Sidste efterår var Grusbanden på ”job” i Ellerenden ved Munkholmbroen for at sikre passage op mod de bedste gydestræk af det lille produktive ørredvandløb, der munder ud i Tempelkrogen ved Munkholmbroen.
Vi sikrede passagen dels i havstokken, og dels henover et eng-mose-stykke, som var impassabel for ørreder, undtagen ved meget høj vandføring.
Dermed var der grundlag for gydning i slugten op mod Elverdamsvejen. Men det viste sig, under vinterens registrering af gydegravninger, at opstrøms Elverdamsvejen, var der ikke mange gravninger (https://fishingzealand.dk/nyheder/high-five-ellerenden/).
Det skal vi have lavet om på, for der er en masse egnet gydesubstrat længere opstrøms. Men vandløbet er vokset fuldstændig til, og sine steder er der tale om regulære vegetative spærringer. Derfor tog jeg kontakt til Johan Scheel, godsejer på Ryegaard og Trudsholm Godser på hvis jorde, Ellerenden har sit løb.
Samarbejdet mellem lodsejeren, Tuse Å’s Ørredsammenslutning, Den sjællandske Grusbande og Lejre Kommune, skal nu sikre, at der er passage hele vejen op til spidsen af Ellerenden, således at produktionen af ørreder kan blive så stor som mulig. Sagen er jo den, at jo længere gyde- og opvækstvandløbet er, des flere ørreder kan der være, -so to speak!
Tuse Å’s Ørredsammenslutning og Den sjællandske Grusbande vil derfor skære en mindre strømrende der, hvor Ellerenden er vokset til med siv, pindsvineknop mm, således at bundmaterialet på sigt vil ændre karaktér fra sand og slam til grus og sten.
Ligeledes vil vi sikre, at de stuvende vandplanter, som siv og pindsvineknop erstattes af ”de gode vandplanter”, vandstjerne og –ranunkel, som dels giver større variation, ikke visner helt væk om vinteren, og endelig er gode til at skygge bl.a. pindsvineknop bort.
På strækningen er der for år tilbage, etableret en kunstig gydebanke, som pt. er bevokset med netop siv, dueurt mm. Denne kunstige gydebanke vil vi blotlægge, til glæde for Ellerendens ørredbestand og gydemulighed for disse.
Grødeskæringen foretages efter Humbæk-metoden, og vi vil i det omfang, det giver mening, på sigt udlægge sten og grus, plante rødel etc. efterhånden som vandløbet og navnlig vandafledningen tillader det.
Humbæk-metoden kan ses her
Selve arrangementet løber af stablen søndag den 3. september og du kan være med til at gøre en stor forskel for Isefjordens ørreder ved at hjælpe til.
Vi har inviteret Fishing Zealands fiskefaglige konsulent, Peter Henriksen til at komme. Peter har i mange år været leder af Holbæk Naturcenter, der blandt andet stod for den manuelle vedligeholdelse af Tuse Å.
Peter er derfor yderst kompetent til at vise os, hvordan vi får bugt med de mange siv, urter og anden vegetation.
Vi mødes klokken 10.10 på P-pladsen ved Munkholmbroen, Munkholmvej 325, 4300 Holbæk, hvorfra vi vil sende et par hold afsted til strømrende-skæring opstrøms, alt imens et tredje hold kan sikre passage på de yderste stræk af Ellerenden (dér, hvor vi var i gang, sidste efterår).
Medbring waders, støvler og gerne river, skovle, spader, le, buskrydder og den slags redskaber, for der er behov for knofedt og smil på læben.
Du kan melde dig til arrangementet ved at sende en mail til bandeleder, Rune Hylby på mail: hylby@mail.dk, eller en sms på nummer: 25364280.
Fishing Zealand medvirker i Vordingborg Kommunes Vanduge, hvor der bydes på streetfishing.
Vordingborg Kommune byder på fantastisk fiskevand for lystfiskere. I forbindelse med vandugen kan du komme ud og fiske med en professionel fiskeguide lørdag den 26. august fra kl 11 og 15 på kajen foran turistinformationen House of Møn, Storegade 2 i Stege. Alle, både børn og voksne er velkomne.
“Medbring eget fiskegrej eller lån gerne vores. Vi kan også hjælpe med småreparationer, hvis dit grej trænger til kærlig en hånd”, fortæller Knud Stangegård, der er lokal fiskeguide med mange års erfaring. “På dagen vil vi lære om brakvandsfisk, herunder gedder og aborrer og om, hvordan de lever og, hvad de har brug for, for at de trives. Vi vil øve os i at fiske efter gedder og aborrer samt vise, hvordan man på en nænsom måde genudsætter fiskene”.
