Kategorier

Bloggere

Fyraftensfiskeri med hornfisk

Fishing Zealand, Næstved Lystfiskerforening og Sportsfiskerforeningen Fladså inviterer i samarbejde med Næstved Kommune til fisketur efter hornfisk. Arrangementet er en oplagt mulighed, for at hele familien kan komme ud, og få en spændende naturoplevelse med de flotte hornfisk.

Tirsdag d. 25. maj i tidsrummet ml. kl.16.00 – 20.00 kan du og familien få en god introduktion til lystfiskeriet – også selvom du aldrig har haft en fiskestang i hænderne tidligere. Arrangementet henvender sig til alle – og vi stiller op med alt tænkeligt fiskeudstyr, som man kan låne på dagen. Ligeledes står erfarne lystfiskere fra foreningerne, og Fishing Zealand klar til at hjælpe. 

Arrangementet finder sted øst for Klinteby Klint ved Strandgård Strand, Ved Strandskoven, 4736 Karrebæksminde. Kør ned for enden af Ved Strandskoven, hvor der er en offentlig P-plads.

Arrangementet er støttet af Nordea-fonden, og derfor ganske gratis at deltage i. Er du mellem 18 og 65, skal du huske at indløse det statslige Fisketegn. Børn og unge er naturligvis velkomne i selskab med voksne, men for at tage aktiv del i fiskeriet, så anbefaler vi en minimumsalder på 10 år.

Tilmelding er ikke nødvendig, men det er muligt at hjælpe op til ca. 25 personer med fiskegrej ad gangen. For at få det optimale ud af fiskeriet, fisker vi i waders, som vi også har på stedet til udlån. Skulle der opstå lidt ventetid ved fiskegrejet, så er det oplagt at gå en frisk tur ved stranden. Du er naturligvis også velkommen til at medbringe dit eget fiskegrej.

Skulle du efter dagens fisketur blive bidt af lystfiskeriet, så er et medlemskab i en af fiskeklubberne et rigtig godt afsæt for at sætte skub i din fiske-karriere. Foreningsmedlemmerne kender endvidere lokalområdet rigtig godt, og ved derfor, hvor man kan tage hen på den næste tur.

Hornfiskefestival i Kalundborg

Søndag d. 16. maj blev der igen afholdt Hornfiskefestival. Festivalens skæbne hang ellers længe i en tynd tråd, men trods et forsamlingsloft og andre restriktioner i relation til Covid-19, så lykkedes det alligevel at gennemføre den femte Hornfiskefestival på den færdigbyggede Havnepark i hjertet af Kalundborg. Denne gang som et en-dags-arrangement.

Det milde majvejr havde lokket mange ud langs kysterne i Kalundborg Kommune, hvor hornfiskene også var mødt taltstærkt op. På Havneparken fik sekretariatet således også travlt med at veje flotte hornfisk ind til konkurrencen og uddele grejpakker til de første 100 deltagere. Travlhed var der bestemt også med at udlåne fiskestænger og hjælpe de mange interesserede, som dukkede op til tilbudet, om at modtage instruktion og tips på havnen, af de tre medarrangerende sportsfiskerforeninger fra Høng, Gørlev og Kalundborg.

Kl. 15 sluttede fiskekonkurrencen og de endelige resultater fra de tre deltagerkategorier, børn under 12 år, unge under 18 år og seniorer, kunne gøres op. Herefter kunne der uddeles flotte præmier for over 15.000 kr.

Trods restriktioner og et arrangement, der var kortet ned til en enkelt dag, så havde festivalen alligevel besøg af 150 betalende deltagere, hvilket igen er ny deltagerrekord.

Mange tak til alle, som deltog i festivalen og ikke mindst en kæmpe tak til vores sponsorer Nap & Nyt og Silkekrogen. Vi siger på gensyn lørdag d. 14. maj i 2022.

Snobrød og hornfisk i lange baner ved Camping Mønbroen

Så løb endnu en hornfisketur og snobrødsfestival af stablen.

