Herfra skal der lyde en kæmpe tak til Abu Garcia, der for nyligt har doneret 35 spinnesæt, 35 havsæt og et stort parti endegrej til Fishing Zealand. Vi skal bruge sættene til events, undervisning og guidede ture for derigennem at sætte øget fokus på lystfiskeri og hverve nye lystfiskere. Spinnesættene består af henholdsvis Abu Garcia Vigilante 8´ med tilhørende Abu Garcia Cardinal 52 FD-hjul, mens havsættene består af Abu Garcia GT-30 havstænger og Abu Garcia Seven-havhjul. Derudover er der et stort udvalg af endgrej fra Abu Garcia og en masse Powerbait til P&T fiskeriet. Det hele skal komme de mange børn, unge og nybegyndere derude til gode i en lang række sammenhænge.
Faktisk har spinnesættene allerede været flittigt i brug. Det var de nemlig i løbet af påsken, hvor Fishing Zealand afholdte tre guidede gratis-arrangementer i henholdsvis Roskilde Fiskeland, Iglekær P&T samt Kaldredgården P&T til glæde for et stort fremmøde af entusiastiske børn og forældre. Sættene skal desuden bruges til flere arrangementer henover sommeren; blandt andet ”Sol over Lejre”, ”Lystfiskeriets Dag” og ”Fiskeskolen” i Hillerød.
Og skulle nogen af de sjællandske lystfiskerforeninger eller frivillige ildsjæle have behov for grej til udlån i forbindelse med egne arrangementer, er det bare at kontakte Fishing Zealand. Det er nemlig hele pointen at få grejet i brug så meget som muligt.
Christen Stenild der er salgschef hos Pure Fishing i Danmark, hvorunder Abu Garcia tilhører, forklarer deres baggrund for denne donation: – I grejbranchen er vi selvfølgelig mange der er rigtig glade for, at Fishing Zealand og mange ildsjæle er involverede i at skabe nye lystfiskere, og det vil vi meget gerne bakke op om. Vi er for egen del stolte og glade for at kunne yde et bidrag i denne sammenhæng, slutter han.
Hos Fishing Zealand glæder vi os over, at arbejdet med at promovere lystfiskeri og påtage sig et ansvar i forhold til de alleryngste vinder genklang. Det er altid rart at få anerkendelse for vores indsats, men fremfor alt så muliggør det nye grej en masse tiltag vi nu kan sætte i gang. Mangel på fiskegrej er ofte problem når frivillige gerne vil involvere nye i vores hobby og det problem hjælper Abu Garcia os med at løse. Jeg er sikker på en masse vil gøre brug af sættene og opfordrer folk til at tage fat i mig og Fishing Zealand hvis de vil låne grejet – helt og aldeles gratis.
Læs mere om, hvordan Abu Garcia-spinnesættene blev brugt under Fishing Zealands påskefiskeri her:
Sol over Lejre er et nyt festligt og kulinarisk arrangement, som efter planen skal gå helt i hornfisk. Fishing Zealand og Gershøj Fritidsfiskerforening, står bag initiativet, som har til hensigt at fejre økologien, råvarerne, fællesskabet, folkeligheden, fiskeriet og naturen i Lejre Kommune. Vi vil gerne vise de muligheder fjorden byder på uanset om man fisker med stang eller garn eller bare gerne vil smage og opleve en bid af Lejre.
Arrangementet løber af stablen d.23.maj med Gershøj Havn, hvor Gershøj Fritidsfiskerforening hører hjemme, som fysisk ramme og den smukke Roskilde Fjord som kulisse. Til den tid vil fjorden være invaderet af iltre og velsmagende hornfisk – og netop hornfisken vil være dagens omdrejningspunkt.
I løbet af dagen kan du lære dig at fange hornfisk. Fishing Zealand stiller med flere af sine certificerede fiskeguides inkl. Gordon P. Henriksen, projektleder på Fishing Zealand, Lejreborger og bl.a. kendt fra tv programmerne ”Storrygeren” og ”Fiskemissionen”. Guiderne står til rådighed med masser af brugbare tips og tricks og Fishing Zealand og Abu Garcia stiller gratis låneudstyr til rådighed for dem, som ikke har noget fiskegrej i forvejen.
