Uffe Clemmensen uddeler en pakke røgsmuld til en glad konkurrencevinder.
Hvis vi ikke tør eller orker, bliver tanker ikke til handlinger, og tingene vil gå i stå. Fishing Zealand er og bliver, hvad vi selv gør det til, og i ROLK har vi bl.a. valgt at dedikere os til at stå i spidsen for en stribe arrangementer og aktiviteter i Roskildes nærområder, aktiviteter der favner bredt, og som sætter fokus på lystfiskeri og naturen.
Den landsdækkende “Fiskens Dag” blev således fejret den 14. september på Roskilde Havn, og det er et godt eksempel på, hvordan tanke bliver til handling. Adskillige partnere var involveret og løftede opgaven ved fælles indsats og til stor begejstring for de mange besøgende.
Roskilde Oplevelseshavn var initiativtager og støttede op omkring de nye tanker og ambitioner i Fishing Zealand. På havnekajen blev der røget fisk og delt ud af rygetips fra Gordon P. Henriksen der bl.a. er kendt fra DR2 programmet ”Storrygeren”. Der blev serveret vild pesto fra naturens planter fra Kællingehaven, og ROLK havde arrangeret konkurrencer for børn og voksne, hvor der bl.a. blev uddelt gaveæsker fra Smoke It All og gavekort til Restaurant Store Børs.
Store Børs var også på pletten med smagsprøver af fiskefrikadeller og overvejer nu kraftigt at indgå som virksomhed og samarbejdspartner i Fishing Zealand. Jan og Bo’s Lystfiskershop var med fra starten i at støtte og facilitere Roskilde Kommunes optagelse i Fishing Zealand, og de var selvfølgelig også med på havnen, hvor man kunne teste deres fiskekajakker.
Der var rigtig mange mennesker, der besøgte Roskilde Havn denne dag, og de fik sig nogle smagsprøver og et par gode oplevelser. Der var masser af glade smil og ingen tvivl om, at et arrangement som dette er en god reklame for alle de medvirkende. Og ja da, ROLK fik da også fem nye medlemmer i vores fiskeklub.
Så husk, at en lille tanke sagtens kan blive omsat til en god handling – og at Fishing Zealand kan være et godt omdrejningspunkt for dette.
Konklusionen er, at de nordiske lande er godt rustet økonomisk til at gå forrest i kampen for en mere grøn økonomi, og rådet opfordrer til at udpege indikatorarter – samt til at se det store billede og anerkende den samfundsøkonomiske værdi af rekreative fritidsbeskæftigelser som fx jagt og lystfiskeri.Det kan vi kun bakke op om. Ørred, laks og gedder er oplagte indikator-arter – men der er desværre nok et stykke vej endnu, da fisk på nuværende tidspunkt ikke engang indgår som miljømål i Vandplanerne.
Der burde ellers være rigeligt med økonomiske incitamenter til at satse på fx havørredfiskeriet: Værdien af dansk lystfiskeri er ifølge undersøgelsen »Samfundsøkonomiskbetydning af lystfiskeri i Danmark« 2,75 milliarder om året. Eftersom 30% af dansk lystfiskeri er havørredfiskeri, er værdien af dette ca. 825 millioner kroner årligt. Da danske lystfiskere ifølge DTU Aqua og Danmarks Statistik hjemtager 270.000 havørreder om året, har hver hjemtagen havørred en værdi på 3055 kroner, svarende til en kilopris på 2-3.000 kroner – velbekomme.
Til sammenligning koster 1 kilo havørred 1-200 kroner hos fiskehandleren, så der skal ikke meget fantasi til at forestille sig den samfundsøkonomiske gevinst ved at indføre skrappe restriktioner på garn- og erhvervsfiskeri – og i samme hug ophøje de vigtigste sportsfisk til »gamefish«, der er beskyttet mod erhvervsfiskeri – præcis som man har været klog nok til at gøre mange andre steder i verden bl.a. USA.
Som formand for lystfiskerklubben ROLK ser jeg gerne så mange som muligt fatte og bevare interesse for natur og lystfiskeri. Foreningslivet er i dag præget af stor konkurrence med masser af tilbud fra alle sider. På den baggrund er det vigtigt, at der bliver skabt nogle ordentlige og spændende rammer for de foreninger, der ønsker fremgang og vækst i deres medlemstal og som bygger på visioner for fremtiden.
