Kategorier

Bloggere

En blæsende Store Bededag gav hornfisk i Guldborgsund Kommune.

På Store Bededag inviterede Guldborgsund Kommune, Lystfiskerforeningen for Nykøbing F. & Omegn (LNF 1920) samt Fishing Zealand på hornfisketur på Falster.

Mødestedet var ved det gamle færgeleje på Nordfalster. Pladsen er normalvis suveræn til hornfisk i højsæsonen, men netop denne dag ville vejrguderne det desværre anderledes, da der blæste 20 sekundmeter vind ind fra øst. Det ødelagde fiskemulighederne på pladsen, da meterhøje dønninger ramte kysten, og farvede vandet mørkebrunt med masser af drivende ålegræs og fedtemøj. Alt fiskeri var umuligt.

De to erfarne Fishing Zealand guider Jesper og Thomas traf en hurtig beslutning om at rykke fiskeriet til Vestfalster nemlig Alstrup Strand lige nord for Guldborg.

Thomas kørte til Alstrup og gjorde klar, mens Jesper blev på Gl. Færgevej og sendte de fremmødte til den nye plads.

Valget af Alstrup Strand skulle vise sig at være spot on på netop denne dag. Faktisk var det nok en af de få fiskbare steder på hele Falster i disse vejrforhold.

Efter at have tjekket, at vandet var fiskbart, kunne Thomas også hurtigt konstatere, at der var mange hornfisk – rigtig mange hornfisk faktisk. Efter tre kast med en af Fishing Zealands lånestænger gav nemlig både følgere og hug i hvert kast.

Alstrup Strand er så varieret, at der både kan fiskes over dybt vand fra rev og høfder samt over lavt vand i waders. Så pladsen kunne rumme både begyndere uden waders og mere erfarne.

Vi fik selskab og hjælp af 3 frivillige medlemmer af LNF 1920. I alt fremmødte ca. 15 deltagere som denne dag trodsede vind og vejr i jagten på hornfisk.

Dagens første fisk blev fanget af dagens yngste deltager på 12 år i hans allerførste kast.

Det blev til kontakt med fisk til så godt som alle fremmødte, og de fleste havde også fisk med hjem, nogle endda en fin lille stak.

I alt blev der på dagen fanget mellem 15-20 hornfisk, og alle deltagere gav trods vejret god feedback og takkede for en god og spændende dag med kyndig vejledning og fine fangster, trods de barske vejrforhold.

Så vind og vejr taget i betragtning kunne det ikke været forløbet meget bedre denne dag.

 

Knæk & Bræk,

Jesper Roholm og Thomas P. Jensen