Kategorier

Bloggere

Træramme om Tunderupløbet

De seneste par år har været hårde ved brinkerne. Først de ekstreme vandføringer i 2017 og dernæst tørken i 2018. Brinken her i Tunderupløbet er blot et af eksemplerne, hvor urtevegetationen ikke har kunnet holde på brinken.

I vinterens løb var jeg på besøg i det sydlige. På Falster, hvor Martin Friis Mortensen og jeg kiggede på mulige restaureringsprojekter i Guldborgsund Kommune. Blandt andet i Donnemoseløbet. Martin skrev projektbeskrivelsen udfra den manual, jeg har lagt på FZ-siden (link: https://fishingzealand.dk/fishing-zealand/naturgrundlagsgruppen/vejledninger/) og talte med lodsejeren.

Projektet er nu godkendt for Donnemoseløbet og det bliver så fantastisk til efteråret at skulle restaurere dette lille fine vandløb på Østfalster.

Dernæst kørte vi til Tunderupløbet, for at kigge på de to projekter, Lystfiskeriforeningen for Nykøbing Falster og Omegn, og Den sjællandske Grusbande har lavet sammen. Det så fantastisk ud, og det var i den forbindelse, vi stødte på gydende havørreder. Længe efter den egentlige gyde-tid og længe efter det tidspunkt, vores lærebøger om havørredernes gydning foreskriver.

Under dette besøg i Tunderupløbet kunne vi også konstatere, at først den enorme vandføring i åen i 2017 og dernæst den ekstreme tørke i 2018, havde gjort brinkerne sårbare, og en enkelt var ovenikøbet skredet ned i Tunderupløbet. Det kunne vi formentlig løse ved at sikre brinkerne med en flok træer langs med vandløbet. Det ville både give skygge for grødevækst og varme, og det ville holde de stejle sider i ave, idet trærødder jo som bekendt stikker dybere end den ”letpåklædte” urtevegetation, der helt naturligt havde haft et drøjt år under tørken sidste sommer.

Jeg ringede samme dag til lodsejeren og fortalte ham dels om den nedskredne brink og dernæst foreslog ham, at vi plantede træer i grupper langs vandløbet. Han synes, det lød som en god idé.

Træer plantet af lodsejere og Guldborgsund Kommune, -netop for at holde på brinken og samtidig give skygge til vandløbet og de gydebanker, Lystfiskeriforeningen for Nykøbing Falster og Omegn, og Den sjællandske Grusbande lagde ud i efteråret 2018.

Inden samtalen sluttede, havde vi aftalt, at jeg skulle kontakte Guldborgsund Kommune og forelægge dem vores planer. Som sagt, så gjort! En hurtig snak og mail til Magnus fra vand-afdelingen i Guldborgsund Kommune, og straks var der hul igennem, og stor entusiasme.

Projekt ”træ-ramme om Tunderupløbet”, ville kommunen gerne arbejde videre med, og eventuelt udvide til også at involvere lodsejeren opstrøms for Tunderup Strandvej, idet strækningen her er meget identisk med strækningen nedstrøms for broen.

Begge strækninger lider under høje stejle brinker og begge strækninger er blevet restaureret med gydegrus og skjulesten. Som sagt, så gjort! Guldborgsund Kommune kontaktede derefter lodsejerne, og helt i tråd med det glimrende samarbejde vi har med Guldborgsund Kommune, blev projektet beskrevet og aftaler blev indgået.

Lodsejerne ville gerne selv udføre træplantningen og Guldborgsund Kommune ville gerne betale. Vores lille ”barn” var blevet adopteret af lodsejerne og Kommunen. Derfor blev projektet udført i det dunkle…..-uden vores deltagelse i starten af maj.

Det er jo bare pragtfuldt engang imellem at opleve, at en idé kan få fadderskab af andre og gudskelov til fælles glæde. Det bliver jo helt fantastisk at følge denne restaurerede strækning i de kommende år.

Træ-rammen om Tunderupløbet tog lodsejere og Kommune fadderskab på, og vi kunne med glæde konstatere, at miljøforbedringerne er blevet til i tre-enighed.

Vi har lagt grus og sten i åen. Lodsejerne og Guldborgsund Kommune har plantet træer på brinken. Sikke en tre-enighed!

Træerne er af blandet herkomst, og der er repræsentanter fra både æblefamilien, elle-familien, eg og birk.

Det er pragtfuldt, og jeg glæder mig helt vildt over, at de mere end halvtreds tons gydegrus, vi har lagt i Tunderupløbet de seneste år, nu har fået den flotteste træramme omkring.

 

Bandeleder, Rune Hylby.