Kategorier

Bloggere

Foreninger arbejder sammen i Roskilde

klækkeriet med Kim Jørgensen

I begyndelsen af maj tog jeg, som bandeleder i Grusbanden initiativ til at mødes med Roskilde Kommune, samt de foreninger, der arbejder for miljøforbedringer i kommunen. Der har nemlig været en lang tradition for, at foreningerne har arbejdet sammen om at forbedre vandløbskvaliteten i både Lejre og Roskilde Kommuner.

Uffe Clemmesen fra ROLK og Kim Jørgensen fra Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord deltog sammen med Roskilde Kommune. Én af de vigtigste ærinder for mit vedkommende var, at forsikre både Kim og Uffe om, at det fantastiske og engagerede miljøarbejde, de to foreninger har udført i årevis, naturligvis ikke bliver overtaget/berørt af etableringen af Grusbanden, tværtimod.

Det samarbejde, de to foreninger har skabt, synes jeg er et skoleeksempel på, hvordan man kan supplere hinanden og få endnu større glæde af kompetencer, erfaring og initiativ. Det vil Grusbanden blot støtte op omkring.

Vi kan tilføre samarbejdet rådgivning, sparring og hænder, hvis det skulle være nødvendigt. Det er Grusbandens vigtigste indsats.

Derudover var ærindet også, at vi skulle snakke om helt konkrete restaureringsprojekter i Roskilde Kommune. Det drejede sig blandt andet om Trekronerbækken (Himmelev Bæk), hvor ROLK i flere år, og på flere strækninger har restaureret bækken, blandt andet med hjælp fra Ørredpatruljen. Der er for nyligt lagt en stor bunke gydegrus ud, og i slutningen af maj, lagde folkene fra de to foreninger ca. 10-12 tons grus yderligere i vandløbet, som manglede at blive lagt i åen fra et tidligere projekt (https://fishingzealand.dk/nyheder/indvielse-af-en-ny-straekning-af-trekroner-baekken/).

Trekronerbækken er faktisk et spildevandsteknisk anlæg, der er anlagt og udformet som vandløb, og derfor kan Rolk og ”Foreningen med det lange navn” lege lidt ekstra i den fine bæk. Vi talte yderligere om – som et ekstra initiativ, at etablere en bestand af gode vandplanter (vandranunkel og vandstjerne).

Desuden talte vi på mødet om Gedebæksrenden, som ROLK og Langvadfolkene fra ”Foreningen med det lange navn” har restaureret på en strækning ved golfbanen. Roskilde Kommune har planer om at føre vandet fra Langvad Å via Gedebæksrenden ud i Roskilde Fjord, således at der er uhindret passage for vandrerfisk i fremtiden, -frem for at skulle vandre op ved Kattinge-værket.

Foreningerne vil gerne restaurere en privat strækning opstrøms golfbanen. Strækningen skal i første omgang ”renses” for grene, stammer mm. således at der kommer overblik over potentialet, som umiddelbart ser rigtig fornuftigt ud. Der er et kraftigt fald/styrt opstrøms for et etableret sandfang, og dette skal muligvis udlignes, -eventuelt med gydegrus mm.

Desuden talte vi om at flytte vandplanter (vandranunkel, vandstjerne) fra sandfanget og flytte planterne nedstrøms, -for at speede processen lidt op.

Efter mødet kørte Kim og jeg ud til Gedebæksrenden for at kigge på den pågældende strækning, og jeg kan godt forstå, det kribler i ”miljøfingrene” for at få lov til at pille ved dette lille fine vandløb, der løber ned igennem Golfbanen, og videre ud i Roskilde Fjord. Jeg fik også lejlighed til at kigge ind i klækkeriet, hvor Kim, sammen med andre af foreningens ildsjæle, passer den spæde yngel efter alle kunstens regler.

Tore Jensen og Jon Svendsen fra Egedal Sportsfiskerforening kunne desværre ikke deltage på mødet, hvorfor restaureringsprojekterne i Maglemose Å, vil blive taget op ved en senere lejlighed. Roskilde Kommune er meget velvillig overfor restaureringsprojekter i dette potentielt meget fine vandløb.

