I mange lystfiskerklubber drøftes det meget om hvordan man får unge ind i klubberne, men også hvad der skal til for at kunne fastholde dem. Rolk havde fornøjelse af at være vært for DSF ved et af deres fællesmøder for formænd på Sjælland i forbindelse med forbundets nye strategi. Her fonemmede man fra en del formænd frustration over vigende medlemstal og specielt det vanskelige i at få unge i klubberne.
Mit udgangspunkt for udviklingen af projektet ØrredPatruljen er netop, at vi herigennem kan skabe nyt liv i klubberne og få de unge ud i naturen på en meningsfyldt måde til gavn for alle. Det kan være med til at få flere unge i gang med denne fantastiske sport.
Den 25. april 2015 indviede Rolk Trekroner Bækken, hvor vi havde udlagt mange tons gyde/skjulesten. Her overakte Roskildes Borgmester Joy Mogensen diplomer og bevis til de sidste 2 hold i ØrredPatruljen som derved blev en del af dette fælleskab. De unge får automatisk 1. års gratis medlemskab i ROLK. Ved samme lejlighed satte vi ørredyngel ud fra vores eget klækkeri.
Siden indvielsen har vi sammen med ØP’erne arbejdet på at forvandle bækken med de golde brinker til en smuk bæk. De unge har ”designet” bækken med skjulesten, udplantning af Vandranunkler, osv. og derved skabt de optimale betingelser for havørredyngel. Kundskaber de har lært gennem projektet ØrredPatruljen, hvor de får 9 timers undervisning i Vandløbet – Havørredens livscyklus – Vandløbsrestaurering.
I sidste uge var der igen ”arbejdsdag” for ØP’erne i Trekroner Bækken, vi skulle tjekke om de fisk vi havde sat ud i foråret havde overlevet. På en strækning på ca. 40-50 m fandt vi ved elfiskeri 26 flotte havørreder, den største på 14 cm, det var fantastisk!
At se den glæde og begejstring der var i alle ØP’ernes øjne, var dagens oplevelse. Her så de at deres arbejde i bækken betyder noget og gør en forskel, at fiskene trives ved de gode skjulesteder og at vi sammen havde skabt et levested for bl.a. havørreder. Det giver mening, ikke kun at snakke om det men at gøre noget og det giver begejstring hos de unge.
ØrredPatruljen er et projekt jeg vil opfordre mange klubber til at gå ind i. I FZ arbejdes der på at få flere kommuner og fiskeklubber ind i projektet, jeg forventer at Kalundborg, Vordingborg og Gribskov er nogle af dem der kommer i gang inden længe. I Rolk har vi budt velkommen til 28 nye unge medlemmer gennem ØP.
Hele ØP projektet er udarbejdet således at klubber, institutioner alle kan komme i gang med projektet. Uddannelsesmaterialet er udviklet så det er let for en person der har lidt biologi erfaring sammen med FZ vandløbsrestaureringskursus kan være instruktør for de unges uddannelse.
Nogle vil spørge – hvordan kommer vi i gang? Det er sikkert besværligt, osv. osv. Men ØP er måske nøglen til at skabe nyt liv i jeres klub? Der er oprettet et ØP sekretariat, hvor I kan få hjælp til næsten alt! Fishing Zealand har sat ØP på næste års budget, det betyder at klubberne ikke skal bekymre sig om økonomien i projektet, det er jo fantastisk!
Jeg stiller gerne op til møder med klubber der gerne vil i gang, så kontakt mig endelig hvis du har spørgsmål. uffec@rolk.dk eller 40532775. Jeg ser frem til at høre fra dig/jer!
I torsdags var jeg en tur på Øresund med skibet Fyrholm og TV2 Lorry for at lave et indslag om lystfisketurisme og bæredygtigt lystfiskeri. Båden var fuld af hollændere, islændinge, tyskere, russere og andre udlændinge, der varmede op til EM i fladfisk, som bliver afholdt på Øresund, og Niels Vestergaard og jeg var med ombord for at filme til et nyt projekt, vi arbejder på kaldet ”Fiskeguiden”. Det skal du nok snart få lov at høre mere om senere. :-)
TV2 Lorry var med, da de havde valgt at sætte fokus på lystfisketurisme i hovedstadsregionen i deres søndagsmagasin. De havde spurgt om, jeg var klar på et interview – og gerne i forbindelse med en fisketur. Og det var jeg jo selvfølgelig. Lidt multitasking med flere kameraer/programmer på en gang var en ny men sjov oplevelse.
