På Facebook florerede der for en måned siden et skriv fra Røde Kors. Der blev spurgt efter fiskegrej til et asylcenter, i Nykøbing Sjælland, hvor der bor cirka 60 børn og unge. Nu har frivillige indsamlet masser af funktionelt fiskegrej.
Her ses Claus med lidt af grejet. Han var overrasket og glad for den store mængde fiskegrej, som blev samlet ind. Nu skal der fiskes, slutter Claus.
Efterspørgslen var meget klar. De her børn og unge har brug for udstyr til sjove aktiviteter. Det kunne min makker, Ole, og jeg ikke sidde overhørig, for hvad er sjovere end at fiske?
Derfor valgte vi at starte en indsamling af gear i vores omgangskreds. Mange af os har jo bunker af stænger og andet, der ikke bliver brugt til noget. Hvorfor ikke give det funktionelle grej til nogen, der kan have gavn af det? Det var bare om at få sat fut i netværket, og det gik over al forventning.
Nu har vi så afleveret gearet, og det faldt på et tørt sted. Frivillighedskoordinator på asylcenteret i Nykøbing, Claus Boström-Petersen fortæller, at fisketure skal bruges til at få de mange tanker lidt på afstand.
– Der er børn her på centeret ned til 10-11 år, og de er kommet væk fra deres forældre, og ved ikke om de kan blive i Danmark. Det er selvfølgelig et pres. Alt dette grej og en masse fisketure fremover skal være med til at give dem en pause i bekymringerne.
Grejet er vidt forskelligt, for det er jo kommet fra gemmerne hos 6-8 herlige lystfiskere. Der er mere end 20 stænger til flue, spin og hav. Cirka 25 hjul, der matcher stængerne, og kilovis af endegrej, over 100 fluer, powerbait, liner, makrelforfang, tasker, æsker, medegear osv. Der er dog stadig brug for en hånd. Har du f.eks. en halv eftermiddag til at at lave en fisketur for en gruppe unge i aldersgruppen 11-16 år, så skriv til Claus på cbp@redcross.dk. Det vil blive taget imod med kys hånd, og det er en fed oplevelse at gøre andre glade med lystfiskeri. Vores fantastiske hobby kan give andre glæder, end glæden ved at fange store fisk.
I efterårsferien inviterede Fishing Zealand, børn og deres familier på fisketure på Sjælland. Det blev ikke kun til et par hamrende hyggelig dage, men også dage med flex på stangen og fisk på menuen.
Fiskeri er fiskeri. Der er ingen fangstgaranti, men derfor blev middagen stadig reddet, da guiden Ken, havde sørget for friskfanget havørred, da de ikke kunne fange nogen aborrer på dagen.
I samarbejde med Marianne F, Møns Klint Resort, Abu Garcia og Fishtrip blev efterårsferien for mange unge en smag på lystfiskeriets fantastiske verden. De to ture var henholdsvis Fang & Æd på Møn og fladfisketur med kutteren Marianne F fra Rørvig. Fishing Zealand stillede ved hvert af arrangementerne med alt fiskegrej sponsoreret af Abu Garcia samt certificerede fiskeguider og instruktører, der hjalp og instruerede børnene i at fiske. I efterårsferien fik de deltagende børn og forældre mulighed for at stifte bekendtskab med lystfiskeri, efterårsvejr, tålmodighedstræning, hyggeligt samvær, varmrøget havørred og en stak flade.
Tirsdag den 13. oktober var vi på Møn, her var temaet for fisketuren ”Fang & Æd”. På denne tur skulle børnene fange aborrer i en sø, hvor efter de skulle røges og der næst spises. Stemningen var god til trods for det ”lidt” våde efterårsvejr og turen til søen bød på en dejlig gåtur gennem efterårsskoven. Velankommet til fiskepladsen fik vi orm på krogen og fiskeriet startede. Men aborren ville ikke lege med og derfor fangede vi desværre ingen fisk, til trods, for et ihærdigt og tålmodigt forsøg. Spørgsmål som ”hvad skal vi så spise?” og ”øv, vi havde glædet os til at smage røget fisk” sprang frem på børnenes læber med et strejf af ængstelighed i stemmen, men heldigvis havde fiskeguide Ken en overraskelse i ærmet. Ken havde taget en havørred med, som han med sikker hånd varmrøgede til de unge fiskeres store velbehag. Dagen sluttede af med fiskehistorier og lækre smagsprøver.