Bandeleder,

Rune Hylby

Forsøgsudsætning for at hjælpe ørredbestand i Odsherred

150425_Ørred Patruljen_20Da jeg i vinterens løb var på ”besøg” i Odsherred, hvor Odsherred Sportsfiskerforening, Odsherred Kommune og undertegnede kiggede på Stenstrupløbet og fremtidige miljøforbedringer, dukkede en besnærende tanke op: Kunne vi ikke lave en forsøgsmæssig udsætning af yngel for at kickstarte bestanden af ørreder i det lille vandløb?

Udsætningen er en naturlig følge af, at Odsherred Kommune i samarbejde med Odsherred Sportsfiskerforening har forbedret miljøforholdene i det lille vandløb.

Restaureringen af Stenstrupløbet fandt sted i efteråret 2015 (https://fishingzealand.dk/havorred/glaede-et-fantastisk-samarbejde-odsherred/).

En knapt én kilometer lang strækning af vandløbet er blevet restaureret, og der er udlagt gydesubstrat og skjulesten og skal følges op af yderligere miljøforbedringer i de kommende år.

I forbindelse med miljøforbedringerne, var det naturligt at kickstarte ørredbestanden, der endnu ikke har etableret sig. Der blev givet tilladelse til udsætningen fra Naturerhvervsstyrelsen, hvor Jonas Krøjer gav udsætningen sit blå stempel.

Ikke-navngivet2Ørred-ynglen er afkom af moderfisk fanget i Elverdamsåen i efteråret 2015, og er en del af et større overskud på baggrund af en god overlevelse i opdrætsanlægget, Fyns Laksefisk i Odense, der i forvejen håndterer afkommet fra alle vandløbene i Isefjorden.

Sjovt nok, for ørred-ynglen er netop afkom af de fisk, jeg selv elektrofiskede i Elverdamsåen i efteråret 2015 (https://fishingzealand.dk/nyheder/frivilligt-arbejde-ved-isefjord-tillob-baerer-frugt/), og dermed har jeg et særligt forhold til de små ”sølvfisk”, som jeg oven i købet selv får lov til at hente i Odense inden udsætningen.

Stenstrupløbet er ikke omfattet af de øvrige udsætningsplaner i Odsherred, og udsætningen var derfor at betragte som ekstra, ekstra fisk til ørredbestanden i vandløb og det kystnære område i Sejerøbugten.

Ørred-ynglen blev sat ud på en knapt en kilometer lang strækning af en 8. klasse fra Højby Skole sammen med deres lærer under ”vågen bevogtning” af Odsherred Sportsfiskerforenings vandplejeformand, Jan Aggerholm og jeg.

Jan er rigtig spændt på at se, om ørrederne klarer sig godt, og om forsøgsudsætningen dermed falder heldigt ud. Det formoder jeg, idet den egnede vandløbsbund dækker et areal på ca. 1000 m2 vandløbsbund. Derfor er det allerede nu aftalt, at følge op på udsætningen.

Vi vil kigge på overlevelsen henover sommeren, idet vi vil lave en egentlig bestandsanalyse vha. elektrofiskeri i det tidlige efterår for at se, om ørredynglen har etableret sig.

Ørrederne blev sat ud i begyndelsen af juni, – og nu venter vi spændt på, om de små ørreder, kan klare sig selv fremover.

 

Rune Hylby

Grusbanden hjalp til i Holbæk

yngeludsætning i Åmose Å

På kanten af april måned skrev Finn Andersen, der er vandplejeformand i Holbæk og omegns Lystfiskerforening til mig og spurgte, om han måtte låne en håndfuld folk fra Grusbanden. Han havde brug for et par ekstra hænder til yngeludsætning i Åmose Å-systemet i Holbæk Kommune den 30. april. Det drejede sig om de to tilløb Tyssingegrøften og Skee-Tåstrup Å, der skulle ”forsølves” med lidt ekstra yngel.

Selvom Grusbanden endnu ikke var offentliggjort, lagde vi et opslag op på Fishing Zealands Facebook-siden og ligeså hjemmeside, hvor vi søgte lidt folk til at hjælpe Finn med udsætningen.

