Kategorier

Bloggere

Rende i sivskov med Grusbanden

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

I Vordingborg Kommune ligger der adskillige fine små ørredvandløb, der munder ud i området omkring Storstrømmen. Mest kendt er naturligvis Mern Å, der gemmer på én af de sidste rester af en vild sjællandsk ørredstamme. Men mit besøg i det sydsjællandske område førte mig på ”afveje”, til Møn.

Her ligger flere små ørredvandløb, der rummer en fin lille bestand af ørreder, -eller som kan komme til det!!! Dammevandløbet/Byvsbæk, Rydsbækken og målet for mit besøg, -nemlig Hårbølle Bæk, der er et lille fint ørredvandløb, som munder ud på den sydvestlige del af Møn.

Jimmi Spur Olsen fra Vordingborg Kommune, der er meget aktiv i Fishing Zealand og Christian Skotte, der er Miljøkoordinator for Danmarks Sportsfiskerforbund i det Sydsjællandske, tog mig med på en guidet tur til dette lille private vandløb.

Vandløbet har ad flere omgange været restaureret med gydegrus, der er plantet rødel og midt i det hele, lå et velfungerende sandfang, som er blevet etableret for år tilbage.

Det så fint ud det hele, og netop i sandfanget fandt vi en død havørred omkring 40-45 cm, som øjensynligt var strandet efter sidste vinters gydning og derefter har forsøgt, forgæves desværre, at klare sig i sommerhalvåret i sandfanget.

Jeg så det bestemt ikke som en trist historie, -at finde en død havørred i sensommer-varmen. Tværtimod ville det have været utænkeligt, hvis den havde overlevet. Næh, pointen med ørreden var jo, at der i dette lille vandløb, var en aktiv gydebestand af havørreder, der vandrer ind fra Storstrømmen for at gyde.

Men, men, men, -vandløbet var meget tilgroet, og særligt den sidste del af vandløbet, umiddelbart inden udløbet, var fyldt med tagrør og andet grøde, som kan være spærrende for ørredernes vandring opstrøms. Ligeså var der en stor mængde dueurt længere opstrøms i vandløbet, som ikke er skygget væk, trods bl.a. Christian Skotte og Kim Keldborgs indsats med beplantning af rødel.

Derved er flere gode gydebanker nærmest filtret sammen af rødder fra denne plante. Det bliver der nu taget hånd om. Med din hjælp forhåbentlig, -for den har vi brug for!

Lørdag den 5. november kl. 10.10, går Grusbanden nemlig i gang med at skære siv, og er vi mange nok, kan vi forhåbentlig også nå at tage nogle dueurt, således at Hårbølle Bæk er klar til vinterens gydning.

Det giver nemlig fisk til dig og dine venner, når I næste gang besøger Møn og Falsters gode ørredlokaliteter.

Du kan melde dig til Christian Skotte på mobil, 2371 0222 eller ved at sende ham en mail: cskotte@acsi.info.

Du kan også tilmelde dig via Grusbandens Facebookside ved at skrive i ”kommentar-feltet”, at du har lyst til at deltage. Så tager vi kontakt til dig.

Medbring støvler, waders, rive, knofedt, og skulle du have en le eller buskrydder, må du endelig ikke holde dig tilbage. Jo flere vi er, desto mere ørredvandløb, så simpelt er det!!!

Grusbanden vil sørge for lidt at drikke og ikke mindst en masse godt humør i en god sags tjeneste.

”Rygter” vil i øvrigt vide, at Niels Vestergaard dukker op med filmkamera for at audivisualisere den gode indsats.

Vel mødt, -vi ses derude.

Bandeleder, Rune Hylby.

 

Oprydning i Gedebækrenden i efterårsferien

IMG_3840

Roskilde og Omegns LystfiskerKlub (ROLK) og ”Foreningen til ophjælpning af fiskebestande i Roskilde Fjord”, i daglig tale, -Foreningen med det lange navn, sætter hinanden stævne i efterårsferien, og inviterer samtidig Grusbanden til at deltage.

