Kategorier

Bloggere

To store ørreder i Donnemose på ”vores” strækning.

Jan Andersen og Hans Erik Pedersen fra LNF1920, der er i gang med en 20-meter banke i Donnemoseløbet. Sjovt for Jan Andersen at besøge strækningen med Peter Geerzt fra DTU Aqua.

Igennem de seneste år har vi kontinuerligt restaureret 1-2-3 ørredvandløb på Østfalster i Guldborgsund KommuneAskehaveløbet i syd (restaureret i 2018), over Tunderupløbet (restaureret i både 2017 og 2018) og i nord ligger Donnemoseløbet (restaureret 2020). I de tre vandløb har vi lagt 93,5 tons gydegrus ud, samt en stor mængde skjulesten oveni. Derfor var det med stor spænding, jeg og de andre gutter fra Grusbanden i syd, fik besøg af Peter Geerzt-Hansen fra DTU Aqua i forbindelse med den fortsatte overvågning af vandløbene for at få et præcist billede af udsætningsbehovet og dermed Fiskeplejen.

Donnemoseløbet, på den restaurerede strækning som Lystfiskeriforeningen for Nykøbing Falster og Omegn (LNF1920) og Den sjællandske Grusbande udførte tilbage i marts måned. Denne gydebanke er ”min”, og det var just nedenfor denne banke, de to bækørreder havde taget stand.

Jan Andersen, der er aktiv i Lystfiskeriforeningen for Nykøbing Falster og Omegn (LNF1920) og flere gange har deltaget i projekter i lokalområdet, når Grusbanden og foreningen har lavet naturgenopretning sammen, ringede for en uges tid siden til mig og fortalte om status for de tre vandløb, vi har restaureret sammen på Falster. Jan var fyr og flamme, for i Donnemoseløbet, stod der to meget flotte bækørreder på vores restaurerede strækning. De store bækørreder, hvoraf den ene var 38 cm, stod inde under den lille bro i skoven, hvorfra projektet tog sit udgangspunkt.

”De stod lige nedstrøms “din” banke, Rune”, fortalte Jan i telefonen!!!!

Jan fortsatte sin fortælling om to dages fiskeri med elektrofiskeudstyret sammen med Peter Geertz fra DTU Aqua.

”Det var dejligt at se, at der på trods af tørken stadig er vand i bækken (Donnemoseløbet).

Jeg har som sagt kun deltaget i de 2 første dage på Falster på grund af arbejde. Jens Tudvad fra LNF1920 har haft kontakten med Peter, og har lavet en vagtplan, der sikrer, at der på alle dage er 3 frivillige fra klubben, der hjælper Peter både på Falster og på Lolland.

Vejret har været knastørt hernede, faktisk siden begyndelsen af juli, så der er næsten ikke vand i vandløbene lige nu.

De to flotte bækørreder stod netop på den restaurerede strækning af Donnemoseløbet inde under en bro just nedstrøms for ”min” gydebanke. En klar understregning af, at når vi gør noget godt for ørrederne, kvitterer de øjeblikkeligt med den gode historie.

Vi startede torsdag (den 13. august) på en station på den øvre del af Gundslev Å, hvor vi elfiskede 60 ørreder på 5-9 cm på bare 17 meter vandløb! Det kan have været fordi, at stedet er skyggefuldt. Vi fiskede på endnu 1-2 stationer i samme vandløb og fik nogle få små ørreder.

Så var vi i Fribrødre Å, hvor vi fik en del arter, -ål, gedde, aborre, ørreder og kutlinger. Overalt lavt vand og tilgroet å, og fiskene var små. Bedste station for ørredyngel var et lille stryg på en station på Lundeskolevej 12, hvor vi fik ca. 25 stykker på 4-9 cm.

Vi sluttede torsdag på en station i Hesnæs Bæk, hvor vi i skoven elfiskede ca. 20 små ørreder på 50 meter vandløb. I øvrigt til stor begejstring for en nabo til åen, der ikke troede, der var liv i vandløbet.

Fredag den 14. august, startede vi så i Donnemoseløbet, hvor vi fik de flotte bækørreder, men ellers intet og heller ikke mange hundestejler. Men vores banker har jo heller ikke været benyttet endnu (projektet blev jo først udført i marts måned i år), så det bliver spændende at følge de kommende års gydning på ”vores” strækning af åen. Jeg vil holde øje med bækken til vinter og skal nok give tilbagemeldinger, hvis der sker noget!

Der er, efter min mening, fornuft i at udlægge lidt gydegrus på den stejle strækning opstrøms skoven, hvor jeg for år tilbage talte 4-5 gydegrubber, men ikke har set aktivitet de senere år!

Vi tog så i Tunderupløbet, hvor vi på 50 meter, nedstrøms broen ved renseanlægget, fik 63 stykker på 5-9 cm. Åen er ret tilgroet, men ser ellers OK ud. Mængden af ørreder dér, var stort set det samme i forhold til en undersøgelse foretaget af Guldborgsund Kommune i juni. Det nedre stykke kunne vi ikke elfiske, da vandet stod helt stille.

Vi tog så i Askehaveløbet, hvor der kun var meget lidt vand, -pytter, og det skuffende resultat udeblev heller ikke med kun 6 små stk. yngel på 50 meter, nedstrøms broen i skoven. Der var fiskehejre også i dette vandløb, -som i de øvrige vandløb, og det kan være én af forklaringerne. Men det var naturligvis skuffende i forhold til den massive gydning, jeg så i vinter (link https://fishingzealand.dk/nyheder/store-oejeblikke-paa-gydebankerne/).

Den anden af de to store ørreder fra Donnemoseløbet.

Det nedre stykke kunne vi ikke elfiske, da strømmen også dér, stod helt stille.

Vi fik overtalt Peter Geertz til at fiske pytterne oven for rørlægningen af Askehaveløbet, idet en af mine venner for nogle år siden med et lille net transporterede ørreder derfra og nedstrøms rørlægningen, da de var fanget i de små vandpytter i tørken deroppe. Der foregår altså gydning deroppe, og det kan være et interessant sted og kan trænge til gydegrus. Da vi ankom, var åen dog desværre totalt udtørret, men stykket ser interessant ud, -også ifølge Peter Geertz. Men i tørre somre som i år, vil den altså tørre ud opstrøms rørlægningen.

Vi sluttede elfiskeriet på Østkysten af Falster ved en station ved Bjergegårdsløbet, men den var også knastør!

Inden fyraften var vi ved 2 stationer i Tingsted Å, men det var lidt trist at se åen totalt åben, stillestående og tilgroet, og vi fik kun fisk ved den ene station, -ialt 6 stykker”, slutter Jan sin foreløbige beretning fra to dage med Peter Geertz Hansen fra DTU Aqua.

Inden vi sagde farvel til hinanden, nåede Jan lige at sende en sidste kommentar afsted.

”Så alt i alt, var det sådan lidt op og ned, -men jeg opfattede det personligt alligevel som opløftende, at vi på trods af tropevarmen og tørken kunne afsløre så meget liv i så små vandløb.

Det er meget små vandløb, der udover tørke også virker kolossalt presset på andre måder. Åbne strækninger langs dyrkede marker, -helt uden skygge, men med frit slag for fiskehejrer og andre jægere. Tænk hvad der kunne ske i disse vandløb, hvis man gav dem ideelle betingelser med rent vand, ro, skygge, sten etc!!!

De ville blive kilder for liv, -både i og oven for vandet, og en glæde for os alle”, slutter Jan Andersen fra Nykøbing Falster-foreningen.

 

Bandeleder, Rune Hylby.