Kategorier

Bloggere

Havørred Jam 2018

Elsker du fiskeriet efter havørreder fra kysten? Så er Havørred Jam helt sikkert noget for dig! 

 

Se mere på Facebook her

I Fishing Zealand har vi længe haft ønsket, om at bringe alle med interesse for kystfiskeriet efter havørreder sammen… til en rigtig hyggedag, som vi kalder Havørred Jam!

Derfor inviterer vi nu dig til en dag, hvor formålet i al sin enkelthed går ud på at hænge ud og hygge sig sammen med andre ligesindede, mens der snakkes om alt, hvad der har med kystfiskeri efter havørred at gøre.

Til Havørred Jam er alle velkomne – bindeleddet er den fælles interesse for havørredfiskeri, så der er plads til både fluefiskere, spinnefiskere, bombarda-fiskere, grossister, producenter, vandplejefolk og alle andre med interesse i havørreder.

Grossister og producenter vil være til stede og vise alt deres seneste lækre grej frem. Der vil være rig mulighed for at prøve alt muligt kystgrej, herunder kastedemoer, både ved vandet og på græs. Der vil endvidere foregå fluebinding dagen igennem – hvor du kan binde med eller bare hænge ud og snakke med de dygtige fluebindere.
Havørred Jam foregår på Kulhusekolonien, der ligger lige i vandkanten mellem Roskilde- og Isefjorden – bedre beliggenhed fås ikke! Derfor vil det også være oplagt at smutte forbi kysten med en stang, enten før, eller efter Jam!

Fishing Zealand smider et par pølser på grillen og der kan købes drikkevarer på stedet.

Deltag i elektrofiskeri i Elverdamsåen

Sidste år fangede vi bl.a. denne fantastiske ”kriger” af en havørredhan. 9 kg og arrig, som man næsten kan se på billedet. Han ville ikke stryges……!

Tirsdag aften var jeg et smut forbi Elverdamsåen for at se, om opgangen af havørreder var ved at tage fart. Det var den.

På gydebankerne stod havørrederne flere steder skulder ved skulder, -klar til at sikre de kommende års ørredgenerationer. Det var et godt tegn, for på søndag den 11. november kan du i selskab med Tuse Å’s Ørredsammenslutning deltage i årets første elektrofiskeri i Elverdamsåen efter de store gydemodne havørreder, der hvert år vandrer op i dette fantastiske vandløb i bunden af Tempelkrogen. Vi skal nemlig på ”jagt” efter moderfisk… Derfor har du mulighed for, sammen med Grusbanden og TØS, at deltage i denne meget ”spændingsfyldte” dag med elektroderne.

De senere år har budt på fisk op til omkring 9-10 kg, og det vækker naturligvis begejstring, når de store fisk pludselig dukker op af ”nærmest” ingenting.

Det er unægtelig ikke hverdagskost at se de store farvede hanner, når de nærmest ud af det blå, pludselig dukker op som kampklædte krigere med kæbekrog og ”spaderor” i det elektriske felt omkring elektroderne. For slet ikke tale om de rogntunge havørredhunner, som leder tankerne mod de gamle nordiske guders frugtbarhedsgudinde, Freja, der i al sin æstetiske frodighed, blev taget til fange af Valhallas aser og dyrket lige siden både her, og der. Disse store havørredhunner kan have flere liter rogn i bugen.

Det er en særlig dag, og selv vejret plejer at tilsmile dette uhyre vigtige engagement, idet Elverdamsåens havørreder er forældre til hovedparten af de mundingsudsatte smolt, der om foråret i april måned sættes ud i Isefjorden, -nemlig i Elverdamsåen, Ejby Å og i Lammefjordskanalerne.

De moderfisk, der skal fanges den 11. november bliver således forældre til ørreder, der sættes ud i foråret 2020, efter et års opdræt på Fyns Laksefisk, hvor Linda Bollerup fodrer dem op til smolt-størrelse.

Du kan melde dig til ved at skrive en sms til Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til hylby@mail.dk.

Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: den sjællandske Grusbande.

Arrangementet er som sagt den 11. november, og vi mødes ved Elverdamskroen på Roskildevej 498, 4340 Tølløse.

