40 deltagere var mødt op til arrangementet, der bestod af restaurering, basser og vandretur.
Tænk engang, 40 deltagere mødte op i regn, blæst og kulde i begyndelsen af februar måned for, i bogstaveligste forstand, at tage hånd om den gydebanke, HedeDanmark havde etableret ved Truelsbækken og som nu skulle ”trimmes” af Den sjællandske Grusbande og Tuse Å’s Ørredsammenslutning (TØS).
Det var sidste fredag, og det var ikke blot lystfiskere og andre ildsjæle fra Grusbanden og TØS, der var mødt op, -det var familier, mænd og koner, unge og gamle. Bevæbnede til tænderne med river, skovle og en lille håndfuld trillebøre, kunne Jesper fra HedeDanmark og jeg byde de mange deltagere velkommen med en lille præsentation af fredagens program, der bestod af restaurering, basser og vandretur.
Jesper Kierkegaard fra hedeDanmark og jeg har samarbejdet tidligere, og derfor gav det god mening, vi også gjorde det omkring dette projekt, idet Jesper havde etableret en 60-70 meter lang gydebanke ved foden af Holbækmotorvejen i Truelsbækken, inden åen løb ud over engene ved vådgøringsprojektet, Tempelkrogen Nord, som Lejre og Holbæk Kommuner i fællesskab har etableret med HedeDanmark som entreprenør.
Gydebanken skulle rettes til, trimmes og gøres klar til de mange havørreder fra Isefjorden, der hvert efterår trækker op i vandløbene for at gyde.
Gydebanken kunne bruge lidt flere sten, og inden vi fik set os om, var projektet udvidet med mange tons gydegrus.
En håndfuld medlemmer fra TØS deltog også, på trods af, at fiskeri jo ikke er mulig i Truelsbækken. For disse medlemmer gælder samme motivation, som for resten af deltagerne, -at gøre noget godt for naturen, og gøre det sammen.
Gydebanken fik mere grus, og er nu gennem-trimmet til ørredernes gydning i mange år fremover.
Lejre Kommune deltog med tre mand m/k, med bygherre, Eskild Dalsgaard Lund i spidsen. Eskild havde selv taget trillebør med og da jeg bidrog yderligere med tre styk, blev der flittigt kørt sten til gydebanken under dagens indsats. Trillebørene gik fra hånd til hånd efterhånden som armene blev længere og længere.
Jeg er så stolt af den indsats, de mange deltagere lagde for dagen, og nok blev der arbejdet for sagen, men der var også masser af tid til at hyggesnakke, smile til hinanden og ikke mindst klappe hinanden på skuldrene, efterhånden som gydebanken udviklede sig fra at være en bunke sten i et vandløb til at ligne en brudeseng for ørreder.
Du kan se projektet udvikle sig på bl.a. Youtube, hvor jeg har lagt et par film ind fra dagens arrangement.
TVøst kom også på besøg imens vi knoklede, og fotografen Lars, kunne med tilfredshed konstatere, at ikke mindst de små ”børne-bande-medlemmer”, tager sig godt ud på film. Se indslaget fra Nyhederne fredag aften via linket (du skal 18.20 minutter ind i udsendelsen):https://www.tveast.dk/nyheder/08-02-2019/1930/1930-08-feb-2019-0?autoplay=1#player.
Det fine samarbejde og de mange deltagere er en understregning af, at der rundt omkring i det nære miljø, er en ressource, der gerne vil gøre en stor indsats. Til fællesskabet, og ikke blot i det nære miljø er der interesse for at give en hånd med. Der var flere deltagere, der kom langvejs fra. Jan Dyse Nielsen og John Lakse-Hansen, begge fra Grusbanden, havde taget turen fra henholdsvis Falster og København for at deltage.
Vi har det også rart sammen, og Den sjællandske Grusbande tæller nu mere end 700 frivillige engagerede ildsjæle.
Heriblandt ”Tøsebanden”, som jeg har døbt en håndfuld unge piger, der meget ofte deltager med stor energi. I fredags deltag Iben Buhl og Christa Sofie Jensen fra ”Tøsebanden”. Christa endda ”under lykkelige omstændigheder”, -tror jeg det hedder, og der blev uddelt masser af lykønskninger naturligvis. Hvor er det pragtfuldt!
Dagen sluttede af med ”basser” og sodavand, inden en snes deltagere sammen med Jesper og Lejre-folkene gik rundt om det store område, der nu er oversvømmet og rummer et fugleliv af en anden verden. Gæs, svaner, ænder og en masse andre seværdige fugle fouragerer nu i det store våde område.
Og så kan hele området ovenikøbet også nydes fra Mortorvejen.
Imens rettede vi det sidste af gydebanken til, og det var blevet mørkt inden Jesper og jeg kunne tage afsked med hinanden efter et meget vellykket samarbejde.
