Kategorier

Bloggere

Vin for randzoner

 

Randzone, 10 meter bræmme langs Tuse Å

Tuse Å’s Ørredsammenslutning og SuperBrugsen i Tølløse vil gerne værdsætte de mange landmænd, lodsejere langs Elverdamsåen og Tuse Å-systemet, som gør en aktiv indsats for miljøet.

Én af de mere omdiskuterede miljøforanstaltninger langs vandløbene, er de dyrkningsfrie 10-meter bræmmer, -indeholdt i de såkaldte randzoner. 10-meter bræmmerne sikrer vandløbene mod udvaskning af overfladevand, således at sand, næringsstoffer og sprøjtegifte ikke ender i vandløbet. Foruden at hindre mindre gylleuheld og den såkaldte ”traktose”, når store landbrugsredskaber kører langs med vandløbene og trykker jorden tæt på vandløbene med udskridning af brinker til følge.

Alt i alt, er der altså sund fornuft i, at lade være med at dyrke disse 10 meter bræmmer langs vandløbene, ud fra et miljømæssigt synspunkt. Det er der ingen, der stiller spørgsmål ved.

Men i forbindelse med ophævelsen af Randzoneloven, blev de dyrkningsfrie 10-meter bræmmer gjort frivillige. Det betyder, at det er op til hver enkelt landmand, lodsejers samvittighed og økonomi at vurdere, om han vil dyrke disse 10-meter bræmmer eller lade arealet ligge udyrket. Mange steder er arealerne blevet pløjet op og indgår i dag i driften.

Randzone, 10 meter braemme langs Elverdamsaaen
Randzone, 10 meter bræmme langs Elverdamsåen

Men der er også mange landmænd, lodsejere, der ikke har dyrket 10-meter bræmmerne, men i stedet for, har kæret om miljøet ved vandløbene, for det er jo ikke kun nede i vandløbet, 10-meter bræmmerne har værdi. Det er også langs med vandløbet, hvor dyr, fugle, og ikke mindst vores truede padder og krybdyr finder føde, skjuler sig mm. I disse korridorer lever dyrene, og kan derved sprede sig i det ganske land. Derfor vil TØS gerne vise vores taknemlighed overfor de landmænd, lodsejere, der ikke har pløjet 10-meter bræmmerne op langs Elverdamsåen og Tuse Å-systemet. Vi har derfor indgået et samarbejde med SuperBrugsen i Tølløse.

Brugsuddeler, Henrik Lassen og staben af medarbejdere værdsætter nemlig også den danske natur, men er også klar over de trange økonomiske kår, landbruget står overfor.

Det er således prisværdigt, at nogle landmænd, lodsejere gør en ekstra indsats for miljøet, hvilket SuperBrugsen i Tølløse og Tuse Å’s Ørredsammenslutning (TØS) i samarbejde vil sige dem tak for. Derfor vil SuperBrugsen i Tølløse og Tuse Å’s Ørredsammenslutning forære hver eneste landmand, lodsejer langs Elverdamsåen og Tuse Å-systemet en flaske god økologisk rødvin, hvis man kan fremvise en aktiv miljøindsats, og derved ikke har pløjet 10-meter bræmmen langs vandløbet.

Brugsuddeler, Henrik Lassen fortæller, at økologi og bæredygtige lokale løsninger vægtes højt i Superbrugsen i Tølløse.

Som formand for Tuse Å’s Ørredsammenslutning er jeg personligt overordentlig glad for bidraget fra SuperBrugsen i Tølløse. TØS har generelt et fantastisk samarbejde med landmændene og lodsejerne langs de to lokale vandløb, men vi får ikke altid får det tilstrækkelig højt, når landmænd og lodsejere gør en aktiv indsats for miljøet.

Det er blandt andet dette samarbejde mellem landmænd, lodsejere og TØS, der gør, at de to lokale vandløb er blandt de absolut bedste ørredvandløb på Sjælland.