De to foreninger samarbejder om adskillige vandløb i Fishing Zealand-kommunerne, Roskilde og Lejre, og driver desuden et lille klækkeri ved golfbanen i Roskilde. Netop her løber Gedebækrenden forbi, og de to foreninger har ad flere omgange restaureret strækninger i det lille, men produktive ørredvandløb.

Flere af projekterne er blevet til i samarbejde med Roskilde Kommune.

Nu har de rettet blikket mod den øvre del af Gedebækrenden, som i dag er meget tilgroet, med buske, træer og en masse ”snacks” i vandløbet. Det skal ryddes op!!!

Derfor har også du mulighed for at deltage sammen med de gæve gutter fra ROLK og ”Foreningen med det lange navn”, idet Grusbanden er inviteret til at give en hånd med.

Jeg var selv ude for at kigge på strækningen sammen med Kim Jørgensen fra ”Foreningen med det lange navn” i sommerens løb, og det så unægtelig en anelse vildt ud.

Kim fortalte mig, at der i vinterens løb er en fin opgang af havørreder i det lille vandløb, og netop for at sikre, at disse gydevandrende ørreder kan benytte vandløbet i hele dets længde, skal der ryddes op.

Du kan melde dig til at hjælpe et par timer med dette meget vigtige engagement.

Ikke blot kan du være med til at sikre varierede miljøforhold i selve vandløbet, du kan også sikre et bedre fiskeri i Roskilde Fjord, hvor de små ørreder vandrer ud, når de smoltificerer i løbet af vinteren. Jo flere ørreder i vandløbene, jo bedre fiskeri på kysten.

Arrangementet, der yderligere involverer Ørredpatruljen, løber af stablen lørdag den 22. oktober fra klokken 10-13.00. Der er fælles mødested ved klækkeriet, der ligger på adressen, Kongemarken 34, 4000 Roskilde.

Du skal have fornuftigt fodtøj på, og skulle det dryppe lidt fra himlen, -er det en god idé at tage regnfrakken med.

ROLK sørger for alt det praktiske, og du kan melde dig til at deltage ved at sende en mail til Uffe Clemmesen, uc@uc-consult.dk, eller ringe på nummer: 4053 2775.

Du kan naturligvis også melde dig på Grusbandens Facebookside med adressen: https://www.facebook.com/groups/Grusbanden/.

 

Bandeleder, Rune Hylby.

Fishing Zealand er partner i EU-projekt om bæredygtig lystfiskerturisme

 

IMG_1144

En international digital lystfiskerportal er hovedformålet i et EU-støttet projekt, som også Fishing Zealand deltager i. Også formulering af en bæredygtig strategi og udvikling af bæredygtige lystfiskerprodukter er omfattet af projektet.

Fishing Zealand, der i flere år har sat bæredygtigt lystfiskeri på dagsordenen, har netop fået godkendt en EU ansøgning, der omhandler bæredygtig lystfiskerturisme i den sydlige Østersø.

Projektet involverer flere samarbejdspartnere i både ind- og udland. De internationale partnere kommer fra Tyskland, Polen og Litauen. Vordingborg Kommune er med i projektet på vegne af Fishing Zealand´s 12 medlemskommuner, og vil fungere som sekretariat for den danske del af projektet. Det er et utroligt spændende projekt, og en yderligere hæderskroning af Fishing Zealand projektet, at vores erfaringer nu tages i brug i EU-støttet international sammenhæng.

IMG_0122Kort om EU projektet CATCH – Coastal Angling Tourism
Projektets formål er at formulere en strategi for bæredygtigt lystfiskeri i Østersøen med og for de deltagende lande.

Projektet skal bl.a. omhandle udvikling af konkrete bæredygtige lystfiskerprodukter i de deltagende lande, herunder fremme af bæredygtige fangstmetoder, i mindre omfang videnskabelige undersøgelser, realisering af mindst et praktisk projekt i hvert land samt en fælles international digital lystfiskerportal om Østersøens værdier og lystfiskepotentialer.

