Samhørighed blandt ”de frivillige”
- 14. april 2015
I midten af marts mødtes vi til den årlige generalforsamling i Sjællands Ørredsammenslutning. Det har vi gjort mange gange før, for vi har eksisteret i adskillige år og blev oprindelig stiftet som en sammenslutning af foreninger, der arbejdede med indfangning og opdræt af vilde ørreder til udsætning i ørredvandløb på Sjælland, -deraf navnet. Der er løbet meget vand gennem åerne siden den stiftende generalforsamling i Tuse Forsamlingshus for mere end 15 år siden, og der er sat mange skibe i søen og ørreder ud i vandløbene rundt om på Sjælland siden dengang.
Det er således SØS, der i samarbejde med de lokale foreningen sikrer og administrerer alle udsætninger af vilde ørreder på Sjælland, og de er derfor en vigtig samarbejdspartner for Fishing Zealand. Og omvendt! For SØS bakkede nemlig fra første færd op om Fishing Zealand. Men det var samtidig vigtigt for os at bevare den kontinuitet og målrettede indsats fra de lokale foreninger og sammenslutninger.
Dette frivillige miljøarbejde i de sjællandske ørredvandløb, har stået på i mere end tredive år, og som en naturlig del af Fishing Zealands organisation, blev blandt andet oplandsgrupperne implementeret fra SØS, således at vigtige erfaringer ikke gik tabt, men kunne udvikles ud fra den lokale viden, SØS har erhvervet sig.
På generalforsamlingen kunne formanden for SØS, Kurt Jørgensen fortælle, at de to spulepumper, som er erhvervet sidste år i et samarbejde mellem blandt andet Fishing Zealand og SØS, kan lånes af foreningerne i SØS til at spule gydebankerne i mindre vandløb. Metoden er god til mindre vandløb, da sand og slam spules bort fra det grove materiale, der bruges af ørrederne til at gyde i.
Èt af de meget vigtige punkter på dette års generalforsamling, der i øvrigt var rigtig godt besøgt med en snes deltagere, var at finde en ny oplandskoordinator for oplandet i Nordøstsjælland. Lars Brincker, der har sine rødder plantet blandt andet i Esrum Ålaug blev valgt som oplandskoordinator for det, der kaldes ”oplandsgruppe 3” under Fishing Zealand.
Lars Brincker har et meget bredt kendskab til vandløbsrestaureringer, og har i årevis været engageret i restaureringsprojekter i både Havelse Å, og vandløb i Esrum Å-systemet i blandt andet Gribskov Kommune, der er én af kommunerne i Fishing Zealand. Lars har desuden siddet i vandrådet for Nordsjælland og er yderst positiv overfor samarbejdet med både kommuner, ålaug og sportsfiskerne. På SØS’ og Fishing Zealands vegne vil vi naturligvis byde Lars velkommen, og vi glæder os til at udvikle aktiviteterne i dette område sammen med ham.
Kurt Jørgensen der også sidder i Projektgruppen i Fishing Zealand, fortalte yderligere, at udsætningerne på Sjælland også i år følger Fiskeplejen, og der vil dermed blive sat fisk ud i det antal, planerne for Fiskeplejen foreskriver, vi skal. Det glæder jeg mig til, for netop udsætningen af ørrederne, er kulminationen af vores engagement og anstrengelser for netop denne ørred-årgang-2015.
Det forholder sig nemlig således, at de moderfisk, vi fangede i november 2013, er forældre til de små ørredsmolt, vi skal sætte ud om ganske få uger. Derfor sluttes ringen med en festlighed. For det er en særlig dag, når de små lokalt tilpassede ørreder sættes ud til et ørredliv rundt om Sjælland.
Husk på, hver gang du fanger en ørred på kysten, er netop denne ørred helt unik. Den bærer nemlig på arvelige egenskaber for at overleve netop i vores fiskevande.
– Rune Hylby