Gærde Å er et fint lille vandløb i Odsherred. Hvert år søger gydemodne havørreder op i det lille vandløb for at gyde, men der kommer ikke rigtig så meget yngel ud af ørredernes anstrengelserne, hvorfor der hvert år bliver sat ørreder ud. Gydebankerne sander nemlig til, og æggene kvæles nede i bankerne.
Det vil Odsherred Sportsfiskerforenings vandplejeudvalg gerne gøre noget ved. Men de gæve folk i Odsherred stopper ikke der, for de vil i samme moment gerne hjælpe andre foreninger, frivillige og andre ildsjæle, med at blive klogere på, hvordan man kan optimere gydebankernes potentiale. Derfor stiller Odsherred Sportsfiskerforening, Gærde Å til rådighed for et kursus i ventilering af gydebanker.
Med ventilering menes både spuling med én af Fishing Zealands spulepumper og samtidig med stengreb at løsne sammenkittede banker i vandløbet. Derved opnås den største effekt.
Dette lille kursus løber af stablen på lørdag, den 22. september klokken 10.10.
Kurt Jørgensen fra Sjællands Ørredsammenslutning (SØS), og jeg, fra Den sjællandske Grusbande er i dagens anledning undervisere, og du kan melde dig til både at hjælpe og til at blive klogere på, hvordan man bedst muligt forbedrer gydebanker, der er knapt så produktive længere.
Vi mødes på parkeringspladsen overfor Ellinge Skovvej 63, 4573 Højby.
Husk at medbringe skridtstøvler eller waders, hvis du vil ned i vandet og virkelig gøre en forskel.
Odsherred Sportsfiskerforening sørger for vand dagen igennem.
Ligeså medbringer Odsherred-foreningen, -stengrebe, river, arbejdshandsker osv. men du er naturligvis mere end velkommen til at tage dit eget gear med.
Vil du gerne deltage, kan du sende en mail eller sms til bandeleder, Rune Hylby på hylby@mail.dkeller telefon, 2536 4280.
Døllefjelde løber til Sakskøbing Å, for at munde ud i Smålandsfarvandet, hvor ørredvandløbene jo ikke ligefrem står i kø for at lede vandet ud. Til gengæld er Døllefjelde Å en lille perle, -dog, de senere år, lidt rigeligt forsømt. Det skulle henover weekenden ændre sig drastisk. Derfor mødtes vi nogle stykker torsdag i sidste uge for at tage imod de knap 40-45 tons gydegrus, som skulle lægges i vandløbet. Blandt andet havde jeg inviteret det lokale ålaug, der fik en demonstration i ”stokkemetoden” og den opmåling, der var foretaget af Guldborgsund Kommune.
Det foregik til stor tilfredshed, og det virkede bestemt som om, at lodsejerne generelt var yderst tilfredse med dette lille minikursus i bundkoter, tværsnitsarealer og stuvningszone. Derefter gik det slag i slag med at lægge gydegrus i åen i bunker på den 500 meter lange projektstrækning. Flest på de nedre dele af strækningen for her var faldet størst, 5-6 promille. I alt blev der lagt 25 bunker grus, som skulle rettes til om søndagen af Nykøbing-foreningen, Den sjællandske Grusbande og de frivillige lokale folk, der mødte op.
Vi manglede dog om torsdagen en enkelt, men meget vigtig del af dette projekt. Vi ville gerne lave en bestandsanalyse på ikke mindre end tre stationer for at vurdere bestanden inden udlægningen af gydegrus.
Resultatet blev meget varieret og passer meget godt med de forhold, der var i åen tidligere. På første station fangede vi 4 ørreder/100 kvadratmeter, -pauvert, men dog med en flot rødplettet 1½ års bækørred på 18 cm.
På den næste station, fangede vi imponerende 270 ørreder/100 kvadratmeter og på den sidste station, helt oppe øverst på projektstrækningen, fangede vi 100 ørreder/100 kvadratmeter, eller med andre ord, 1 ørred pr. løbende meter vandløb (én meter bredt).
