Lystfiskeri er en meningsfuld og social beskæftigelse, som giver en god indgangsvinkel til oplevelser i naturen.
Alle vi, der arbejder med unge i naturen og med lystfiskeri, ved, hvor stor tiltrækningskraft dette har. Det at være i samhør med naturen og opleve dens mangfoldighed er noget, der sætter et godt aftryk hos de fleste. Når vi nu ved dette og gentagne gange oplever det, kan det undre mig, at der fra Christiansborg og helt ud i de enkelte kommuner ikke ”investeres” meget mere i disse former for oplevelser og denne type formidling?
En tur på eller ved vandet kan – udover at være hyggetur med gode oplevelser – også udvides med en række pædagogiske læringsprocesser: Stoffet er jo uendeligt! Har man først fanget en fisk, er det jo godt at vide, hvor den kommer fra, og hvordan fiskens biologi er.
På en nylig konference med bl.a. Red Barnet som arrangør – en konference ved navn ”Naturen og sociale indsatser” – mødtes vi flere hundrede personer, der ”brænder” for den samme ide: Nemlig at skabe interesse for naturen gennem oplevelser og anvende naturen som løftestang for udsatte grupper. Kritikerne kunne jo sige, at fordi man hiver en fisk op, er det jo ikke ensbetydende med, at man kan ”finde sig selv”, komme væk fra et liv i konflikt eller andet tilsvarende. Men netop naturen, og måske i særdeleshed lystfiskeriet, kan noget særligt. Hvem husker ikke sin første fisk? Den oplevelse vil altid stå for én som noget særligt!
Lystfiskerklubben ROLK, Fishing Zealand og Roskilde Oplevelseshavn havde i samarbejde lavet en fiskedag ved Hedelandssøerne for Nordgårdsskolen med klassen Nordlyset. Dagen bød på super godt vejr og glade unger, som alle kæmper med små og store problemer i deres hverdag. Med frisk luft og masser af gåpåmod, blev der skabt nogle sjove episoder med grin og højt humør. At være i det fri giver åbne rammer, og så fik de også lært noget om fiskene og fiskeriet.
Én af drengene havde aldrig fisket før og vil nok aldrig glemme denne dag. Efter lidt hjælp og instruktion, oplevede han det ultimative; nemlig at fange sin første fisk og endda en dejlig ørred. At se det lys, der tændtes i hans øjne, var hele dagens arbejde værd. Han glemmer aldrig denne fiskedag, og for ham var det en triumf. Han oplevede nemlig succes med noget, han ikke havde prøvet før, og det giver jo mod på at prøve nye ting. Her blev en lystfisker født!
Denne og andre episoder styrker min tro på, at vi kan skabe nogle nye, udfordrende og spændende rammer for en masse unger, der måske ikke altid ”passer lige ind”. Med Roskilde Kommunes involvering i Fishing Zealand, har vi den platform, vi skal arbejde på. Her har vi mulighed for, at få vores budskab hørt, men det kræver også, at vi hele tiden formidler den gode historie. Det giver respekt og åbninger i forhold til at skabe en masse nye tiltag for børn og udsatte unge i området.
Vi er nødt til at sætte tingene i system, så vi kan formidle budskabet og projektet tydeligt og klart. I ROLK og Roskilde Oplevelseshavn arbejder vi med at udvikle et helt nyt koncept; selvfølgelig med fokus på børn og udsatte unge. Vi forventer at kunne præsentere det inden udgangen af 2013.
Brakvandsaborren er et godt eksempel på en fisk, der har behov for beskyttelse. Den trækker op i åerne for at gyde i efteråret, og særligt de store fisk er vigtige for artens overlevelse.
Vil det være muligt, med lidt anderledes tænkning, eksempelvis ved indførelse af både et mindste og et størstemål, et såkaldt ”vinduesmål” på nogle af de mest attraktive arter, såsom havørred, laks, gedde, aborre, ål, torsk og diverse fladfiskearter, at øge antallet af fisk? Vil det kunne komme både lyst og fritidsfiskere og i vid udstrækning også erhvervsfiskerne til gode? Eller vil det skabe uforudsete problemer?
Traditionelt set er mindstemål blevet brugt til at regulere fiskeri på de kommercielt interessante fiskearter. Mindstemål på fisk er en rigtig god måde at sikre, at den enkelte fisk når at vokse sig stor nok til at kunne videreføre generationen. Mindstemålet er dog også indirekte med til at øge fokus på de store individer. Derved kan og vil fiskeritrykket, relativt set, blive meget højt på de største/ældste individer, hvad enten det gælder kommercielt fiskeri, eller lystfiskernes jagt på den næste trofæfisk. Det kan skabe nogle uheldige konsekvenser, når kun der fiskes på de største individer i en population.
