Kategorier

Bloggere

Både ”Tøsebande” og ”Grusbanditter” på Lolland!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Allerede på vej ned mod Radstedløbet på Lolland i weekenden, vidste jeg, det ville blive en god dag. Solen skinnede for første gang i dagevis fra en næsten skyfri himmel, og der var efterår i luften. Sådan rigtig indian summer-stemning.

billed-2-christa-sofie-jensen-til-hojre-og-rikke-christensen-retter-gydebanke-til-radstedlobet-16-september-2017
Christa Sofie Jensen til højre og Rikke Christensen retter gydebanke til i Radstedløbet.

Da jeg efter halvanden times kørsel nåede Radstedløbet, lidt udenfor Sakskøbing, var morgenlyset bukket under for formiddagens lidt skarpere lys, og det lille ørredvandløb i Guldborgsund Kommune, lå badet i sol og klar til Den sjællandske Grusbande.

Vi skulle udlægge knapt 10 kubikmeter gydegrus i vandløbet, der løber til Sakskøbing Å. Selve projektet havde Christa Sofie Jensen udarbejdet som en del af hendes praktikperiode i Center for Teknik & Miljø i Guldborgsund Kommune.

Langs vandløbet på brinken lå der gydegrus i fire bunker, og det var vores opgave at lægge det ned i vandløbet og derefter rette gruset til.

Grusbanden bestod i dag af fire piger, Christa, Iben, Anja og Rikke, samt lige så mange ”mænd’er”, -Rasmus, Henrik, Rene og Erik. Foruden naturligvis mig, der dukkede op lidt før mødetid for at sikre mig, alt var som det skulle være.

Vi samledes foran den lille lokale kiosk, hvor vi gennemgik dagens opgave.

At lægge knapt 10 kubikmeter gydegrus, -18 tons, ned i vandløbet og dernæst rette det til, så det var klar til at modtage de gydevandrende havørreder, der skal gyde til vinter.

De otte deltagere ville gerne se, hvordan man udlægger gydegrus efter stokkemetoden, så det var første punkt på dagens schedule.

Derefter inddelte vi os i hold, -en ”tøsebande” og et hold af ”grusbanditter”.

Hver sit hold fik et par grusbunker at lægge i vandløbet.

Det gik forrygende og der gik ikke længe, før man kunne se, at det ville blive godt.

billed-3-maenderne-i-gang-radstedlobet-16-september-2017
Mænderne er i gang med gravearbejde i Radstedløbet.

Vi havde lagt pvc-måtter ned ad brinken, så gydegruset ikke gik til spilde mellem græs og urter. Det virkede fint.

Måtterne havde jeg fået forærende af Sara-telte i Roskilde, og med alt respekt, så må jeg nok have nogle flere, for det virker, og der er også andre, der kan få glæde af dem. ”Tøsebanden” gik til bunkerne med krum hals, og ligeså ”Grusbanditterne”, der ikke lod pigerne noget efter.

Vi blev derfor færdige på knapt tre timer inklusiv indlagte drikkepauser.

Da de sidste sten var lagt i vandløbet, gik der ikke længe, før vandet klarede op, og vi kunne se det fantastiske resultat.

billed-4-grusbanditter-rasmus-juel-ditlefsen-og-henrik-qvirin-reiter-med-bandelederen-radstedlobet-16-september-2017
Grusbanditter , Rasmus Juel Ditlefsen og Henrik Qvirin Reiter med bandelederen.

Vi kan være stolte af endnu en god dag i Den sjællandske Grusbande, med store smil og højt humør.

Særlig stolt synes jeg Christa skal være, for det var jo hendes projekt, -og jeg synes også at ane, hun gik rundt med et lille muntert smil på læben i takt med, at gydebankerne blev lagt tilrette i vandløbet.

Det er hendes fortjeneste, ørrederne i Radstedløbet nu får endnu bedre mulighed for at gyde, og dermed sikre et endnu bedre fiskeri i området omkring Lolland, Falster og Møn i Guldborgsund Kommune.

 

Bandeleder, Rune Hylby.

DM i Surfcasting 2017 afholdes i Kalundborg Kommune

dscn0237

I weekenden d. 22.-24. september afholdes det officielle danske mesterskab på Sejerø i FZ-kommunen Kalundborg.

dscn0262Arrangøren er Danmarks Sportsfiskerforbunds Surfcastingsektion, der i samarbejde med Dansk Surfcastingklub afholder arrangementet på Sejerø.

