Kategorier

Bloggere

Havørred-weekend i Odsherred d. 4.-6. november – Sæt kryds allerede nu!

Et nyt koncept ser dagens lys i Odsherred; nemlig en fiskeweekend hvor du kan få masser af ny viden og hygge sammen med ligesindede i selskab med nogle af landets bedste kystfiskere.

Ideen er, at der på basen i Rørvig er et program fredag, lørdag og søndag, hvor du kan møde op og få masser af inspiration til dit eget fiskeri til den kommende vintersæson. Weekenden er for alle, uanset om du er spinnefisker, fluefisker eller fisker med bombarda – så vil der være nogle dygtige kendte lystfiskerprofiler, som du kan lære noget fra.

Basen for weekenden er Rørvig Centret. Her vil der i løbet af weekenden ske forskellige aktiviteter, og er stedet vi mødes både fredag og lørdag aften til foredrag og hygge. Her vil komme en række oplægsholdere og fortælle om deres vinterfiskeri – og hvordan det gribes an.

Det er også ud fra basen, at man kan komme på fisketur med nogle kendte lystfiskerprofiler. Herfra vil der være guidede ture lørdag morgen og eftermiddag samt igen søndag morgen.

Det endelige program er lige på trapperne, dog kan vi allerede nu løfte sløret for at følgende lystfiskerprofiler kommer og afholder enten foredrag eller guidede fisketure:

Henrik Qvirin Reiter – ivrig kystfisker, der hvert år lander masser af flotte fisk med bombarda og flue. Ofte med hans helt egen flue på forfanget.

Team Sölv – Jonas Kærlin og Henrik Larsen, begge er kendte fra Seatrout Smash og superdygtige med spin på kysten.

Lars Juel Hansen – lokalkendt og dygtig fiskeguide ofte med en Kobberbasse på forfanget. Lars har et indgående kendskab til området.

Rune Westphal – inkarneret fluefisker, der holder oplæg samt viser i praksis, hvordan man foretager de svære valg på kysten i vinterhalvåret. Det gælder både for flue- og spinnefiskere.

Team Shimano/G.Loomis – Max Theodor Bartholin Johnsen er en ung gut ligeledes kendt fra Seatrout Smash – viser hvordan man er effektiv på kysten med både flue og spin.

Frederik Laks Lorentzen – Frederik er en mester på kysten med både fluestang og kamera i hånden. Han vil fortælle om, hvordan man tager fantastiske billeder fra kysten både med og uden fangst.

60 Lures – Nicklas Mollerup, Thomas Graversen & Martin Bosen er alle dygtige profiler på kysten med egne blink for enden af linerne. De fortæller om deres tilgang til vinterperiodens kystfiskeri.

-og flere lystfiskerprofiler kommer til……

 

Eventen har fået sin egen Facebook-side, som du finder her. Følg endelig Facebook-siden hvor vi løbende holder deltagerne opdateret med program og lign.

Pris for deltagelse er 100 kr. – og de går ubeskåret til Odsherred Sportsfiskerforenings vandløbspleje, der bl.a. i samarbejde med Fishing Zealands Grusbande laver masser af gode vandløbsprojekter i området – link til billetter.

Der er fælles spisning fredag aften, som man selv booker på Rørvig Centret. Bare nævn ”Fishing Zealand” ved bestilling.

Det er klart en fordel at bo på Rørvig Centret – så skynd dig at booke dit ophold der, eller find et andet sted i området. Det er ikke noget krav, at man er med hele weekenden, da man kan komme og gå, som det passer en. Men hvorfor ikke tage en hel weekend med fiskeri ?

Til stede på basen hele weekenden er Fishing Zealand guiderne Keld Juul Michaelsen, Mikael Tange og Niels Lagergaard Pedersen.

Vi ses