Det var torsdag morgen opslaget blev bragt, blot to dage før udsætningen. Men allerede torsdag middag, blot få timer senere, skrev Finn til mig, at nu havde han en håndfuld hjælpere til at deltage med at sætte yngel ud!!!! Se det er jo netop tanken bag Grusbanden!

Hurtigt kan vi få hentet hjælp, når det viser sig, at en forening eller et arrangement har brug for et par hænder, – eller mange for den sags skyld. Der er nemlig mange, -rigtig mange, der gerne vil gøre en indsats i form af ”man-power”, når der er brug for det, og Grusbanden kan formidle dette behov, – både den ene vej, men også den anden.

Morten, Ole, Kennet, samt Kennets datter og Finn mødtes med “fiskebilen” fra Gørlev Fiskeklub, der leverede fiskene. Derefter gik turen mod de to vandløb, der er en del af Åmose Å/Halleby Å-systemet, hvor fiskene skulle sættes ud.

I alt blev der udsat et par tusind stk. ørredyngel, der hurtigt og uden yderligere stress-faktorer, fik friheden til at klare sig selv. Og da Finn efterfølgende skrev til mig for at fortælle om udsætningen, samt sende et par fine billeder, blev jeg både glad og lidt stolt på Grusbandens vegne over, at det netværk, vi er ved at knytte sammen, viste sig at fungere over al forventning.

 

Bandeleder,

Rune Hylby

Lavpraktisk yngelundersøgelse!

Billed til blog vedr. lavpraktisk yngelundersøgelse

Det er et fantastisk engagement vandplejefolkene i Odsherred Sportsfiskerforening udviser, og jeg bliver helt benovet over deres initiativer. Senest var ynglen knapt kommet frem fra gydebankerne i de to små vandløb, Anneberg Sørende og ”Bækken” i Grevinge Skov, før folkene fra Odsherred stod klar med en lavpraktisk fangstmetode for at undersøge om der var gydesucces i de to vandløb.

Med sommerfuglenet fra Fætter BR, gik de i gang med at undersøge gydebankerne for yngel.

Jeg synes, det er et initiativ til efterfølgelse, for vi kan godt komme med vores elektrofiskeudstyr og lave en egentlig bestandsanalyse, men det var jo slet ikke pointen. Odsherredfolkene ville blot se, om der var liv, meget liv eller slet ingen liv på de gydebanker, vandplejefolkene har etableret de seneste år.

Først undersøgte de Anneberg Sørende flere steder, men desværre uden at finde tegn på ørredliv.

Så tog Odsherredfolkene til ”Bækken” i Grevinge Skov, og der så det straks lysere ud.

På de tre nederste banker var der en del små ørreder, som smuttede i skjul, så snart de blev ”forstyrret. Det var tydeligt at se, hvordan de søgte ned under sten og planter.

-Vi fik et par stykker i nettene – til billeddokumentation, fortæller Sinnet Thueslev fra foreningen.

”Bækken” er forholdsvis smal og med klart vand og tydelig strøm, og det er glædeligt, at der har været flere gydegravninger på disse strækninger henover vinteren.

På de to øverste banker fandt de ikke liv, men der var ”bækken” også mere bred og stillestående og med slam på stenene.

-Her vil vi forsøge at gøre vandløbet mere smalt, så strømmen kan holde bunden, og gydebankerne, rene. Det var dejligt at se, at det i Grevinge Skov er lykkedes så godt at skabe forhold for en ørredbestand. At det ikke er lykkedes lige så godt i Anneberg Sørende er et problem, som vi vil arbejde på at få undersøgt og løst, slutter Sinnet.

Jeg kan kun tilslutte mig Sinnet, for med den entusiasme er jeg sikker på, det nok skal lykkes at få etableret en ørredbestand, også i Anneberg Sørende, som er et lille fint vandløb, der løber ud i Isefjorden tæt ved Nykøbing Havn.

