Overskud fra Fjordlandet Open går til vandpleje.
- 25. september 2020
Fjordlandet Open har i flere år haft base i Holbæk med stor succes. Overskuddet fra de konkurrencer har over årerne summeret sig op til i alt 11.335 kr. Ideen med et evt. overskud af Fjordlandet Open har altid været, at det skulle gå til vandpleje i Fjordlandet.
Der har fra lokal side været et ønske om at give det til en forening i lokalområdet, der arbejder og brænder for vandpleje. Derfor var det naturlige valg at give overskuddet til Tuse Å’s Ørredsammenslutning (TØS), der i mange år har arbejdet med vandpleje i Tuse Å, samt i mange af de andre tilløb til Isefjorden bl.a. Elverdamsåen, Truelsbæk og Ellerenden.
Arrangørerne bag Fjordlandet Open takker mange gange for den store opbakning til konkurrencen blandt alle de deltagende lystfiskere, der har gjort det muligt, at der kan gives penge til vandpleje fra konkurrencen.
Formand for TØS, Rune Hylby er meget glad for pengene fra konkurrencen, og ser det som en stor anerkendelse af den store frivillige indsats, TØS i samarbejde med kommunerne, lodsejerne og Den sjællandske Grusbande yder. TØS vil gøre alt for, at overskuddet fra Fjordlandet Open kommer lystfiskerne på fjorden til gode ved at lave yderligere restaureringsprojekter.
Deltagerne i konkurrencen har også tidligere ved flere lejligheder doneret penge til vandpleje. Senest i efteråret 2019 hvor Pro-Outdoor i Holbæk sponserede præmier til et amerikansk lotteri, hvorfra der blev indsamlet 5.484 kr. – der også skal gøre nytte til vandpleje i Fjordlandet. Det kan du læse mere om her.
Fjordlandet Open er i 2020 flyttet til Frederikssund Kommune, hvor efterårsudgaven netop er blevet afholdt i den forgangne weekend, mens forårsudgaven forventes at blive afholdt i Roskilde Kommune i foråret 2021.