Kategorier

Bloggere

Indvielse af en ny strækning af Trekroner Bækken!

150425_Ørred Patruljen_17

Roskilde og Omegns Lystfiskerklub ROLK inviterer alle til indvielse af en ny strækning af Trekroner Bækken – Søndag, den 17. april kl. 8:30 – 11:30 ved den nordligste nye bro ”Kavalergangen” Ved Tønsbergvej- 4000 Roskilde.

Billeder fra den 12. april 2014Roskilde Forsyning gennemførte i 2013 en genslyngning af Trekroner Bækken, som ligger smukt ud mod åbne marker i den nordlige del af Roskilde Kommune. ROLK har i 2015 efterfølgende udlagt ca. 80 T. gyde/skjulesten samt udplantet 180 træer langs åløbet.

I 2016 vil vi fortsætte restaureringen af bækken ved igen at udlægge gyde/skjulesten. Projektet vil bidrage til at skabe en smuk og mere biologisk mangfoldig bæk med optimal opgang for havørreder. I projektet inddrager vi de lokale beboere, ROLK’s medlemmer, ØrredPatruljen samt flygtninge.

Vi håber at rigtig mange vil deltage denne festlige dag, hvor vi kl. 8.30 mødes ved ”den nye bro”. Tag en skovl eller rive med, samt gummistøvler og praktisk tøj. Man kan tilmelde sig sin hjælp sin via: www.rolk.dk eller blot møde op. Vi ses!

Indvielsesprogram af Trekroner Bækken:
8:30 Udlægning af gyde/skjulesten
10:15 Åbningstale ved Uffe Clemmensen, formand for ROLK
10:20 Indvielsestale ved Borgmester Joy Mogensen
10:45 Udsætning af ørredyngel i bækken
10:50 Rolk er vært ved en forfriskning
11.00 Afslutning

Inspirerende Bindesession i skoven


_DSC7504To onsdage i den kolde tid
– henholdsvis den 17. februar og senest den 16. marts – afholdt Fishing Zealand Bindesession på restaurant Herthadalen ved Ledreborg slot. Værterne var Gordon P Henriksen og Frederik Laks Lorentzen. Bookingen foregik gennem www.fishtrip.dk og temaet var god mad/øl og så selvfølgelig fluebinding.

IMG_3736Maden på Herthadalen var begge gange super lækker, og rammerne med en restaurant midt i skoven, hvor rådyrene løber ved siden af bilen på vej dertil, er bare perfekte for os naturelskere. Maden var 1. gang simregryde med rodfrugtmos og 2. gang kalv med skysauce samt tilbehør. De dejlige øl havde Herslev Bryghus sponseret, og det er bare gode øl, som det lokale øl bryggeri laver. Jeg vil klart anbefale deres Pale Ale, men deres øko-pilsner er også fortrinlig.

Der var ikke egentlig undervisning, men der var inviteret gæstebindere til at sørge for lidt inspiration til de mange fremmødte.

Til Bindesession I var temaet rejefluer og The Fly Co havde sponsoreret nogle af de nye lækre Ahrex reje- og gammaruskroge samt noget dubbing. Rejekongerne Rune Westphal og Leo Kern Lund bandt nogle af deres flotte rejefluer til inspiration for os andre. Det er rene kunstværker, men bestemt også fiskefluer som kan fange fisk – store fisk. Men der blev også bundet kobberbasser af Lars Juel, og Kern Leo Lund bandt sin første kobberbase. Jeg selv sad ved et hyggeligt bord med bl.a. Torben Meldgaard fra Seatrouting.com og altid hyggeligt at få hils på en Facebook-ven i virkeligheden. Der blev bundet Pattegrise ved vores bord, og selvfølgelig grinet og fortalt røverhistorier om fisk og fangster.

indexTil Bindesession II var temaet fiskeimitationer, og gæstebindere var igen Leo Kern Lund samt Morten Jensen, som bandt deres frække fiskeimitationer. Der var selvfølgelig også gang i diverse børsteormsfluer både med og uden Wiggle Tails. The Fly Co havde igen doneret Ahrex kroge; denne gang streamerkroge samt STF dubbing.