Knud Stangegård er én af Fishing Zealands certificerede sportsfiskeguider i Vordingborg Kommune. Fishing Zealand har til formål at fremme bæredygtigt lystfiskeri i regionen.
Organisationen er en sammenslutning af forskellige samarbejdspartnere, herunder Danmarks Sportsfiskerforbund, adskillige kommuner på Sjælland og Øerne, frivillige lystfiskere og turismen. Street Fishing foran House of Møn er et tilbud fra Fishing Zealands lokale samarbejde i forbindelse med vandugen 2017 i uge 34.
Mødested: Kajen foran House of Møn, Storegade 2, Stege
Dato og tid: Lørdag 26. august 2017, 11-15 Tilmelding ikke nødvendigt; medbring passende tøj efter vejret. Åbent for alle.
Tør du udfordre dig selv og gedden, ofte kaldet ferskvandskrokodillen? Kontakt: Knud Stangegård, mobil 40 86 19 24
Da Peter Andreas Christensen ringede i løbet af vinteren og spurgte, om vi kunne tale sammen i forbindelse med mit arbejde med Den sjællandske Grusbande, var det en kærkommen venskabelig mulighed både at få en snak om gamle dage, og samtidig rette fokus på Grusbandens arbejde, imens vi bogstavelig talt, gjorde en indsats.
Peter Andreas har studeret antropologi i Norge og skulle skrive sin afsluttende bachelor-opgave. Han havde valgt at skrive om den frivillige miljøindsats – ikke selve indsatsen, men mere motivet og baggrunden for at gøre denne forskel for miljøets skyld.
Jeg har kendt Peter Andreas i mange år. Han var én af de unge knægte, jeg havde i Ungdomsskolen i en lang årrække på hold, der havde afsæt i lystfiskeri. Vi byggede fiskestænger, lavede fangstnet, bandt fluer etc. Derudover var Peter Andreas også med på en række fisketure til både Jylland, andre dele af Sjælland og med regelmæssige smutture til Sverige. Derfor var det også en stor glæde for mig at se, at Peter Andreas har fastholdt interessen for lystfiskeriet sidenhen. Peter Andreas er nemlig én af disse unge fyre, der blandt meget andet, har kastet sig over de levende billeder og har lavet en lang række film om lystfiskeri.
Én af de film, jeg husker og som virkelig fik mig til at kippe med flaget, var Peters film fra Alaska, hvor han fisker efter store gedder på flue. Vinklen og det hudløst ærlige indhold, var befriende og særdeles underholdende.
Peter Andreas’ opgave på studiet tager sit udgangspunkt i baggrunden for det miljøarbejde, hundredvis af lystfiskere, foreningsfolk, ildsjæle rundt omkring i Danmark giver sig i kast med.
Blandt de folk, Peter Andreas har talt med og som har afstedkommet Peter Andreas’ nysgerrighed, er Niels Åge Skovbo, Torben Meldgård og så mig, sagde hunden.
Vores snak blev en walk n’ talk, idet vi mødtes til en gydebanketælling af Truelsbækken, som er ét af de vandløb, hvor jeg i vinterens løb skulle registrere antallet af gydegravninger. Det blev en hyggelig og meget snakkesalig gåtur langs dette lille vandløb, og ikke overraskende, havde Peter Andreas stof til adskillige opgaver og måtte naturligvis hjem og sortere alle de mange kommentarer og aspekter, der blev drøftet på turen.
Siden har vi holdt kontakten, både af hensyn til opgaven, men naturligvis også fordi Peter Andreas heller ikke kunne undgå at blive engageret i miljøarbejdet og de initiativer ”Den sjællandske Grusbande” er involveret i.
De fleste fisk – inklusive hornfisk – egner sig fortrinligt til røgning.
Der snakkes så meget om rygestop for tiden, Lejre Kommune og Fishing Zealand vil gerne hjælpe folk i gang med at røge – altså, med at røge deres egne fisk. Derudover kommer DTU Aqua og fortæller om fjordens dyreliv samt viser, hvordan fisk ser ud indeni.
I samarbejde med Fishing Zealand byder Lejre Kommune alle interesserede velkommen til et lynlursus i røgning af fisk.
Lørdag d.2.september fra ca. kl. 13.00 vil der være introduktion til forskellige røgningsteknikker, og vi røger de fisk og skalddyr, som er blevet fanget tidligere på dagen. Der vil være fisk og tilbehør til de første heldige “rygere”, men medbring gerne egne fiske og skalddyr. Til sidst smager vi naturligvis på de friskrøgede varer. Medbring egen røgeovn eller kuglegrill og grillstarter.
Røgklare fileter af havørred – til Røg over Herslev kan du lære, hvordan du gør.