Arrangementet begynder klokken 10.10.

Hvis du har waders, og gerne vil helt tæt på, kan dette muligvis lade sig gøre i løbet af dagen.

 

Bandeleder, Rune Hylby.

Nordeafonden og Abu Garcia støtter nyt FZ-projekt: ”Fang din første fisk”

Fishing Zealand har netop fået tilsagn om støtte til projektet ”Fang din første fisk” med 157.000 ,- fra Nordeafondens ”kystpulje”, der i år uddeler op til 50 mio. kr. til projekter, som skaber aktivitet og styrker fællesskabet langs landets kyster. Endvidere har grejproducenten Abu Garcia givet tilsagn, om at donere for 80.000,- fiskeudstyr og Fishing Zealand vil selv investere 80.000,- i projektet.

”Fang din første fisk” indebærer afvikling af 36 gratis kurser/events, fordelt på den danske kyst, og i havnene rundt omkring på Sjælland i Fishing Zealand-kommunerne, for folk der aldrig har fanget fisk før.

Fotos: Frederik Lorentzen

– Vi vil gerne give flere den unikke oplevelse at komme ud i den danske natur langs kysterne, og fange deres første fisk. – forklarer Gordon P. Henriksen fra Fishing Zealand. –  At fange en fisk, giver en unik og særdeles værdifuld forbindelse med naturen. Det gavner humøret, reducerer stress og giver selvtillid, og de glæder vil vi gerne være med til at sprede. Derudover vil vi gerne skabe opmærksomhed lokalt, omkring de mange fiskearter og muligheder for at dyrke lystfiskeri, der findes langs kysterne og i vores havne.

”Fang din første fisk”-projektet vil levere tre afgørende ting: grej, information samt kvalificerede fiskeinstruktører.

”Fang fin første fisk” består således bl.a. af grejbanker, fordelt på nøje udvalgte steder, ved kysterne og på øerne i de 12 sjællandske kommuner, der i dag er en del af Fishing Zealand (Lejre, Kalundborg, Vordingborg, Gribskov, Holbæk, Odsherred, Stevns, Faxe, Næstved, Guldborgsund, Frederikssund og Roskilde.)  Grejet er doneret af Abu Garcia. – Vi synes et projekt som dette er en oplagt mulighed, for at mange flere kan få øjnene op for alt det lystfiskeri har at byde på, forklarer Christen Stenild, som er direktør i Pure Fishing Danmark, firmaet bag grejsponsoratet. – Vi leverer grej, som til gengæld vil blive bruge i en lang række sammenhænge, hvor Fishing Zealand og Nordeafonden vil sørge for relevant informationsmateriale på film og tryk, såvel som kompetente instruktører, er et perfekt samarbejde for os, og vi er sikre på det vil blive en stor succes.

Andet element af projektet er information om hvordan man griber lystfiskeriet an. ”Fang din første fisk” skal derfor bestå af en film, en folder samt en række informationsskilte fordelt i havnene. Filmen ”Fang din første fisk” vil være en udløber af Youtube-succesen ”FISKEguiden” og opsummere projektet, formidle glæden ved at fange sin første fisk, samt give en masse gode råd til, hvordan man selv kommer i gang. Disse tiltag vil også kunne bruges af andre i diverse sammenhænge.

De 36 kurser vil fordele sig så vidt muligt, med mindst tre i hver af Fishing Zealands 12 kommuner. Certificerede Fishing Zealand-guider og instruktører vil stå til rådighed for skoler, institutioner, foreninger og lignende, som måtte ønske at komme på fisketur. De kan så booke en dag med grej, instruktør og information i form af film og foldere, så de er helt klædt på til en fisketur efter fx fladfisk, makrel eller hornfisk. Således kan fx lokale spejderforeninger, Røde Kors-centre, Julemærkehjem, SFO’er, skoler m.m. gøre brug af ”Fang din første fisk” – helt gratis!

Paul Debois, sekretariatsleder i Fishing Zealand, er meget begejstret for det nye samarbejde og projekt. – Vi er taknemmelige for den støtte vi nu får. Et projekt som dette illustrerer på glimrende vis, hvordan Fishing Zealand kan samle interessenter og skabe fælles resultater, som bidrager til medlemskommunerne, men også til lystfiskeri i Danmark generelt. Vi glæder os til at komme i gang!