Jeg kom lige fra fjorden, og det er altid dejligt at møde op til et fiskearrangement og lugte af fisk på hænderne. Jeg mødtes denne gang med Jesper Van Vliet Tews, som er forholdsvis nystartet udi fluefiskeri og helt ny i fluebinding. Efter den gode mad hjalp jeg Jesper i gang med fluebindingen step-by-step, og vi bandt den højaktuelle KJM Worm og Aliverejen med UV, som også er en rigtig giftig kystflue. Se bindemønstre på www.fabulousflyfishing.dk. Jesper fik bundet nogle rigtig gode firtstimer-fluer, og blev så bidt af det, at han allerede dagen efter købte eget fluestik. Igen blev der grinet og delt de seneste fangster fra fjorden, da jeg ikke var den eneste, som havde ”forfisket”, da Fjordlandet Open jo var lige på trapperne.

Der bliver ikke flere bindesessions lige foreløbig, men forhåbentlig sker det igen til næste vinter, da det er dejligt at nørde igennem sammen med ligesindede og få nye ideer/inspiration til sin fluebinding. Jeg vil opfordre alle til at deltage i disse arrangementer, da både rammer, mad, øl og selskabet får mine bedste anbefalinger.

Skitt fiske, Keld

 


 

Én af deltagerne ved Bindesession, Bertram Sandvig, lavede denne lille film fra arrangementet.

Fluebindingskursus for begyndere

unnamed

 

Så er jeg på banen igen med et nyt fluebindingskursus – denne gang for begyndere. Det er en oplagt mulighed for at få en god start på din fluebindingskarriere, få tilegnet dig nogle grundlæggende kundskaber og få lidt inspiration til relativt simple men yderst velfangende fluer. Kurset er sammensat sådan, at jeg først binder fluen. Derefter vil deltagerne selv få mulighed for at binde én eller flere fluer med, hvad der nu end trænges af assistance. Undervejs vil du også få historien bag fluernes succes, og hvordan de skal fiskes.

unnamed1Fluebinding er en hyggelig beskæftigelse, som let kan udvikle sig til en entusiastisk hobby i hobbyen. Og de fleste, som allerede har prøvet det, vil nok nikke genkendende til, at det er specielt sjovt og belønnende at fange en flot fisk på en hjemmebundet flue!

I løbet af aftenen skal vi arbejde os igennem lidt forskellige havørredmønstre, som jeg bruger på kysten og i fjorden. Desuden plejer jeg at komme igennem følgende program på kurset:

  • Gennemgang af basale værktøj og brug af fluestik
  • Kvalitets-mindset ved fluebinding
  • Håndtering af materialer
  • Proportioner /materiale mængder
  • Påføring af dubbing
  • Hale og hackle på fluer
  • Brug af mylar-rør
  • Indbinding af øjne på fluer

Jeg sørger selvfølgelig for, at der er beskrivelser, materialer og kroge osv. Medbring selv fluestik, værktøj og evt. en lampe med til kurset.

Tag fat i mig, hvis du ikke har værktøj/fluestik – så finder vi ud af noget.

Kurset afholdes i et kursuslokale på mit landsted med adressen:

Sasserupvej 4
4300 Holbæk
Prisen er 295 kr pr. person.

Deltager antal: 6 personer

unnamed2Dato/tid:

Onsdag 6 april kl. 19 til 21.30

Ser frem til en hyggelig aften med masser af flue- og fiske snak.

Spørgsmål og tilmelding sker til: lars@edoras.dk

Til sidst en lille opfordring til at tage et kig i Fishing Zealands kalender med jævne mellemrum. Her bliver der løbende slået events, kurser, foredrag og guidede fisketure op. Og her er masser af spændende læring og oplevelser at spore sig ind på. Du finder kalenderen her: Fishing Zealand kalender.

Mange fiskehilsner, Lars

Hjælp DTU Aqua og geddebestandene

IMG_3142-1

 

Vil du hjælpe med at skaffe mere viden om vores brakvandsgedder? Så er DTU Aqua gået i gang med at få mærket brakvandsgedder i Stege Nor og Jungshoved Nor! Projektet foregår i tæt samarbejde med Fishing Zealand og i sidste uge stævnede vi ud sammen med lokale Mærkefiskere og fik fanget og mærket de første gedder.

