Kategorier

Bloggere

”Formidlingsbåden Kutlingen” – et nyt projekt i Roskilde.

Roskilde Oplevelseshavn og Roskilde og Omegns Lystfiskerklub (ROLK) er gået sammen i et større projekt, der vil gavne mange vandglade gæster i fremtiden.

De driftige folk i ROLK har gang i et spændende bådprojekt sammen med den lokale oplevelseshavn. Båden har allerede fået navnet ”Kutlingen”.

Båden er med sine lave dybdegang godkendt og velegnet til sejlads i hele Roskilde Fjord for grupper på op til 12 personer. Det er ønsket at ramme en bred gruppe af mennesker med det formål at skabe oplevelser, undervisning og relation til fjordens miljø, natur og historie.

Det vil bl.a. blive muligt for institutioner, foreninger og grupper at booke ”Kutlingen” og opleve Roskilde Fjords naturfauna på en ny, spændende og anderledes måde.

Man vil kunne tage ud og fiske, se på fugle eller komme helt tæt på fjordens smådyr ved at bringe akvarier og net med ud. ROLK har fokus på lystfiskeri og har store planer om ture for deres junior afdeling.

Derudover indgår ROLK i flere samarbejder omkring forskningsprojekter i Roskilde Fjord sammen med DTU Aqua – bl.a. de spændende forskningsprojekter omkring havørredernes vandringer i Roskilde Fjord. Her er ”Kutlingen” også tiltænkt en vigtig rolle.

”Kutlingen” er drevet af solbatterier og har dermed lav miljømæssig belastning. Båden er med sine 2 elmotorer, særdeles støjsvage og selve båden har derved et fornuftigt vedligeholdelsesbudget. Med 12 personer om bord, har den en sejltid på mellem 6-7 timer, og bliver opladet under sejlturen.

Der vil blive nedsat bådelaug, som står for sejladserne, uddannelse af skibsfører, bookningsaftaler, osv. Båden får plads ved Roskilde Sejlklubs bro.

Projektet ”Formidlingsbåden Kutlingen” har allerede skabt begejstring idet Nationalparken Skjoldungernes Land og Roskilde Kommune vil støtte projektet.