Fishing Zealand er et nyt og spændende projekt, der har til opgave netop at favne store grupper af mennesker: lokale lystfiskere, turister, børn og udsatte unge m.fl.. Her er et projekt som vi som forening kan deltage aktivt i på en række områder, men for at det skal lykkes kræver det en kommune, der kan agere hurtigt og stålfast.
Sammen med en række lokale virksomheder og en lokalpolitiker med visioner tog ROLK kontakt til Roskilde Kommune. I første omgang var de måske en anelse skeptiske, men i takt med at de forstod de mange facetter af projektet, indså de efterhånden hvor mange fordele der ville være for kommunens borgere ved at deltage i dette projekt.
Efter et møde med de forskellige parter, hvor Gordon P. Henriksen, projektleder i Fishing Zealand og medlem af ROLKS bestyrelse også deltog, besluttede kommunen at gå helhjertet ind i projektet på lige fod med Vordingborg og Odsherred – de to kommuner der var initiativtagere til projektet.
Roskilde Kommune og de involverede forvaltninger har i denne sag vist mandsmod og fortjener stor ros for deres beslutning. Vi har som forening fået en ny platform at arbejde på.
Fine ord er ikke nok. Det kræver hårdt arbejde, men når vi står sammen, er jeg ikke i tvivl om, at det kan lykkes, og at vi sammen vil opnå store resultater. Tillykke til os alle med at Roskilde nu er en del af Fishing Zealand. Jeg håber, at andre foreninger og lystfiskere kan lade sig inspirere, og også kan arbejde på at få deres kommuner til at blive en del af dette samarbejde.
De frivillige talte mange gydegravninger i tilløbene til Isefjorden. Her ses et par stykker fra Elverdamsåen.
Entusiasmen var overvældende sidste efterår, da foreningerne omkring Fishing Zealand blev præsenteret for hinanden på et møde i Høm Forsamlingshus.
I Oplandsgruppen for Isefjorden havde foreningerne længe ønsket at få et samlet overblik over gydebestanden i Isefjordens vandløb. Foreningerne blev derfor enige om at tælle gydegravninger og bundsubstrat i samtlige vandløb med tilløb til Isefjorden. Et ambitiøst projekt, da det drejede sig om mere end 200 km vandløb. Ingen af de fremmødte foreningsfolk kunne vide, at det blev en vinter, fuld af is og sne, som yderligere besværliggjorde det ambitiøse projekt.
Registrering af gydegravninger er en såre simpel metode til at give et kvalificeret bud på, hvor stor gydebestanden af ørreder er i et vandløb. Det tager dog tid, da man går langs med vandløbene og registrerer hver gang, der er en gydegravning. En gydegravning er dér, hvor en ørred har lagt sine æg i gruset. Det er forholdsvis nemt at se, da ørrederne graver en grube i bunden af vandløbet, på et sted, hvor der er stenet bund. Her lægger hunnen sine æg, der siden befrugtes af en han, -hvorefter æggene dækkes til igen. Denne bunke sten, og ”hullet” foran, kaldes en gydegravning.
En af de positive inspirationskilder til Fishing Zealand er Havørred Fyn, og vi er mange, der er rigtig glade for, at Sjælland endelig også har fået sin egen tilsvarende organisation i Fishing Zealand.
Samarbejdet i Havørred Fyn genererer årligt en ekstra omsætning på min. 38 mio kr. alene fra sportsfiskerturisterne.
Havørred Fyn har eksisteret i mere end 20 år og er et glimrende eksempel på, hvordan lystfiskeri kan være omdrejningspunkt for natur- og miljøarbejde med bæredygtig brug af naturen. Projektet har vundet en sølvmedalje ved FN’s Environmentally Sustainable Project Award i USA og har foreløbigt fjernet mere end 200 spærringer og åbnet op for mere end 500 kilometer vandløb.
Samtlige ti kommuner på Fyn samarbejder for at udvikle selvreproducerende havørredbestande og sikre et godt fiskeri samt forbedre turisterhvervets økonomi. Adskillige foreninger og frivillige lystfiskere bidrager også i høj grad til arbejdet.