Martin Friis Mortensen, der deltog også om torsdagen og har fulgt åen i årevis, var ved at sprænges af glæde over det fine resultat. Sommerens tørke havde nemlig tørret vandløbet ud med undtagelse af nogle små pytter hist og pist. Her har ynglen overlevet, og viser med al tydelighed, at netop variationen i disse små vandløb er afgørende for bestandens overlevelse henover en tør sommer som i år.
Da vi mødtes igen, tre dage senere i søndags, -Nykøbingforeningen, Grusbanden og de lokale frivillige, talte holdet en halv snes engagerede hoveder. Vi gik straks i gang med at rette gydegruset til, alt imens pressen gik i gang med at interviewe til højre og venstre. Folketidende og TVøst var dukket op, og ligeså var Niels Vestergaard, der er i gang med at optage en film om Grusbanden.
Hurtigt fik vi rettet gruset til, og som afslutning på projektet, blev en håndfuld kubikmeter skjulesten og sten til brinksikring lagt i vandløbet.
Flot så det umiddelbart ikke ud, for der mangler stadig vand efter sommerens lange tørke. Men, om få uger, vil vandet risle henover gydebankerne. Jeg glæder mig derfor voldsomt, til Martin, Flemming, Jens, Allan, Jan, Leo eller én af de øvrige deltagere smutter forbi og tager et par billeder af projektet, når der er vand i åen. Mon ikke, vi kan få én til at lægge det på Facebook, på Den sjællandske Grusbande, så vi kan se det færdige resultat.
Derefter er det blot at vente på, ørrederne dukker op i november måned for at lægge æg under gydningen.
Det bliver et syn for guder, og jeg håber, vi kan lokke et par lodsejere ned til åen for at følge med i ørredernes anstrengelser for at sikre næste generation af ørreder i en nu, kraftigt forbedret Døllefjelde Å.
Elverdamsåen er et af de fineste, lidt større, ørredvandløb, vi har på Sjælland og med en fantastisk bestand af ørreder.Faktisk er bestanden så stor, at åen i årevis har været selvreproducerende.Dette kræver, at alle ørredens livs-vilkår er til stede.Gydegrus, rent vand, skjul, føde, og alle de øvrige krav, ørreden stiller til ”et langt og lykkeligt ørredliv”.
Netop nu, er der iværksat to gode initiativer for yderligere at forbedre miljøforholdene i Elverdamsåen.Begge projekter står de to Fishing Zealand-kommuner, Lejre og Holbæk bag, og har blandt andet Tuse Å’s Ørredsammenslutning og Grusbandens fulde støtte.Det er der en god grund til, for de frivillige i ”TØS’e-banden” har under begge projekter været med på sidelinjen.
Det ene projekt udføres på de nederste strækninger af åen. Det er Tempelkrogen Nord, -et vådgøringsprojekt, som jeg vil bringe på banen på et senere tidspunkt her på bloggen.
Det andet projekt, er et vandplansprojekt, som skal etableres helt oppe i den øverste del af åen, hvor Elverdamsåen kun er en ganske lille bæk.
Kommunerne er allerede i fuld gang med projektet, men mangler at lægge omkring 17 tons gydegrus i vandløbet, samt et pænt antal skjulesten.
Selve udlægningen af gruset står kommunerne for. Det sker på fredag, den 14. september.
Men, men, men, -i den forbindelse har TØS og Den sjællandske Grusbande samarbejdet med kommunerne om at tage del i projektet.Vi skal nemlig efterfølgende rette gydebankerne til, så de er klar til de store gydemodne hav- og bækørreder, der skal sikre den selvreproducerende ørredbestand i Elverdamsåen.
Vi skal med andre ord give et nap med, således at vi får det største udbytte ud af projektet. Vi vil i samme stund kaste lidt skjulesten i vandet, og dermed også sikre ørredernes skjul, når de om foråret klækker i gydebankerne.