Lystfiskerportalen skal henvende sig til regioner, kommuner, turistorganisationer, NGO’er, samt ikke mindst til lystfiskerne, der i dag ikke har fokus på den sydlige Østersø som attraktivt fiskeområde. Den digitale lystfiskerportal er projektets hovedformål, og ideen er, at portalen skal bestå i årene fremover, så når fremtidige lystfiskere vil besøge området, kan man dér hente al nødvendig information på tværs af landegrænser.

Hvorfor er vi med?
Fishing Zealand har en stor ekspertise inden for alle projektets emner, og kan dermed bibringe projektet en masse knowhow og vigtige erfaringer. Fishing Zealand vil også nyde godt af det internationale samarbejde bl.a. ved udvikling af nye lystfiskeprodukter. Relevante emner vil ligeledes nemmere komme på den internationale dagsorden. I tillæg vil Fishing Zealands hjemmeside blive linket op til den kommende internationale Østersø lystfiskerportal, og dermed blive internationalt og bredere eksponeret.

Den årlige Fishing Zealand konference i november får nu en international profil med deltagelse af alle CATCH partnerne.

IMG_1219Samarbejdspartnerne
Projektet – der er treårigt – blev skudt i gang med et kick-off møde på Rostock Universitet d. 8.-9. september. Projektet er hjemmehørende under EU’s South Baltic programme og den fulde titel er “Coastal Angling Tourism – a development chance for the South Baltic” og forkortes CATCH. Leadpartnerskabet er placeret på Universitetet i Rostock. Derudover deltager følgende partnere i projektet; EUCC-D (Coastal Union) (Tyskland), Green Federation GAJA (Polen), Nida Culture and Tourism Information Centre “Agila” (Litauen), Universitet Klaipeda (Litauen) samt Vordingborg Kommune på vegne af Fishing Zealand (Danmark).

Fishing Zealands koordinerende projektleder.
Til varetagelse af det 3-årige EU projekt har man fra dansk side ansat 45-årige Niels Lagergaard Pedersen som projektleder. Niels, der er uddannet biolog, har bl.a. tidligere været ansat på Københavns Universitet som forsker samt været konsulent og projektleder i en større dansk forskningsfond. Derudover driver Niels eget firma og arbejder med formidling af bæredygtigt lystfiskeri i bred forstand, hvoraf en del af arbejdet foregår via konsulentansættelse i Fishing Zealand. Niels kender de danske farvande herunder Østersøen rigtig godt, da han de sidste 30 år har haft lystfiskeri som sin passion.

For uddybende information kontakt venligst:

CATCH-projektleder Niels Lagergaard Pedersen ndpn@vordingborg.dk tlf. 22677874 eller

Chefkonsulent Paul Debois, Vordingborg Kommune pde@vordingborg.dk tlf. 55362412

 

 

Foredrag: Bæredygtigt Lystfiskeri – Hvad er det?

DSC_6525
17. november kan du høre et foredrag om bæredygtigt lystfiskeri – og så får du en skål bouillabaisse og et par røverhistorier fra gamle dage om Felix Andersen med oven i.

Bæredygtigt lystfiskeri er et kompliceret og meget bredt begreb, og mange er nysgerrige på, hvordan bæredygtigheden kommer konkret til udtryk i blandt andet i mit personlige og i Fishing Zealands arbejde.

Den 17. november 18:30 holder jeg et foredrag i Domus Felix i Lejre, hvor jeg vil prøve at komme ind på, hvad jeg mener bæredygtigt lystfiskeri drejer sig om, og hvordan vi alle sammen kan være med til at forme fremtidens fiskeri.

Begrebet dækker bredt over de mange måder, man kan sikre fremtidens miljø og fiskemuligheder for kommende generationer. Som projektleder i Fishing Zealand, som Lejre Kommune bl.a. er en vigtig del af – vil jeg denne aften blandt andet fortælle om min egen og Fishing Zealands indsats for at fremme bæredygtigt lystfiskeri. Jeg vil komme ind på vandløbspleje i fælleskab mellem kommuner og frivillige, politisk samarbejde, bæredygtig lokal vækst og omsætning samt den social indsats overfor børn og unge i naturen.