Det er et åbent arrangement, så alle med interesse i surfcasting kan deltage. Sidst mesterskabet blev afholdt på Sjælland, var det i Gribskov Kommune, hvor de slog rekord med antal fangede fisk – læs mere her

Danmarksmesterskabet består af en fiskekonkurrence (bund mede) om lørdagen, og en kastekonkurrence om søndagen, som afholdes på en nærliggende mark. Den individuelle Danmarksmester kåres i hver konkurrence. Derudover er der en kombineret vinder – som er den, der klarer sig bedst i begge konkurrencer.

Har du interesse i at deltage, kan du finde mere information på Dansk Surfcastingklubs hjemmeside her.

Sved, snavs og store smil i Truelsbækken

TØS’er, Grusbande, lodsejer, Maria Reumert og Gordon med sved, snavs og store smil efter den fantastiske indsats.

Da det begyndte at regne i onsdags i sidste uge, havde jeg ikke forestillet mig, at det stadig ville regne mere end to døgn senere. Det gjorde det!

Truelsbækken svulmede op og synliggjorde yderligere de problemer, der opstår, når der er spærringer i et vandløb. Der var vand over det hele! Derfor måtte vi også sande, at det projekt TØS og Grusbanden gav sig i kast med fredag eftermiddag, blev en anelse mere besværligt og tungt, end planlagt.

billed-5-sidste-svelle-fjernes-og-der-er-hul-igennem-september-2017
Svellebroen fjernes nu stykke for stykke. Det er Iben og Michael, der bærer, imens Christa kigger på. Foto: Andreas Findling-Rottem

Vi skulle fjerne 4-5 spærringer i det lille, men meget produktive ørredvandløb, Truelsbæk i Holbæk Kommune med udløb i Tempelkrogen. Forinden havde jeg talt med alle lodsejere og Holbæk Kommune, idet den slags opgaver, normalt ligger i et andet regi end blandt de frivillige.

I dette tilfælde ville vi hellere end gerne give en hjælpende hånd, da spærringerne efterhånden havde ligget i vandløbet i nogle år. Nu skulle der skabes ”frit løb”.

TØS og Grusbanden tog derfor initiativ til at hjælpe lodsejerne med at fjerne spærringerne med accept fra Holbæk Kommune.

Ti TØS’er og Bandemedlemmer dukkede derfor op, fredag eftermiddag i øsende regnvejr, og som en særlig appelsin i turbanen, dukkede også Enhedslistens miljøordfører Maria Reumert Gjerding (MF) op sammen med Gordon Henriksen fra Fishing Zealand.

billed-4-maria-reumert-gjerding-deltog-ogsa-truelsbaek-september-2017
Maria Reumert fra Enhedslisten er med til at fjerne spærringen ved svellebroen sammen med TØS og Grusbanden. Foto: Andreas Findling-Rottem

Maria og Gordon skulle optage et afsnit af ”Fisketegn” til Radio24syv, der netop handlede om det store frivillige arbejde, der foregår overalt i Danmark. Det var derfor helt naturligt at tage udgangspunkt i netop Den sjællandske Grusbande, og de mange resultater, vi har opnået.

Autentisk radio, for alt imens vi stod i en halvcirkel ved åen, da jeg præsenterede projektet og de ting, der skulle ske, -dukkede også den ene af lodsejerne op og tilbød at hjælpe os.

Vi gik først en kort tur langs vandløbet for at danne os et overblik over indsatsen. Derefter delte vi os i tre hold, der hver især fik én-to spærringer at tage hånd om.

Tre spærringer var særlig ”grimme”. Det var broer, der nu agerede stopklods for vandets frie bevægelse. Grene, kvas og alverdens andre genvordigheder, som var sammenfiltret ved broerne, som ikke længere var i brug.

Et par af broerne var lavet af store jernbanesveller, som nu lå delvis under vand. Tunge som et ondt år, og måtte fjernes én ad gangen.

billed-6-efter-abning-af-svellebro-laeg-maerke-til-vandstand-og-oprindelige-lob-september-2017
Fantastisk resultat, svellebroen er væk og nu løber vandet uhindret og frit. Læg mærke til, hvor stor opstuvningen har været. Nu vil fisk mm. kunne passere. Foto: Andreas Findling-Rottem.

Ved den ene bro, havde vandløbet fundet et helt nyt løb, idet Truelsbæk ved den pågældende bro var opstuvet mere end en halv meter. Vandløbet havde fundet en anden vej, og løb ud over engarealer, som kun ved store vandføringer, havde været passabel for fisk. Det skulle der laves om på, og vandløbet bringes tilbage i dets oprindelige løb.

