Kategorier

Bloggere

Rekordstor ørred-opgang i Græse og Sillebro Å

I Græse Å var havørredopgangen i år fordoblet sammenlignet med opgangen sidste år. Et helt igennem fantastisk resultat. Gydebanken, som de frivillige fra Havelse Å Vandplejegruppe og Den sjællandske Grusbande etablerede i efteråret blev flittigt brugt henover gydesæsonen.

Da Kaj Larsen fra Havelse Å Vandplejegruppe ringede til mig for lidt over en uge siden, kunne jeg allerede på ringetonen høre, at der var godt nyt fra dette hjørne af Sjælland. Knapt var min ringetone med ”Thunderstruck”, AC/DC forstummet, før Kaj fortalte, han gik langs Græse Å i Frederikssund Kommune og var i gang med at registrere gydegravninger i det vandløb, vi restaurerede sammen i oktober måned.

Kaj var nået igennem en længere strækning, men manglede stadig flere kilometer vandløb inden hele Græse Å var registreret, og det var netop baggrunden for opkaldet, idet Kaj allerede på det tidspunkt, havde rundet sidste års antal. Tilbage var som sagt yderligere et par kilometer, hvor der også havde været havørreder på gydebankerne. Det lød jo fuldstændig fantastisk, og Kaj var da også i godt humør, -det var tydeligt.

Kaj Larsen, Christian Lund og Jan Hornum var omkring Sillebro Å for at registrere gydegravninger, og også i dette vandløb, var der rekordstor ørred-opgang. 58 gydegravninger registrerede de tre gæve gutter.

Jeg kunne ikke dy mig for at spørge, hvad denne fremgang mon kunne skyldes! Kaj var ikke i tvivl om, at den frivillige indsats på miljøområdet med etablering af blandt andet gydebanker og skjulesten, i høj grad var en afgørende faktor.

Han fortalte, at siden Havelse Å Vandplejegruppes fokus på Græse Å, hvor de frivillige har etableret 15 store gydebanker, samt den store gydebanke, vi i fællesskab, etablerede midt i Slangerup By i efteråret, var antallet af gravninger mangedoblet.

Samtidig har folkene fra vandplejegruppen været ude for at spule mange af de tilsandede gydebanker igennem, således at det grus, der efterfølgende har været gjort klar til gydning, har været langt bedre at bruge for ørrederne end tidligere. Det giver større overlevelse, og dermed større produktion af ørreder, der siden kan returnere til åen for at gyde. Dermed er ”den gode cirkel” i fuld sving, idet flere gydefisk giver endnu flere ørreder, der så igen giver flere endnu, etc. Det er svært ikke at blive helt opstemt over fællesskabet med Kaj.

Inden dagen var omme, havde han talt 72 gydegravninger i Græse Å. Ny rekord, og det flotte resultat skal i den grad tilskrives de frivilliges utrættelige engagement for at gøre forholdene bedre for ørrederne i Græse Å. Sidegevinsten for denne indsats er jo tillige, at når fiskene har det godt, så er der en masse andre dyr, fugle, insekter og planter, der også har det godt, hvilket jo er én af årsagerne til, at ørrederne bruges som mål for, om vandløbene har God Økologisk Tilstand.

I Græse Å går det godt. Ikke sådan at forstå, at vi i Grusbanden og i Havelse Å Vandplejegruppe vil læne os tilbage og lade roen falde på os. Nej tværtimod, -vi har allerede i foråret/forsommeren endnu et projekt i Græse Å, hvor vi vil restaurere en næsten én kilometer lang strækning ved Speedwaybanen. Det bliver godt.

Nogle dage senere var der igen sød musik på min telefon, da Kaj endnu engang ringede og fortalte om registreringen af gydegravninger i Sillebro Å, -også i Frederikssund Kommune. Også i Sillebro Å var der i år tale om rekord-gydning.

Kaj, Christian Lund og Jan Hornum var på vandring langs åen sammen, og resultatet af denne indsats, var registrering af hele 58 gravninger i dette lille vandløb, der bl.a. løber forbi Sillebro-centeret, hvor elever fra Ørredpatruljen i 2017, har etableret en stor gydebanke sammen med Keld Juul Michelsen. Igen en fantastisk melding fra utrættelige Kaj Larsen fra Havelse Å Vandplejegruppe.