DSC_0009-1
Her bliver deltagerne oplært i hvordan gedderne skal måles og vejes, inden de mærkes med et såkaldt Floytag. Herefter foregår det i bådene under selve fiskeriet. 

Mærkningsprojektet er sat i gang, for at vi kan få noget mere viden om disse spændende fisk, som der har været stor fokus på de senere år. Den viden, vi får nu, vil sætte os i stand til at rådgive meget mere præcist om, hvordan vi skal passe på brakvandsgedderne, til glæde for alle der holder af det spændende fiskeri efter gedderne.

Mandag 7. marts drog vi fire mand fra DTU Aqua i Silkeborg af sted til Stege Havn for at mødes med en flok dedikerede lystfiskere. ”Mærkefiskerne” som de kaldes, har indvilliget i at være med til at mærke gedder for os fremover, hver gang de er ude og fiske: det betyder vi kan få mærket mange flere fisk, end vi selv har mulighed for, så vi er rigtig glade for at de vil hjælpe os, og superfedt at mærke den store interesse og entusiasme for at være med i projektet!

I løbet af et par dage fik vi oplært Mærkefiskerne i at mærke og registrere fiskene i Fangstjournalen* og sammen fik vi fanget og mærket de første grupper af fisk i Stege Nor og Jungshoved Nor. Vi er rigtig  glade for samarbejdet med Fishing Zealand, der går fint hånd i hånd med at FZ  har stort fokus på brakvandsgedderne.  Pt arbejder FZ via en “Projektgruppe for brakvandet” (hvor DTU Aqua også deltager), der bl.a. arbejder på at etablere de såkaldte “Geddefabrikker” i Næstved, Guldborgsund og Vordingborg Kommune.

 

IMG_3116-1
En floytag er et lille gult plastikmærke med et unikt nummer, så man kan genkende gedden. Mærket sidder ind i ryggen lige under rygfinnen, så det er nemt at se, når du fanger en mærket gedde.

Bliv Fokusfisker!

Men det er jo ikke nok at få mærket en masse gedder. For at projektet bliver en succes, så er vi helt afhængige af, at alle jer, der fisker i områderne, vil hjælpe os ved at indrapportere de gedder I fanger – både med og uden mærker!! Det bliver vildt spændende at se, hvor mange genfangster vi får, så vi kan få viden om tætheden og udviklingen i bestanden, hvor hurtigt fiskene vokser og ikke mindst, hvor fiskene vandrer hen.

Vi har brug for hjælp fra dig, der fisker brakvandsgedder især i Stege Nor og Jungshoved Nor, men også i andre områder omkring Sydsjælland og Møn. For at have kontakt til jer, der fisker jævnligt i området, har vi valgt, at man kan melde sig som Fokusfisker, hvilket betyder at man deltager i projektet og registrerer sine fangster. Vi vil gerne have dig til at fiske jævnligt i områderne Stege Nor og Jungshoved Nor, i hvert fald en gang om måneden – men selvfølgelig meget gerne oftere, faktisk ligeså tit du er ude og fiske gedder! Til gengæld vil du som Fokusfisker få jævnlig information og updates på, hvordan det går med projektet. Fokusfiskere skal indrapportere sine fangster i den helt nye Fangstjournal, som vi har udviklet.

Vi håber der er rigtig mange, der vil melde sig, og heldigvis har vi allerede fået masse af positive tilbagemeldinger fra mange af jer. Det er utroligt dejligt, at der er så stor en interesse og entusiasme for at være med i projektet!

Du kan tilmelde dig som Fokusfisker her: www.fiskepleje.dk/brakvandsgedder

 

Brug Fangstjournalen

Som Fokusfisker – og i det hele taget – hvis du er på fisketur efter brakvandsgedder, skal du indrapportere det via Fangstjournalen.

fangstjournal(1)Som min gode kollega Christian Skov har blogget om her på siden for nyligt, så er Fangstjournalen et smart redskab med masser af muligheder for lystfiskeren, både til at holde styr på sine egne fisketure, vise fangster frem, se statistik og meget mere. Fangstjournalen er udgivet af DTU Aqua og du kan finde den både som app (App Store og Google Play) og som computerversion (www.fangstjournalen.dtu.dk). Det er nemt at bruge fangstjournalen og Fangstjournalen er for alle.