Projektet kommer til at forløbe fra foråret 2019 til vinteren 2020.

Hvis du ønsker mere information, kan du kontakte ansvarlig for projekt “Fang din første fisk” Gordon P. Henriksen på gordon@megalops.dk

 

Havørredforedrag på Rødvig Kro & Badehotel

Det er efterhånden blevet en tradition, når Rødvig Kro & Badehotel endnu en gang, danner de atmosfærefyldte kulisser for en foredragsaften, der står i havørredernes tegn. 

“Med spin og flue, på åben kyst og i fjorden, fra land og fra pontonbåd”. Jonas Kærlin og Henning Pedersen kommer vidt omkring, når de er på jagt efter kystens sølvtøj, og den 20. november deler de ud af deres erfaringer på Rødvig Kro & Badehotel kl. 18:30. Aftenens program starter med en lækker menu bestående af stegt torsk med bagt græskar, jordskokker, skorzonnerødder, samt ovnstegte aspargeskartofler og beurre blanc., hvortil der er inkluderet en øl eller vand. Herefter vil de to dygtige foredragsholdere, inspirere og underholde et par timer.

Jonas Kærlin er certificeret fiskeguide hos Fishing Zealand.
Lystfiskeriet har altid været den store passion, og har de sidste 8-10 år haft fokus på kystfiskeri efter havørred. Jonas har fisket utrolig mange kilometer langs vores smukke fjorde, og åbne kyster over det meste af Danmark.
Valget er spinnestangen og jeg vil fortælle om mine erfaringer med brug af satellitkort, vejrapps og viden om havørredens livscyklus.
Med fokus på valg af strategier, fiskepladser og valg af endegrej, uanset årstid og hvor i landet man fisker.
Målet er at give en håndfuld strategier, du kan bruge som kystfisker efter havørred.

Henning Pedersen
, lokalredaktør og skribent ved Sportsfiskeren gennem knap 20 år. Kystfisker på Sjælland gennem 35 år. Fisker mest med flue og gennem de sidste 6-7 år gerne fra pontonbåd.
- Jeg fortæller om mine egne erfaringer, men trækker også på erfaringer fra de mange kystfiskere, jeg har skrevet nyheder og artikler om gennem tiden. Udgangspunktet bliver helt konkrete oplevelser, men med fokus på det generelle, der kan bruges overalt, hvor vi fisker på kysten. 
Vi ser på valg af plads, taktik under forskellige vejrforhold og valg af grej og fluer. Jeg kommer også rundt om de særlige muligheder, man får, når man fisker fra pontonbåd og flydering.

Arrangementet finder sted på Rødvig Kro og Badehotel, Østersøvej 8, 4673 Rødvig.

Billetter til foredrag og menu sælges her

Kaffe kan købes i pausen

Glædes-rus i Hårbølle bæk på Møn

Både lodsejere med børn og børnebørn, Den sjællandske Grusbande og TV-Møn var dukket op, for at følge med i bestandsanalysen, der nærmest udløste jubelscener og glædes-rus. Indslaget på TV-Møn kan ses om et par uger på Youtube.

Lykkens Pamfilius var på besøg i weekenden i Hårbølle Bæk på Møn. Det ligger helt fast, efter søndagens bestandsanalyse for at følge op på sidste års restaureringsprojekt. De lokale folk, løber velsagtens stadig rundt dernede på Møn i Vordingborg Kommune med armene i vejret. Med god grund!

Det er lokale folk, frivillige ildsjæle, der brænder for miljøet, brænder for vores ørredbestande.

Sådan så de nyetablerede gydebanker ud sidste efterår, da vi restaurerede strækningen af Hårbølle Bæk.

Christian Skotte, Kim Keldborg og John Lakse-Hansen, der alle tre havde været med, for mange år siden, da Hårbølle Bæk endnu lå rørlagt under jorden på vej mod Fanefjord. Det var disse ildsjæle, der var med til at fritlægge vandløbet, og siden plante elletræer og værne om bestanden som et kært barn på armen.

