Kategorier

Bloggere

Sommerferie-fiskeri ved Grønlien Sø i Frederikssund


Lørdag den 30.juli
indbød Fishing Zealand i samarbejde med Frederikssund kommune til medefiskeri i Grønlien Sø.

De fremmødte blev af fiskeguiden præsenteret for området, og hvilke fisk der kunne fanges. Grønlien sø ligger i Sillebro ådal, hvor

Frederikssund kommune har lavet naturgenopretning ved at genslynge åen og samtidig lave regnvandsbassiner i form af naturlige søer til at opsamle overfladevand fra de forventede øgede nedbørsmængder grundet klimaforandringer. Der er er samtidig lavet shelter mm. til gavn for offentligheden.

Vel fremme ved den lille af søerne blev de forskellige teknikker gennemgået. Der var polestænger med fast line og flåd samt spinnestænger med flåd og endelig bundmedestænger. Dagens agn var dåsemajs og melklister.

Der gik ikke længe, efter flåddene var kommet i vandet, før der kom de første nøk i flåddet, og kort efter blev den første rudskalle fanget. Siden gik det slag i slag, og vi prøvede også den store sø, og der var fisk til alle: Flest rudskaller men også gråskaller og en enkelt aborre. Til sidst blev der rundet af, og de fremmødte var glade for arrangementet og de smukke omgivelser.

Læs mere om det spændende naturgenoprettede område her: https://oplev.frederikssund.dk/hovedmenu/naturoplevelser/sillebro-aadal

Knæk og bræk,

Keld

 

Kæmpe succes med kutterture denne sommer fra Frederikssund

Kæmpe succes med kutterture denne sommer fra Frederikssund.

Glem den gamle sweater, men lad bare skæget stå. VisitFjordlandet og Fishing Zealand havde i fællesskab fundet en god opskrift på et attraktivt sommerferietilbud. Ikke bare for familier, men også for lokale virksomheder, som på en unik måde når ud til potentielle kunder i lokalområdet.

I uge 31 denne sommer havde Frederikssund kommune – gennem VisitFjordlandet – benyttet sig af muligheden for at sammensætte en let fordøjelig pakke. Fishing Zealand stillede med fiskegrej og guide, som var til rådighed for alle gæster på alle ture. Turbåden M/S Hanne Berit blev hyret til opgaven, hvor også lokale fødevareproducenter stillede op med lækre “Smag på Fjordlandet”-madpakker til alle deltagere på familieturene. Det var et godt initiativ, som i høj grad var med til at skabe succesen.

Fem familieture midt på dagene blev udbudt tirsdag til lørdag, og to vinsmagningsture var på programmet, henholdsvis tirsdag og onsdag aften. Mindre end to uger før den første tur, blev turene udbudt gennem VisitFjordlandets kanaler, og allerede inden der var gået en uge, var alle pladser på samtlige ture udsolgt. I alt deltog 168 gæster over de fem dage og syv ture.

For dem som var heldige at få billet, ventede nogle gode og hyggelige oplevelser på fjorden. Alle fik hjælp og vejledning til fiskeriet, og både besætning og fiskeguide var gavmilde med tips og tricks … og en lille røverhistorie blev det også til i ny og næ. Ganske vist kan det være en udfordring med både sprællende børsteorm og nogle fisk, som til tider var lidt sløve på finnerne. Nogle var dygtige og fik fisk med hjem til aftensmaden, mens andre fik set og oplevet, at man med fikse tricks, håb og ihærdighed kan fange søstjerner, krabber og rent faktisk også fisk, midt på en varm sommerdag på fjorden.

Og vinsmagning på fisketure – sammen med kunsten at sætte levende børsteorm på en krog, og så nyde en lækker kølig vin – det kan bare noget helt specielt. Aftenturene med passionerede mennesker fra de lokale vinhandlere; Langelinie Vin og Falkensten Vin var lynhurtigt udsolgt, og stemningen om bord i solnedgangens skær over Fjordlandet var nærmest … magisk.

Vi lystfiskere ved det allerede. Sommerferie og fisketure for hele familien, et par generationer eller tre, eller med særlige venner … det spiller bare rigtig godt sammen. Med nærvær og samvær opleves unikke og autentiske mikroeventyr, for nogle måske som et minde for livet.

Et ton sten til hver i Tranemosegrøften

Tirsdag i sidste uge havde vi sat hinanden stævne i Tranemosegrøften i Kalundborg Kommune.

Vi manglede nemlig en lille sjat sten, -15 tons fra efterårets projekt i det lille fine gyde- og opvækstvandløb, der løber til Sejerøbugten og derfor er uhyre vigtigt i forhold til de ørredsmolt, der potentielt kan vandre ud i den sydlige del af Kattegat og være med til at sikre det gode fiskeri på Røsnæs, Vrøj, Kårup og andre af de ikoniske fiskestræk, der i mange år har givet lystfiskere så mange glæder (og fangster).

Min første havørred, der blev fanget for hunderede år siden (!!!!), blev netop fanget ved Kårup en morgen i september, hvor luften nærmest sitrede af havørred. Det var én af den slags morgener, vi lystfiskere udmærket kender, og som gør, at vi bliver ved med at stå tidligt op, søge ud på kysten, nyde naturen og den gavmildhed, vi bliver en del af!