Ni glade familier på fisketur på Marianne F. Alle på turen fisk fisk med hjem og fik en fantastisk oplevelse med fiskeriet.
Onsdag den 14. oktober var vi i Rørvig, her stod den på fisketur med lystfiskerskibet Marianne F. På denne tur fiskede vi efter fladfisk, hvor ni familier mødte glade og forventningsfulde op på havnen, klar til at narre et par af de flade.
Efter en kort introduktion til skibet, som har en yderst interessant historien med i baggagen, sejlede vi afsted mod den første fiskeplads. På vej derud blev grej og fisketeknik gennemgået således, at alle var klar til at fiske når vi nåede frem. Allerede i første drev var der fisk. Derfra gik dagen med hygge, tips, tricks og optimering af teknik, lidt røverhistorier, madpakker og rensning og filetering af fangsten. Da vi cirka 4 timer senere var i havn igen havde alle familier fanget deres egen aftensmad, hvilket var ret sejt.
Disse to ture som vi arrangerede var begge fuldt bookede, hvilket vi naturligvis er glade for og hvilket blot understreger, at der er mange børn og unge, der sammen med deres forældre ønsker at komme på fisketur og på den måde nyde den danske natur.
Vi glæder os allerede til at planlægge og gennemføre de næste fisketurer for børn & unge, så spørgsmålet er, ses vi næste gang?
Sådan så de nye kammerater ud, inden de blev sat ud i Gærde å.
Vandplejefolkene fra Odsherred Sportsfiskerforening og Jan Aggerholm har i midten af september udsat 450 ørreder i Gærde å, som løber ud i Sejerøbugten. Læs her om en ensom ørred, som fik en masse nye kammerater.
En ensom ørred i et af Odsherreds største vandløb, er næsten ikke til at bære, syntes vandplejefolkene i Odsherreds Sportsfiskerforening, da Limno Consult og foreningen undersøgte Gærde Å for naturlig yngel. Men nu har den fået følgeskab af 450 stk. kammerater, som Jan Aggerholm og kredsen af frivillige vandplejefolk fra Odsherred-foreningen var ude ved åen for at sætte halvårsfisk ud i midten af september.
Gærde Å har et stort potentiale, og med udløb i Sejerøbugten, er det en vigtig lille ressource til fiskeriet i bugten. Derfor foretages der også mundingsudsætninger af smolt i april måned ifølge udsætningsplanen, hvor også den lille slat halvårsfisk indgår i Fiskeplejen. Odsherred Kommune har restaureret enkelte strækninger, men det har foreløbig ikke resulteret i nogen massiv bestand.
Vandløbet er dog stadig meget aktuelt, og Odsherreds Sportsfiskerforening vil meget gerne indgå i et samarbejde med Odsherred Kommune om fremtidige projekter, der kan optimere vandløbet og give den ørredbestand, som åen har potentiale til.
Vi stiller naturligvis også op i Fishing Zealand for at deltage i dette samarbejde. Ikke kun på baggrund af mulighederne for bestanden i åen, men også fordi vandløb med udløb i Sejerøbugten skal have ekstra opmærksomhed, synes vi, da området fra naturens hånd, ikke er begunstiget af de store ørredførende vandløb, som mange andre steder på Sjælland. Derfor er hver eneste naturlige ørredsmolt værdifuld, og det vil vi gerne støtte op omkring.
Brakvandet har haft stor fokus i min praktikperiode hos Gordon – ikke mindst i forbindelse med produktionen af nye skilte og en folder om reglerne for gedde og aborre fiskeri og den nyligt afholdte Dansk Brakvands Cup.
