13 frivillige, en Å-mand og en defekt bandeleder
- 24. september 2021
Da bilen var pakket med tre trillebøre, en sækkevogn og drikkevarer til anden etape af projektet ved Græse Å i Frederikssund Kommune, -vidste jeg, det ville blive en god dag sammen med Havelse Å Vandplejegruppe og Den sjællandske Grusbande.
På deltagerlisten var flere gamle kendinge, heriblandt Kaj Larsen, som jeg havde lavet projektet sammen med. Kaj havde sørget for alt det praktiske omkring indkøb af sten til brinksikring og sten til skjul.
På deltagerlisten var også Christian Lund Petersen og Jan Hornum, begge energiske ”miljø-kammerater” i denne del af Sjælland. Ligeledes var Tobias Sørensen, der altid er god for to mands kræfter, samt gengangere som Theis Perit Larsen og fader Michael, Casper Kenny Lundqvist, der havde taget sine to døtre med for at hjælpe til med at lægge sten i Græse Å.
-Og så var der adskillige nye ansigter, som jeg glædede mig til at se. Unge ”knægte”, der virkelig kunne gøre en forskel.
I alt mødte 14 energiske frivillige op for at bringe Græse Å på niveau med de allerbedste vandløb på Sjælland.
Projektstrækningen, -en 900 meter lang strækning skulle ”broderes med sten”.
Både for at sikre brinken mod nedskridning og sikre skjul for den yngel, der kommer så rigeligt af efterhånden som Græse Å har udviklet sig fra middelmådigheden til den absolutte elite.
Kaj og Co. havde talt ikke mindre end 72 gydegravninger i vinteren 2020-21, og der er således basis for en rigtig god bestand af ørreder, hvis der vel at mærke er skjul til dem. Ikke kun om sommeren, hvor grødevæksten ofte giver masser af skjul, men også om vinteren, hvor mange af vores vandplanter visner væk og ikke levner fiskene mange gemmesteder.
Det ville vi råde bod på.
Derfor havde vi indkøbt i omegnen af 25-30 tons sten i størrelse medium. Det var sten med en diameter omkring 35-40 cm, hvilket passer perfekt til et vandløb som Græse Å med en bredde omkring en meter til halvanden.
Stenene skulle lægges både i kanten og lægges i midten af vandløbet i en mosaik med en-to sten pr. løbende meter.
Claes Vikberg, der er Å-mand i Frederikssund Kommune, dukkede også op.
Jeg havde nemlig ugen forinden haft en snak med ham over telefonen, og inviteret ham til at komme og få en sludder om vandløbsstrækningen, som han passer til dagligt som vedligeholdelsesmand for Frederikssund Kommune.
Sikke en god dag, det tegnede til at blive.
Der var kun et lille aber dabei…..!
Jeg var selv defekt, idet jeg havde ødelagt min venstre arm på en klatrebane i Ålborg ugen forinden på lejrskole med min 7. klasse.
Ødelagt arm, som i rigtig ødelagt, med muskel- og fiberskader, muligvis et flækket underben, og med slynge, der hele tiden mindede mig om, at jeg ikke måtte løfte så meget som en perlesten!
Det var derfor en lettere defekt bandeleder, der (desværre) måtte bruge kræfter på at ”kommandere” med de frivillige i stedet for at lave noget fornuftigt selv.
Det går nok, tænker jeg, for jeg synes jo nok, jeg har smidt en del sten i vandet de foregående mange mange projekter. Men alligevel kriblede det i fingrene for at være med. For vi hygger os jo sammen.
Efterhånden som stenene blev lagt pænt tilrette i vandløbet, ændrede det karaktér og begyndte af spille musik for os, som alle danske vandløb med et pænt fald har for vane at gøre.
De mange sten til skjul og brink, tog sig aldeles fremragende ud i vandløbet.
Små fine strømrender, der øjeblikkeligt satte vandhastigheden i vejret og dermed så småt begyndte at skylle bunden fri for sand og slam.
Det bliver for vildt at følge udviklingen på projektstrækningen langs speedwaybanen i Slangerup.
Der er nemlig basis for, at der allerede i den kommende vinter, vil være en større overlevelse af præsmolt og dermed en større udvandring end tidligere.
Det giver igen flere gydefisk og en rigtig god cyklus er begyndt, idet flere fisk som bekendt genererer flere fisk og så fremdeles.
Claes knoklede på sammen med de frivillige, og vi fik en god snak om vedligeholdelse, gode og dårlige vandplanter, samt naturligvis, -overholdelse af regulativet.
Men med udlægningen af stenene vil vandhastigheden sikre, at der ikke vokser den kaskade af pindsvineknop, sjællandske vandløb ofte er belastet med.
Nu skulle puder af vandstjerne og andre gode vandplanter, gerne fremover herske på engene ved speedwaybanen og vinteroverlevelsen skulle være sikret med de mange store sten. Du kan se en fantastisk stemningsfyldt film optaget af Jan Hornum, der har gået en del af projektstrækningen igennem med kamera via dette link fra Grusbandens facebookside: https://www.facebook.com/jan.hornum/videos/819360285424357.
Visse sten havde en så tilpas størrelse, at min sækkevogn, der nu har været brugt til utallige projekter rundt omkring på Sjælland, Lolland, Falster og Møn, denne lørdag eftermiddag endelig måtte kapitulere, da det ene hjulophæng brækkede af bare overanstrengelse.
Meget symptomatisk, når nu jeg ikke kunne løfte en finger!!!!
En kæmpe tak til de frivillige og mega respekt for den fantastiske indsats alle ydede denne dag i Slangerup.
Tænk engang, -blot fem timers arbejde fra 14 frivillige bandemedlemmer mm. har bragt Græse Å op på et niveau, der med garanti sikrer God Økologisk Tilstand og en masse biodiversitet, halleluja!!!
Bandeleder, Rune Hylby,