Kategorier

Bloggere

Hove Å gennemgravet, -af havørreder fra Roskilde Fjord

Fuldstændig fantastisk er såmænd det mest ydmyge udtryk, jeg kan finde for at beskrive den forvandling, Hove Å har været igennem, siden vi lagde skjulesten og gydegrus ud på en længere strækning i bagvandet af Gundsømagle. Læg mærke til, at de sten, vi lagde ud, nu har sørget for, at bunden er skyllet ren for sand og slam, hvorefter det fineste gydegrus ligger tilbage.

Igennem det seneste år har jeg ad flere omgange lagt vejen forbi Hove Å i Roskilde Kommune. Senest i torsdags, hvor jeg ikke længere kunne holde min nysgerrighed tilbage. Jeg måtte se, om havørrederne fra Roskilde Fjord havde taget godt imod det projekt, vi udførte i efteråret…….?

Inden jeg helt vil løfte sløret for ørredernes respons på vores tiltag, vil jeg lige skrue tiden et år tilbage.

Første gang jeg besøgte Hove Å, var nemlig 13. januar 2022 for at kigge på mulighederne for eventuelt at restaurere en strækning, som er udpeget i Vandplanerne i planperiode 3. Når vandløb er udpeget, kan vi ikke søge midler til projekter gennem Fiskeplejen, som vi jo alle betaler til gennem Fisketegnet.

Finansiering af disse projekter, skal ligge et andet sted.

Derfor var Roskilde Kommune en vigtig og helt afgørende samarbejdspartner, idet kommandovejen og økonomien bag projekter på disse udpegede strækninger, foregår gennem kommunerne og de statslige midler, der er afsat til indsatser under Vandplanerne. Fair nok, og derfor gav det også god mening, at det netop var Roskilde Kommune, der havde bedt mig om at kigge på dette vandløb i den nordlige del af kommunen.

26 gydegravninger registrerede jeg i torsdags på projektstrækningen, hvor der sidste år kun blev registreret 4-5 stk. Altså en femdobling af gydebestanden alene her. På denne gydebanke, registrerede jeg 5-6 gravninger.

Jeg kunne godt se muligheder for at hæve miljøtilstanden, der i vandplanerne blot var beskrevet som moderat økologisk tilstand, -altså ikke godt nok i forhold til Vandrammedirektivet.

Der skulle udlægges gydegrus og skjulesten for at hæve tilstanden. Dele af den udpegede strækning har ikke meget fald, men der er dog knapt en kilometer vandløb, der ser fornuftig ud. Der var enkelte gydebanker, og jeg talte en lille håndfuld gydegravninger.

Blot 4-5 havørredhunner havde lagt deres æg i den smule gydegrus, der var på strækningen og gydebestanden netop her, kunne estimeres til 8-10 fisk, idet antallet af gravninger skal ganges med en faktor 2, da havørredhanner jo også deltager i gydningen.

Jeg gik i krig med projektbeskrivelse. Undervejs var jeg et smut forbi Gundsø Fiskeklub for at holde foredrag om Grusbanden, og i den forbindelse, donerede foreningen 5000.- kr til Grusbanden, som jeg bestemt kunne se gøre størst nytte, -netop i bagvandet under Gundsømagle.

Siden fulgte positive lodsejere, en god sagsbehandling fra Roskilde Kommune, godkendelse af projektet og endelig endnu et besøg i Hove Å, hvor en lille håndfuld bandemedlemmer, samt Fiskerikontrollen, lavede et par bestandsanalyser på projektstrækningen sammen med mig.

Én sølle ørred fangede vi, -men dog en ørred!!!

Roskilde Kommune sørgede som nævnt for det meste af finansieringen af projektet, der blev udført i oktober måned i et bredt samarbejde, hvor også Skovskolen fra Nødebo deltog, foruden naturligvis Gundsø Fiskeklub og os fra Grusbanden.

Takket være de frivillige fra Gundsø Fiskeklub, Den sjællandske Grusbande, samt Skovskolen i Nødebo og ikke mindst Roskilde Kommune, foruden lodsejerne, er det et helt andet vandløb, der nu løber ud i Roskilde Fjord.

Under den sparsomme nedbør i efteråret, blev mine bekymringer erstattet af direkte frygt for, at havørrederne ikke kunne passere under de tophængslede sluseporte under A6’eren, hvilket både jeg og flere lokale medlemmer af Grusbanden luftede i eftersårs-tørken, hvor det jo nærmest ikke regnede i perioden fra august til december.

Til jul kom regnen, vandstanden steg og havørrederne har siden haft mulighed for at vandre op på de gydebanker, vi lagde ud.

Min nysgerrighed for at følge op på projektet kunne ikke længere holdes nede. Jeg måtte afsted. Ringede derfor til et par af lodsejerne med aftale om besigtigelse.

Så snart jeg var ”landet” på projektstrækningen, var det overordentlig svært ikke at ”lette” igen af bare begejstring. Den ene flotte gydegravning efter den anden lå som perler på en snor på projektstrækningen.

Vores gydebanker var gennemgravet af havørreder fra Roskilde Fjord, og særligt de to nederste gydebanker, var endevendt. Yderligere er der dukket ”nyt gammelt gydegrus” frem på strækningen, idet de mange skjulesten, vi lagde ud, har bidraget til at skylle bunden ren og dermed er det fineste gydegrus dukket frem, hvor det tidligere har været dækket af sand og slam.

Nu er det skyllet rent og ørrederne har kunne gyde i det også.

Jeg har registreret gydegravninger i mange år, og mit bedste bud på et estimat for antallet i Hove Å på projektstrækningen er 26 gravninger, hvor der som nævnt sidste år kun var en lille håndfuld. Altså en femdobling!!!! Det svarer til en gydebestand på mere end 50 havørreder alene på projektstrækningen!!!! Derudover har Roskilde Kommune for et par år siden etableret et langt stryg nedenfor den opstemning, der spærrede for yderligere opgang lidt opstrøms for projektstrækningen, og også her, på stryget og lige nedenfor, var der friske gydegravninger. Det er fuldstændig fantastisk!

Undervejs, mens jeg gik langs vandløbet, dukkede én af lodsejerne op, som aldrig havde set en gydegravning før. Han havde taget sin kone med, og begge var svært begejstrede for ”deres nye ørredvandløb”.

Jeg gik selv amok med kamera og fik både taget en stribe billeder og ikke mindst optaget lidt film, for det skulle foreviges.

Kig på filmene her:

Du vil (med garanti) blive præcis så begejstret, som jeg blev i torsdags!

Med ro i sindet, og smil på læben, kørte jeg fra Hove Å, -velvidende, at om et lille halvt års tid, kommer jeg retur for at lave endnu en bestandsanalyse, som opfølgning på den, jeg lavede i sensommeren 2022.

Allerede nu er jeg da ved at revne af nysgerrighed.

Men jeg må vente til august-september, for lige nu ligger ørredæggene trygt og godt nede imellem de sten på de gydebanker, vi i fællesskab lagde ud i Hove Å.

Til april klækker de og så pibler det forhåbentlig frem med den ørredyngel, der i fremtiden skal sikre god økologisk tilstand på strækningen.

Det bliver vildt, -kære venner.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,