Hold nu helt op der sker mange ting, når man følger med i Gordons fodspor. I weekenden var vi til Brakvands Cup på Møn, som var en stor oplevelse og et glimrende eksempel på hvordan arbejde, hygge og en indsats for bæredygtigt lystfiskeri alt sammen hænger sammen når det kommer til Gordons arbejde – og dermed også mit som praktikant.
Alt handler om fiskeri i disse måneder som praktikant, men fiskeri betyder ikke at man hele tiden er ude at fiske. Fiskeriet har mange facetter. På det seneste har Fishing Zealand og dermed også Gordon og jeg brugt tid på at lave en beskrivende brakvandsfolder, som indeholder informationer om, hvordan man bør fiske efter brakvandsarterne gedde og aborre. Udover en folder, har vi også arbejdet på skilte, som er blevet opsat forskellige steder på Stege Havn, og er ved at blive sat op flere andre steder i Vordingborg Kommune. De informerer om regler og bæredygtige brakke anbefalinger, som har til formål at uddanne lystfiskere i bæredygtigt lystfiskeri. Både folderen og skiltene er lavet på fire forskellige sprog. Dansk, tysk, engelsk og polsk. Jeg ved det har været rigtig vigtigt for Gordon og mange andre at information omkring de særlige regler for beskyttelse af brakvandsgedderne kom ud, og derfor var mange rigtig glade for at se disse komme op.
I 20 spændende minutter holdte Gordon et spændende oplæg om hvor stort potentialet for geddebestanden der egentlig er på Møn. Og hvad der skal til for at løfte den.
Jeg havde personligt glædet mig rigtig meget til Dansk Brakvands Cup, fordi jeg i forvejen havde hørt rigtig meget godt omkring arrangementet. I år var hele 105 både tilmeldt og Gordon og jeg sad i nummer 102. Spækket med fiskegrej til tænder og proviant bestående af Red Bull, Müsli barer og sandwiches, var vi mere end klar til to dage i båden. Forholdene var mildest talt de værste de kunne være til geddefiskeri i det brakke. Næsten ingen vind, solskin, klart vand og 105 både, som heller ikke gør det nemmere. Men med Gordons som skipper, fandt vi alligevel lidt fisk i løbet af de to fiskedage. Dog ikke store nok til at komme på podiet under præmieoverrækkelsen.
The Campion – Søren Vesth fra Garmin står her med pokalen for hans enestående gedde på 111 cm, som tog førstepladsen i Dansk Brakvands Cup 2015.
Gordon var dog ”på arbejde” og skulle op på scenen for at fortælle om Fishing Zealands arbejde med brakvandsfiskeriet til de over 250 fremmødte brakvandsfanatikere. I små 20 minutter inden præmieoverrækkelsen, fortalte Gordon om potentialet indenfor geddefiskeri i området. Fishing Zealand og Vordingborg Kommune arbejder nemlig i øjeblikket på at få etableret geddefabrikker, som har til formål at ophjælpe en bestand, som i dag kun er omkring 3-4 procent af hvad den har været. Gordon fortalte her om indsatsen indtil nu og om nye planer for en ”Brakvandstaskforce” og nye tiltag der skal indsamle midler til at skabe geddefabrikker for. Det var virkelig noget som fangede publikums opmærksomhed og Gordon gik af scenen til bifald fra hele salen. Vinderen af Dansk Brakvands Cup 2015, blev Søren Vesth fra Garmin, som også er en god samarbejdspartner for Fishing Zealand. Han vand cuppen med en flot brakvandsgedde på 111 cm. Stort tillykke herfra.
Men cuppen var ikke kun rent fiskeri. Forestil dig 12 fiskeglade mennesker, samlet på The Lodge på Møns Klint Resort til stegt flæsk og kolde bajere. Det er ikke svært at finde noget at snakke om i det selvskab og snakken gik selvfølgelig på strategi, fiskehistorier og drengerøvssnak til langt ud på natten. Søndag aften sidder jeg endelig i sofaen, hamrende træt fordi vi næsten ikke har sovet, men også fyldt op med nye indtryk fra nye mennesker og et fantastisk arrangement.
Det har været en fornøjelse at være en del af alt dette og selvom fangsterne kunne have været bedre, var det i den grad motiverende for en yderligere indsats for brakvandet.