Når du fanger en brakvandsgedde indrapporteres den, både hvis den er med eller uden mærke. Hvis den er mærket, skrives mærkenummeret ind i feltet ”Noter”. App’en vil snart blive opdateret med en speciel rubrik til evt. mærkenummer. Vi vil også gerne have geddens længde og vægt, hvis det er muligt.

Bemærk at dine fangster i Fangstjournalen sagtens kan gøres ”hemmelige”, så du ikke behøver afsløre dine ”hot-spots” Det vil sige, at kun DTU Aqua vil kunne se, hvor og hvor mange fisk, du har fanget, og data vil kun blive brugt som overordnede baggrundsdata til at beskrive udviklingen i geddebestanden.

Når vi får mærket rigtig mange gedder og får mange indrapporterede fangster af både mærkede og umærkede gedder kan vi sige noget om tætheden og udviklingen i bestanden, hvilket vil være vigtig viden i forhold til at vurdere effekten af den nuværende beskyttelse af gedderne i disse områder. Fangsterne af de mærkede gedder vil desuden give os en masse spændende viden om geddernes vandringer og fx vækst.

Det bliver spændende!! Vi håber på stor opbakning fra jer alle – og vi vil vende tilbage når der er nyt!

Lene Jacobsen, DTU Aqua

Med Mette Abildgaard på ”guidet vandløbstur”

Mette Abildgaard
Mette Abildgaard, er miljøpolitisk ordfører for De Konservative på Christiansborg og her viser Rune Hylby, Frivillighedskoordinator i FZ og Danmarks Sportsfiskerforbund, hende en af de fine ørreder fra Taderød Bæk.

Da Miljøordfører for De Konservative, Mette Abildgaard, spurgte på Facebook, om nogen kunne tænke sig at være vandløbsguide, var vi mange, der reagerede med stor begejstring. Det er utrolig opløftende, når Christiansborg-politikerne har et oprigtigt ønske om at sætte sig personligt og grundigt ind i de emner, de skal forholde sig til.

Bevar de forhadte - screen dump12 feb. skrev Mette Abildgaard følgende tekst i gruppen ”Bevar de forhadte vandløb”.

Kære vandløbs-elskere
Jeg vil høre jer, om der mon er en eller flere fra Københavnsområdet, som kunne tænke sig at være vandløbs-guide for mig enten onsdag d. 9. marts eller torsdag d. 10. marts? Jeg er ikke ekspert i vandløb, men vil gerne blive klogere – ud og se med egne øjne, og høre jeres synspunkter og “ønsker”. Jeg vil gerne danne mig et indtryk af de forskellige former for vandløb der findes, og hvilke problematikker der er”.

Hendes initiativ fik stor ros fra flere hold, og jeg svarede selvfølgelig straks, at jeg hellere end gerne ville vise hende, hvordan vi greb tingene an i regi af Fishing Zealand. Vi inviterede hende ud til Lejre, sammen med undertegnede, FZ-frivillighedskoordinator Rune Hylby og vandløbsekspert Jan Nielsen fra DTU Aqua. Sammen kunne vi både perspektivere bredt, diskutere detaljer og i det hele taget komme hele vejen rundt om vandløbenes store betydning.

I går kom så dagen, hvor Mette Abildgaard tog med os for at besøge Elverdamsåen og Taderød Bæk, som begge ligger i Lejre Kommune. Lejre er blandt de fire første kommuner, der kom med i Fishing Zealand.

Jeg må ærligt indrømme, at Mette straks gjorde et godt indtryk med et åbent og ærligt sind. Ingen tvivl om hendes motivation. Hun var der for at lære. For at se, for at røre, for at stille spørgsmål og for at blive klogere på vandløb og problematikkerne omkring dem.

– Vandløb er en del af den danske kultur, og jeg vil gerne være med til at sikre, at vi efterlader sunde vandløb til vores børn og børnebørn, slog Mette fast, da vi spurgte til, hvorfor hun oprindelig havde taget initiativ til at mødes. Hun har helt sikkert været bevæget og påvirket af, hvor mange danskere, der har gjort opmærksom på manglende fokus på miljøet i vandløbene – bl.a. via den meget aktive facebookgruppe ”bevar de forhadte vandløb” med over 14.000 medlemmer.