En stor aborre genudsættes, så den kan videføre arten.
Eksempelvis producerer store fisk generelt langt flere og større æg end mindre fra samme art. Det yngel, der klækker fra store æg, har langt bedre overlevelseschancer end de, der kommer fra mindre æg. Derudover er flere arter også fleregangsgydere, hvis de får mulighed for det. Det betyder ikke, at de mindre fisk er ligegyldige for den samlede bestand. I naturen blander de mindre individer sig naturligt med de store, og får derved så optimal en genpulje som muligt for videre overlevelse.
Det er også påvist, at kommercielle arter, såsom torsken, kønsmodner i størrelser der er væsentligt mindre de sidste 100 år, hvilken igen betyder færre og mindre æg, og at disse æg har mindre sandsynlighed for at overleve og udvikle sig til store torsk. Man mener, at det kan ”betale sig” for torsken at være lille og at vokse langsomt for jo længere tid den er lille, jo længere tid er den i sikkerhed for fiskeriet. Det menes også, at torsken bliver tidligere kønsmoden for at nå at gyde, inden den selv bliver fanget.
For at forsøge at undgå ovenstående scenarier kunne være smart at sprede fiskeriet ud over flere størrelser af de enkelte fiskearter, og ikke kun fokusere på de største trofæfisk. En mulighed kunne måske være at gøre op med mindstemålet på de populære arter og i stedet indføre en form for ”bag limit” eller kvotesystem, hvor det kun er lovligt at hjemtage et vist antal individer om dagen. Det kunne også være en mulig løsning at indføre vinduesmål, som i eksempelvis USA og Australien. Med vinduesmål er der altså både et mindste og et maksimalmål hvor fiskens størrelse afgør om den må hjemtages eller ej. I USA og Australien har der i mange år været forskellige måder at forvalte de attraktive fiskearter på. Nogle arter er der mindstemål på, andre har vinduesmål, og andre igen må gerne fanges, men ikke hjemtages, altså en ”total catch and release” eller “gamefish status” på visse arter. I disse lande vurderes det, at det er måden, hvormed der kommer flest fisk retur til systemet til gavn for alle.
Her genudsættes en fed fjordørred over mindstemålet. Måske er det på tide at hæve mindstemålet – for at sikre en bestand med flere større individer?
I Danmark har enkelte foreninger forsøgt sig med eksempelvis vinduesmål, og også på Østersølaksen er der specielle restriktioner for erhvervsfiskerne, men det er enten af lokale interesser, eller af andre hensyn disse tiltag er gjort. Ingen af disse tiltag er endnu indført nationalt, hvorved det ville være muligt at se en større effekt.
Et tænkt men spændende eksempel kunne være at indføre vinduesmål på havørred fra 40-80 cm på nationalt plan. Det vil da kun være lovligt at hjemtage de fisk, der er over 40 cm, men under 80 cm. Det ville sikre, at fisken har mulighed for at nå at vokse sig stor nok til at kunne begynde at reproducere sig selv, men samtidig give den en form for motivation til at vokse så hurtigt, at den når at vokse sig i sikkerhed igen, når bliver mere end 80 cm lang. Det vil gøre, at de store havørreder stadig vil have mulighed for at bidrage til fremtidige generationer. Men vil det betyde flere fisk om 10 år?
Der er en del udfordringer ved denne form for forvaltning. Hvordan holdes de store individer ude af eksempelvis et trawl, der fisker efter torsk? Og hvordan får man en sportsfisker, der lige har fanget sit livs største fisk, til nænsomt at genudsætte den for videre overlevelse?
Der er måske ikke nogen enkel løsning på problemet, men der ligger ganske givet masser af muligheder for fremtidens fisk og fiskere, som venter på at blive udnyttet.
Er du lidt i tvivl om, hvor du skal tage hen efter havørrederne lige nu, er det måske Isefjorden, du skal besøge?
Den ydre del af fjorden har givet godt med fangster de sidse par uger. Blandt andet er der en del fine havørredfangster på omkring de 50 cm.
Jeg var selv ude en tidlig morgen på østsiden af fjorden. Da solen dukkede op, begyndte der at ske noget ude over blæretagsbælterne. En fin havørred sprang helt fri af vandet, og snart derefter landede min Kobberbasse-flue lige i området. Et par gode lange træk i linen udløste en godt hug, en flot havørred på 50 cm var kroget og den hoppede helt fri af vandet flere gange. Minutterne gik, og til sidst kunne jeg håndlande en fin fjordbasse på 50 cm.
