Kategorier

Bloggere

Meget stor tilslutning i Truelsbæk

40 deltagere var mødt op til arrangementet, der bestod af restaurering, basser og vandretur.

Tænk engang, 40 deltagere mødte op i regn, blæst og kulde i begyndelsen af februar måned for, i bogstaveligste forstand, at tage hånd om den gydebanke, HedeDanmark havde etableret ved Truelsbækken og som nu skulle ”trimmes” af Den sjællandske Grusbande og Tuse Å’s Ørredsammenslutning (TØS).

Det var sidste fredag, og det var ikke blot lystfiskere og andre ildsjæle fra Grusbanden og TØS, der var mødt op, -det var familier, mænd og koner, unge og gamle. Bevæbnede til tænderne med river, skovle og en lille håndfuld trillebøre, kunne Jesper fra HedeDanmark og jeg byde de mange deltagere velkommen med en lille præsentation af fredagens program, der bestod af restaurering, basser og vandretur.

Jesper Kierkegaard fra hedeDanmark og jeg har samarbejdet tidligere, og derfor gav det god mening, vi også gjorde det omkring dette projekt, idet Jesper havde etableret en 60-70 meter lang gydebanke ved foden af Holbækmotorvejen i Truelsbækken, inden åen løb ud over engene ved vådgøringsprojektet, Tempelkrogen Nord, som Lejre og Holbæk Kommuner i fællesskab har etableret med HedeDanmark som entreprenør.

Gydebanken skulle rettes til, trimmes og gøres klar til de mange havørreder fra Isefjorden, der hvert efterår trækker op i vandløbene for at gyde.

Gydebanken kunne bruge lidt flere sten, og inden vi fik set os om, var projektet udvidet med mange tons gydegrus.

En håndfuld medlemmer fra TØS deltog også, på trods af, at fiskeri jo ikke er mulig i Truelsbækken. For disse medlemmer gælder samme motivation, som for resten af deltagerne, -at gøre noget godt for naturen, og gøre det sammen.

Gydebanken fik mere grus, og er nu gennem-trimmet til ørredernes gydning i mange år fremover.

Lejre Kommune deltog med tre mand m/k, med bygherre, Eskild Dalsgaard Lund i spidsen. Eskild havde selv taget trillebør med og da jeg bidrog yderligere med tre styk, blev der flittigt kørt sten til gydebanken under dagens indsats. Trillebørene gik fra hånd til hånd efterhånden som armene blev længere og længere.

Jeg er så stolt af den indsats, de mange deltagere lagde for dagen, og nok blev der arbejdet for sagen, men der var også masser af tid til at hyggesnakke, smile til hinanden og ikke mindst klappe hinanden på skuldrene, efterhånden som gydebanken udviklede sig fra at være en bunke sten i et vandløb til at ligne en brudeseng for ørreder.

Du kan se projektet udvikle sig på bl.a. Youtube, hvor jeg har lagt et par film ind fra dagens arrangement.

Klik på linkene: https://www.youtube.com/watch?v=drgPdM6Y5-4&t=8s.https://www.youtube.com/watch?v=4oaW8v32z0o.https://www.youtube.com/watch?v=CmRNbmV6G20.https://www.youtube.com/watch?v=cFBWJx2Z0Ak.

TVøst kom også på besøg imens vi knoklede, og fotografen Lars, kunne med tilfredshed konstatere, at ikke mindst de små ”børne-bande-medlemmer”, tager sig godt ud på film. Se indslaget fra Nyhederne fredag aften via linket (du skal 18.20 minutter ind i udsendelsen):https://www.tveast.dk/nyheder/08-02-2019/1930/1930-08-feb-2019-0?autoplay=1#player.

Det fine samarbejde og de mange deltagere er en understregning af, at der rundt omkring i det nære miljø, er en ressource, der gerne vil gøre en stor indsats. Til fællesskabet, og ikke blot i det nære miljø er der interesse for at give en hånd med. Der var flere deltagere, der kom langvejs fra. Jan Dyse Nielsen og John Lakse-Hansen, begge fra Grusbanden, havde taget turen fra henholdsvis Falster og København for at deltage.

Vi har det også rart sammen, og Den sjællandske Grusbande tæller nu mere end 700 frivillige engagerede ildsjæle.

Heriblandt ”Tøsebanden”, som jeg har døbt en håndfuld unge piger, der meget ofte deltager med stor energi. I fredags deltag Iben Buhl og Christa Sofie Jensen fra ”Tøsebanden”. Christa endda ”under lykkelige omstændigheder”, -tror jeg det hedder, og der blev uddelt masser af lykønskninger naturligvis. Hvor er det pragtfuldt!

Dagen sluttede af med ”basser” og sodavand, inden en snes deltagere sammen med Jesper og Lejre-folkene gik rundt om det store område, der nu er oversvømmet og rummer et fugleliv af en anden verden. Gæs, svaner, ænder og en masse andre seværdige fugle fouragerer nu i det store våde område.

Og så kan hele området ovenikøbet også nydes fra Mortorvejen.

Imens rettede vi det sidste af gydebanken til, og det var blevet mørkt inden Jesper og jeg kunne tage afsked med hinanden efter et meget vellykket samarbejde.

Projektet og samarbejdet slutter dog ikke her, -for allerede til sommer, skal vi etablere flere gydebanker i Truelsbækken sammen, Jesper og jeg, og forhåbentligt med lige så stor tilslutning som i fredags.

Det engagement bliver man aldrig træt af, tværtimod.

 

Bandeleder, Rune Hylby.