TØS’er og bandemedlemmer knoklede på, sammen med Maria Reumert og Gordon. Resultatet blev fantastisk, og efter et par timers sved og snavs, kunne ingen af deltagerne længere skjule den tilfredsstillelse, der bredte sig. Vandløbet var frit!

Jeg fik helt gåsehud, da vi var færdige, -for med den indsats i det vejr, guderne havde skænket os, er jeg vildt stolt over alle deltagernes indsats og engagement.

TØS’er og bandemedlemmer kunne have brugt fredag eftermiddag på ting, der var noget mere komfortable, end at rende rundt i en å i silende regn og med mudder helt op til begge ører.

Men deltagerne havde valgt anderledes.

De ville gøre en forskel.

Jeg blev faktisk lidt rørt, da vi igen stod ved åen, svedige og snavsede, i en halvcirkel og drak en øl/vand, og fik lidt sukker fra gode gamle Yankee-bar.

Da jeg kørte hjem, godt brugt, var det med en rigtig god følelse om hjertet, -hold op en forskel, Den sjællandske Grusbande, igen i dag havde gjort.

Bandeleder,

Rune Hylby


Programmet, som Maria Reumert Gjerding og Gordon Henriksen optog under projektet, hedder ”Fisketegn” og sendes på Radio24syv en af de kommende lørdage kl. 10.05-11.00.

Fishing Zealand og Danmarks Sportsfiskerforbund afholder kursus i vandløbsrestaurering

op2Nyt kursus om vandløbsrestaurering giver kompetence til at undervise unge i det nye og spændende koncept ØrredPatruljen.

De kommuner, som er medlem af Fishing Zealand, har nu muligheden for at gennemføre undervisningskonceptet ØrredPatruljen i egne vandløb.

ØrredPatruljen er nyt uddannelsesforløb for unge mellem 14 og 20 år, som blandt andet har fokus på vandløbene, havørredens biologi og livscyklus samt vandløbsrestaurering. Det er med stor succes gennemført flere gange i Roskilde Kommune – læs mere om Ørred Patruljen her:

https://fishingzealand.dk/wp-content/uploads/Projektbeskrivelse-af-ØrredPatruljen-november-2014.pdf

Uddannelsesmaterialet er udarbejdet af Roskilde og Omegns Lysfiskerklub og Danmarks Sportsfiskerforbund, og for at kunne undervise de unge, er det nødvendigt at have stiftet bekendtskab med materialet.

dsc_0422-1Du får nu muligheden for at blive introduceret til ØrredPatruljen og det undervisningsmateriale, som anvendes. Du kommer også ud i naturen, hvor du sammen med de andre kursister gennemfører et restaureringsprojekt, lærer at bedømme vandløbets kvalitet.

Hvornår: Tirsdag den 3.oktober 2017 kl. 12:00 – 17:00 i Faxe Kommune.

Adresse: PIV (pioner i vandløbspleje) Hovedgaden 4 – 4654 Faxe Ladeplads

Dagsorden: Kl. 12:00

Vi serverer en sandwich og drikkevarer. Der vil bliver budt på kaffe og kage om eftermiddagen. 

Velkomst: Uffe Clemmensen formand for Rolk og Projektleder af ØrredPatruljen

Underviser: Biolog Jimmi Spur Olsen Vordingborg Kommune

Ved afslutningen af kurset, vil du modtage et bevis på din deltagelse.

Indhold: Ørredbiologi, vandløbs-økologi, teori om vandløbsrestaurering, praktisk vandløbsundersøgelse, vandløbsrestaurering i praksis.

Medbring: Gummi- eller skridtstøvler, arbejdshandsker og tøj, som må blive vådt.

Vil du vide mere: Kontakt Uffe Clemmensen formand for ROLK. uffec@rolk.dk eller tlf. 40532775

Tilmelding, senest den 28. september 2017: uffec@rolk.dk

Sammenskudsgilde om Fiskeplejen på Isefjorden

billed-1-verdensholdet-i-fiskepleje-alt-1-6-september-2017

I onsdags i sidste uge samlede Tuse Å’s Ørredsammenslutning et ”verdenshold i Fiskepleje”. Med repræsentanter fra både DTU Aqua, Fiskerikontrollen, fiskeopdrættere, nøglefiskere, Fishing Zealand, vandplejefolk og ikke mindst de to lokale foreninger, TØS og Odsherred Sportsfiskerforening, blev der drøftet udsætning, effekt og potentiale.

