Deltag i Danmarks eneste Catch & Release kystkonkurrence!
Den 27.-29. oktober 2017 afholdes fjerde udgave af Danmarks eneste Catch & Release havørredkonkurrence. Fang en stor smuk havørred, tag et billede af den og sæt den efterfølgende ud i fjorden igen – og tag en flot præmie med hjem i stedet!
I år er der nyheder i forhold til tidligere år. For det første er tilmeldingsgebyret sat ned til bare 250 kr., og konkurrencen har skiftet navn til ”Fjordlandet Open”. Oprindeligt startede dette glimrende initiativ på Orø, men da Orø Kro lukkede, valgte andre kræfter at videreføre konkurrencen. Fjordlandet Open bliver derfor i år drevet i et tæt samarbejde mellem Pro-Outdoor, Holbæk kommune, VisitHolbæk, Værftscaféen og Fishing Zealand. Basen for konkurrencen er ligeledes flyttet til ”Værftscafeen” på Holbæk Havn, hvor der vil være obligatorisk infomøde fredag aften samt præmieoverrækkelse om søndagen. Præmierækken er udvidet, og der vil være præmier til de 5 længste fisk samt en præmie specifikt til juniorer (under 18 år). Sidste nyhed er, at et evt. overskud fra konkurrencen går til vandpleje og udsætninger af fisk i fjordens vandløb – dermed støtter du med din deltagelse i konkurrencen op om at sikre en god havørredbestand i fjordlandet fremover.
Ganske som tidligere fortsætter fiskekonkurrencen som en frivillig C&R konkurrence (Catch & Release). Derfor skal du ikke tage fisken med til indvejning – den skal blot fanges, registreres med målebånd og foto og tilmeldes i konkurrencen. Da det er en frivillig C&R konkurrence, har du selvfølgelig lov til at hjemtage din fangst, hvis man ønsker dette.
Der er kontante pengepræmier til Top-5 fiskene; med 6.000 kr. til vinderen, derefter 4.000 kr. til andenpladsen og efterfølgende 2.500 kr., 1.500 kr. og endelig 1.000 kr. til femtepladsen.
Weekenden byder udover fiskekonkurrencen på to andre konkurrencer, nemlig en foto- og en videokonkurrence. Så tag et fedt foto i løbet af weekenden eller gå straks i gang med at producere en lækker fiskefilm fra fjorden – så vinder du måske en af præmierne på 2.500 kr.
Alle deltagere samles fredag aften på ”Værftscafeen” på Holbæk Havn og afhenter måleredskabet, der skal anvendes i konkurrencen. Denne aften vil arrangørerne ligeledes gennemgå og skitsere reglerne for konkurrencen, og Fishing Zealand fiskeguide Keld Juel Michaelsen holder et oplæg om efterårsfiskeri i fjorden. Fishing Zealand fiskeguide Lars Juel Hansen slutter af med at vise, hvordan en effektiv flue til fjordens ørreder bindes.
Selve fiskekonkurrencen starter lørdag morgen kl. 00.01 og slutter søndag kl. 16.00, hvorefter der kl. 17.00 er afslutningsceremoni og præmieoverrækkelse på ”Værftscafeen” i Holbæk Havn ved Fishing Zealand.
Nu er det ganske vidst…. -der er sat en dato for indvielse af vådområdeprojekt Tempelkrog Syd, Elverdamsåen.
Det sker torsdag den 14. september 2017 kl. 13.00 – 14.00, ved Elverdamsåen, hvor der skal åbnes for det nye slyngede forløb og lukkes for det gamle åløb.
Programmet for dagens meget glædelige begivenhed byder på både tale ved Naturstyrelsen, selve åbningen og lidt forfriskninger.
Derefter skal vi på job, idet vi skal tømme det gamle å-løb for fisk, og derefter sætte dem alle over i det nye og slyngede å-løb.
På strækningen står der allerede store gydevandrende havørreder.
De skal flyttes.
Og der står også en masse små ørreder, som også skal flyttes.
Det skal ålene også og den lille flok af store karper, som vi hvert år fanger på elektrofiskeri, når vi opfisker moderfisk til årets opdræt.
Det bliver en meget spændende dag, -blandt andet fordi vi i denne sammenhæng får et meget præcist billede af, hvilke fisk og ikke mindst, hvor mange, der lever på en længere å-strækning af Elverdamsåens kvalitet.