Det må siges, at havørrederne er i topform for tiden. Fisken kom tilbage i baljen med håb og gensyn til foråret som overspringer.
Som altid på mine fisketure bevægede jeg mig meget, og da jeg nåede ind i bugten, viste en mindre havørred sig meget forsigtigt i overfladen, da den tog et lille flyvefærdigt insekt.
Jeg sneg mig forsigtigt hen til stedet og placerede en Kobberbasse i bulls-eye. Fisken fulgte efter kobberbassen og lidt efter kom hugget.
Flere gode spring fulgte, men efter en kort men intens fight kunne den håndlandes og derefter komme tilbage i baljen.
I næstfølgende kast mærkede jeg et kontant hug helt ude i kastet. En god havørred viste blanksiden, og så kom der ellers flex på klingen. Fisken sprang fri af vandet adskillige agnge over det lave vand, men Kobberbassen sad heldigvis godt fast – og fisken måtte til sidst give op. Det var en flot halvmeters fisk, der blev nænsomt genudsat med håb om gensyn.
Efter sådan en morgentur bliver det vist ikke meget bedre. Det er dejligt at alle miljø- og vandløbsforbedringer gennem de seneste årtier har gjort det muligt at fanget alle disse flotte havørreder i vores fjorde og kyster.
Før i tiden var det sjælden, at man kunne fange en håndfuld havørreder på en kort morgentur i Isefjorden, og hvem ved – måske kan det blive endnu bedre!
Det spørgsmål har jeg hørt stillet masser af gange. Og jeg stiller det da også nogle gange selv. Jeg er ikke 100% enig i alt hvad Danmarks Sportsfiskerforbund foretager sig – Men jeg er nu heller ikke altid enig med min kone, min familie eller mine bedste venner. – Men jeg vil nødigt undvære nogen af dem, og sjovt nok, har jeg det på samme måde med Forbundet.
Vi lystfiskere er en bred befolkningsgruppe med helt forskellige interesser, holdninger og væremåder. Og sådan skal det være. Men vi har alligevel et fællesskab omkring vores kærlighed til lystfiskeri, og den har de altså også i Forbundet. Jeg mener det er afgørende vi lystfiskere står sammen og danner en fælles front om alt det vi gerne vil opnå, og for mig at se er der kun ét sted at gøre dette. Jo flere medlemmer Forbundet har, jo mere har de at skulle have sagt – og jo mere kan de få gennemført. Der er ikke så få kampe de må tage med politikere, lodsejere, fiskerikontrollen og diverse myndigheder og organisationer. Det er alle vigtige kampe, og nogen skal tage dem. Fx har de for nylig stået sammen med seks andre stærke grønne organisationer om at råbe regeringen op for at have forsømt deres løfter ang. naturen. Se mere her.
Rendegravere fyldte hurtig bunden med perfekt gydegrus.
Weekenden den 5.-6. oktober var på alle måder en dejlig en af slagsen! Det kan ikke være anderledes, når man er sammen med 40 personer, som alle ønsker at yde en indsats for at gøre vandløbene på Sjælland bedre. Anledningen var to vandplejekurser, som Danmarks Sportsfiskerforbund og Fishing Zealand afviklede.
Men kan det nu også betale sig at bruge krudt på de sjællandske åer og bække? Kritikere, som i øvrigt næppe for alvor har haft fingrene i et sjællandsk vandløb, påstår, at de er for små og dårlige, og at de aldrig vil kunne bidrage til havørredfiskeriet langs de sjællandske kyster. Intet er mere forkert!
Det skønnes, at smoltpotentialet i landsdelens vandløb er på cirka 200.000 smolt. Hvor stor den nuværende produktion er, kan kun blive et kvalificeret gæt, men den ligger nok i størrelsesorden 30-40.000. Primært i vandløbene, som løber ud i Roskilde Fjord og Isefjorden, men også i området syd for Køge og ned til Næstved er der fine vandløb, som i dag producerer pænt med smolt. Og de velfungerende åer giver faktisk alt andet i Danmark baghjul, som dokumenteret af Peter W. Henriksen.
Det spørgsmål har jeg hørt stillet masser af gange. Og jeg stiller det da også nogle gange selv. Jeg er ikke 100% enig i alt hvad Danmarks Sportsfiskerforbund foretager sig – Men jeg er nu heller ikke altid enig med min kone, min familie eller mine bedste venner. – Men jeg vil nødigt undvære nogen af dem, og sjovt nok, har jeg det på samme måde med Forbundet.