TØS vil derfor egenhændigt uddele hver flaske vin til de landmænd, lodsejere, der sender et billede af den udyrkede 10-meter bræmme til undertegnede – Rune Hylby, Kvarmløsevej 28, 4340 Tølløse, eller vedhæfter et billede, hvis man skriver via mail til: hylby@mail.dk.

Alt vi beder om er navn og adresse, vandløbsstrækning, og et billede.

TØS vil derefter køre ud til landmanden, lodsejeren og forære en flaske god økologisk vin som tak for indsatsen på vegne af SuperBrugsen i Tølløse og TØS.

 

Tuse Å’s Ørredsammenslutning,

Rune Hylby.

15 tons gydegrus i Helligrenden på en, -ja hellig søndag.

Grusbanden, trillebørs-rendAllerede da vi stod på pendlerpladsen ved Lindenborgvej/Hornsherredvej, tegnede det til at blive en god søndag. Der var mødt 12 bandemedlemmer op fra ”Den sjællandske Grusbande”.

Bevæbnet med ikke mindre end syv trillebøre, et dusin skovle, river, og masser af drikkevarer, gik det derefter gennem skoven i gåsegang for at tage hånd om de 15 tons gydegrus, der var blevet lagt i og ved Helligrenden, der har sit udløb i Borrevejle Vig i bunden af Roskilde Fjord.

Gydebanke, HelligrendenForinden var alle tilladelser, aftaler mm. med Fishing Zealand-kommunen, Lejre, Selsø-Lindholm Gods, Vognmanden, og ikke mindst Facebookgruppen, ”Bevar de forhadte Vandløb” indgået. Sidstnævnte havde betalt for de 10 kubikmeter gydegrus, der skulle bibringe Helligrenden et større gydepotentiale.

Blandt de 12 bandemedlemmer var frivillige fra det nu, hedengangne Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ), foruden repræsentanter fra Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord, -i daglig tale ”Foreningen med det lange navn”, Sportsdykkerne i Roskilde var også til stede, samt et par bandemedlemmer fra Tuse Å’s Ørredsammenslutning.

Derudover var der også nogle stykker, der aldrig havde været med til at restaurere et vandløb før. Med andre ord, en god blanding af erfaring og ungdommeligt gå-på-mod! Sikke en fantastisk forsamling!

1Ved åen blev opgaverne fordelt, og bandemedlemmerne gav sig i kast med at køre gruset i åen, fordele det i et 20-25 cm tykt lag på egnede steder, hvor strømmen løber raskt til.

Grusbandemedlemmerne gik til arbejdet med krum hals, og selvom det var både hellig søndag og vejret ikke var helt med os, stillede medlemmerne op til denne frivillige indsats for miljøets skyld.

Dermed kunne vi allerede efter et par timers hårdt arbejde se resultatet af anstrengelserne, da Helligrenden nu havde fået et boost af gydeegnet bund: Knapt 100 m2 ekstra god gydebund.

5 store flotte gydebanker havde vi lavet og vi kunne med rette, være stolte af resultatet.

Da vi efterfølgende gik gennem skoven med lidt længere arme, end da vi kom, blev vi enige om, at vi naturligvis i det sene efterår må ud til åen på en ”forventningstur”, for at se ørrederne gyde, og dermed med egne øjne følge med i, om indsatsen bærer frugt.

Dermed var der også skabt et meget fint fællesskab imellem de frivillige bandemedlemmer, og inden vi skiltes, havde IØ-folkene aftalt at lave noget sammen med ”Foreningen med det lange navn”, TØS-folkene ville tage et par af bandemedlemmerne på tur til Tuse Å, og jeg selv fik pludselig engageret mig i en dag med elektrofiskeri i Lejre-vandløbene.

Samarbejde på kryds og tværs, udveksling af telefonnumre, latter og et fast håndtryk var egentlig hele formiddagen værd, for udover at lave restaureringsprojekter, er det også Grusbandens fornemste opgave at samle folk i fællesskaber. Og da jeg kørte derfra ud på eftermiddagen, var det med et smil på læben og en god fornemmelse i maven.