Hornfisken er en formidabel sportsfisk, som er underholdende at fange – og i tillæg er den en fantastisk spisefisk.
Gershøj Fritidsfiskerforening på Gershøj Havn er medarrangører og vil også være til stede under Sol Over Lejre arrangementet. De kender fjorden bedre end nogen andre, og de vil blandt andet kunne vise og forklare om, hvordan de bedriver deres fiskeri efter hornfisk, vise en masse af deres fiskeredskaber frem – og fortælle om hvad der ellers svømmer rundt af spændende fiskearter i fjordens salte vand. Fritidsfiskerne vil samtidig stå til rådighed for nysgerrige sjæle, der har lyst til at høre om livet på fjorden, før og nu. Flere af fritidsfiskerne er efterkommere af de sidste erhvervsfiskere på Gershøj havn.
Derudover vil DTU Aqua være repræsenteret på Gershøj Havn. På DTU Aqua forskes der i fisk, skaldyr og alt det andet der foregår under havoverfladen. Så der vil være god mulighed for at stille alle de spørgsmål du kan finde på om fisk, ellers høre om hvad DTU Aqua eksempelvis laver i Roskilde fjord i disse år. DTU Aqua vil have eksempler på forskellige arbejdsredskaber med, som det vil være muligt at studere på dagen.
Når vi er færdige med at fiske, skal vi tilberede og røge noget lækkert mad ala Sol over Gudhjem. Men i stedet for de klassiske bornholmske sild skal vi røge de hornfisk, vi selv har fanget, og lave middagsretten Sol over Lejre. Ingredienserne, vi skal bruge, vil selvfølgelig være lokale og økologiske, og iblandt dem vil indgå: Purløg og radisser fra Lejre Økologiske Fødevarefællesskab (LØFF), økologisk rugbrød fra Ravnshøjgård, æggeblommer fra Hegnholt Hønseri og så skal de selvfølgelig serveres med økologiske øl fra Herslev Bryghus til.
På havnen vil Fishing Zealand guiderne og fritidsfiskere fra Gershøj Fritidsfiskerforening stå til rådighed med praktiske informationer om fiskearter, fiskeri, fisketeknikker og udstyr. Lejre Økologiske Fællesskab vil være repræsenteret og kan fortælle om friske lokale økologiske råvarer – og mulighederne for at bestille disse. Og så vil fritidsfiskerne stille Klap en fisk-baljer op, så børn og nysgerrige sjæle, der er interesseret i, hvad der kribler og krabler af dyreliv i fjorden, kan få lov til at se og røre ved fiskene.
Arrangementet starter kl.10.00, og man kan være med fra start eller blot støde til i løbet af dagen – Vi satser på at have de første portioner ”Sol over Lejre” klar til smagning fra ca. 13:00 og vi runder det hele af kl. 15.
Etablering af vådområder har gennem de seneste 15 år været anvendt som virkemiddel til fjernelse af udvaskningen af næringsstoffer til vandmiljøet. DTU Aqua har nu samlet resultaterne af en række fiskeundersøgelser på hjemmesiden www.fiskepleje.dk sammen med fire videofilm om vådområder og deres effekt på de vilde ørredbestande. I en artikel i dette nummer af Sportsfiskeren redegør fiskeplejekonsulent Jan Nielsen DTU Aqua for de væsentligste pointer – se mere på side 8 i Sportsfiskeren 2.
Som det fremgår af artiklen, kan etablering af unaturlige vådområder som sødannelser i vandløb have katastrofale følger for vandløbenes ørredbestande. Årslev Engsø og Egå Engsø ved Aarhus er konkrete eksempler på, hvor galt det kan gå. Omvendt viser et vådområdeprojekt i Vejle ådal, at man godt kan lave vådområder uden smolttab. Og i Omme Å er der er kommet langt flere fisk og en god naturtilstand, efter at åen blev genslynget og oversvømmer ådalen i perioder med meget vand i åen.
Nu burde det jo være almindelig sund fornuft, at DTU Aquas omfattende faglige viden naturligvis bør inddrages ved planlægning af nye vådområdeprojekter. Men sådan er det desværre ikke. Aktuelt har Slagelse Kommune gennem længere tid arbejdet på et vådområdeprojekt omkring udløbet af Tude Å. DTU Aqua har i den forbindelse vurderet, at projektet er udformet, så det vil medføre store tab af ørredsmolt fra Tude Å-systemet, der i forvejen har en sårbar ørredbestand.
