elfiske-udstyret skal i brug.

Jeg har jo i adskillige år udført disse undersøgelser, -men med lånt grej. Bøvlet logistik og besværligt at koordinere.

Bestandsanalyser er vigtige, og når vi skal tælle bestanden, er alle hænder velkomne. Nysgerrighed er en dyd. Det er vi, for vi vil hele tiden blive klogere på de ting, der virker, -og de ting, der ikke virker.

Nu har jeg fået mit eget udstyr, -Grusbanden har fået sit eget udstyr, så nu kan vi for alvor dokumentere, at det vi gør, -gør vi godt. Tænk blot på nogle af de undersøgelser, jeg foretog i efteråret sidste år, hvor ikke mindst projektet i Hårbølle Bæk blev dokumenteret som en kæmpe succés. Det er vildt. Det er en gave, i mere end én forstand! Udstyret er nemlig sponsoreret.

Helt i tråd med Den sjællandske Grusbandes øvrige aktiviteter, er dette udstyr kommet til veje gennem et fint samarbejde mellem Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), Federation of Fly Fishers Denmark (FFFD), og ”Hondashoppen” i Valby.

Danmarks Sportsfiskerforbund gav nemlig den ene af de to elektroder, -anoden. Overrakt af Kaare M. Ebert i tirsdags, da vi mødtes i forbindelse med Fiskeribekendtgørelsen rundt om Sjælland. Derefter sponsorerede FFFD den anden elektrode, -katoden og ikke mindst den forbandet dyre ensretter-boks, der sikrer, at fiskene ikke bliver slået ihjel, når jeg dypper elektroderne med 220 volt i vandløbet.

FFFD skriver som svar på ansøgningen om sponsoratet, at ”der er stor respekt for Grusbandens arbejde”.

Den sidste del af elektrofiske-udstyret, en Honda-generator, har jeg selv købt med en meget favorabel rabat fra Hondashoppen i Valby, der meget gerne støtter op om Den sjællandske Grusbande og det frivillige engagement, vi gang på gang kaster os ud i.

Sagen er den, at allerede i år skal udstyret bruges en snes gange, -mindst. Vi er jo hele tiden i gang med flere projekter, mere restaurering og allerede nu ved jeg, vi skal lave bestandsanalyser i Truelsbækken (i Holbæk Kommune), I Tokkerup Å (Lejre Kommune), i Bregninge Å (Kalundborg), i Højbro Å (Gribskov Kommune), i Askehaveløbet, Døllefjelde Å, Donnemoseløbet, Tunderupløbet (Guldborgsund), i Dammevandløbet (Vordingborg), i Ellebækken (Stevns Kommune) og mange flere.

Med Grusbandens mange projekter sikrer vi flere fisk i vandløbene til glæde for både lystfiskere og til glæde for miljøet omkring vores værdifulde vandløb på Sjælland, Lolland, Falster og Møn.

Denne værdi, -det skal dokumenteres med dette elfiske-udstyr og jeg glæder mig allerede til de første dyp med det nye udstyr.

 

Bandeleder, Rune Hylby.