Med til historien fra registreringen af gydegravninger i Græse og Sillebro Å er, at flere Grusbandemedlemmer har set mange fisk på de samme gydebanker, hvorfor estimeringen sandsynligvis er en kende undervurderet.

Vi ved af erfaring, at mangel på gydegrus, desværre forøger denne adfærd. Derfor er det yderligere positivt, vi allerede har et nyt projekt med udlægning af gydegrus til udførelse i foråret/forsommeren.

Når den tid kommer, giver vi lyd fra os, og vi tager gerne imod al den hjælp, vi kan få.

 

Bandeleder, Rune Hylby.

Udviklingen i antallet af gydegravninger i Græse Å siden 2014, ser ualmindelig lovende ud for fremtiden. Specielt med tanke på, at vi også i år skal restaurere en strækning af åen.
Sillebro Å holdt sig bestemt ikke tilbage, og fremgangen siden 2014 skyldes i høj grad de frivilliges indsats med udlægning af gydegrus og skjulesten, samt ventilering af eksisterende gydebanker.

”Vi binder sammen – hver for sig” – Lars Juel Hansen

Næste fluebinder i vores serie er Lars Juel Hansen. Og som de fleste nok har gættet, vil han binde ”Kobberbassen”, som er Lars´s foretrukne flue – året rundt. Lars binder to versioner af den giftige flue – og du finder materialerne nederst på siden her.

Fluen er simpel at binde – og som Lars siger ”Min version af Kobberbassen er en meget enkel flue, hvis eneste bestanddele er krog, vægtbelastning og kobberdubbing. Kobberbassen blev skabt som en tangloppeimitation, men faktisk er dens styrke, at den ligner en masse fødeemner som tanglopper, rejer, tanglus, kutlinger og fiskeyngel uden at ligne noget helt præcist”.

Lars er bosiddende tæt på både Roskilde Fjord og Isefjorden og derfor fisker han naturligvis meget i begge fjorde. På denne tid af året, kan de mere lavvandede strækninger ofte holde fisk, særligt hvis der kommer lidt varme i vejret. Flere af disse pladser finder man bl.a. i Lejre Kommune.

Så se med i aften kl. 20.00 på Fishing Zealands YouTube kanal

 

Materialer til enkelt-krogs Kobberbasse:

Krog: Kamasan B175 str. 6

Tråd: Fine nylon tråd (uni-mono)

Belastning: Non lead

Krop: Kobberfarvet dubbing

 

Materialer til dobbelt-krogs Kobberbasse:

Krog: Kamasan D270 str.8

Tråd: Fine nylon tråd (uni-mono)

Belastning: Non lead

Krop: Kobberfarvet dubbing

Rapport med spændende nyt om havørrederne på Lolland-Falster

Den specialbyggede fælde med meget små masker i Askehaveløbet.

Notat om screening for udvandring af ørredyngel 2020

Jeg skrev sidste år her på bloggen, at jeg sammen med Magnus Engkær fra Guldborgsund Kommune og de frivillige ildsjæle Martin F. Mortensen og Andreas Lindegård var i gang med undersøgelser af havørredernes yngelproduktion og udvandring på Lolland-Falster. Resultaterne tegnede lovende med helt nye opdagelser af stor udvandring af yngel til Østersøen og nu ligger rapporten her så.

Spørgsmålet vi stillede os selv var, hvorvidt der udvandrer yngel på 3 – 6 cm allerede først på sommeren inden udtørring af de ofte meget små vandløb, sådan som det kendes fra bestande på Gotland. Desuden var det uvist, om ynglen kunne overleve i østersøvandet, der med 9 promille er mindre end halvt så salt som længere nordpå langs Sjælland. Slutteligt blev det relevant at se på ørredernes afstamning, om der var tegn på, at de kunne være genetisk tilpasset en levevis med tidlig udvandring. Det sidste blev undersøgt af fiskegenetiker Dorte Bekkevold på DTU Aqua.

Vævsprøver til DNA-undersøgelse puttes i spritrør. Ørrederne var så små, at de måtte lade livet i videnskabens tjeneste.

