Kategorier

Bloggere

10.000 ørreder til stor jubel i Mølleåen

billed-5-bredden-fuld-af-folk-1

Allerede i ugen op til udsætningen af 10.000 små ørreder langfredag i Mølleåen vidste jeg, det ville blive en god dag. TVLorry ringede mig nemlig op, og fortalte, at de ville præsentere udsætningen skærtorsdag aften i 19.30-Nyhederne, som én af de tre ”værd-at-se-arrangementer” i Københavnsområdet. Jeg havde derfor ingen anelse om, hvor mange nysgerrige tilskuere, der ville dukke op til selve udsætningen. Kunne der komme 50, 100 eller måske 200 tilskuere…..!?

billed-1-praesentation
Arrangementet præsenteres af ”bandeleder” for Den sjællandske Grusbande, Rune Hylby.

Selve udsætningen stod Fyns Laksefisk og Den sjællandske Grusbande for. De mange små ørreder, der skulle sættes ud, var egentlig en overskudsproduktion, idet Fyns Laksefisk havde haft en særdeles god overlevelse blandt de ørreder, der genetisk havde sit ophav fra Esrum Å. Derfor skulle fiskene sættes ud i mundingerne til vandløb nord for København.

Arrangementet blev en kæmpe succes og trak mere end 200 tilskuere.

Jeg havde sørget for alt det praktiske, og som ”bandeleder” for Den sjællandske Grusbande, præsenterede jeg blandt andet de små ørreder i et par akvarier, så alle kunne få lov til at se, hvordan en rigtig ørred ser ud. Endda på helt tæt hold, og ikke så få børne-hænder blev stukket ned i akvariet med det kolde vand og en ketsjerfuld ørreder for at røre ved dem.

billed-2-orreder-helt-taet-pa%cc%8a-i-akvarierBåde børn og voksne fik derefter lov til at sætte deres egen lille portion ørreder ud med ketsjere i Mølleåens munding inden selve udsætningen af de mange tusinde ørreder, som Linda Bollerup Høeg fra Fyns Laksefisk var headmaster for.

Da alle var klar langs Mølleåens bred, det sidste akvarium tømt og en medarbejder fra Strandmøllen havde skruet op for vandet gennem møllen, kunne vi sætte de små ørreder ud fra tankvognen. Stor var jublen, da de mange små ørreder igen fik deres frihed, og endda lige foran næsen på de mange tilskuere. De mange små ørreder skal forbedre fiskeriet langs Øresundskysten fra Fishing Zealand-kommunen Helsingør i nord, til Københavns Havn i syd, hvor fænomenet ”streetfishing” i disse år er under rivende udvikling.

Finansieringen af ørrederne har grejbranchen medvirket til, idet tre københavnske fiskegrejsforretninger har været sponsorer for det meste af udsætningen. Forst og Jagthuset i Lyngby, Sport Dres fra det indre København, samt Salmon Fly i Brønshøj har nemlig hver købt en stor portion ørreder. Derudover blev der samlet ind under selve udsætningen, og i den forbindelse vil jeg gerne sige Mette (!!!) tak for hendes indsats med logistikken omkring mobilepay, idet der blev samlet 613.- kr yderligere ind til finansieringen af de 10.000 ørreder.

Jeg var helt høj, da den sidste ørred var sat ud i åen, og både Linda og jeg kunne glæde os over en fantastisk god eftermiddag, hvor mange blev klogere på det store arbejde, der gøres for at forbedre fiskeriet langs vores kyster. For mange af tilskuerne havde aldrig set en levende ørred, -sådan helt tæt på, og færre havde før fået lov til at sætte fisk ud i et vandløb.

Bandeleder for Grusbanden,

Rune Hylby.