Kategorier

Bloggere

Familiefiskeri efter hornfisk fra Camping Mønbroen

Familiearrangement med Fishing Zealand guide

Fishing Zealand, Vordingborg Kommune og Camping Mønbroen inviterer til familiefiskeri efter hornfisk. Efterfølgende venter der en hyggelig oplevelse med snobrød og økologiske pølser på bålet.

Nu er det tredie år hvor vi fejrer hornfiskens komme og du er inviteret med! Når vi fisker fra den gamle færgemole ved Koster Færgegård og Camping Mønbroen kan vi kaste et stykke ud i Ulfsund, hvor hornfisken trækker forbi på vej til dens gydepladser.

Arrangementet er helt gratis, bare du har dit gode humør med – vi sørger for det hele. Dagens oplevelser henvender sig til både børn, forældre og bedsteforældre.

Der er således fiskegrej til alle, snobrød, sodavand og gode økologiske pølser fra Lone og Jens’ kyndige hænder varmet på bålet med den fantastiske udsigt. Til at hjælpe med fiskeri og fangster har vi Fishing Zealands certificerede fiskeguide Knud Stangegård med på dagen, til at tage hånd om jer.

Vel mødt.

Arrangementet finder sted på den gamle færgemole på Camping Mønbroen, Kostervej 86-88, 4780 Stege. Tidspunktet er lørdag d. 4. maj fra kl. 11 – 14. Arrangementet er støttet af Nordea-fonden – #kystenerklar