Som beskrevet i det første blogindlæg, valgte vi Askehaveløbet og Tunderupløbet på Falster samt Bækkeskovløbet på Lolland. Vi el-fiskede i juni og oktober og vi fiskede med fælder i 12 døgn nær havstokken i alle tre vandløb i perioden den 8. juni – 22. juni. Undervejs udtog vi vævsprøver til DNA-undersøgelse fra 30 stk. yngel fra henholdsvis Askehaveløbet og Bækkeskovløbet. Undersøgelsen sluttede med, at jeg tog nogle yngel fra Askehaveløbet med hjem til et simpelt akvarieforsøg med østersøvand.

Resultaterne var ved at vælte os omkuld. Vi fandt en massiv udvandring af yngel og det er, så vidt jeg ved, første gang det er dokumenteret i Danmark:

  • Der var ekstremt store tætheder af yngel i juni i alle vandløb men særligt i Askehaveløbet.
  • Vi fangede i Askehaveløbet i alt 576 stk. yngel (3 – 6 cm) på vandring mod Østersøen. Da fælderne kun fiskede i 2 uger og næppe fangede al yngel, må vi antage, at antallet der udvandrede, har været betydeligt større. Fangsterne i de andre vandløb var betydeligt mindre.
  • I oktober viste el-fiskeriet, at der stort set ikke var yngel tilbage i Askehaveløbet pga. nær udtørring, mens der var lidt tilbage i de to andre vandløb. Det vurderes, at en ”klassisk smoltproduktion med 1 – 2-årige smolt på 12 – 20 cm er meget lille særligt i Askehaveløbet, som åbenbart er helt eller næsten udtørret stort set hvert år.
  • Akvarieforsøget viste, at ynglen overlevede fint i østersøvand med 9 promille saltvand i alt fald i de 2 uger forsøget varede.
  • DNA-undersøgelsen viste, at de lokale ørreders DNA-profil er unik og ikke er fundet andre steder. Der er lighed med brakvandsbestande i Østersøen og det er muligt, at der er særlige tilpasninger til de små ofte udtørrende vandløb.

Således opløftede af resultaterne fra det ret enkle pilotprojekt kan vi konstatere, at vi måske har løftet sløret for en hidtil ukendt levemåde for havørreder i de helt små vandløb med udløb til Østersøen.

Flere undersøgelser kan kaste lys over de grundforskningsmæssige forhold vedrørende genetik, adfærd, bestandsudvikling og overlevelse. Endvidere er det af stor betydning for den praktiske forvaltning at vide, om ynglen overlever i Østersøen og dermed bidrager til bestanden af havørreder. I så fald knytter der sig til områdets små og ofte sommerudtørrende vandløb hidtil oversete naturmæssige og økonomiske perspektiver og der vil derfor være gode argumenter for at prioritere en målrettet restaurering og pleje af disse.

Fishing Zealand har medfinansieret undersøgelserne, og du finder rapporten under fanebladet ”udgivelser”: Screening for udvandring af ørredyngel til Østersøen fra Askehaveløbet, Tunderupløber og Bækkeskovløbet

 

Peter W Henriksen

Foråret nærmer sig – og det gør Fjordlandet Open også.

Fjordlandet Open afholdes d. 19.-21. marts – og bliver også denne gang en online fiskekonkurrence, da Covid-19 desværre ikke rigtigt vil slippe taget i det danske samfund.

Fjordlandet Open er en frivillig catch & release fiskekonkurrence. Det engelsk udtryk ”catch & release” betyder fang og genudsæt, hvilket efterhånden er blevet integreret i det danske lystfiskersprog.

Så til denne konkurrence skal du blot fange en havørred, måle længden og tage et billede. Og som deltager har du to dage – lørdag og søndag – til at fange den længste havørred i Roskilde Fjord eller Isefjorden.

Efter fangsten sender du billedet ind til arrangørerne, hvorved din fangst indgår i konkurrencen. Vi opfordrer samtidigt til, at fisken genudsættes i fjorden efterfølgende.

Du behøver ikke at have en lang lystfiskerkarriere bag dig for at deltage – du kan være lige så god og heldig som alle andre. Så længe man har snøren i vandet – er der altid en chance for en flot fisk.