Siden trådte også Den sjællandske Grusbande til og sikrede passage til gydestrækningerne i 2016, og det store kvantespring skete sidste år, da vi lagde 20-25 tons gydegrus i vandløbet på de øvre dele af bækken for at få størst mulig glæde af det store potentiale.

Hårbølle Bæk er et fint vandløb, og vi gjorde det endnu bedre sidste år.

Nu skulle det vise sig, om vi havde gjort det godt, om vi havde succes med vores restaurering.

De tre gutter, der alle havde været med fra starten, deltog naturligvis med stor forventning. Det samme gjorde en halv snes lodsejere med børn og børnebørn, der også var dukket op for at følge med og nysgerrigt kigge på.

Var der ørreder i bækken, og kunne bestanden af halvårsfisk stå mål med den indsats, der var lagt i bækken?

Jeg havde stadig DTU Aqua’s seneste bedømmelse af vandløbet in mente. Det var i 2010, hvor der blot blev fundet 13 ørreder pr. 100 kvadratmeter.

Hvordan mon bestanden har det nu, efter århundredets tørreste og varmeste sommer?

Ifølge Christian løb Hårbølle Bæk dog ikke tør for vand i sommer. Det skulle vise sig…

TV-Møn var også dukket op, og med mikrofon i kraven bød jeg velkommen, -med en vis bæven i stemmen. Bare vi ikke blev skuffede…….når der nu var fjernsyn på!

Vi valgte en strækning umiddelbart nedstrøms den restaurerede strækning, således at vi fik et repræsentativt udsnit af bækken med: I alt 25 meter vandløb.

Bandeleder, Rune Hylby elektrofiskede for at estimere bestanden af ørreder i bækken på både den restaurerede strækning og på reference-strækningen opstrøms (billedet).

I samme øjeblik elektroden ramte vandet, piblede det frem med små halvårs-ørreder. Ligeså i det næste dyp, -og det næste, og næste…..!

I alt fangede vi 89 ørreder på strækningen, heraf 87 halvårsfisk og to 1½-årsørreder – naturligt klækkede i gydebankerne!!!!

Vi var flere, der fik en lille klump i halsen, og da jeg kiggede på Christian, var det ikke svært at forestille sig, hvordan han må have følt det. Tænk engang!

Fra rørlagt vandløb uden liv i 2007 til nu, en fantastisk lille perle af et ørredvandløb med ikke færre end 348 stk. halvårsfisk og 8 stk. 1½-årsørreder pr. 100 kvadratmeter vandløb!!!!!

Glade Lodsejere og medlemmer af Den sjællandske Grusbande var målløse, -det var vi andre også.

Vildt, -og på trods af sommerens svære forhold, kunne vi begejstrede konstatere, at vores restaureringsprojekt sidste år, havde gjort en kæmpe forskel.

Det kunne vi nemlig sætte tal på, for vi lavede en reference-befiskning knapt hundrede meter opstrøms den restaurerede strækning. Blot for at sammenligne.

Her var der ”kun” 90 ørreder pr. 100 kvadratmeter. Stadig tilfredsstillende, men kilometer fra det fantastiske resultat nedstrøms på den restaurerede strækning.

Med dette tal, kunne vi dermed både konstatere, at Hårbølle Bæk er et fint ørredvandløb, og vi kunne glæde os over, at ved en forholdsvis simpel restaurering med gydegrus og skjulesten, kunne vi fire-doble bestanden! Det er en god historie!

John (stående) og Christian (i midten med hue), var begge med da bestanden af ørreder skulle tælles. Reference-befiskningen og bestandsanalyse.

Skal vi lege lidt ekstra med tallene, vel vidende at en restaureret strækning giver effekt op til en halv kilometer nedstrøms, kan vi altså med en vis usikkerhed, estimere bestanden på en kilometer lang del af Hårbølle Bæk til 3500 stk. halvårs-ørreder!!!!

Det er mega vildt at tænke sig og med tanke på forårets smoltudvandring… så giver det gåsehud i glædes-rus!!!

Hold op, hvor de gutter, Christian, Kim og John, kan være stolte af deres indsats!

 

Bandeleder, Rune Hylby.