Med Mette Abildgaard på ”guidet vandløbstur”
- 10. marts 2016
Da Miljøordfører for De Konservative, Mette Abildgaard, spurgte på Facebook, om nogen kunne tænke sig at være vandløbsguide, var vi mange, der reagerede med stor begejstring. Det er utrolig opløftende, når Christiansborg-politikerne har et oprigtigt ønske om at sætte sig personligt og grundigt ind i de emner, de skal forholde sig til.
12 feb. skrev Mette Abildgaard følgende tekst i gruppen ”Bevar de forhadte vandløb”.
“Kære vandløbs-elskere
Jeg vil høre jer, om der mon er en eller flere fra Københavnsområdet, som kunne tænke sig at være vandløbs-guide for mig enten onsdag d. 9. marts eller torsdag d. 10. marts? Jeg er ikke ekspert i vandløb, men vil gerne blive klogere – ud og se med egne øjne, og høre jeres synspunkter og “ønsker”. Jeg vil gerne danne mig et indtryk af de forskellige former for vandløb der findes, og hvilke problematikker der er”.
Hendes initiativ fik stor ros fra flere hold, og jeg svarede selvfølgelig straks, at jeg hellere end gerne ville vise hende, hvordan vi greb tingene an i regi af Fishing Zealand. Vi inviterede hende ud til Lejre, sammen med undertegnede, FZ-frivillighedskoordinator Rune Hylby og vandløbsekspert Jan Nielsen fra DTU Aqua. Sammen kunne vi både perspektivere bredt, diskutere detaljer og i det hele taget komme hele vejen rundt om vandløbenes store betydning.
I går kom så dagen, hvor Mette Abildgaard tog med os for at besøge Elverdamsåen og Taderød Bæk, som begge ligger i Lejre Kommune. Lejre er blandt de fire første kommuner, der kom med i Fishing Zealand.
Jeg må ærligt indrømme, at Mette straks gjorde et godt indtryk med et åbent og ærligt sind. Ingen tvivl om hendes motivation. Hun var der for at lære. For at se, for at røre, for at stille spørgsmål og for at blive klogere på vandløb og problematikkerne omkring dem.
– Vandløb er en del af den danske kultur, og jeg vil gerne være med til at sikre, at vi efterlader sunde vandløb til vores børn og børnebørn, slog Mette fast, da vi spurgte til, hvorfor hun oprindelig havde taget initiativ til at mødes. Hun har helt sikkert været bevæget og påvirket af, hvor mange danskere, der har gjort opmærksom på manglende fokus på miljøet i vandløbene – bl.a. via den meget aktive facebookgruppe ”bevar de forhadte vandløb” med over 14.000 medlemmer.
– Man kan læse rapporter, artikler og meget mere, men den allerbedste måde er at få informationerne direkte fra eksperter ude i felten, slog hun fast, inden vi begyndte med en demonstration af insektlivet og elektrofiskeri for at vise hende, hvor mange dyr, planter og fisk, der er i et varieret og sundt sjællandsk vandløb.
I Elverdamsåen og Taderød Bæk vandrer hvert år 1000-1500 havørreder op for at gyde, fortæller Rune, imens Jan supplerer, at i snit kan man påregne, at for hver 10 m2 fungerende gydevandløb vil der blive produceret en stor havørred, der kan blive fanget og hjemtaget ved rekreativt fiskeri, foruden de mange fisk, der bidrager til gydebestanden.
Mette så fiskene komme op og nød detaljerne i deres smukke øjne, prikker og finner, mens Rune forklarede, at den store bestand af ørreder ikke er kommet af sig selv, men skyldes en meget målrettet og fælles indsats fra både de offentlige myndigheder, lodsejere og ikke mindst de frivillige. Uden denne indsats, ville der ikke være ørredbestande i den størrelsesorden, der er i dag.
Det skal vi værne om, var en af Mettes mange reaktioner. – Jeg er meget overrasket over, at det er helt oppe på titusindvis af ildsjæle, der arbejder med vandløbsrestaurering og dermed er med til at sikre ikke bare bedre fiskebestande men sunde vandløb i det hele taget for fremtidige generationer. Dette arbejde skal vi ikke sætte over styr, slog Mette fast.
Mens vi var ude ved åerne, lavede Mette en lille live video til sin facebook, mens hun udsatte ”de små slamberter” og fortalte om sit besøg. Videoen har allerede fået over 25.000 tusind visninger og kan ses her.
Vi nåede også lige at kigge på én af udfordringerne ved Taderød Bæk, idet fisketrappen ved Tadre Mølle i perioder ikke får vand nok til, at fiskene kan vandre op til de 10-12 kilometer gydeegnet vandløbsbund. Derfor er FZ, DSF, Tuse Å’s Ørredsammenslutning og Lejre Kommune, i samarbejde med ”Tadre Mølles venner”, i gang med at finde en løsning, der tilgodeser både den gamle fredede mølle og vandmiljøet og dermed ørredbestanden i Taderød Bæk. Alle dele af ørredens cyklus skal opfyldes, ellers knækker kæden, forklarede Rune.
