Påsken gik i fisk – for en masse børn!
- 6. april 2016
I år var tredje år, hvor Fishing Zealand arrangerede gratis put & take-fiskeri for børn i påsken. Efter at have gjort det tre år i træk kan det kaldes en påske-tradition. Og vi kan lige så godt sige det med det samme; vi har tænkt os at gøre det igen næste år.
I Fishing Zealand mener vi, at det er vigtig at give børn mulighed for at stifte bekendtskab med lystfiskeri og naturen, derfor er vi glade for og stolte af, at vi har haft næsten 150 børn på fisketur i påsken.
Sidste år var der tre søer at vælge imellem, og i år var der fem søer, hvilket gav mulighed for at få endnu flere børn kom ud at fiske. Samtidig var vi også en lille smule spændte, for var der nu også så mange børn, der gerne ville ud at fiske i påsken?
Det var der heldigvis. Der var fuldt booket til alle fem arrangementer, og til hvert arrangement stod der FZ-guider, instruktører og fiskegrej klar til at tage imod og give børnene og deres familier en god dag.
Herunder kan I læse om hvordan det gik ved de enkelte søer:
Se Fishing Zealand Guide Henrik Qvirin Reiters beskrivelse fra Hove Put & Take.
Se Fishing Zealand Guide Lars Juel Hansens beskrivelse fra Brynshøj Put & Take.
Se Fishing Zealand Guide Claus Eklundh Christensens beskrivelse fra Kaldredgård Put & Take.
Se Fishing Zealand Guide Nikolaj Martins beskrivelse fra Myrup Fiskepark.
Se Fishing Zealand Guide Rasmus Juel Ditlefsens beskrivelse fra Iglekær Put & Take.
Det var nogle super gode dage ved de fem søer. Anmeldelser på Fishtrip.dk og billederne af de mange smilende og glade børn og forældre viser også, at folk hyggede sig.
Eksempler på anmeldelser fra fishtrip.dk :
”Det var det bedste arrangement for børn, jeg har været til… Mange tak for nogle hyggelige timer ved put and take søen. Mine 2 drenge Mads og Peter har rigtig hygget sig. Det var dejligt at komme ud og se det. Jeg håber, at I vil lave flere af sådanne arrangementer. Jeg ved, at flere børn fra hvor vi bor, i Sundtoften ville have været med, men der var ikke flere pladser….”Mange hilsner fra Mads, Peter og deres mor
”Vi havde tilmeldt os arrangementet uden egentligt at vide, hvad vi gik ind til. Vi blev mødt af super imødekommende instruktører og guides fra FZ. De var rigtig hjælpsomme og gode til at byde ind med tips og tricks :0). Et helt igennem godt arrangement, som både mine drenge og jeg var begejstret for. Så tak til Kaldredgårdens P&T of FZ for en rigtig god dag.” Mvh Familien Maul
Vi vil gerne sige stort tak til vores samarbejdspartnere, der har været med til at gøre vores påskearrangement muligt.
Hove Put & Take, Brynshøj Put & Take, Kaldredgård Put & Take, Myrup Fiskepark og Iglekær Put & Take har stillet op til dette års FZ-påskearrangementer og tilbudt deres hjælp og hevet en dag ud af kalenderen. De har stillet deres vand, instruktører og fisk til rådighed for at give næsten 150 børn en fed oplevelse i deres påskeferie.
Abu Garcia har blandt andet sponsoreret lækre stænger og hjul. OGP har sponsoreret en kassefuld af Snurrebasser. Grejet blev brugt flittigt i påsken, og vil blive det til lignede arrangementer igen i fremtiden.
Fishtrip.dk har stået for at styre tilmelding til de fem arrangementer.
Den glæde og begejstring børnene har vist på fisketurene i de fem påskedage, har været helt fantastisk. At vi i Fishing Zealand, sammen med vores samarbejdspartnere, kan tilbyde så mange børn at komme på deres første fisketur, gør os faktisk en lille smule stolte og rigtig glade for samarbejdet. Frisk luft, sammenhold og en god positiv oplevelse sammen med andre børn og voksne er guld værd.
Den koncentration og glæde vi ser hos børnene når de fisker, finder man ikke ved mange andre aktiviteter.
Tak for nogle skønne fiskedag – ses vi næste år?
Henrik, Lars, Nikolaj, Rasmus & Claus
Fishing Zealand Guider