Kategorier

Bloggere

Livsbekræftende oplevelser for udsatte børn og unge

DSC_0325
En asylansøger får instruktion i Put & Take fiskeri i Ørsted Fisk & Golf.

Det er ingen hemmelighed, at Fishing Zealand og undertegnede har store ambitioner på adskillige områder. Et af dem er den sociale indsats over for udsatte børn og unge. Et skridt i den retning er deltagelse i den kommende første nationale konference om sociale indsatser i naturen for udsatte børn, unge og familier, som arrangeres af Red Barnet. Her har jeg sagt ja til at afholde en workshop: ”Lystfiskeri: Vejen til livsbekræftende oplevelser for udsatte børn og unge”, hvor jeg håber, at dette kan være startskuddet til Fishing Zealands rolle på dette vigtige, men vanskelige område.

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at lystfiskeri kan noget helt særligt, når det gælder udsatte børn og unge. Der opstår en enestående forbindelse mellem naturen og fiskeren direkte igennem linen og den stang man holder i hænderne. Denne unikke oplevelse mellem fisker og de naturlige omgivelser omkring os kan skabe glæde og selvværd, og på denne måde kan lystfiskeri få en stor social og samfundsmæssig værdi.

Jeg har ved flere lejligheder set triste og deprimerede børn og unge pludselig lyse op med fiskeglæde. Det er en helt speciel og meget livsbekræftende oplevelse i de magiske øjeblikke, hvor en fisk hugger og efterfølgende fanges. Det kræver forståelse af naturen, situation og visse evner, men når det hele så endelig lykkes, giver det tilsvarende også en enorm glæde og selvværd for fangeren. Noget der kan give fornyet energi og håb i flere henseender.

Jeg har bl.a. været med til at organisere en gratis fisketur for over 100 lockoutramte skolebørn samt et arrangement hvor Fisk & Fri, Pure Fishing, Discovery Channel og Ørsted Fisk & Golf samarbejdede om at give 20 unge fra Asylcenter Auderød en fantastisk dag. Pædagogerne var i den grad begejstrede og fortalte, at de ikke havde set flere af børnene så glade i al den tid de havde opholdt sig i Danmark. Denne dag var et levende bevis på hvad lystfiskeri kan. Du kan læse en artikel fra Fisk & Fri om dagen her.

Fiskeoplevelserne giver også en øget bevidsthed omkring natur og miljø, og der er nok af gode grunde til at tilbyde lystfiskeraktiviteter i fx skoler, institutioner og i andre sammenhænge.

Desværre kan flere måske være lidt skræmte ved mangel på viden, grej og andre praktiske forhindringer. Og man skal jo også gerne fange noget. Og det er her vi lystfiskere kan hjælpe til. Den viden og den knowhow vi har, skal kombineres med de dygtige socialarbejderes evner og engagement, således at de sociale institutioner kan udnytte potentialet i lystfiskeri i højere grad.

Hvis vi først får forenet disse parter på den rigtige måde og får sat fiskeoplevelserne i system, kan vi sammen tilbyde udsatte børn og unge helt unikke succesoplevelser i naturen.

Konferencen er et skridt i den rigtige retning for at kombinere disse kræfter og arbejde fremad. Har du en interesse i at deltage i dette arbejde, hører vi gerne fra dig, og du er meget velkommen til at deltage i konferencen, som foregår d. 8. oktober på Skovskolen i Nødebo.

Du kan læse mere om konferencen og workshoppen her.

Og du kan tilmelde dig her.

Jeg håber vi sammen kan løfte opgaven.

-Gordon