Stævnemødet i tirsdags, var faktisk foranlediget af Kalundborg Sportsfiskerforening, som jeg samarbejdede med omkring projektet i Tranemosegrøften.

De gæve gutter ville nemlig bruge et par tirsdage i forenings-regi på at lægge den sidste rest af de skjulesten, vi skulle have lagt i vandløbet i efteråret, men som vi ikke nåede af flere årsager.

Nu blev stenene lagt i og mere end et par håndfulde foreningsfolk og Grusbandemedlemmer dukkede op kl. 16.16.

I alt var der et ton til hver, -det var da til at føle på.

Der var også en række store ”nødder” iblandt og med fælles hjælp, samt sækkevogn, gik det fint.

Urtevegetationen langs åen var næsten vokset stenene over ørerne, men ved fælles hjælp, blev de lagt ned i Tranemosegrøften i en lind strøm.

To folk nede i åen og resten oppe på brinken.

Brinkfolkene skubbede stenene ned og å-folket lagde dem til rette.

God struktur og som én af deltagerne efterfølgende skrev til mig: ”vi……. fik smidt godt med sten ned lidt forskellige steder. Fantastisk lyd det giver, når stenene plasker, det giver lidt den samme glæde som at hoppe i vandpytter, og når de rammer en anden sten samtidig, giver det den magiske rullende lyd som sten og vand har sammen”.

Det kan ikke siges mere rammende, for netop kombinationen af fællesskabet og derefter samhørigheden mellem vand og sten er jo netop det, der giver variationen i vandløbet og sikrer en masse standpladser til de små ørreder.

Jeg kunne ikke selv deltage, da jeg havde en fødselsdag i den nærmeste familie at fejre, men at dømme på Peder Høpfner fra Kalundborg Sportsfiskerforening og tovholder på dagens indsats, gik det forrygende og efter nogle timer, kunne alle klappe i hænderne og hinanden på skuldrene.

Billederne fra dagens indsats er derfor taget af Sif Klarskov, der havde taget sin mor, Lisbeth med. De to unge damer kommer helt fra Roskilde-egnen, -og den slags skaber respekt, også blandt de lokale forenings-folk.

Sif med endnu en sten til vandløbet, der knapt anes på billedet. Sif agerede fotograf i mit fravær og fik lige nøjagtig skudt et par gode billeder af den fantastiske indsats.

Omtrent 15 tons skjulesten var nu lagt til rette denne tirsdag og vi kunne sætte flueben ved hele projektet med i alt ca. 90 tons sten og gydegrus.

-Og ørrederne har allerede kvitteret for indsatsen, idet der har været en flot gydeaktivitet i vinter.

Nu mangler vi kun at sætte nogle tal på bestanden af ørreder, idet jeg i nærmeste fremtid kommer på besøg med elfiske-udstyret for at lave en tilsvarende bestandsanalyse, som jeg lavede sidste år ved samme tid.

Det bliver spændende at se, om vi har gjort den forskel, jeg forventer med projektet.

Det håber jeg……!

Afslutningsvis, ligger det mig meget på sinde at takke de mange deltagere for indsatsen.

I er fantastiske!!!!!

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,

Street fishing i Voldgraven i Vordingborg

I samarbejde med Vordingborg Kommune og Sportsfiskerforeningen Storstrømmen kunne vi med glæde åbne for fiskeriet for én dag i et ellers lukket fiskevand i centrum af Vordingborg. 

Ca. 50 fiskeivrige børn, unge og ældre mødte op ved voldgraven for at prøve at overliste en skalle eller aborre med majs og orm.

Fiskeekspressen var på pletten med udlånsgrej og Sportsfiskerforeningen Storstrømmens medlemmer stod klar for at assistere.

Dagen forløb med fisk til alle. Der blev fanget over 100 skaller og aborre samt en enkelt almindelig kutling. 4 unge lysfiskerspirer havde deres ilddåb med fangst af deres allerførste fisk.

Der blev sludret og drukket kaffe og hvervet et par nye medlemmer til den lokale forening.

Familiefiskeri i havnen under årets Makrelfestivalen.

Årets Makrelfestival løber af stablen d. 19.-21. august – og Fishing Zealand vil igen i år være til stede om lørdagen kl. 10-16 med vores fisketrailer.

Her kan familier samt børn og unge stifte bekendtskab med medefiskeri efter forskellige fiskearter i havnen.

 

Vi har masser af lånegrej og madding med, så kom gerne forbi vores stand ved havnekajen, hvor både børn og voksne har mulighed for at fange deres livs første fisk. Det er ganske gratis og alle kan være med.

Sidste år var der super fiskeri i havnen efter fortrinsvist kutlinger men også flere pæne fladfisk blev landet samt en del krabber. Fjæsinger er også en gæst ved vores vande på denne årstid, og skulle man få en sådan på krogen, vil FZ-guiden nemt kunne hjælpe med det.

Som vanligt laver den driftige arrangør af Makrelfestivalen Odsherred Sportsfiskerforening et stort rørebassin, hvor man kan studere og se fiskene på nært hold.

Du kan læse mere om Makrelfestivalen her.

Og her kan du læse om, hvordan det gik i havnen sidste år.