Kategorier

Bloggere

Rekord-mange gydegravninger i Græse Å

Endnu en gydegravning på Speedway-strækket i Græse Å. Det er Jan Hornum, der har været forbi med kameraet. Det er en havørred på ”Nøddebanken”, som de lokale kalder én af de gydebanker, vi lagde ud i 2021.

Kaj Larsen og Christian Lund Petersen fra Havelse Å Vandplejegruppe, har været primus motorer på de tre projekter, Vandplejegruppen og Grusbanden har udført i fællesskab de seneste 2½ år. Vi har holdt møder med lodsejere, Frederikssund Kommune og udarbejdet projektbeskrivelser og udført de tre projekter med deltagelse af henved 100 deltagere tilsammen. Derudover har folkene i denne del af regionen spulet gydebanker, lavet bestandsanalyser og i det hele taget, har Kaj og Co gjort det aldeles fremragende.

Senest har Christian Lund Petersen og Jan Hornum været i Græse Å for at registrere gydegravninger, som er en vigtig del af den evaluering, vi har til rådighed, når vi har udført projekter i vandløbene. Metoden er naturligvis forbundet med en vis usikkerhed, men den giver bestemt en nogenlunde valid vurdering af gydebestanden i et givent vandløb, herunder også Græse Å, der ikke er større, end at man kan tælle antallet af gydegravninger for at estimere antallet af ørreder, der har været på gydebankerne for at videreføre næste ørredgeneration.

Først ringede Kaj for at fortælle, hvordan det var gået, og dernæst talte jeg med Christian. Begge var vidunderligt begejstrede. Den indsats, de frivillige fra Havelse Å Vandplejegruppe og Grusbanden, har knoklet for, er i høj grad blevet belønnet i Græse Å i form af aktivitet på gydebankerne.

Christian og Jan registrerede ikke mindre end 82 gydegravninger i Græse Å!!!! Antallet af ørreder på gydevandring er derfor omkring 164 fisk, da estimatet for gydebestanden beregnes med en faktor 2, -altså det dobbelte antal i forhold til antallet af gydegravninger, da det jo kun er hunnerne, der graver. Fuldstændig fantastisk og en mega cadeau til de frivillige.

Den store gydebanke, vi lagde ud i efteråret 2020, er endnu engang blevet brugt, og Jan Hornum har sin daglige gang ved det brusende vand.

Tænk engang, for 2½ år siden restaurerede vi en strækning ved Hauge Møllevej (kolonihaverne), for 1½ år siden en lang strækning ved Speedwaybanen og i efteråret restaurerede vi en strækning ved Græse Mølle.

Imellem Speedwaybanen og Græse Mølle har Kaj og jeg i samarbejde med Skovskolen yderligere ventileret et par gydebanker, hvilket også skete for 1½ år siden.

Det vigtigste af det hele er, at mange lokale folk har taget vores projekter til sig, og ikke mindst Lise Novrup og Jan Hornum, der begge selv har været med til at restaurere Græse Å, når der skulle udføres gode gerninger, har i den grad draget omsorg for åen og ifølge Lise, -har deres daglige slentreture langs åen.

Se, det er både prisværdigt og det er mega vigtigt.

Det var Jan og Lise, der opdagede forureningen sidste år i marts i Græse Å.

En sag, som også Christian Lund Petersen tog del i og fik dokumenteret.

Lise har ovenikøbet optaget en lille film, som jeg har lagt op på min grusbandekanal på youtube med linket: https://youtube.com/shorts/piEj4kWjV98?feature=share.

Jan Hornum har desuden taget flere billeder på de gydebanker, vi har lagt ud og de er blevet gennemgravet, skal jeg hilse og sige.

Det er mega glædeligt, at netop de fire strækninger, hvor vi har restaureret mere end 1½ kilometer, Kolonihaverne, Speedwaybanen, Hørup og Græse Mølle, i den grad har været et aktiv for ørredernes gyde-lyst.

De fire strækninger er gået fra 50 gravninger i 2021 til 58 gravninger i 2023. En stigning på 16 %.

Hvor er det vidunderligt at naturen, -læs ørrederne, i den grad kvitterer for det (til tider) hårde arbejde.

Registreringen af gydegravninger har Christian Lund Petersen og Jan Hornum stået for i Græse Å. Fantastisk flot resultat, og ikke noget at sige til, folkene i Havelse Å Vandplejegruppe, og Den sjællandske Grusbande er glade for ørredernes kvittering for det hårde arbejde i åen med grus og sten.

Jeg tør nærmest ikke tænke på, hvordan fremtiden kommer til at forme sig for Græse Å, idet vi allerede i efteråret igen kommer på besøg, -Havelse Å Vandplejegruppe og Grusbanden, når de sidste sten og nyt gydegrus skal udlægges på strækningen ved Græse Mølle. Et projekt, vi kun blev delvis færdige med i efteråret.

Christian Lund Petersen og Jan Hornums registrering fortæller os jo egentlig blot det, vi hele tiden har vidst, -at der er et kæmpe potentiale i, ikke blot Græse Å, men også i de øvrige vandløb til Roskilde Fjord.

Gravninger på de forskellige delstrækninger af Græse Å. Fantastisk brugbart at lægge tallene ind i et regneark, som Christian har gjort det her.

Sillebro Å, -ligeledes i Frederikssund Kommune, har nemlig også givet folkene i Havelse Å Vandplejegruppe en ualmindelig kærkommen gestus, idet også Sillebro Å har kvitteret for den indsats, der er lagt i dette vandløb.

I Sillebro Å er der også her rekordmange gravninger. 68 gravninger i år, mod 46 gravninger sidste år og 58 gravninger forrige år. Tænk engang, at Sillebro Å kan mønstre op imod 136 gydefisk!!!! Jeg fattes ord!

Sillebro Å vil ikke stå tilbage for fremgangen i Græse Å, -også selvom indsatsen har været knapt så omfangsrig som i Græse Å. Rekordmange gravninger også her.

Buttom line er, at vi har fået et kæmpe klap på skulderen af de ørreder, som vi krydser fingrer for, tager imod vores miljøforbedringer.

Ikke blot ørrederne, har glæde af vores indsats, -det har naturen hele vejen rundt om et sundt reproducerende vandløb. Insekter, isfugl, vandstær, -ja sågar fiskehejrerne nyder godt af vores indsats. Biodiversitet på øverste hylde.

-Og det kan godt være, man kører speedway lidt nord for Græse Å på ét af de stræk, vi har restaureret, men nede i åen er forholdene (nu) til formel 1 for ørrederne.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com