Det er netop tanken med Grusbanden, at mødes og samarbejde om gode miljøindsatser. Dermed skal der også lyde en stor tak til Selsø-Lindholm Gods og Lejre Kommune for det fine samarbejde, og jeg vil naturligvis følge op på dagens restaureringsprojekt, og i samarbejde med Selsø-Lindholm Gods og Lejre Kommune, arbejde videre for endnu et projekt i Helligrenden.

 

Bandeleder,

Rune Hylby

Ønsker du en plastfri Roskilde Fjord?

Skærmbillede 2016-08-26 kl. 12.21.16

Det er Fishing Zealand-kommunen, Roskilde, som står bag dette initiativ, og begge borgermøder er åbne for alle interesserede. Der er ingen krav til tilmelding, men det vil være en stor hjælp, hvis man melder sig på et facebook-event (se nedenfor), så planlægningen på den måde bliver nemmere.

Kultunaut: http://www.kultunaut.dk/perl/sted/nr-2159733

Facebook events:

31. August: https://www.facebook.com/events/926317617514964/
8. September: https://www.facebook.com/events/1627612044204632/

De bedste hilsener//

Fishing Zealand

54 tons gydegrus – Grusbanden tager fat!

DSC_0389-1Allerede fra på onsdag i næste uge, -den 31. august, er der igen bud efter Grusbanden. Det er Halleby Å-Sammenslutningen, der i samarbejde med Kattrup Gods syd for Jyderup og HedeDanmark, skal udlægge 54 tons gydegrus i det lille vandløb, Vandfaldsmøllebæk i Kalundborg Kommune, der også er tilknyttet Fishing Zealand.

Jeg glæder mig meget over projektet, idet der i de senere år har været ørreder oppe i det lille tilløb til Nedre Åmose Å for at gyde.

Vandløbet er en lille bæk, der får vand fra et moseområde i Kattrup Skov ved Jyderup og løber igennem en gammel møllesø, for derefter at ende sit løb i selve hovedløbet, Åmose Å.

VandfaldsmøllebækDet er HedeDanmark, der står for projektet, og Kattrup Gods, der betaler for gravearbejdet.

Faldet i Vandfaldsmøllebæk skal nemlig udlignes, således at der bliver et mere jævnt fald på en 800 meter lang strækning.

Fordelen ved denne løsning for Godset er, at en ”flad” strækning af åen nu graves lidt dybere og dermed sikrer de omkringliggende arealer mod oversvømmelser.

Gevinsten for miljøet og for ørredbestanden i Vandfaldsmøllebæk sørger Halleby Å-Sammenslutningen for, idet der skal udlægges 54 ton gydegrus på den 800 meter lange strækning. Gydegrus og udlægning er betalt af Fiskeplejemidlerne. Det er en intelligent løsning, som Halleby Å-folkene med rette kan være stolte af, idet gydestrækningen og mængden af gydeegnet bundsubstrat med restaureringsprojektet bliver mangedoblet.

Da jeg talte med Knud Nielsen, der er formand for Halleby Å-Sammenslutningen, var han da også glad for resultatet af samarbejdet, som er faldet ud til alles fordel.

Oveni selve restaureringsprojektet fortalte Knud, at der var planlagt etablering af et sandfang, som blot vil give strækningen yderligere ”Ørred-Pondus”, da det nylagte gydegrus ikke vil slamme til på lidt længere sigt.

Selve udlægningen af 54 tons gydegrus sker i næste uge, og allerede fra på onsdag, den 31. august, er der bud efter Grusbanden. Knud Nielsen vil nemlig meget gerne have lidt ekstra hænder til at rette det udlagte gydegrus til.

Om selve ”tilrettelæggelsen” af gruset præcis finder sted onsdag, torsdag eller fredag, aftaler du med Knud, for det er nemlig ham, der står for denne del af projektet.