Projektet og samarbejdet slutter dog ikke her, -for allerede til sommer, skal vi etablere flere gydebanker i Truelsbækken sammen, Jesper og jeg, og forhåbentligt med lige så stor tilslutning som i fredags.
Det engagement bliver man aldrig træt af, tværtimod.
Roskilde og Omegns Lystfiskerklub ROLK inviterer til ROLK ́s Familiefiske Camp d. 13. – 14. april
ROLK vil gerne invitere jer ud til den smukke Kulhusekoloni, som ligger ved Kulhuse havn. ROLK ́s Familiefiske Camp er et åbent arrangement for både ROLK- medlemmer og alle andre. Formålet er at skabe større interesse for naturen, lystfiskeriet og at styrke de sociale relationer mellem børn og voksne. Har du aldrig prøvet at fiske før, er muligheden her.
Her kan man opleve naturen i et tæt samspil med en række aktiviteter. Fiskeri fra båd og kyst, læren om naturen som spisekammer, spændende foredrag, sjove konkurrencer, fælles madlavning, spisning, socialt samvær og hygge. Der er mulighed for at overnatte i huset, eller man velkommen til at tage sit telt med. Det er selvfølgelig op til dig selv, om du vil nyde naturen eller blot fiske hele dagen. Der arrangeres bus fra Roskilde lørdag morgen med hjemrejse søndag formiddag. ROLK sørger forat alt er tilrettelagt med lån af fiskegrej og udstyr, hjælpeinstruktører, naturvejleder, foredragsholder mv.
ROLK ́s Familiefiske Camp koster kun en madbillet til 50 kr. pr. person. Alt andet er gratis. Tilmelding kan ske her
Program:
Lørdag kl.10 – Velkomst og indkvartering/praktiske forhold ved arrangementet
Kl.11 – Fisketure ved strand/mole med fiskeguide (fladfisk/hornfisk)
Kl.11 – Fisketur med båd på fjorden med fiskeguide (fladfisk/hornfisk)
Kl.13 – Fælles frokost ved bålsted. (Pølser og brød)
Kl.14 – Naturkogeskolen – lær at bruge naturens planter (Lisa ROH)
Kl.15 – Kaffe og naturkage (bagt i køkkenet)
Kl.15.30 Små forskellige konkurrencer. Kast med blink – Kast med flue.
Kl. 16.30 Vi gør klar til aftensmaden. Hvordan renses en fisk?
Kl. 17.00 Foredrag Frederik Lorenzen om Lystfiskeri og naturen
Kl. 17.45 Fællesmiddag i den store sal. Fisk fra dagens fangst, samt div. mad.
Kl. 19.00 Sjov fotokonkurrence, ” skyd dagens bedste/sjoveste billede”
Kl. 19.45 Bålhygge. Herefter vandretur til stranden med fakler.
Kl. 21.30 Socialt samvær. Måske natfiskeri, eller hvad du/I har lyst til
Søndag: Kl. 9.00 fælles morgenmad
Kl. 9.45 Oprydning og rengøring. Alle.
Kl. 11.00 Bus til Roskilde med gæster
Kl. 12.00 Familiefiske Camp afsluttes for denne gang
Du/I kan vælge at deltage i kun de aktiviteter du/I har lyst til!
Projekter kræver beskrivelse, høringsfase, og godkendelse før man kan lægge så meget som en perlesten i vandløbet.
For øjeblikket sidder jeg med hovedet begravet i vandløbsregulativer, bundkoter, faldforhold, opstuvningszoner, længdeprofiler, vandområdeplaner etc. Det er ikke kun for sjov (og i øvrigt ikke altid lige sjovt). Men, men, men, -det er nødvendigt, idet der til alle restaureringsprojekter skal laves en udførlig projektbeskrivelse således, at alle forhold er belyst og alle aftaler kan overholdes. Vores vandløb har nemlig to funktioner, -de skal naturligvis kunne aflede vand, og det skal ske under hensyntagen til miljøet. Sådan har det været siden den nye vandløbslov blev vedtaget i 1982.
Der er løbet meget vand i åen siden da, og jeg husker de første projektbeskrivelser, jeg skrev for mange mange år siden. De var på ingen måde fyldestgørende og var mere at regne for aftaler mellem mig og lodsejeren. Sådan er det ikke mere!
I dag, når man skal i gang med et restaureringsprojekt, har man brug for en udførlig projektbeskrivelse og en forhåndsgodkendelse fra de lodsejere, der er bredejere på den strækning, man vil restaurere.
Det er min oplevelse, at netop denne projektbeskrivelse, i nogle tilfælde er flaskehals for mange gode idéer. Den skal nemlig indeholde en masse små detaljer, der nøjagtig fortæller om projektet og de aftaler, der skal overholdes.