Jeg blev interviewet til Lorry om Fishing Zealand og vores arbejde med bæredygtig lystfisketurisme. Vi fik snakket om, hvorfor Øresund er så unikt og anbefalet som en af Danmarks mest attraktive destinationer af Taskforcen for lystfisketurisme og om potentialet i fjorden og i resten af regionen. Fishing Zealands måde at arbejde på blev fremhævet som den rigtige vej – og der var god tid til at snakke om, hvorfor bæredygtighed er så vigtigt et begreb når man taler lystfisketurisme og lystfiskeri generelt. Jeg er rigtig glad og stolt over, at vi i Fishing Zealand får så meget mediefokus, og at den bæredygtige tilgang til lystfisketurismen fremhæves så ofte.
Og ja da, vi fik også fanget en stribe fine flade på turen – men ikke helt så mange som de skrappe EM-deltagere, der i den grad kan deres kram…
I programmet er Fishing Zealand guide og klyngekoordinator Niels Lagergaard også på en tur i Roskilde Fjord med kunder, og Fishing Zealand blogger Allan Lindsay fortæller om Streetfishing og potentialet for endnu mere fiskeri i Hovedstaden.
D. 19.november har du muligheden for at komme med til en hyggelig premiere på Niels Vestergaards og min nyeste fiskefilm: ”Pike & Fly”, som bl.a. er filmet rundt omkring på Sjælland – og i flere af Fishing Zealand kommunernes spændende fiskevande.
Samtidig med filmvisning kan du nyde en dejlig fiskemiddag på den hyggelige Restaurant Herthadalen.
Den atmosfæriske restaurant ligger i den idylliske Ledreborg Skov og er en del af virksomhedssamarbejdet med Fishing Zealand-medlemskommunen, Lejre, der har stor fokus på en grøn politik med fokus på miljø og økologi.
Hele arrangementet koster kun 150,- og udover filmvisning, middag og en dejlig øl fra det lokale Herslev Bryghus, får du et eksemplar af filmen med hjem på DVD.
Filmen er ført i samme stil som Pike Secrets 1&2, men denne gang handler det 100% om geddefluefiskeri. Jeg fremviser teknikker til geddefiskeriet, mens Niels fanger det hele på kamera fra nye vinkler over og under vandet.
Lars Chr. Bendtsen er også med i filmen og fortæller ikke kun om geddefluer, men om alt hvad du bør vide om stang, fluer, forfang og andet grej. List historisk nørderi bliver det også til.
Inden vi viser filmen, vil Niels og jeg fortælle, hvordan filmen er blevet til og vores oplevelser undervejs. Filmen har været i støbeskeen i lang tid, og vi er begge meget spændte og stolte over at vise resultatet.
Filmen er spækket med actionfyldte scener set fra helt nye vinkler. Poppersektionen har hjertebankende scener, hvor vandet nærmest eksploderer få meter fra min stangtop, og glæden ved denne type fiskeri er ikke til holde tilbage, når der skal fortælles om, hvorfor gedden er min yndlingsfisk.
I popperscenen ser vi bl.a. også Niels Vestergaards nyeste opfindelse: Dual Camera, der på én og samme tid viser, hvordan gedden hugger over og under vandet. Det giver et helt nyt indblik i, hvordan gedden opfører sig i de kritiske sekunder under hugget. Udover disse unikke vinkler, byder hele filmen på intense hug, tunge fights og en masse flotte stemningsbilleder fra fisketurene.
Der er altså lagt i ovnen til en hyggelig aften på Restaurant Herthadalen med udsigt ud over Knab Sø, og både Niels og jeg glæder os rigtig meget til et hyggeligt arrangement!
Håber vi ses!
– Gordon
Det hele foregår d. 19. november kl 18:00 Slangealléen 1 · 4320 Lejre
På Facebook florerede der for en måned siden et skriv fra Røde Kors. Der blev spurgt efter fiskegrej til et asylcenter, i Nykøbing Sjælland, hvor der bor cirka 60 børn og unge. Nu har frivillige indsamlet masser af funktionelt fiskegrej.
Efterspørgslen var meget klar. De her børn og unge har brug for udstyr til sjove aktiviteter. Det kunne min makker, Ole, og jeg ikke sidde overhørig, for hvad er sjovere end at fiske?
Derfor valgte vi at starte en indsamling af gear i vores omgangskreds. Mange af os har jo bunker af stænger og andet, der ikke bliver brugt til noget. Hvorfor ikke give det funktionelle grej til nogen, der kan have gavn af det? Det var bare om at få sat fut i netværket, og det gik over al forventning.