For fjerde gang og denne gang i et givtigt samarbejde med Lone og Jens fra Camping Mønbroen på deres dejlige terræner og Storstrømmen Sportsfiskerforening, slog Lone snobrødsdejen op, vi lavede bål og FISKEDE med dejlige børn og deres forældre/bedsteforældre og diverse søde hunde.
Der var vildt gang i den, mildest talt. At se børn som aldrig har haft en fiskestang i deres små hænder, lære dem at kaste silketråden ud og se deres begejstring når det rykker i snøren og en fin sølvfarvet hornfisk forlader sit element, er et syn for guder. Tiden står nærmest stille, oplevelserne ruller ind på kontoen hos unge og gamle, der bliver grinet, sunget og jublet når alle glædes over sin egen og andres fangst.
Lidt fra fiskepladserne i det smukke Ulvsund og med Mønbroen knejsene i baggrunden fik vi ild i bålene, snobrødene på pindene og Lone og Jens super økologiske pølser sydede forførende på grillen. Der var virkeligt run på serveringerne efter behørig afspritning (orker det snart ikke mere..).Sodavand og Hotdogs forsvandt sydpå i maverne, og alle var enige om at dette arrangement er kommet for at blive!
Tak til alle gæsterne og hjælperne vi ses helt sikkert næste år i maj på CAMPING MØNBROEN til et nyt og spændende arrangement.
Knæk og pølse fra os alle – til jer!
Fiskeguide, Knud Stangegård

Fang din første fisk i Frederikssund Kommune

Lørdag den 2. maj var 9 forventningsfulde fiskere mødt op ved Tandstumperne ved Frederikssund på Hornsherredsiden. Der var børn og voksne, en enkelt pensionist samt en mormor og hendes barnebarn. De fleste havde aldrig fanget en fisk før, så det måtte vi jo se at få rodet bod på.

Allerede på vej ud af den gamle jernbanedæmning, så vi den første hornfisk blive landet af en af de mange andre lystfiskere, der havde fundet på at tage ud og fiske denne dejlige solrige søndag i maj.

Efter en kort men grundig gennemgang af grej samt lidt kasteinstruktion fortalte jeg om dagens metode til fangst af hornfisk. Vi skulle bruge den super effektive metode bobleflåd og sildestykker. Særligt når der er børn med, er det godt at bruge de farvestrålende bobleflåd, så børnene lettere kan holde øje med bobleflådet og derved gøre fiskeriet mere visuelt. Jeg nævnte også fiskeriet med blink og silkekrog, men min favorit til dette fiskeri er klart bobleflåd og sildestykker.

Derefter gik vi i gang med fiskeriet, og det varede ikke længe, før en pige havde den første hornfisk på, og bobleflåd plus sildestykke havde endnu engang vist sit værd. Herefter gik det bare forrygende med hektiske perioder med mange hornfisk, hvor de fleste blev landet, men der blev også mistet nogle stykker. Dagen endte med, at alle deltagere havde fået hornfisk og dermed fanget deres første fisk.

Til slut fortalte jeg lidt om, hvordan hornfisk kunne tilberedes: f.eks. hornfiskestykker fyldt med ramsløg som steges i rigeligt smør og med rabarberkompot samt nye kartofler med smørsovs og frisk bredbladet persille som tilbehør.

Derefter blev der sagt tak for en hyggelig og dejlig dag i hornfiskens tegn.

Knæk og bræk Keld

Fang din første fisk ved Camping Mønbroen

Fishing Zealand og Sportsfiskerforeningen Storstrømmen inviterer i samarbejde med Camping Mønbroen og Vordingborg Kommune til fisketur efter hornfisk. Arrangementet er en oplagt mulighed, for at hele familien kan komme ud, og få en spændende naturoplevelse med de flotte hornfisk og efterfølgende venter der en hyggelig oplevelse, med snobrød og økologiske pølser på bålet.

Fisketuen foregår fra den gamle færgemole ved Koster Færgegård og Camping Mønbroen. Herfra kan vi kaste et stykke ud i Ulfsund, hvor hornfisken trækker forbi, på dens vej til gydepladserne. Arrangementet henvender sig særligt til nybegyndere og mindre erfarne. Derfor er der også mulighed for at låne alt det fiskeudstyr, som man skal bruge. Samtidig er der dygtige instruktører til stede, som kan hjælpe dig med at lære, hvordan man kaster ud og præsterer forskellige metoder til at overliste de flotte hornfisk.

Arrangementet er helt gratis, bare du har dit gode humør med – vi sørger faktisk for resten. Dagens oplevelser henvender sig til både børn, forældre og bedsteforældre. Der er således fiskegrej til alle, snobrød, sodavand og gode økologiske pølser fra Lone og Jens’ kyndige hænder, varmet på bålet med den fantastiske udsigt.

Arrangementet finder sted på den gamle færgemole på Camping Mønbroen, Kostervej 86-88, 4780 Stege. Tidspunktet er lørdag den 15 maj mellem kl. 11 og 14.

Vel Mødt.

Arrangementet er støttet af Nordea-fonden – #kystenerklar

Tilmelding sker ved at sende en mail til knudstangegard@gmail.com

Selvom vi færdes udendørs, så gennemføres arrangementet under hensyn til gældende Covid19-restriktioner.