Det har jeg prøvet at imødekomme, og har derfor lavet en standardskitse for projektbeskrivelser således, at det er lettere for foreninger og enkeltpersoner at komme i gang med at skrive og dermed i sidste ende at få held til at udføre restaureringsprojektet. Skitsen til projektbeskrivelsen skal blot downloades via dette link https://fishingzealand.dk/fishing-zealand/naturgrundlagsgruppen/vejledninger/, hvorefter man kan sætte de oplysninger ind i beskrivelsen, der passer til netop det restaureringsprojekt, man skal i gang med.
Det er nemt at gå til, skrevet i en word-version, og de fleste oplysninger, der skal sættes ind i skitsen, kan man finde på kommunernes hjemmeside, hvor vandløbsregulativerne ligger tilgængelige.
Det er meget vigtigt at tale med lodsejeren, lave nogle gode aftaler og derefter få en forhåndsgodkendelse fra ham, -eller hende, inden man giver sig i kast med et projekt.
Udover selve projektbeskrivelsen, er det en rigtig god idé at få en forhåndsgodkendelse fra lodsejerne således, at de også er helt klar på, hvad der skal ske, hvorfor og ikke mindst, hvordan. Hvilke konsekvenser vil det få for dem, hvordan med dræn, brinker og arealer langs med vandløbet?
Det er den slags ting, man er nødt til at have helt rene linjer for, inden man begynder at restaurere en vandløbsstrækning.
Hvis man både har en god projektbeskrivelse og en forhåndsgodkendelse fra lodsejerne, er man meget bedre stillet, når kommunen skal sagsbehandle projektet. Så ved kommunen nemlig, at den svære samtale med lodsejeren også er taget, -af dig! Det betyder hurtigere sagsbehandling, og dermed (naturligvis), også hurtigere godkendelse og sidenhen, -udførelse.
Via samme link, som ovenstående, kan man downloade en forhåndsgodkendelse, som kan tages med ud til lodsejeren, når man i forvejen er der for at præsentere selve projektet. Lodsejeren kan dermed skrive under med det samme.
Forhåndsgodkendelsen er ikke en carte-blanche til at udføre projektet, -det er mere at regne for en accept af de aftaler, der er indgået så projektet kan sagsbehandles.
Projektbeskrivelsen afleveres naturligvis til lodsejeren, og man beholder selv forhåndsgodkendelsen. Dermed er du til at stole på, og dermed kan man holde de aftaler, der skal til for at indgå i et fornuftigt samarbejde om projekter til fælles glæde.
Kommunikation er et nøgleord, og man skal sørge for hele tiden at holde lodsejeren orienteret under forløbet. Hvis man ”blot” skal flytte vandplanter i et vandløbssystem, skal man have en tilladelse fra hver enkelt lodsejer til at plante vandplanter på netop hans vandløbsstrækning.
Det er også en god idé at tage kontakt til den lokale kommune, og søge om lov til at flytte vandplanter. Ikke kun for at få en accept til at gøre det, men også for at indgå et samarbejde med kommunen om at lave en mere skånsom vedligeholdelse af netop ”de gode vandplanter”, man ønsker at bevare og måske lige har flyttet.
Via linket kan man downloade en ansøgning og blot sætte de oplysninger ind i ansøgningen, der gælder for netop jeres vandløbssystem.
Standard-skemaerne er for alle, der har lyst til at bruge dem og gør det nemt for kommunen at sagsbehandle projektet, idet skitserne indeholder alle de oplysninger, kommunerne har brug for.
Fishing Zealand inviterer endnu en gang til fluebinding i de atmosfærefyldte omgivelser i Herthadalen. En sådan aften er kendetegnet ved råhygge og nørderi omkring bordene, når der bindes fluer i godt selskab med ligesindede, mens der fortælles røverhistorier fra fisketure og måske planlægges nye?
Den 28. februar er der mulighed for at blive en del af det levende fluebindings-fællesskab. Der sker, når restaurant Herthadalen åbner dørene kl 18:00 og byder velkommen ind i deres hyggelige og stemningsfyldte lokaler midt i skoven – tæt ved Ledreborg Gods. Arrangementet startes med en menu bestående af husmandskost, med danske rødder og forårets salater. Hertil har Herslev Bryghus været så venlige at sponsorere en lækker lokal bryg. Mere specifikt drejer det sig om en “Høst”, der med en frisk syrlighed og imødekommende krydret smag, passer rigtig godt til menuen.