– Rune Hylby

Sommerferietilbud til børn og unge

Hgør tur 2 BPAftalen mellem Helsingør Kommune og Fishing Zealand var knap nok blevet offentliggjort, inden der var indgået aftale om forskellige aktiviteter for kommunens børn og unge. Den første aktivitet var den praktiske del i projektet – Min flyvende kuffert, som vi har bragt et indlæg om her.

Hgør tur 1 BPDet næste spændende arrangement for kommunens børn og unge, var en frisk fisketur på Øresund. Det gode skib Antares, med skipper Carsten Nielsen ved roret, var booket til en hel dags hyggeligt fiskeri. Antares har kajplads i Kulturhavnen, og det var derfor ret praktisk at mødes i bibliotekets reception lige inden afgang. Ikke bare fordi der kun er en lille gåtur på hundrede meter fra biblioteket til Antares, men fordi vi i tørvejr lige kunne gennemgå lidt introduktion til dagens fiskeri. Vejret var nemlig, som vi ellers plejer at forvente det i oktober: Regn og rusk i rigelige mængder.

Seks forældre og elleve børn og unge havde via bibliotekets bookingsystem købt billet til arrangementet, og med både regn og en nordvesten-hyler var der ikke kun spænding om fiskeriet, men også om hvor meget det ville gynge der ude på Øresund. Vi havde en forestilling om, at vi skulle prøve mindst to forskellige slags fiskeri, nemlig det efter fladfisk (se FISKEguiden her) til at starte med og sidst på dagen skulle vi prøve at fiske efter torsk (se FISKEguiden her). Men på dagen var vinden så kraftig, at vi for hele turen måtte begrænse os til området ud for færgevej, og dermed blev vi nød til at give afkald på det målrettede fiskeri efter torsk.

Efter at have sluppet trosserne, rundede vi færgelejet og lagde os ud for færgevejens opmarchbåse, som man også kan fiske fra. Da skipper havde lagt båden til rette, gennemgik vi det basale med stang, hjul og endeagn, som til fladfisk består af et farverigt forfang med et lod. Dagen inden turen havde jeg kontakt med skipper, og da vi blev enig om at bruge hele dagen på fladfiskene, havde jeg sørget for børsteorm i rigelige mængder til alle. Det med at træde en børsteorm på krogen hører jo også med til fiskeriet. Og lad os bare sige, at det var en større udfordring for nogle, end det var for andre.

Hgør tur 3 BPDen teoretiske introduktion på biblioteket blev fulgt op af praktisk introduktion til selve fiskeriet, og efter kun 30 sekunder på bunden så vi, hvordan det ser ud når fisken napper og stangspidsen sitrer. Op kom en fin ising, som er én af de tre mest almindelige fladfisk i området. Herefter gik det hurtigt for de unge, som snart fangede forskellige arter i forskellige størrelser. En del blev genudsat, så de kunne vokse sig større, men det blev også til en god del som kunne komme med hjem og blive tilberedt, enten som hele fisk i ovnen, eller som fine fileter på en pande med smør.

Mens der blev fisket, blev der også snakket en masse om fiskeriet i almindelighed, og både børn og forældre viste en oprigtig interesse for livet som lystfisker. Vi kom fx omkring emner som fiskegrej, hvor det vi brugte på dagen var sponseret af Abu Garcia, til arrangementer af lige præcis denne slags for Fishing Zealands samarbejdspartnere. Vi fik afklaret det med fisketegn, fredningsperioder og mindstemål, dyrevelfærd og etik samt de mange gode oplevelser, man som lystfisker udsætter sig selv for. Og da denne tur ikke var nok for de fleste, talte vi naturligvis også om fremtidige muligheder, med næste tur her i sommerferien, og en eventuel tur i efterårsferien.

Udover selve fiskeriet var skipper på stikkerne, og viste os en lille flok marsvin, som han fik øje på temmelig tæt på båden, ligesom Carsten viste os en flok måger, som kredsede rundt og slog ned i vandet flere gange, og fortalte os hvorfor fænomenet “mågesjov” opstår.

Vi glæder os allerede til næste tur her i sommerferien.

 

Med fiskehilsen

Bjarne Poulsen