– Man kan læse rapporter, artikler og meget mere, men den allerbedste måde er at få informationerne direkte fra eksperter ude i felten, slog hun fast, inden vi begyndte med en demonstration af insektlivet og elektrofiskeri for at vise hende, hvor mange dyr, planter og fisk, der er i et varieret og sundt sjællandsk vandløb.

I Elverdamsåen og Taderød Bæk vandrer hvert år 1000-1500 havørreder op for at gyde, fortæller Rune, imens Jan supplerer, at i snit kan man påregne, at for hver 10 m2 fungerende gydevandløb vil der blive produceret en stor havørred, der kan blive fanget og hjemtaget ved rekreativt fiskeri, foruden de mange fisk, der bidrager til gydebestanden.

Mette så fiskene komme op og nød detaljerne i deres smukke øjne, prikker og finner, mens Rune forklarede, at den store bestand af ørreder ikke er kommet af sig selv, men skyldes en meget målrettet og fælles indsats fra både de offentlige myndigheder, lodsejere og ikke mindst de frivillige. Uden denne indsats, ville der ikke være ørredbestande i den størrelsesorden, der er i dag.

Det skal vi værne om, var en af Mettes mange reaktioner. – Jeg er meget overrasket over, at det er helt oppe på titusindvis af ildsjæle, der arbejder med vandløbsrestaurering og dermed er med til at sikre ikke bare bedre fiskebestande men sunde vandløb i det hele taget for fremtidige generationer. Dette arbejde skal vi ikke sætte over styr, slog Mette fast.

Mens vi var ude ved åerne, lavede Mette en lille live video til sin facebook, mens hun udsatte ”de små slamberter” og fortalte om sit besøg. Videoen har allerede fået over 25.000 tusind visninger og kan ses her.

Vi nåede også lige at kigge på én af udfordringerne ved Taderød Bæk, idet fisketrappen ved Tadre Mølle i perioder ikke får vand nok til, at fiskene kan vandre op til de 10-12 kilometer gydeegnet vandløbsbund. Derfor er FZ, DSF, Tuse Å’s Ørredsammenslutning og Lejre Kommune, i samarbejde med ”Tadre Mølles venner”, i gang med at finde en løsning, der tilgodeser både den gamle fredede mølle og vandmiljøet og dermed ørredbestanden i Taderød Bæk. Alle dele af ørredens cyklus skal opfyldes, ellers knækker kæden, forklarede Rune.

På vej til mit kontor i Lejre og en velfortjent frokost, blev der tid til at kigge forbi Kisserupløbet, som var ét af de vandløb, der ville være blevet taget ud af vandplanerne, hvis vandløb med et opland på under 10 kvadratkilometer var blevet strøget af indsatserne. Rune var tydelig omkring, hvor vigtigt der var at beholde alle ”de forhadte små vandløb” i vandplanere. Ved Kisserupløbet, kunne Mette tydeligt at se, det ikke har den samme vandløbskvalitet som Taderød Bæk og Elverdamsåen. Men det er der mulighed for at forbedre.

IMG_6835
– Det er en øjenåbner at høre om, hvor få virkemidler, der skal til for at omdanne et vandløb til et sundere vandløb med gode muligheder for gydning uden at genere lodsejere og landmænd, konstaterede Mette. Her er Jan Nielsen og Rune Hylby ved at vise hvordan insektfauna bruges som indikator på vandløbets tilstand.

Ved Kisserupløbet har dræningen i nærheden af åen, som så mange andre steder, fået jorden til at synke så meget, at vandet ikke kan løbe fra marken ned i bækken. Rune forklarede at dette kan hverken landbrugspakke eller forøget grødeskæring i vandløbet forhindre. Rune foreslog en politisk løsning, hvor man giver økonomisk kompensation for at braklægge områderne til glæde for både landmand og miljøet med mulighed for at restaurere åstrækningen med gydegrus.

– Det er en øjenåbner at høre om, hvor få virkemidler, der skal til for at omdanne et vandløb som dette til et sundere vandløb med gode muligheder for gydning uden at genere lodsejere og landmænd, konstaterede Mette. – Generationerne før os, der rettede vandløb ud og lagde dem ud i rør, har lært af deres fejltagelser, og vi har nu rettet op på dette. Jeg vil arbejde for at vi ikke gentager disse dumheder igen, men snakker sammen med lodsejerne og finder de gode fælles løsninger, der sikrer vandløbenes miljømæssige værdi.