Nu har vi så afleveret gearet, og det faldt på et tørt sted. Frivillighedskoordinator på asylcenteret i Nykøbing, Claus Boström-Petersen fortæller, at fisketure skal bruges til at få de mange tanker lidt på afstand.
– Der er børn her på centeret ned til 10-11 år, og de er kommet væk fra deres forældre, og ved ikke om de kan blive i Danmark. Det er selvfølgelig et pres. Alt dette grej og en masse fisketure fremover skal være med til at give dem en pause i bekymringerne.
Grejet er vidt forskelligt, for det er jo kommet fra gemmerne hos 6-8 herlige lystfiskere. Der er mere end 20 stænger til flue, spin og hav. Cirka 25 hjul, der matcher stængerne, og kilovis af endegrej, over 100 fluer, powerbait, liner, makrelforfang, tasker, æsker, medegear osv. Der er dog stadig brug for en hånd. Har du f.eks. en halv eftermiddag til at at lave en fisketur for en gruppe unge i aldersgruppen 11-16 år, så skriv til Claus på cbp@redcross.dk. Det vil blive taget imod med kys hånd, og det er en fed oplevelse at gøre andre glade med lystfiskeri. Vores fantastiske hobby kan give andre glæder, end glæden ved at fange store fisk.
I efterårsferien inviterede Fishing Zealand, børn og deres familier på fisketure på Sjælland. Det blev ikke kun til et par hamrende hyggelig dage, men også dage med flex på stangen og fisk på menuen.
I samarbejde med Marianne F, Møns Klint Resort, Abu Garcia og Fishtrip blev efterårsferien for mange unge en smag på lystfiskeriets fantastiske verden. De to ture var henholdsvis Fang & Æd på Møn og fladfisketur med kutteren Marianne F fra Rørvig. Fishing Zealand stillede ved hvert af arrangementerne med alt fiskegrej sponsoreret af Abu Garcia samt certificerede fiskeguider og instruktører, der hjalp og instruerede børnene i at fiske. I efterårsferien fik de deltagende børn og forældre mulighed for at stifte bekendtskab med lystfiskeri, efterårsvejr, tålmodighedstræning, hyggeligt samvær, varmrøget havørred og en stak flade.
Tirsdag den 13. oktober var vi på Møn, her var temaet for fisketuren ”Fang & Æd”. På denne tur skulle børnene fange aborrer i en sø, hvor efter de skulle røges og der næst spises. Stemningen var god til trods for det ”lidt” våde efterårsvejr og turen til søen bød på en dejlig gåtur gennem efterårsskoven. Velankommet til fiskepladsen fik vi orm på krogen og fiskeriet startede. Men aborren ville ikke lege med og derfor fangede vi desværre ingen fisk, til trods, for et ihærdigt og tålmodigt forsøg. Spørgsmål som ”hvad skal vi så spise?” og ”øv, vi havde glædet os til at smage røget fisk” sprang frem på børnenes læber med et strejf af ængstelighed i stemmen, men heldigvis havde fiskeguide Ken en overraskelse i ærmet. Ken havde taget en havørred med, som han med sikker hånd varmrøgede til de unge fiskeres store velbehag. Dagen sluttede af med fiskehistorier og lækre smagsprøver.
Onsdag den 14. oktober var vi i Rørvig, her stod den på fisketur med lystfiskerskibet Marianne F. På denne tur fiskede vi efter fladfisk, hvor ni familier mødte glade og forventningsfulde op på havnen, klar til at narre et par af de flade.
Efter en kort introduktion til skibet, som har en yderst interessant historien med i baggagen, sejlede vi afsted mod den første fiskeplads. På vej derud blev grej og fisketeknik gennemgået således, at alle var klar til at fiske når vi nåede frem. Allerede i første drev var der fisk. Derfra gik dagen med hygge, tips, tricks og optimering af teknik, lidt røverhistorier, madpakker og rensning og filetering af fangsten. Da vi cirka 4 timer senere var i havn igen havde alle familier fanget deres egen aftensmad, hvilket var ret sejt.
Disse to ture som vi arrangerede var begge fuldt bookede, hvilket vi naturligvis er glade for og hvilket blot understreger, at der er mange børn og unge, der sammen med deres forældre ønsker at komme på fisketur og på den måde nyde den danske natur.
Vi glæder os allerede til at planlægge og gennemføre de næste fisketurer for børn & unge, så spørgsmålet er, ses vi næste gang?