Kategorier

Bloggere

Multeslaget ved Kalundborg – nu med multer!

unnamed

At fange en multe på fluestang er noget som kan give grå hår på hovedet af de fleste kystfluefiskere, da multens føde ofte består af alger og planter, hvilket er svært at imitere med fjer og lignende bundet på en krog. For at udveksle erfaringer med ligesindede, havde en gruppe kystfluefiskere fra det meste af Sjælland, sat hinanden stævne på Ugerløse Feriecenter og Camping, der ligger i havstokken ved én af Kalundborg Kommunes utallige smukke strande. Netop derfor havde Fishing Zealand, der stod som arrangør, valgt campingpladsen for weekendens multetræf.

For at blive rystet sammen, inden der skulle fiskes, mødtes fluefiskerne fredag aften i hytterne på campingpladsen, hvor der blev tændt op i grillen. Og alle talte allerede om de kommende to dages multefiskeri, mens der blev grillet bøffer.

Lørdagens fiskeri foregik på strækningen mellem Røsnæs Fyr og Røsnæs. Tidligt på morgenen fangede Torben Meldgaard en flot havørred på nordsiden af Røsnæs. Det var sparsomt med observationer af multer, men sidst på eftermiddagen lykkedes det for Emil Haas-Christensen at spotte flere multer og til sidst fange én af dem. Både Emils multe og Torbens havørred, blev til alles store fornøjelse, grillet om aftenen – og der blev skålet tillykke med et glas kold hvidvin.

Efter morgenmad og rengøring af hytterne, var alle fyr og flamme, for Emils fangst havde givet alle blod på tanden, og troen på flere fangster af multer var stor. I det smukke sensommervejr med Sejerøbugten i baggrunden, blev der spottet flere multer. Dog var multerne ikke fødesøgende, hvilket gør det ekstra svært at fange dem. Men som med alle andre fiskeformer, skal der flid og ihærdighed og ofte en masse held til for at få succes. Alt dette havde undertegnede, da det lykkedes, at få en fin multe til hugge på en grøn flue, og efter en god fight blev multen landet.

Weekendens fangst af hele 2 multer samt et par havørreder i så skønne omgivelser, er uden tvivl en kæmpe succes.

Se eventuelt mere her: https://seatrouting.com/2016/08/22/multeslaget-ved-kalundborg-multer-fokus/

De bedste hilsener,

Michael

Det vrimler med små ørreder

Bestandsanalyse i Vivede Mølleå

Da Søren Jensen fra PIV (Pionererne I Vandpleje) på Sydsjælland ringede til mig og spurgte, om jeg ikke lige kom med elektrofiske-udstyret og kiggede på et vandløb, de havde restaureret for år tilbage, var jeg ikke sen til at finde tid til det. Det drejede sig om et restaureringsprojekt i det lille produktive vandløb, Vivede Mølleå ved Fakse.

Piv havde for år tilbage udlagt mange kubikmeter gydesubstrat, og det var i forbindelse med denne restaurering, Søren og Co. ville se, om tæthederne i vandløbet kunne stå mål med indsatsen. Det skal jeg lige love for, det kunne!!!!!

Vi elektrofiskede to stationer og kunne konstatere ved bestandsanalysen, at der var en formidabel tæthed af ørreder i det lille vandløb.

På første station, hvor vandløbskvaliteten var en anelse bedre end station 2, elektrofiskede vi en forholdsvis kort strækning på blot 12½ meter, idet det vrimlede med små ørreder i det elektriske felt. Vi fangede 85 små ørreder på de to befiskninger på denne station, hvilket gav en tæthed på 340 stk. ørreder pr. 100 m2 vandløbsbund, idet vandløbet blev målt til 2 meter bredt i snit. Et fantastisk resultat, og i den grad opløftende for de gæve PIV-folk, der kerer om deres små vandløb, og gør en stor indsats for at bevare og restaurere de små bække i området.