Det har DTU Aqua været i dialog med kommunen om siden foråret 2013. I Slagelse Kommune er man imidlertid fuldstændig resistente – både i forhold til DTU Aquas faglige rådgivning og i forhold til de høringssvar, som DTU Aqua, Danmarks Sportsfiskerforbund og de lokale lystfiskerforeninger har afgivet ved en høring om projektet i efteråret. I en hvidbog, hvor kommunen kommenterer høringssvarene, afvises alle faglige vurderinger vedrørende projektets alvorlige konsekvenser for Tude Å-systemet ørredbestand med henvisning til, at man selv ved bedre.
Det er ikke alene tude tosset. Det er også en hån mod de mange lystfiskere, der har brugt tusindvis af frivillige arbejdstimer på fiskepleje og vandløbsrestaurering i Tude Å-systemet. Samtidig vil et projekt, der på den måde forringer ørredbestanden og dermed miljøtilstanden i Tude Å-systemet, være i direkte modstrid med miljømålslovens bestemmelse om, at miljøtilstanden ikke må forringes. Endvidere vil det være i modstrid med miljømålene i næste generation af vandplaner, hvor fiskefaunaen bliver en del af målet om god økologisk tilstand.
Trekroner Bækken er blevet slynget på ny og bugter sig nu rigtig fint igennem landskabet bag nybyggeriet Absalons Have i Trekroner. Åen ligger som et blankt lærred og trænger til en hjælpende hånd. Der er blevet lavet flere faunaprøver i bækken, der viser, at bækken har et stort potentiale til at blive en god bæk for gydende havørreder. Bækken har på nuværende tidspunkt en faunaklasse 4-5, og når hele arbejdet i bækken er færdigt, forventer vi den kommer op på faunaklasse 6-7. Der har tidligere været en havørredstamme fra Roskilde Fjord, der har brugt strækket til at gyde på.
Ørredpatruljen Det 2. hold af Ørredpatruljen er lige startet, og deres ”klasseværelse” er den nyslyngede Trekroner Bæk. En stor del af deres uddannelse foregår ved bækken, hvor de skal lave faunaprøver, lægge gydebanker, plante vandplanter og udsætte havørredyngel. Ørredpatruljen skal fremadrettet være med til at holde øje med Trekronerbækken, lave faunaprøver og sørge for, at der er fri passage i bækken. Hold 3 i Ørredpatruljen starter op i maj måned, og de vil fortsætte det gode arbejde i bækken.
De frivillige Søndag d. 12. april var medlemmer fra ROLK og beboere fra Absalons Have mødt op ved bækken. Alle frivillige kræfter, der havde for mål at restaurere Trekroner Bækken. Vi havde 70 tons gydegrus og skjulesten, hvor en del skulle lægges i åen, 180 buske og træer der skulle plantes, en rendegraver til rådighed. Spader, river, trillebøre og ren muskelkræft og samarbejde måtte klare resten.
Vi startede med at dele åen op i forskellige zoner, som ville være ideelle for gydebanker, og nogle gik i gang med at plante træer. Det hele kørte på som en velsmurt maskine, og på en halv dag lykkedes det os faktisk at blive færdige med den del af åen, som var dagens mål. Området er allerede på vej til at blive super smukt, nu skal det hele bare have lov til at falde til og planterne have lov til at vokse. Ørredpatruljen vil også udplante vandranunkler og andre vandplanter i åen.
Et kæmpe tak til alle de frivillige, der var mødt op. Uden jer havde vi ikke klaret denne dag!
Jeres hjælp betyder rigtig meget for projektet, og vi håber I vil være med til at passe på bækken mange år frem i tiden.
Åbning af Trekroner Bækken Lørdag d. 25/4 er der stor indvielse af Trekroner bækken. Her vil Roskildes borgmester Joy Mogensen indvie åen og uddele diplomer til de ”nyklækkede” elever i Ørredpatruljen. På denne dag vil der også blive udsat havørredyngel i bækken. Alle er velkommen til indvielsen, og jeg vil opfordre alle til at komme og se det store arbejde, der er blevet lagt i denne lille naturperle.