Når tallerkenerne er ryddet af bordene skal fluebindingsgrejet frem! Til at sætte gang i løjerne og inspirere med fluebinding, har vi fået lokket Allan Overgaard ud til Herthadalen. Allan er ikke alene dygtig til at skabe resultater på kysten med en fluestang i hånden, Allan er tillige yderst ferm ved fluestikket! Denne aften vil du bl.a. kunne høre ham fortælle om “The Dabbler”, alt imens han forklarer om bindeteknikken bag den effektive flue. Og endelig har vi overtalt Allan til at fortælle om, hvordan han fisker fluen og hvornår – så vær klar på at få en god fiskehistorie med hjem, samt et par tips i bagagen…
Moderne fluer er ofte forbundet med plasticmaterialer, gummiben, rygskjolde, epoxyøjne, og flashmaterialer, men nu bliver det muligt at prøve kræfter med en mere miljøvenlig og spændende form for fluebinding, med nogle af de ældre fluemønstre. Allan Overgaard har nemlig kigget vest på, for at få inspiration til kystfluerne. Ikke helt til USA, men til de ældre irske og skotske fluer, der i den senere tid har været en inspirationskilde, når Allan har været på jagt efter effektive kystfluer. Allan vil endvidere kunne fortælle mere om en af hans andre yndlings fluer – nemlig den super effektive rejeimitation “The Autumn Fly”. Resten af aftenen er der “fri fluebinding”, hvor det bare gælder om at hygge sig.
I samarbejde med The Fly Company og Ahrex sørger vi for at have nogle af de materialer til rådighed, der skal bruges til aftenens fluer, men ellers skal man primært selv have stik, bindegrejer og materialer med til andre fluer, man måtte have lyst til at binde på aftenen. Arrangementet henvender sig iøvrigt både til erfarne og let-øvede fluebindere – og alle har mulighed for at spørge Allan til råds i løbet af aftenen.
Bliv en del af en fed og inspirerende aften ved at booke din plads på FishTrip – Billet til hele aftenens program koster blot 165 kr inklusiv billetgebyr.
Havørred på operationsbordet, hvor den får en sender indsat i bughulen. Denne er fra Roskilde Fjord undersøgelsen.
En del af de havørreder, der træffes langs de sjællandske kyster og i fjordene, kommer langvejs fra. Vores undersøgelse af vandringer i Roskilde Fjord bidrager med ny vigtig viden om havørredernes færden i havet.
Jon Svendsen og hans studerende Frederik Hauge er nu i gang med at analyse de enormt mange data, der er bibbet ind på lyttebøjerne, som ligger ud igennem fjorden (se tidligere indlæg). Til stor overraskelse blev der i maj registreret to havørreder med ukendte numre. Den ene ved Frederikssund og den anden helt nede i mundingen af Kattinge Vig.
Det viste sig, at de to havørreder indgår i et lignede forsøg i Karup Å i Limfjorden, hvor de har fået indopereret samme slags sendere, som vi anvender i Roskilde Fjord. I Limfjorden svømmede samtlige mærkede havørreder hurtigt og målrettet mod øst og ud i Kattegat. Herefter gik turen sydover og den ene var blot 6 døgn om turen fra Limfjorden tværs over Kattegat og ind i Roskilde Fjord, hvilket svarer til en vandrehastighed på 27 km pr. dag, hvis den vel at mærke har svømmet i lige linje – hvilket næppe er tilfældet.
Andre havørreder i undersøgelsen, som også omfatter havørreder fra Simested Å, blev registreret på lyttebøjer i Øresund. Også her blev der fundet ekstremt hurtig svømning, idet den hurtigste tilbagelagde turen tilbage til Limfjorden på bare 3 dage. Nogle svømmede via Lillebælt og Storebælt tilbage til Limfjorden.
Fælles for havørrederne i Karup Å og Simested Å er altså, at de alle forlod Limfjorden hurtigt efter gydningen og havde lange og hurtige vandringer. Havørrederne i vores undersøgelse i Roskilde Fjord havde imidlertid en markant anderledes adfærd, idet flertallet blev i Roskilde Fjord og endda i den indre del af fjorden trods den ekstremt varme sommer. Her vandrede de meget rundt, men ikke langt væk.
Det er således ekstremt vigtigt, at vi har gennemført Roskilde Fjord undersøgelsen. Hvis vi kun havde haft Limfjordsundersøgelsen, så kunne vi fejlagtigt have fået opfattelsen af, at alle havørreder forlader fjordene hurtigt om foråret. Vi ved nu, at det ikke er tilfældet i bl.a. Roskilde Fjord, hvilket får stor betydning for planlægningen af fiskeriforvaltningen.
Yderligere viser undersøgelsen, at oprindelige havørreder kan have et unikt nedarvet vandremønster og en ekstremt nøjagtig ”GPS” i hjernen, som gør dem i stand til at vandre målrettet til foretrukne havområder og tilbage til fødeåen over lange afstande. Endnu en påmindelse om, hvor vigtigt det er at bevare og fremme oprindelige bestande.