På den næste station, -station 2, var der knapt så gode forhold for ørrederne, idet bredvegetationen, vandplanterne og grusbunden, var knapt så udtalt. På den første station, vurderede jeg biotopklassen var 5 for ½-årsfisk (skala fra 1-5).

Station 2 vurderede jeg til biotopklasse 4 for samme aldersgruppe. Den var ligeså en anelse dybere generelt, hvilket de små ørreder ikke er helt så glade for. På denne station fandt vi tætheder på 171 stk. ørreder pr. 100 m2 vandløbsbund.

Det anses også som værende fuldt tilfredsstillende i forhold til DTU Aqua’s definitioner på en tilfredsstillende bestandstæthed for ½-årsfisk, der i sensommeren skal ligge på mellem 50-150 ørreder pr. 100 m2 vandløbsbund afhængig af biotopens egnethed.

Biotopens egnethed, tager netop udgangspunkt i bedømmelsen af, om det er yngel, ½-årsfisk, 1-årsfisk eller ældre, der vurderes at skulle leve på den pågældende station, -vandløbsstrækning.

Inden det bliver alt for ”langhåret”, kan jeg skrive under på, at det var med højt hævede arme, PIV-folkene fik klarhed over, om deres restaureringsprojekt havde båret frugt, og om tæthederne var tilfredsstillende. Det var mere end tilfredsstillende!

Glade smil på læben var der iblandt de to håndfulde PIV-folk, der var mødt op for at følge med i bestandsanalysen af Vivede Mølleå denne søndag morgen, -tidligt.

Da vi skiltes, begyndte Søren at tilberede frokosten for de andre PIV’ere, der kørte videre til en anden vandløbsstrækning, hvor de skulle udlægge mere gydesubstrat og flere skjulesten: Vel vidende, at det nytter noget at restaurere vandløbene, -ikke mindst de helt små bække. Det er jo netop her, den spæde ørredyngel ser dagens lys, og lever de første måneder.

 

Bandeleder,

Rune Hylby

Masser af store makrel til Makrel Festival 2016

De var gang i de rigtig store makreller til årets Makrel Fiskeri, og selv i ynglinge kategorien var snit størrelsen rigtig pæn. Nicolai Jørgensen vandt kategorien med en fisk på XX gram.
De var gang i de rigtig store makreller til årets Makrel Fiskeri, og selv i ynglinge kategorien var snit størrelsen rigtig pæn. Nicolai Jørgensen vandt kategorien med en fisk på 934 gram.
unspecified
Fremmødet ved præmieoverrækkelsen var intet mindre end imponerende.

Tredje udgave af Makrel Festival og DM i Makrelfiskeri blev afviklet i Odden Havn hen over den forgangne weekend, og det blev endnu et festligt arrangement med højt humør, masser af oplevelser og smagsindtryk, samt – ikke mindst – mængder af sprælske makreller til de fremmødte konkurrencefiskere.

Danmarksmesteren i Makrelfiskeri blev kåret søndag i et bugnende fuldt festtelt, hvor lystfiskere, familier, venner, lokale, turister og en masse andre var stuvet sammen til den helt store finale.

Mange valgte at stå lige uden for teltet og nyde det gode vejre, mens jeg overrakte de mange flotte præmier fra Penn og Garmin.

Dansk mester i Makrel Fiskeri 2016, Lasse Landberg, Helsingør med en vindermakrel på 1291 gr. - med sin 9 årige søn, Markus Landberg. Danmarksrekorden er på 2440 gr. og er sat i 1996 af Holger Petersen
Dansk mester i Makrel Fiskeri 2016, Lasse Landberg, Helsingør med en vindermakrel på 1291 gr. – med sin 9 årige søn, Markus Landberg. Danmarksrekorden er på 2440 gr. og er sat i 1996 af Holger Petersen.

Vinderen blev Lasse Landberg fra Helsingør med et pragteksempel af en makrel på 1291 gram.

