Claus Eklundh Christensen
Claus Eklundh Christensen er certificeret dansk fiskeguide og indehaver af fiskekurser.dk, der tilbyder fiskekurser, fiskeevents og guidning for private, skoler, institutioner og firmaer. Som barn og ung var det hovedsageligt fiskeri efter brakvandsaborrer på Falster, der konsumerede hans fisketid. Gradvis blev det mere og mere fiskeriet på kysten efter havørreder, der fangede interessen. Udover at jagte ”de sølvblanke” dyrker han i dag også fiskeri efter fladfisk, hornfisk, torsk og makrel. Claus er uddannet biologilærer, og har de sidste mange år undervist med fokus på friluftsliv og maritim naturvejledning.
Claus ønsker gennem fiskeoplevelser at skabe kendskab og glæde for fiskeri og derigennem nye lystfiskere, der fremadrettet kan være med til at værne om den natur, der er udgangspunktet for vores fælles passion – lystfiskeri!