Peter Henriksen, der er Fishing Zealands fiskefaglige rådgiver, vil også deltage.
Hvis du har lyst til at hjælpe med, kan du sende en mail eller sms til bandeleder, Rune Hylby på hylby@mail.dk eller på telefon 2536 4280.
Hvis du har lyst til at gå nede i vandet og hjælpe under selve elektrofiskeriet, kan du lige give mig et praj, så kan du komme helt tæt på.
Parkering er efter aftale med Svane på Ådalegård, Roskildevej 467, Tølløse ved Rundbuehallen og vi mødes ved det nye forløb af åen, øst for Ådalegård kl. 13.00.
Rekord-mange valgte i år at deltage Makrel Festivalen, som blev afholdt i den forgangne weekend. Helt nøjagtigt 234 personer, fordelt på ca. 60 både var med, og igen i år var humøret i top; både hos konkurrencedeltagerne og de mange besøgende under festivalen.
Junior klassen var i år domineret af pigerne, da Borgmester for Odsherred kommune Thomas Adelskov kunne udnævne Liv Kofod som vinder med en makrel på 974 g. skarpt forfulgt af Marie Hvass Hansen med 941 g og Markus Nielsen med 911 g. Alle deres præmier var sponseret af Honda Shoppen, som har været med på Makrel festivalen alle 4 år.
Thomas Bøge Nielsen, fra Ringsted kunne lade sig hylde som Danmarksmester i makrelfiskeri, i en tæt pakket Auktionshal. Han vandt med en makrel på 1174 gr. fanget på Sjællands Rev lørdag, hvor hans Team gjorde det så godt, så de også vandt Team konkurrencen, med en samlet vægt for deres 10 største makreller på hele 9355 gr.
Opbakningen fra Makrel Festivalen sponsorer har igen i år været helt fantastisk. GARMIN sponserede for 4 år i træk elektronik til alle vinderne i Team konkurrencen. LOWRANCE stod for hovedpræmien til Danmarksmesteren, og resten af grejpræmierne var sponseret i samarbejde med Jagt & Fiskerimagasinet. Der var lodtrækning om flere præmier. Blandt andet vin fra ØRNBERG, middag på DRAGSHOLM SLOT og hovedattraktionen som var en gummibåd med påhængsmotor fra HONDA.
Som alt andet var maden også altid i top under Makrel Festivalen. Både fredag og lørdag aften kunne gæster på havnen, lokale og konkurrence deltagere nyde godt af buffet med helstegt pattegris saftigt oksekød og lækkert tilbehør fra Den Gyldne Hane, som også stod for en overdådig frokost lørdag. Morgenmaden og madpakkerne stod, som alle forgangne år, Kattegat købmanden for, han rundede også festivalen af med det årlige sildebord.
Det glæder mig utrolig meget, at det lille gyde- og opvækstvandløb, Radstedløbet på Lolland i Guldborgsund Kommune skal restaureres.
Det sker den 16. september 2017.
Det lille vandløb, der blot har et opland på knapt 7 kvadratkilometer, løber til Sakskøbing Å sydøst for Sakskøbing
Radstedløbet har en lille fin ørredbestand, som bestemt vil få glæde af dette restaureringsprojekt, som Christa Sofie Jensen fra Næstved har lavet.
Hun har været ansat som praktikant i Guldborgsund Kommune, og har stået for dette projekt til glæde for både ørredbestanden i Radstedløbet, men jo også til glæde for de lokale lystfiskere.
Christa har lavet projektet sammen med Søren Kock Laursen, der er biolog i Center for Teknik & Miljø i Guldborgsund.
Kommunens folk vil derfor stå for store dele af projektet, blandt andet den økonomiske del.
Igennem en årrække, har flere større eller mindre spærringer forhindret Isefjordens havørreder at vandre op på de øvre dele af Truelsbækken, som er et fint lille vandløb med et meget kraftigt fald og dermed en masse egnet gydebund fri for sand og slam.
Truelsbækken har sit udspring nordvest for Tølløse og løber derefter under både jernbanen, motorvejen mod Kalundborg, siden Holbækmotorvejen, for endelig at munde ud i den vestlige del af Tempelkrogen, nogle få hundrede meter fra Elverdamsåens udløb.
Dette lille fine vandløb, hvoraf den sidste kilometer løber dybt skåret nede i en slugt, har jeg i mange år fulgt, blandt andet under vinterens registreringer af gydegravninger.