Vores engagement løber af stablen, –søndag den 16. september kl. 10.10, hvor vi mødes ved Frikøb, Åsen 5, i Hvalsø.
Du kan deltage i dette overkommelige projekt, da gruset jo allerede ligger i vandløbet, og blot skal rives til, og skjulestenene blot skal lægges strategisk, så vi får størst glæde af dem.
Du skal sende en mail, eller sms til bandeleder Rune Hylby på telefon, 25364280 eller mail: hylby@mail.dk.
Du kan også melde dig til via kommentar-feltet, når projektet bliver offentliggjort på facebook i gruppen, Den sjællandske Grusbande.
Jeg glæder mig i hvert fald meget til projektet, der endnu engang vidner om, at når kommuner og de frivillige arbejder sammen, sker det til fælles formål og fornøjelse.
-At sikre en god økologisk tilstand, som naturligvis også understøtter den selvreproducerende ørredbestand i Elverdamsåen.
Da John Christensen fra Helsinge og Omegns Sportsfiskerforeningog jeg stak hovederne sammen i det spæde forår for at kigge på restaureringsprojekter i Gribskov Kommune, var der meget vand i åerne.Rigtig meget vand, -endda!
Siden har det nærmest ikke regnet, og ørredbestandene overalt i Danmark, har haft det endog meget svært.Således også i Gribskov, -i Højbro Å og i Saltruprenden. Derfor var det dobbelte projekt, -ét i hvert vandløb, en kærkommen mulighed for at gøre det lidt bedre for ørrederne i de to vandløb, John og jeg ville restaurere i dette efterår.Begge vandløb løber til Nordkysten.
John havde gjort et fantastisk forarbejde, idet han havde haft adskillige samtaler med lodsejerne på de to projektstrækninger.Det havde resulteret i, at vi i foråret kunne sende projekterne til sagsbehandling i Gribskov Kommunes vandløbsafdeling til endelig godkendelse og høringsfase.
I løbet af sommeren var de to projekter godkendt uden indsigelser, og vi manglede nu kun at udføre dem.I et meget kort ”vindue”, idet lodsejerne jo hurtigt skal i jorden igen efter høst.Denne logistik fik vi i fællesskab løst sammen med Gribskov Kommune. Derfor kunne vi onsdag og torsdag i sidste uge, lægge knapt 20 tons gydegrus, betalt af Fisketegnsmidlerne og et antal sten til skjul og brinksikring i de to vandløb ved fælles hjælp.
Om onsdagen blev der lagt ca. 10 tons gydegrus i Højbro Å, hvor Helsingeforeningen både fik lagt gruset ud, og siden lagt det til rette på en strækning lige nedstrøms tilløbet Øllemose Å, der i øvrigt også er et fantastisk flot lille vandløb.
Strækningen i Højbro Å fik med gydegruset skiftet bundmateriale, idet der lå en del sand på strækningen. Dette sand blev først gravet af, og dernæst erstattet med gydegrus.Det giver god mening, og det bliver forhåbentlig bedre endnu, hvis vi får etableret et sandfang opstrøms for gydebankerne.Det må være et ønske fra os for fremtiden.
Midt på eftermiddagen var projektet udført i Højbro Å, og da jeg talte med John senere på dagen om projektet, strømmede stoltheden ud af telefonen.Helsinge og Omegns Sportsfiskerforening havde gjort det fantastisk.
Under samtalen med John onsdag eftermiddag, -lovede han regn til morgendagens projekt i et tilløb til Saltruprenden! Det skal jeg love for!
Regnen stod ned i stænger, og da vi mødtes klokken 10.10 torsdag morgen, var der allerede godt pløret på marken. Helsingeforeningens vandplejefolk var mødt op, det samme var en trio fra Grusbanden, alle med højt humør.