Sidst men ikke mindst vil jeg også snakke en del om min personlige tilgang til mit arbejde og min passion. Her kommer jeg bl.a. ind på mit arbejde med arrangementer, lobbyisme, Fiskemissionen, Fiskeguiden og meget mere.

Det handler også om hvordan vi hver især opfører os som lystfiskere, tager ansvar og selv kan træffe bæredygtige beslutninger.

Det hele kommer hurtigt til at lyde som en stor gang politisk korrekthed, men i bund og grund handler det bare om at sikre fiskeriet til de kommende generationer, noget vi forhåbentlig allesammen er interesserede i.

scan0007
Felix Andresen (tv) har lagt navnet til Domus Felix der både har været maskinværksted og mejeri. Felix var en engageret og innovativ lystfiskeri der bl.a fiskede i konkurrencer på højt plan.

Vi kigger ikke kun ind i fremtiden men indeleder aftenen med nogle gamle historier om Felix Andresen, som har lagt navn til Domus Felix. Han var faktisk passioneret lystfiskeri og bl.a. skabte “Felix pirken”.

Aftenen byder også på en skål dejlig “Bæredygtig Bouillabaisse” leveret fra Restaurant Herthadalen. I tillæg hertil kan der købes økologisk øl og vin på stedet. Maden og kaffe er inkluderet i prisen, som lyder på 120kr.

Du kan læse mere om arrangementet og bestille billetter her: Lejre Bibliotek og Arkiv.

Håber, vi ses.

– Gordon

Udsætning af 5500 ørreder i Nordsjælland

 

Billed til blogindlæg, udsætning i Halsnæs, Roskilde kommuner

Søndag den 16. oktober bliver en festdag i Fishing Zealand-kommunerne, Halsnæs og Roskilde, når Kaj Larsen og co. fra Vandplejegruppen i Ølsted-Frederiksværk Sportsfiskerforening skal sætte 5.500 stk. halvårs-ørreder ud i Havelse Å-systemet, der blandt andet ligger i Halsnæs Kommune og Værebro Å-systemet, der er grænsevandløb mellem Frederikssund og Roskilde Kommune.

Ikke nok med det, men du kan være med til at hjælpe, idet Kaj har ”hyret” Grusbanden til at deltage i udsætningen.

Det glæder mig meget, at Kaj i den grad husker Grusbanden, for ikke nok med, det er en meget vigtig årlig begivenhed at sikre ørredbestandene med supplerende udsætninger, -så plejer det tillige at være en fornøjelig aktivitet at deltage i, hvor både børn og voksne kan deltage.

Netop i dette efterår er det ekstra vigtigt at få suppleret ørredbestandene med udsætninger, idet både august og september var ekstremt tørre måneder.

Flere af de små tilløb til de sjællandske vandløb har været mere eller mindre udtørrede, og dermed er de i forvejen sårbare ørredbestande mere trængte, end de plejer at være.

Ølsted-Frederiksværk Sportsfiskerforening har haft stor fokus på vandløbene i ”deres” pastorat, der foruden Havelse og Værebro Å også omfatter Græse Å og Sillebro Å i Frederikssund.

Alle vandløb, der løber til Roskilde Fjord.

Selve udsætningen, som du er mere end velkommen til at deltage i, står Jens Peter Baltersen for.

Har du lyst til at være med, skal du ringe eller skrive til Jens Peter på mobil: 3094 6971, eller via mail på jpb026@maersk.com.

Du kan også melde dig via Grusbandens Facebookside her. 

Der er fælles start og mødested klokken 12.00 søndag middag ved Stenløse Renseanlæg, Bækholmvej, 3660 Stenløse, hvor Jens Peter vil organisere ”tropperne”.

Du skal medbringe fornuftigt tøj, gummistøvler, skridtstøvler eller waders.

Til sidst sender Kaj Larsen en fin ”Grusbandehilsen”, og husker os på, at ikke mindst børn er meget velkomne, idet udsætningen sker i den første søndag i skolernes efterårsferie.

Dermed vil også jeg opfordre til, at du tager både kone og børn med ud i det fri for at hjælpe med at sætte fisk ud i Værebro Å og Havelse Å.

 

  • Bandeleder, Rune Hylby.