Lejre Kommune vil sammen med DTU Aqua komme og fortælle om det rige dyreliv der er i fjorden, den forskning der foregår, samt vise hvordan fisk ser ud indeni. Så der vil være god mulighed for at stille alle de spørgsmål du kan finde på om fisk. Til børn og barnlige sjæle er “Klap en fisk”-baljen et sikkert hit.
Fishing Zealand og Lejre Kommune er arrangører af dagen, som hører under det Blå Flag ved Herslev Strand og Herslev Havn. Alle er velkomne og tilmelding er ikke påkrævet, men du må meget gerne tilkendegive din deltagelse på Facebook, så vi har en ide om, hvor mange der kommer (link til Facebook kommer, når vi nærmer os datoen).
Lør. d. 2. september 2017, kl. 13-16. (Gratis) Herslev Strand, Herslev Strandvej 10, Herslev, Roskilde
Fisketur ved Herslev Havn og omegn for de morgenfriske.
Fishing Zealand og Lejre Kommune inviterer tidligere på dagen også på fisketur.
Vi starter ved Herslev Havn, hvor der er kaffe, te og basser til de morgenfriske. Keld Michaelsen fra Fishing Zealand fortæller lidt om forskellige fisketeknikker, hvor nogle af fjordens bedste fiskepladser er, og hvilke fiskearter man kan fange i Roskilde Fjord på dette tidspunkt. De fisk, som er mulige at fange, er bl.a. hornfisk, sild, makrel og havørred.
Når Keld er færdig med at fortælle om fiskene, skal vi ud at fange dem, helst med eget udstyr – så husk waders, fiskegrej og fisketegn. Der er dog mulighed for at låne fiskestang. Det er også muligt at fiske fra egen kajak eller båd.
Dem, der har lyst og har eget transportmiddel, er velkomne til at tage med Keld ud til andre steder i fjorden og fiske. Vi kommer til at besøge nogle af de lokaliteter, som Keld fortalte om. Der er også mulighed for at fiske iført waders ved Herslev strand
Vi sørger for at være tilbage på Herslev Strand kl. 13, hvor der vil være mulighed for at lære at ryge dagens fangst og smage på den fra kl. 13-16
Hvis du skulle være så uheldig, at du ikke får fanget noget i løbet af formiddagen, så vil der være ekstra fisk og tilbehør til rådighed, så du alligevel kan få en smagsprøve på røgvarerne.
Det er gratis at deltage, men ønsker du at låne fiskestang, skal du kontakte Keld om dette, da der er begrænset med udstyr, som lånes ud efter først til mølle-princippet.
Tilmelding via Facebook-begivenhed.
Tidspunkt kl. 8-12
Guide: Keld Michaelsen fra Fishing Zealand, mail: flyordie@fabulousflyfishing.dk. Se også Kelds hjemmeside www.fabulousflyfishing.dk
Arrangør: Fishing Zealand og Lejre Kommune.
Lør. d. 2. september 2017, kl. 08-12. (Gratis)
Der hele foregår ved Herslev Lystbådehavn, Bognæsvej 29, Roskilde
19 & 20 August 2017 afholder Odsherreds Sportsfisker Forening Danmarks mesterskaber i Makrelfiskeri. Der fiskes fra Odden havn, i egen båd eller kutter. Danmarksmesteren er den, der fanger den tungeste makrel.
Oversigt over kategorier:
Individuelt DM i makrelfiskeri.
DM i Makrel Kutter
DM Team-konkurrence:10 tungeste fisk i et team på 2-4 personer Der kan også tilmeldes team bestående af kutter hold.
DM i makrelfiskeri Junior (3-15år): I denne klasse fiskes der også med i Individuelt DM i makrelfiskeri, dog kan fisken kun tælle et sted.
Alle – uanset kategori – dyster om at blive Danmarksmester i Makrelfiskeri.
Det koster 200,- kr. for senior og 100,- kr. for junior (til og med 15år) at deltage i DM.
Vil man deltage i team-konkurrencen, så koster dette yderligere 100,- kr. pr. Team. Her fisker man sammen 2-4 mand enten fra småbåd eller turbåd, og så bliver ens samlede fangst gjort op,10 tungeste makreller til teamet, bemærk at man også kan gøre sig gældende i de individuelle konkurrencekategorier, selvom man deltager i team-konkurrencen.
Tilmelding skal ske på http://makrelfestival.dk frem til 11 august, hvor du også kan se præmielisten.
Følg Makrel Festivalen på Facebook, og se hvem der sponserer eventet.
HUSK: Hvis du fanger en præmie-makrel og er forhindret i at deltage i præmieoverrækkelsen søndag, vil arrangørerne eftersende præmien. Du kan dog ikke deltage i søndagens lodtrækning om bla. en gummibåd med påhængsmotor fra Honda, middag for 2 på Dragsholm Slot og meget mere, uden at være personligt til stede i Auktionshallen.