Vinder i ynglingekategorien (op til 12 år) blev Nicolai Jørgensen med en makrel på 934 gr.

Vinder af juniorkategorien (op til 18) blev Mathias Jessen med en makrel på 944 gr. Og vinderne af teamkonkurrencen blev Team Strømfus, der satte sig på den eftertragtede titel med en samlet fangst på 8541 gr. i alt, fordelt på deres ti største 10 makreller.

Snitstørrelsen på makrellerne var generelt særdeles god, og det samme var mængden af hugvillige fisk, og det er dejligt at se, at Sj. Odde kan levere dette fantastiske makrelfiskeri!

Enkelte teams valgte sågar at stoppe fiskeriet tidligt lørdag efter at have fanget langt over 100 makreller! Det synes de vist måtte være rigeligt. Flere af fiskene blev bl.a. givet til naturkokkene, der uddelte makrelsmagsprøver til gæsterne i havnen.

JO_02051_4583
Stolte konkurrencevindere med præmier for hovedsponsorerne Garmin og Penn.

Sponsorerne Garmin og Penn havde leveret en stribe flotte præmier, og igen i år var der stor opmærksomhed og mediebevågenhed om arrangementet, bl.a. fra lokalmedier, P4, Jyllands-Posten, Modhug Tv samt de store tyske magasiner Angelwoche og Kutter und Küste.

Du vil snart kunne se Modhug-indslaget på nettet, og du kan se FISKEguiden fra sidste års Makrel Festival på www.fiskeguiden.info

Bookingplatformen Fishtrip.dk registrerede 178 deltagere i selve konkurrencen og omkring yderligere tusind eller mere, der besøgte havnen i løbet af weekendens aktiviteter.

unspecified2
Der blev anrettet masser af smagfulde makreller på Odden havn i forbindelse med Makrel Festivalen.

Alle boderne meldte igen i år om masser af entusiastiske besøgende, og især Claus Henriksen fra Dragsholms små makrelhappere var et stort hit. Nete Malmholt fra Visit Odsherred glæder sig over den store interesse ikke blot for fiskeriet i området, men også for livet på Sjællands Odde og Odden Havn.

Borgmester i Odsherred, Thomas Adelskov, var også på scenen søndag eftermiddag og udtrykte stor tilfredshed og glæde over det tilbagevendende arrangement, og det fokus det skaber på Odsherred og Odden. Han fortalte også om lidt af det vandplejearbejde, som kommunen arbejder med, bl.a. i samarbejde med Odsherred Sportsfiskerforbund, Grusbanden og Fishing Zealand. Man fornemmede klart en stolthed over at Odsherred Kommune var med til at starte Fishing Zealand sammen med Vordingborg Kommune og Danmarks Sportsfiskerforbund, og at projektet nu er vokset til 12 kommuner og vækker national og international anerkendelse.

Afslutningsvis kunne jeg fortælle, at der til næste år vil blive holdt en endnu større Makrel Festival, hvor den nye store auktionshal vil danne rammerne for præmieoverrækkelse, spisning, musik, boder og en masse andre aktiviteter. Auktionshallen er næsten klar og vil blive indviet af Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 6 sept. Det kommer til at give nogle rigtige fine muligheder for Makrel Festival i fremtiden, og su kan allerede nu reservere 18-20. august i din kalender til Makrel Festival 2017.

Du kan se flere billeder fra weekenden på Makrel Festivals facebookside, samt en komplet resultatliste kommer snarest.

Tusind tak for denne gang,

Gordon

TØS og Grusbanden samarbejder om vand-plante-dag

Vandplanter er en vigtig del af et vandløbs almentilstand, og udplantning af vandplanter kan drastisk forbedre vandløbets kvalitet.

På lørdag, den 27. august holder TØS flyttedag. Vi skal nemlig flytte nogle af ”de gode vandplanter” længere nedstrøms i Tuse Å-systemet, og vi vil meget gerne gøre det i samarbejde med Grusbanden.