Program for indvielsen
10:00 Åbningstale ved Uffe Clemmensen, formand for ROLK
10:10 Tale ved Projektleder i Fishing Zealand, Gordon P. Henriksen
10:20 Indvielse af Trekroner Bækken ved Borgmester Joy Mogensen
10:30 Udlevering af bevis og diplom til nyt hold i ØP ved Joy Mogensen
10:45 Udsætning af ørredyngel i bækken ved Joy Mogensen samt alle fra ØrredPatruljen.
En ven af mig Michael Røsher, har tidligere kontaktet mig, fordi han har en ide om, at bringe lystfiskeri på skoleskemaet som valgfag. Det betyder, at eleverne læser deres valgfag i ungdomsskolen og dermed opfylder deres timetal – bare et andet sted. Altså helt i den nye skolereforms ånd. Dette er nu blevet muligt, og det skal foregå i Roskilde kommune i Ungdomsskole-regi med Michael og jeg som undervisere.
Vi har valgt at kalde det Fisk og Fjord og herunder følger den tekst, der kommer i Ungdomsskolens brochure – en brochure, som udkommer om ikke så længe. Vi håber selvfølgelig, at de unge mennesker finder det interessant og tilmelder sig.
Fisk og Fjord
Målgruppe: 7-9. klasse
Tid: Faget strækker sig samlet over 80 lektioner (60 klokketimer), som vil blive fordelt i løbet af året med både undervisning og eftermiddagsture på hverdage, og ture i weekender.
Sted: Naturfagslokalet på Sct. Jørgens Skole, og ture til forskellige vandløb, søer, åben kyst og fjorden.
Undervisere: Michael Røscher, Keld Juul Michaelsen
Indhold: Du skal lære om fiskearten havørred og det vandmiljø i Roskilde-området, hvor den trives. Du vil lære om havørredens livscyklus, bæredygtigt lystfiskeri, vandkvalitet og andre elementer, der er afgørende for havørredens trivsel. Men da vi er vilde med fisk, vil vi selvfølgelig også komme ind på andre fiskearter. Noget af undervisningen vil være på skolen, men vi vil ofte kombinere det med noget praktisk såsom at binde fluer, lave andet gør-det-selv grej eller diverse målinger mm.
Vi skal på flere ture ud i naturen, hvor vi fisker havørreder samt andre fisk, lære at fluefiske, måle vandkvaliteten i Roskildes vandløb, hjælpe til med vandpleje, lave bestandsanalyser, se elektrofiskeri, se hvordan fiskeynglen bliver til, udsætte fiskeyngel i vandløb og mange andre spændende udendørs aktiviteter.
Målet er, at du lærer Roskildes natur bedre at kende, bliver en bedre lystfisker og får nogle gode oplevelser sammen med andre naturinteresserede elever fra andre skoler. Og så bliver du (naturligvis) dygtigere til fagene Geografi og Biologi!
Da Roskilde kommune er med i Fishing Zealand, er der nogle ting, som bliver meget lettere. Bl.a. vil de byde ind med diverse aktiviteter til vores undervisning Derudover er Ørrredpatruljen jo søsat i netop Roskilde. Vi har derfor været til et møde med Ungdomsskoleleder Mogens Lerbech og Uffe Clemmesen/Pia Amaia Rangan fra Ørredpatruljen om et fremtidigt samarbejde.
Vi har været nede og se klækkeriet og Gedddebækrenden, hvor Ørredpatruljen har lavet vandpleje. Vi hørte om deres undervisning og fremtidige tanker, og om hvordan selve klækkeriet bliver drevet. Det var meget opløftende at se de små “øjenæg” hvor nogle af dem kom fra en 7 kilos fisk, som de selv havde elfisket. Både Michael og jeg ser frem til et fremtidigt samarbejde, idet jeg bl.a. skal på kursus i vandpleje, og dermed kan undervise i Ørredpatruljen og evt. også udbrede det til Frederikssund Kommune. Og selvfølgelig skal vores to “fiskeprojekter med unge mennesker” finde sammen fremadrettet og støtte hinanden, og det tegner meget lovende.