Kategorier

Bloggere

Randzonerne er på plads og vin er vel modtaget

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Rune Hylby overrækker vin til Niels Ebbe Hansen på vegne af Tuse Å’s Ørredsammenslutning og Super Brugsen i Tølløse som tak for uopdyrkede randzoner.

I efteråret indgik Super Brugsen i Tølløse og Tuse Å’s Ørredsammenslutning (TØS) et samarbejde for at belønne de landmænd i lokalområdet, der frivilligt bevarede den 10 meter brede randzone langs de lokale vandløb, Tuse Å og Elverdams Å-systemet.

Under overskriften ”Vin for Randzoner”, blev det gode initiativ for miljøet modtaget med undren af både de lokale medier, såvel som landsdækkende presse. Historien blev både bragt i ”Dagbladet” i Roskilde, på den internetbaserede blog: www.Gylle.dk, samt i ”Landbrugsavisen”.

Nu er den første halve snes flasker økologisk vin uddelt til lokale landmænd, og der venter flere i de nærmeste uger, hvor TØS vil komme rundt til landmænd, der kærer om miljøet og dermed sikrer, at der ikke sker udvaskning af kvælstofholdigt overfladevand fra markerne.

De ædle druer er naturligvis blot en anerkendelse af, at Super Brugsen i Tølløse og TØS lægger mærke til de landmænd, der passer på naturen. Det var netop ordene fra Niels Ebbe Hansen i Ordrup, der var den første til at modtage en flaske vin, da jeg var forbi ham forleden dag. Han vil meget gerne passe på naturen og ørrederne i Elverdamsåen, fortalte han mig, imens han stod med sin hund på armen. Derfor lader han en bræmme på 10 meter være langs med åen, for at sikre, at sprøjtegifte og næringsstoffer fra overfladevandet, ikke havner i den å, han holder så meget af.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
10 meters randzoner som denne er med til at mindske udsivningen af kvælstofholdigt vand til vores vandløb.

Niels Ebbe har jord ned til ét af Sjællands absolut bedste ørredvandløb, hvor der hvert år er mere end 1000 havørreder, der vandrer op for at gyde. Netop på Niels Ebbes strækning af åen, fanger Tuse Å’s Ørredsammenslutning hvert efterår moderfisk til Fiskeplejen ved hjælp af elektrofiskeri for at sikre, der er en god bestand af ørreder både i åen og i Isefjorden.

I dette efterår var jeg selv ude med elektroderne for at fange moderfisk, og på Niels Ebbes strækning af åen fangede jeg flere flotte havørreder, der siden blev genudsat, så de kunne leve videre efter at have ”afleveret” æg og sæd til de kommende ørredgenerationer.

Også i den øverste del af Elverdamsåen har Karin Hegedys og hendes mand valgt ikke at dyrke jorden ned til åen. Ægteparret har plantet en lille skov af træer langs åen, så dyrene kan få fred og ro.

Jeg var nede ved åen i forbindelse med registrering af ørredernes gydeaktivitet, og sørme om ikke der var en flot gydebanke i vandløbet langs deres jordlod. En fin lille gydebanke, der var blevet brugt af et par ørreder i denne vinter.

Karin blev naturligvis glad for, at ørrederne kan vandre helt op i de øverste dele af åen for at gyde netop på hendes strækning af åen. Der var naturligvis også en flaske vin til Karin og hendes mand.

I Tuse Å har Hans Christian Nielsen for år tilbage anlagt en sti til glæde for lokalbefolkningen i Tuse By. Med ophævelsen af Randzoneloven, kunne Hans Christian have pløjet helt ud til 2-meter kanten af vandløbet og fjernet både sti og randzone. Men Hans Christian har altså både valgt at bevare randzonen på 10 meter, samt bevaret stien til glæde for både hundeluftere, motionister og andre, der er glade for en gåtur langs Tuse Å, og dem er der mange af, for stien bliver brugt dagligt af snesevis af lokale beboere fra Tuse By. Også her var der en flaske vin som tak for initiativet.

Flere flasker er i vente til andre lokale landmænd, der kan glæde sig over at modtage en flaske økologisk vin fra Super Brugsen i Tølløse og Tuse Å’s Ørredsammenslutning. Den er nemlig god, den årgang, -jeg har selv prøvesmagt den.