Der er mulighed for at vinde nogle særdeles flotte præmier, der udover kontante pengepræmier, også tæller flotte gavekort til Geoff Anderson. Denne udgave af Fjordlandet Open bliver drevet i et samarbejde mellem Roskilde Kommune, Roskilde og Omegns Lystfiskerklub, #plasticinthebasket og Fishing Zealand.

Det obligatoriske måleredskab, der skal anvendes under konkurrencen, udleveres to steder fredag aften i fjordlandet kl. 17.30-19.00. Henholdsvis ved Ryegaard Ishus ved Munkholmbroen – Munkholmvej 325, 4060 Kirke Såby og i Frederikssund Kommune ved grillbaren “Route 66” – Strandvej 1, 3600 Frederikssund.

Der vil også foregå udlevering af målebånd lørdag morgen på de samme lokaliteter kl. 5.45-6.15.

Udlevering er måleredskaber sker ved fremvisning af gyldig billet. Grundet de særlige omstændigheder kan der også udleveres måleredskaber til dine fiskekammerater, hvis deres billetter medbringes. Derfor er det ikke nødvendigt at alle møder op personligt.

Sideløbende med fiskekonkurrencen afholdes som vanligt også en fotokonkurrence, så sørg for at tage en masse smukke fotos af dine oplevelser ved vandet. Ligeledes arrangeres en affaldsindsamling, hvor man også kan vinde en præmie, hvis man indsender et billede af det indsamlede affald.

Du kan finde meget mere information, se præmierne og finde tilmeldingen på konkurrencens hjemmeside https://fjordlandetopen.dk/og på konkurrencens Facebook-side: https://www.facebook.com/fjordlandetopen/.

På Facebook-siden kan du også holde dig løbende opdateret med de flotte fangster og billeder under konkurrencen.

Prisen for deltagelse er denne gang sat til kun 199 kr.!

SÅ MELD DIG DERFOR TRYGT TIL DENNE ONLINE VERSION AF FJORDLANDET OPEN.

Vi glæder os til at se jer til endnu en hyggelig weekend i Fjordlandet,

Knæk & bræk

Fluebinding på Fishing Zealands YouTube kanal d. 4. februar

”Vi binder sammen – hver for sig” – nyt initiativ ser dagens lys.

Vi har tidligere lavet masser af hyggelige fluebindingsaftener, men da dette ikke er muligt i denne corona-tid, har vi i stedet fundet et andet initiativ frem.

Vi vil her i vinter udgive en række fluebindingsvideoer med dygtige og kendte fluebindere/fluefiskere, der alle har deres udgangspunkt i en af vores medlemskommuner.

De inviterede fluebindere vil, udover at binde fluer, fortælle om, hvordan fluerne fiskes, hvornår de er mest effektive, krydre med gode fangsthistorier, fortælle om deres fortrukne grej, samt give et par hotte tips til kysten netop nu.

I de kommende uger, vil vi hver torsdag udgive en ny video. Forinden vil vi præsentere en materialeliste, så der er mulighed for at tjekke, om kassen med fluebindingsmaterialer skal suppleres, hvis man har lyst til at binde med.

 

”Vi binder sammen – hver for sig”

Vi starter allerede på torsdag d. 4. februar kl. 20.00 med Nikolaj Martins. Nikolaj er bosiddende i Vordingborg Kommune og fisker meget i området. Han vil binde sit eget favoritmønster, som er ”90’er Rejen”. Har du lyst til at binde med, finder du materialelisten nederst på siden her.

Så mød os på Fishing Zealands YouTube kanal på torsdage hen over vinteren, hvor du vil få masser af gode tips til vinterens sysler bag fluestikket.

Vi ses

 

Materialeliste:

90’er rejen

Tråd: Grå

Krog: Shrimp Ahrex NS156 eller Partridge CS54

Belastning: tungstens plade klippet i strimmel og lagt under krogen fordelt så langt mod øjet som muligt.

Tag: Senyo’s Fusion Dub – Eat A Peach

Munddele: Mallard Flank natur eller orange.

Følehorn: Isbjørn og polar fibre i Grizzly tan.

Øjne: EasyShrimpEyes Sorte eller Fl. orange.

Rib: Monofil bindetråd eller 0.10-15 alm. fiskeline.

Hackle: Coq de Leon i medium pardo. Enten en saddel eller nakke.

Krop: SLF Squirrel Natural Gray