Ring til ham på telefon-nummer 2046 1760, eller send ham en mail: knud.lis@mail.dk.

Du kan også tilmelde dig via Facebook-gruppen, ”Den sjællandske Grusbande”, hvor du blot skriver i kommentar-feltet, om du kan deltage, så bliver du kontaktet af Knud.

 

Bandeleder,

Rune Hylby.

Freerslevhegngrøften restaureres, Grusbanden er på!

Billed til Blog, freerslevhegngrøften, arkivfotoSom en del af Havelse Å-systemet skal Freerslevhegngrøften restaureres i næste uge. Vandløbet, som har sit knapt fire kilometer lange løb i Hillerød Kommune inden sammenløbet med Havelse Å, har naturligvis Ølsted/Frederiksværk Sportsfiskerforenings bevågenhed, hvor ikke mindst Kaj Larsen slår sine engagerede folder, når det gælder optimering af ørredbestanden i både Frederikssund, Hillerød og FZ-kommunen, -Halsnæs.

Netop Kaj ringede forleden aften til mig for at give en sidste briefing omkring restaureringen af Freerslevhegngrøften. Kaj ringede fra lufthavnen, hvor han lige var landet efter en uges tiltrængt ferie!!!! Han stod og ventede på sin kuffert, og kunne jo lige benytte sig af ventetiden til at ringe og hanke op i dagligdagen med en masse miljøarbejde.

Jeg er fuld af beundring for dette engagement!

Restaureringsprojektet tager Niras og Hillerød Kommune sig af, hvor Holger Petersen fra Niras er tovholder på projektet. Netop Holger er en god erfaren ”vandløbs-restauratør”, som jeg har været heldig at arbejde sammen med ved flere lejligheder og har mødt tilfældigt over spontane projekter ved andre sammenhænge.

Det er godt, der er erfaring og historik iblandt de eksterne samarbejdspartnere.

Selve restaureringen med grus og sten skal ske på en 550 meter lang strækning i den midterste del af Freerslevhegngrøften, der er målsat som gyde- og opvækstvandløb for ørreder. Her er faldforholdene gode med et gennemsnitligt fald på omkring 2 promille.

Der skal i alt etableres 11 gydebanker, på hver 6-10 meters længde i det knapt én-halvanden meter brede vandløb, og Holger skriver i projektbeskrivelsen, at der skal lægges en banke for hver 30 meter vandløb.

Og det er netop til denne del af projektet, der er brug for Grusbanden, -nemlig at rette grus og sten til i vandløbet, når maskinerne har lagt de 55 kubikmeter gydegrus og 8 kubikmeter skjulesten ned i vandløbet.

Jeg synes selv, det er en af de fornøjelige opgaver, da det ikke er specielt fysisk krævende, og man kan hurtigt ane den gavnlige effekt, når vandet risler hen over de helt lyse, og nylagte sten. Stenene er jo helt fine og rene.

Udlægningen af sten og grus vil finde sted i dagene tirsdag den 30. august til torsdag den 1. september, -på hverdage, da det jo er et entreprenør-projekt med Hillerød Kommune. Derfor appellerer Kaj Larsen primært til områdets Grusbande-medlemmer med skæve eller ingen faste arbejdstider, og derfor kan deltage på hverdage.

Har du mulighed for at give en hånd med én af dagene, skal du endelig ikke holde dig tilbage, men ringe eller skrive til Kaj for en aftale.

Mødestedet er Freerslev ved Gørløse, og arbejdet finder sted mellem 9-15.00.

Der er brug for 3-4 mand m/k, der kan være med til at rette gydegrus og skjulesten, således at ørrederne og den øvrige fauna får mest mulig glæde af gydebankerne.

Du kan melde dig til Kaj Larsen på mail: kajlarsen103@msn.com eller via sms på nummer 5054 6064.

Du kan naturligvis også melde dig via Grusbandens Facebookside eller ditto hjemmeside.

 

Rune Hylby, Bandeleder