Kategorier

Bloggere

Elektrofiskeri på søndag efter moderfisk m/k

 

Det er altid et tilløbsstykke, når der bliver elektrofisket efter moderfisk m/k i Elverdamsåen i november måned, -og ikke uden grund.

Med den store mængde nedbør, vi har fået i den seneste måned, er der basis for en tidlig havørredopgang af dimensioner.

Fiskene har i modsætning til nogle af de foregående år, og specielt sidste år, haft optimale forhold for tidlig opgang og endda en opgang, hvor de allerede i begyndelsen af gydetiden, har kunnet vandre helt op i spidserne af de mange sjællandske vandløb.

Men jeg er sikker på, der nok skal være en del fisk alligevel, -også på de nedre dele af Elverdamsåen, når vi på søndag skal dyppe elektroden for at fange moderfisk m/k til de kommende generationer af ørreder i Isefjorden med tilhørende tilløb.

Store flotte havørreder bliver der fanget hvert år, og mon ikke, der også i år er trukket et par fisk omkring 10 kilo op i det lille sjællandske vandløb. Denne arrige havørredhan, fangede vi for et par år siden i vandløbet, der ikke er mere end en-to meter bred.

Forleden skrev min lillebror, at han havde set gydende fisk i vandløbssystemet, og da vi i sidste weekend tog selv samme strækning, hvor vi plejer at elektrofiske, nærmere i øjesyn under den sjællandske vandplejedag, fangede vi fire gode havørreder på en kort hundrede meter lang strækning.

Det lover godt for fangsten af moderfisk m/k i år på den restaurerede strækning, hvor vi på nåde og fromme, har fået lov til at opfiske moderfisk til Fiskeplejen i Isefjorden.

Vi skal bruge i omegnen af 7 liter rogn fra Elverdamsåen, idet vi både sørger for udsætningen af ørredsmolt i den sydlige del af Isefjorden, og samtidig leverer afkom fra Elverdamsåen til den nordlige del af Isefjorden.

Samtidig skal vi bruge 3 liter rogn fra Tuse Å-systemet, men den del af Fiskeplejen, tager Tuse Å’s Ørredsammenslutning (TØS) sig af.

Vi kan koncentrere os om Elverdamsåen, som vi har gjort i nu adskillige år, dog i et tæt samarbejde med TØS, som blandt andet sørger for strygningen af de mange fisk, som holdes separat således, at der ikke sker genetisk sammenblanding af de to ”stammer”.

Netop bevarelsen af de unikke gener fra de forskellige vandløbssystemer er vigtig for den fortsatte succesfulde avl, og derfor skal vi fange minimum 25 par havørreder således, at vi kan sikre den genetiske variation for hvert vandsystem.

Det skal vi nok sørge for.

Sidste år fangede vi omkring hundrede havørreder på en formiddag i Elverdamsåen, og mon ikke, vi kan fange et tilsvarende antal havørreder i år, -og netop på søndag.

Det plejer at være et tilløbsstykke, når vi dypper elektroderne, med folk på brinken og folk i vandet.

Men af respekt for lodsejerne og den omkringliggende natur, kan vi desværre kun være 15-20 personer.

Du kan melde dig til elektrofiskedagen, efter først-til-mølle-princippet.

Elektrofiskeriet forgår allerede i den kommende weekend, -på søndag den 14. november klokken 10.10, når vi sætter strøm til Elverdamsåen.  

Du kan melde dig til ved at skrive en sms til Rune Hylby på nummer, 25364280, eller ved at sende en mail til runehylby@gmail.com. Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: den sjællandske Grusbande.

Arrangementet er som sagt den 14. november, og vi mødes ved P-pladsen, Ordrup Gade 1, 4060 Kr. Såby.

Hvis du har waders, og gerne vil helt tæt på, kan dette muligvis lade sig gøre i løbet af dagen.

Det er vigtigt, du melder dig til, da vi ikke kan være mere end maks. 20 personer i alt.

 

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,