I alt var vi fjorten deltagere, der alle havde mangeårig erfaring og viden om vand- og fiskepleje, herunder naturligvis også fiskeriforvaltning og –regulering.

Baggrunden for mødet var, at DTU Aqua, der administrerer Fiskeplejen, igennem de seneste år har undersøgt fangsterne i Isefjorden.

I både 2014 og 2015 blev alle ørreder, der skulle sættes ud som mundingssmolt i Isefjordens vandløb, nemlig finneklippet.

Fyns Laksefisk, som opdrætter alle vores fisk, blev fedtfinnen klippet af, for at kunne kende de små udsatte ørreder fra de vilde ørreder, klækket og opvokset i vandløbene på naturlig vis.

Næsten 200.000 små ørreder blev klippet de to år.

Baggrunden for denne fedtfinne-klipning var, at DTU Aqua ville se, hvor stor en del af fangsterne, disse udsatte ørreder udgjorde af den samlede fangst af ørreder i Isefjorden.

En form for Fiskepleje-cost-benefit-undersøgelse!

Undersøgelsen er endnu ikke helt færdig, men de foreløbige resultater viser, at kun omkring 20 % af fangsterne i Isefjorden, er klippede ørreder.

Det vil vi gerne optimere.

Derfor havde vi samlet dette ”verdenshold i Fiskepleje”, for at få et mere nuanceret billede. Vi lagde ud med et regulært fakta-check. Hvad ved vi…..!?

Hver især kunne vi bidrage med et bredere billede af, hvordan ”verden ser ud”. Brainstorm i ordets bogstaveligste forstand.

Efterfølgende tegnede der sig et billede af, at vi kan skrue på nogle af de parametre, der sandsynligvis kan gøre en forskel: Ikke revolutionerende nyt og ikke radikale ændringer, for vi gør det egentlig meget godt. Men små ændringer, der kan give et større udbytte.

Én af de parametre, vi kan skrue på, er blandt andet tidspunktet for udsætningerne.

Hvis vi sætter fiskene ud umiddelbart inden mørkets frembrud, vil de små –og forsvarsløse ørreder ikke være udsat for samme predation fra måger og skarver, idet fuglene sover om natten……men det gør ørrederne ikke. De vil derfor kunne trække ud i Isefjorden i ly af mørket!

Ligeledes er skræmme-kampagner mod fuglene effektivt, og her er der gode erfaringer fra Fyn, hvor Søren Knabe fra Vandpleje Fyn kunne fortælle, at tilstedeværelse af folk i de meget tidlige morgentimer på udsætningslokaliteterne, havde haft en god indvirkning på smoltoverlevelsen på Fyn.

Ørrederne slap –so to speak- for at ende på morgenbordet i skarvkolonien.

Af de mere kuriøse muligheder, blev det nævnt, at vi kunne opbevare ørredsmolten i bure i åerne indtil de havde vænnet sig til forholdene og kunne ”slippes fri” på det mest gunstige tidspunkt, -med en stor afstrømning, idet ørredsmolt har en preference for at vandre ud i havet ved store vandføringer.

Dermed lå det også lige til højrebenet at holde vandet tilbage i de vandløb, hvor der er sluseporte, eksempelvis i Tuse Å, Elverdamsåen og Lammefjordskanalerne og så åbne for ”sluserne” i bogstaveligste forstand, når ørredsmolten blev sat ud.

De små ørreder ville dermed blive skyllet ud i fjorden!

Da vi tre timer senere rejste os og takkede hinanden for et godt og meget konstruktivt møde, havde vi samlet en fin lille ”værktøjskasse” af muligheder for at optimere fiskeplejen i Isefjorden. Men vi stopper jo ikke dér, -vi skal have implementeret disse ændringer således, at vi får et lidt større udbytte af Fiskeplejen.

Derfor har vi aftalt at justere på nogle af parametrene allerede i det kommende år, og vi har aftalt at følge op på justeringerne, så vi hele tiden får evalueret og gjort det målbart.

Af samme grund vil vi i nærmeste fremtid invitere nøglefiskerne til møde for at aftale, hvordan vi kan sikre deres store viden på området og lade disse erfaringer indgå i den samlede vurdering.

Det videre arbejde bliver helt vildt spændende, og allerede nu glæder jeg mig til, at vi kan medvirke til at forøge fangsterne af ørreder i Isefjorden.

 

Bandeleder,

Rune Hylby.