Nu skulle vi lægge ca. 10 tons grus i tilløbet til Saltruprenden.
Traktoren med gruset på ladvognen blev kørt til, og i næste nu havde vi lavet en gydebanke.Det gik stærkt, og imens Gribskov Kommunes vandløbsmand, Bjørn Aaris-Sørensen og jeg pegede gydebankernes placering ud, rettede Helsingeforeningen og Grusbanden gruset til.
Efter et par timers indsats var vi færdige med projektet, og seks flotte gydebanker ligger nu klar til vinterens gydning.Vi kunne derfor, allerede til middag ønske hinanden tillykke med ikke bare ét, men to projekter i Gribskov Kommune.
Da vi snakkede af ved bilerne, som vi plejer at gøre, bød John Christensen på kaffe, rundstykker og wienerbrød til alle.Ren hygge, skulderklap for et fint samarbejde, en flot indsats, -tilbage er nu blot at vente på, ørrederne også finder ud af, at vi har gjort gydebanker klar til dem. Allerede i den kommende gydesæson.
Som afslutning på en fantastisk motiveret dag, ringede John først på aftenen, og vi fik mulighed for at takke hinanden for et godt samarbejde.
Inden vi lagde på, havde vi aftalt at lave et par projekter sammen også næste år!
Siden vådgøringsprojektet ”Tuse-Mårsø Enge” blev etableret tilbage i 2013, har der ligget et par hundrede store ”nødde-sten” ved projektstrækningen til offentlig beskuelse fra hovedvej 155 mellem Holbæk og Kalundborg.
Vi mente, det ville give det største udbytte af stenene, idet vi kunne lægge dem på strategisk gode pladser, når strømrenden havde afsløret sig.Strækningen er nemlig vedligeholdelsesfri, og derfor gav det god mening at vente med at lægge dem i vandløbet, når flom, tørke, vinter- og sommervandføring havde skabt lidt patina.
I forvejen var der blevet lagt et par hundrede kubikmeter store meter-sten i vandløbet, da projektet i sin tid blev etableret. Nu manglede resten. Derfor blev der afsat penge i Holbæk Kommune til maskin-timer, da flere af disse sten vejede op til 1-2 tons. Disse store, -meget store sten, lægger man ikke i vandløbet med knofedt og en trillebør. Der skal store maskiner til.
Tuse Å’s Ørredsammenslutning stillede naturligvis også op, primært med know-how i forhold til strækningen, som flere af Arbejdsgruppens medlemmer, kender som deres egen bukselomme. Med god grund, for strækningen holder ofte mange fisk, -havørreder af fineste slags.Det ved jeg, for jeg har selv fanget adskillige flotte havørreder på strækningen, som Tuse Å’s Ørredsammenslutning har fiskeretten på.
Havørredernes tilstedeværelse er ikke mærkelig, for der er en stor variation på strækningen, som udvikles yderligere fra år til år og har gjort det siden projektet blev etableret.
Nu manglede kun den sidste ”menneskelige indblanding”, -resten af de store sten.
I slutningen af august blev stenene lagt i åen, -først langs kanten på udvalgte og nøje udpegede strækninger med assistance fra Jan Larsen fra TØS, og et par dage senere blev de lagt i vandløbet, hvor Lars Høpfner, også fra Arbejdsgruppen, stillede op.
Holbæk Kommunes vandløbsteam var ”bygherre” på projektet og man kunne her, med stor tilfredshed konstatere, at de store og lidt unaturlige meter-sten, pludselig så helt anderledes naturlige ud, da de først lå nede i vandløbet i strømrenden.
Allerede kort efter, stenene var lagt i, skabte de nye mønstre i strømrenden, og vandet cirkulerede flot omkring de nye muligheder.
Mon ikke også, ørrederne, insekterne, fuglene, og alle andre indvånere omkring vådområdet, på sigt vil nyde godt af variationen.
Det tror jeg, og jeg glæder mig til fortsat at følge udviklingen.