”De gode vandplanter”, -vandranunkel og vandstjerne vokser i pæne mængder i de øvre dele af Tuse Å-systemet, men er ikke voldsomt repræsenteret i de nedre dele.

Tuse Å er imidlertid for et par år siden blevet genslynget på en meget lang strækning nedstrøms for Tuse-broerne i forbindelse med et våde-enge-projekt, og på denne strækning skæres der ikke grøde.

Derfor vil vi gerne have ”de gode vandplanter” til at etablere sig, fordi de både er gode for variationens skyld og for ørredernes skyld, idet planterne både er gode at skjule sig under, og er fyldt med fødeemner, der lever i planterne. Sidst, men ikke mindst, er ”de gode vandplanter” gode for begrænsningen af ”de dårlige vandplanter”, -først og fremmest pindsvineknop, som trives fint i alle danske vandløb, og særligt, hvis de bliver grødeskåret med jævne mellemrum.

”De gode vandplanter” er stedsegrønne, og visner ikke væk om vinteren, og har desuden den evne, at være i stand til at skygge pindsvineknop bort.

Yderligere har vandstjerne og vandranunkel den fine egenskab, at de ”lægger sig ned”, når vandmængden stiger, hvilket i praksis betyder, at de ikke har samme negative indvirkning på vandafledningsevnen, som f.eks. pindsvineknop.

Men som sagt, har ”de gode vandplanter” ikke etableret sig endnu på den genslyngede del af Tuse Å, hvilket vi gerne vil lave om på. Derfor vil vi i Tuse Å’s Ørredsammenslutning i samarbejde med Grusbanden, flytte planterne til denne del af åen.

Vi vil speede processen op inden pindsvineknop har udkonkurreret alle andre vandplanter. Derfor inviterer vi til flyttedag på lørdag, den 27. august klokken 10.10.

Vi har behov for 3-5 mand m/k fra Grusbanden, der vil hjælpe os med ”store vand-plante-dag”.

Kom og få en snak med de erfarne TØS-folk, imens vi flytter planter.

Du kan melde dig via Grusbandens aktivitetskalender, https://fishingzealand.dk/grusbanden/aktivitetsoversigt/, eller direkte til tovholder for arrangementet, bandeleder Rune Hylby, tlf. 2536 4280 eller via mail: hylby@mail.dk.

Du kan også melde dig via Facebookgruppen, ”Den sjællandske Grusbande”.

Med venlig hilsen,

Rune

Natfiskeri i Ørsted Put & Take

Billede 05-09-15 06.25.12

Billede 04-09-15 19.16.19Fredag og lørdag den 2. og 3. september kan alle  juniorer, ØrredPatrulje-medlemmer, venner og veninder glæde sig til den årligt tilbagevendense og super hyggelige tur til Ørsted P&T, hvor der skal fiskes max igennem hele natten.

Vores arrangement har de tidligere år være en bragende en stor succes, og igen i år har vi fået støtte af Ungeudvalget i Roskilde Kommune. Dette gør, at vi kan invitere en masse håbefulde unge med ud at fiske, og give dem muligheden for selv at fange aftensmaden.

Vi griller, røger fisk og vi har selvfølgelig også masser af slik og sodavand, så hyggen kan nå uanede højder.

De unge kan fiske hele natten, og ellers overnatter vi i en stor hytte med alle faciliteter. Du skal blot have sovepose, tøj og selvfølgelig fiskegrej med. Har du ikke nogen fiskestang, kan du låne én af klubbens.

Vi kan max. være 30 personer, så tøv ikke med at tilmelde dig. Pladserne vil blive afsat efter “først til mølle”-princippet!

Tovholder: Juniorleder Jonas. Arrangementet er gratis. Men du skal tilmelde dig her: Jeg vil gerne med på en super fisketur!

MVH,

Uffe