Fishing Zealand og Vordingborg Kommune har nu opsat skilte på Stege Havn, som har til formål at informere turister og lystfiskere gældende regler og uddanne dem i bæredygtigt lystfiskeri. Skiltene kommer også op flere andre steder i kommunen.
Nu har du muligheden for at gøre en indsats for ørredbestanden i de sjællandske vandløb. Vi skal ud og udlægge gydegrus og vi har brug for din hjælp til at skabe bedre forhold for ørreden. Kom og vær med til en hyggelig og lærerig dag i det fri.
At gøre noget for naturen er både lærigt og sjovt. Du kan komme med til en fantastisk dag i ørredens tegn.
I to Fishing Zealand-kommuner skal der udlægges gydegrus og skjulesten i nær fremtid. Det drejer sig om Duemoserenden i Kalundborg Kommune og i Odsherred Kommune skal der udlægges gydegrus og skjulesten i et lille vandløb i Grevinge Skov ved Sidinge.
Begge restaureringsprojekter har nu været i offentlighed høring og er godkendt af de to kommuner. Du kan være med til dette fantastisk vigtige frivillige arbejde for at hjælpe ørredbestandene i henholdsvis Storebælt og Isefjorden.
Duemoserenden i Kalundborg Kommune
I Kalundborg Kommune skal Duemoserenden, der er en del af Hallebyåen restaureres. Kalundborg Kommune bidrager med etablering af et sandfang, og derefter skal der udlægges 30 kubikmeter gydegrus. Allerede nu ligger gydegruset langs med vandløbet, og Kalundborg Kommune begynder i nærmeste fremtid at grave sandfanget. Derefter skal en stor del af gydegruset lægges i vandløbet, hvilket Kalundborg Kommune har lovet at gøre. Derefter skal det rettes til i vandløbet, og det er i den forbindelse, du kan hjælpe til. Du skal blot skrive eller ringe til Knud Nielsen, der er formand for Halleby Å Sammenslutningen, så aftaler du med ham, hvor og hvornår udlægningen-tilrettelæggelsen af gydegruset finder sted.
Knud fortæller, at der dog skal være en lille rest gydegrus tilbage på brinken, som er forbeholdt en gymnasieklasse og deres biologiundervisning.
Knud Nielsen har mail: knud.lis@mail.dk eller telefon, 59 27 79 99 eller 20 46 17 60.
Alle er velkomne til hjælpe Fishing Zealand med det store arbejde for ørreden og naturen som helhed. Vi tror på bæredygtige principper, som ikke kun gavner lystfiskeren, men også den almindelige naturelsker.
Grevinge skov vandløb i Odsherred Kommune
I Odsherred Kommune skal et lille vandløb i Grevinge-skoven restaureres. Der skal udlægges gydegrus, skjulesten og fjernes en spærring til glæde for bestanden af ørreder i Isefjorden. Det er Naturstyrelsen, Odsherreds Sportsfiskerforening og Odsherred Kommune, der samarbejder omkring projektet. Der skal både fjernes en spærring, i form af en rørunderføring, hvor der er kommet et fald på 25 cm.
Nedenfor dette fald, skal der etableres tre gydebanker med udlægning af gydegrus, og det er i den forbindelse, du kan hjælpe til. Det skal nemlig ligge ordentligt, og dette sker naturligvis med håndkraft.
Derudover skal der udlægges skjulesten, således at ørrederne har et sted at skjule sig inden gydningen, og deres afkom ligeledes kan få glæde af det, når de små ørreder dukker op af gydegruset i det spæde forår.
Arrangementet løber af stablen den 25. oktober, og du kan melde dig til at hjælpe til Jan Aggerholm på mail: jagg@novonordisk.com eller på telefon 30 79 54 62.
Meld dig endelig til at hjælpe, for det betyder så uendelig meget, både for ørredbestanden, men også for de frivillige lystfiskere, der bruger mange timer på at trimme forholdene for ørrederne. Både Knud og Jan vil glæde sig over en hjælpende hånd, og en god sludder, alt imens man foretager sig noget yderst værdifuldt.