Mette var også meget lydhør omkring ulemperne ved etablering af eventuelle nye større vådområder, der anlægges som søer direkte i vandløbene som kompensation for kvælstofudledning. Disse søer har nemlig meget negative konsekvenser og kan reducere ørredbestandene med op til 80-90%, forklarede Jan.

Jan fortalte også om, hvorfor bestandene er blevet meget større de sidste 30 år, siden der i 1982 kom krav i vandløbsloven om, at der skal være liv i vores bække og åer, selv om de også bruges til at aflede vand fra marker, byer og andre arealer.

Nu er naturen kommet tilbage med mange fisk, og flere er på vej. 2015 blev året, hvor der var rekordfangster af ørreder og laks, der gyder i vandløb. Ingen andre lande kan berette om stigende bestande i så stort omfang, og Danmark er ved at blive kendt blandt udenlandske lystfiskere som et sted, hvor man kan opleve et rigtig godt fiskeri. Til gengæld fortalte vi også, at flere frygter, at konsekvenserne af landbrugspakken vil være meget negative for turismen i Danmark og for de mange indtægter og jobs, den skaber. Det har flere medier og eksperter påpeget – Blandt andet Danmarks Radio (Landbrugspakke kan skræmme turister væk) og Altinget (Der er også turisme i vandløbene).

Jeg fortalte i denne forbindelse også om vores arbejde i ”Taskforcen for lystfisketurisme” og om den allerførste og nok vigtigste sætning fra denne rapport:

”Danmark skal markedsføre sig som foregangsland i Europa med bæredygtig naturforvaltning, hvor lystfiskeriet er baseret på vilde selvreproducerende fiskebestande, som i høj grad er foranlediget af naturgenopretning og vandløbsrestaurering.”

Det kan altså godt lade sig gøre, bare man snakker sammen om at finde gode løsninger, forklarede Jan. Lad os fortsætte det gode lokale arbejde fra tusindvis af gode gennemførte projekter med at samarbejde lokalt med lodsejerne om gode løsninger i stedet for at lave overordnede politiske beslutninger om at tage vandløb ud af vandområdeplanerne, var en vigtig pointe fra Jan.

Jeg pointerede selv, hvor vigtig det er, at alle parter stopper den konfliktskabende retorik og i stedet for at skabe kløfter snakker sammen for at få et fælles grundlag og mere gensidig forståelse. Det er sådan, at fremtidens løsninger skal findes, og Mette virkede meget enig i dette.

Formanden for De Konservative i Lejre, Grethe Nørtoft Saabye, ville i øvrigt også meget have deltaget, men havde desværre ikke mulighed. – Jeg er stolt over, at vi i De Konservative på kommunalt plan såvel som på Christiansborg har fokus på miljøet. Jeg er rigtig glad for de initiativer Fishing Zealand står bag her i kommunen, både i forhold til udvikling af en bæredygtig turisme, men sandelig også meget taknemmelig for det arbejde, de frivillige lægger i vandløbsplejen i samarbejde med kommunen. Hvis de kan lade sig inspirere af dette inde på Christiansborg, ja så er de altid velkomne her i Lejre, sagde hun, da hun måtte melde afbud.

Herfra skal der lyde en kæmpestor tak til Mette Abildgaard for en rigtig god dag og for at give sig tid til at se, til at lytte og til at sætte sig grundigt ind i tingene. Og en lige så stor tak til Jan Nielsen for sin store faglige viden og input og til Rune Hylby for sit engagement i det frivillige arbejde og hans fantastiske evne til at begejstre andre for dette arbejde.

I går var bestemt et solidt skridt i den rigtige retning mod at sikre, at politikerne får større forståelse af, hvor vigtigt det er, at vi tænker os grundigt om for ikke at ødelægge vandløbende og miljøet. Jeg vælger stadig at tro på, at de gode løsninger er derude.

– Gordon

____

Her kan du i øvrigt se en lille film Fishing Zealand har produceret om ”Vandløbene og de frivillige”.