På vej til mit kontor i Lejre og en velfortjent frokost, blev der tid til at kigge forbi Kisserupløbet, som var ét af de vandløb, der ville være blevet taget ud af vandplanerne, hvis vandløb med et opland på under 10 kvadratkilometer var blevet strøget af indsatserne. Rune var tydelig omkring, hvor vigtigt der var at beholde alle ”de forhadte små vandløb” i vandplanere. Ved Kisserupløbet, kunne Mette tydeligt at se, det ikke har den samme vandløbskvalitet som Taderød Bæk og Elverdamsåen. Men det er der mulighed for at forbedre.
Ved Kisserupløbet har dræningen i nærheden af åen, som så mange andre steder, fået jorden til at synke så meget, at vandet ikke kan løbe fra marken ned i bækken. Rune forklarede at dette kan hverken landbrugspakke eller forøget grødeskæring i vandløbet forhindre. Rune foreslog en politisk løsning, hvor man giver økonomisk kompensation for at braklægge områderne til glæde for både landmand og miljøet med mulighed for at restaurere åstrækningen med gydegrus.
– Det er en øjenåbner at høre om, hvor få virkemidler, der skal til for at omdanne et vandløb som dette til et sundere vandløb med gode muligheder for gydning uden at genere lodsejere og landmænd, konstaterede Mette. – Generationerne før os, der rettede vandløb ud og lagde dem ud i rør, har lært af deres fejltagelser, og vi har nu rettet op på dette. Jeg vil arbejde for at vi ikke gentager disse dumheder igen, men snakker sammen med lodsejerne og finder de gode fælles løsninger, der sikrer vandløbenes miljømæssige værdi.
Mette var også meget lydhør omkring ulemperne ved etablering af eventuelle nye større vådområder, der anlægges som søer direkte i vandløbene som kompensation for kvælstofudledning. Disse søer har nemlig meget negative konsekvenser og kan reducere ørredbestandene med op til 80-90%, forklarede Jan.
Jan fortalte også om, hvorfor bestandene er blevet meget større de sidste 30 år, siden der i 1982 kom krav i vandløbsloven om, at der skal være liv i vores bække og åer, selv om de også bruges til at aflede vand fra marker, byer og andre arealer.
Nu er naturen kommet tilbage med mange fisk, og flere er på vej. 2015 blev året, hvor der var rekordfangster af ørreder og laks, der gyder i vandløb. Ingen andre lande kan berette om stigende bestande i så stort omfang, og Danmark er ved at blive kendt blandt udenlandske lystfiskere som et sted, hvor man kan opleve et rigtig godt fiskeri. Til gengæld fortalte vi også, at flere frygter, at konsekvenserne af landbrugspakken vil være meget negative for turismen i Danmark og for de mange indtægter og jobs, den skaber. Det har flere medier og eksperter påpeget – Blandt andet Danmarks Radio (Landbrugspakke kan skræmme turister væk) og Altinget (Der er også turisme i vandløbene).
Jeg fortalte i denne forbindelse også om vores arbejde i ”Taskforcen for lystfisketurisme” og om den allerførste og nok vigtigste sætning fra denne rapport:
”Danmark skal markedsføre sig som foregangsland i Europa med bæredygtig naturforvaltning, hvor lystfiskeriet er baseret på vilde selvreproducerende fiskebestande, som i høj grad er foranlediget af naturgenopretning og vandløbsrestaurering.”
Det kan altså godt lade sig gøre, bare man snakker sammen om at finde gode løsninger, forklarede Jan. Lad os fortsætte det gode lokale arbejde fra tusindvis af gode gennemførte projekter med at samarbejde lokalt med lodsejerne om gode løsninger i stedet for at lave overordnede politiske beslutninger om at tage vandløb ud af vandområdeplanerne, var en vigtig pointe fra Jan.
Jeg pointerede selv, hvor vigtig det er, at alle parter stopper den konfliktskabende retorik og i stedet for at skabe kløfter snakker sammen for at få et fælles grundlag og mere gensidig forståelse. Det er sådan, at fremtidens løsninger skal findes, og Mette virkede meget enig i dette.
Formanden for De Konservative i Lejre, Grethe Nørtoft Saabye, ville i øvrigt også meget have deltaget, men havde desværre ikke mulighed. – Jeg er stolt over, at vi i De Konservative på kommunalt plan såvel som på Christiansborg har fokus på miljøet. Jeg er rigtig glad for de initiativer Fishing Zealand står bag her i kommunen, både i forhold til udvikling af en bæredygtig turisme, men sandelig også meget taknemmelig for det arbejde, de frivillige lægger i vandløbsplejen i samarbejde med kommunen. Hvis de kan lade sig inspirere af dette inde på Christiansborg, ja så er de altid velkomne her i Lejre, sagde hun, da hun måtte melde afbud.
Herfra skal der lyde en kæmpestor tak til Mette Abildgaard for en rigtig god dag og for at give sig tid til at se, til at lytte og til at sætte sig grundigt ind i tingene. Og en lige så stor tak til Jan Nielsen for sin store faglige viden og input og til Rune Hylby for sit engagement i det frivillige arbejde og hans fantastiske evne til at begejstre andre for dette arbejde.
I går var bestemt et solidt skridt i den rigtige retning mod at sikre, at politikerne får større forståelse af, hvor vigtigt det er, at vi tænker os grundigt om for ikke at ødelægge vandløbende og miljøet. Jeg vælger stadig at tro på, at de gode løsninger er derude.
– Gordon
____
Her kan du i øvrigt se en lille film Fishing Zealand har produceret om ”Vandløbene og de frivillige”.