Hvert efterår blusser debatten om hjemtagning af farvede fisk op. Det gjaldt også denne fisk som David Thormar fangede d. 7. sep.
Lørdag d. 7. september 2013 er jeg som så mange andre dage af sted på kysten efter havørreder. Sensommeren har givet rigtig mange flotte fisk, men jeg har ikke rigtig kunne komme over 2,5 kilo.
Denne dag er forholdene på kysten lidt barske med en hård østlig sidevind, men med en perfekt grumset vandfarve. Det indbyder til havørredbonanza , og da vi begynder fiskeriet er humøret lidt selvsikkert og helt i top! Det viser sig dog, at fiskene ikke helt er med på legen, og til trods for at vi ser flere springende fisk, vil de ikke rigtig noget.
Efter flere pladsskifte og mange timers fiskeri for vi hul på bylden og fanger den første 50cm fisk, der hurtigt bliver genudsat. Vi kæmper videre, men først på én af de sidste pladser, vi vælger at besøge, går det for alvor løs.
Der er store bølger, så vi vælter lidt rundt på stenene. Det er dog ikke værre, end at jeg snart kroger endnu en fin let-farvet sensommerfisk på 50-55cm, der hurtigt bliver afkroget. Herefter fanger min makker en rigtig flot fisk på over tre kilo. Nu må jeg have kameraet frem til et par hurtige skud, inden jeg igen kan fiske videre. Det er for mig altid lidt svært at stoppe op i mit fiskeri, når man ved, at fiskene er derude – men et godt billede af en flot fisk er altid rart at have.
Efter en lille pause er jeg klar igen. Det blæser nu så meget, at man må give lidt line, idet blinket lander, for at få det til at synke lidt ned i vandet før indspinningen startes – ellers skøjter det simpelthen bare på overfladen. Også selvom jeg står med et 28g tobis-farvet søm.
Min kone siger med jævne mellemrum, at jeg er “afhængig af fiskeri” – og det kan jeg egentlig godt nikke genkendende til. Det må næsten være det, jeg fejler!
Jeg arbejder med fiskegrej som erhverv og videreformidler gode oplevelser med ordentlig grej og dermed kvalitetstid til de kunder, som kommer og handler hos mig i Jagt og Fiskeri.
Jeg kan blive helt ’høj’, når folk kommer tilbage med en succesoplevelse i bagagen og takker for den gode hjælp, de har fået. Når jeg så selv har fri, så tænker min hjerne på nye spændende gøremål, ture og fiskegrej. Jeg surfer “fiskeporno” på nettet; grejnyheder, fangster osv. for at være med dér.
Når jeg drømmer, så drømmer jeg mig væk til eksotiske rejsemål med store og hårdtfightende fisk eller kolde stille vinterdage med store og sky gedder.
Når jeg har været af sted på en spændende og vellykket fisketur, hvilket efterhånden er reglen og ikke undtagelsen, så MÅ OG SKAL jeg bare af sted igen hurtigst muligt…
Min kone troede i starten, at hvis jeg blev sendt på en enkelt fiske tur, så kunne jeg holde mig fra det i en del tid, men nej – sådan hænger det desværre ikke helt sammen. Med jævne mellemrum er der perioder eller højsæsoner, hvor jeg bare skal af sted for ikke at blive umulig at være sammen med.
Alt i alt så går det hele jo nok lidt i fisk for mig. Mange vil nok betegnet mig som en nørd, og fair nok, – for ofte er det at være en nørd dét, der skal til for at få succes inden for sin hobby.
På mit CV står der efterhånden rigtig mange fine specimen fisk – et bevis på, at flid og dygtighed kan gå op i en højere enhed – og særligt jagten på de helt store fisk er afhængighedsdannende!.
Når jeg tænker over det, så passer det hele jo egentlig meget godt med, at det at være fisker, er lige som at være afhængig af stoffer. Ligheden slår mig! Man ser frem mod sit næste fix og ens tanker kredser ikke om andet.
Skal det hele vendes til noget positivt, så tror jeg heldigvis ikke, at det er det værste, at være afhængig af fiskeri. Selvom det kan føre til lidt familiekriser i ny og næ, så får man rigtig mange gode ting igen både i naturen og med venner og bekendte.
Jeg tillader mig selv at tage på mange ture i ind- og udland og kan allerede nu se tilbage på et utal af fantastiske oplevelser sammen med gode kammerater, venner og kunder over de sidste 15 år. Det er ture, jeg ikke ville være foruden, og som jeg ved, at jeg vil se tilbage på med stor glæde, når jeg engang bliver en gammel mand. Man lever kun én gang, og man bør leve sine drømme ud i livet – og at fiske er at leve!
Når du fanger en ørred på den sjællandske kyst eller i åen, er der en ganske stor sandsynlighed for, at den er et produkt af målrettet avlsarbejde og ikke naturlig reproduktion. Uden hjælp ville ørredfiskeriet på Sjælland nemlig ikke være andet end en skygge af sig selv, og derfor er det godt, at der efterhånden gøres mere og mere for at pleje bestandene og sikre deres habitat.
Sidste nyt er at Sjællands Ørredsammenslutning og Fishing Zealand nu samarbejder om at ophjælpe de vilde fiskebestande og dermed skabe et bæredygtigt fiskeri. Fokus vil primært være at ophjælpe de vilde fiskebestande efter de retningslinjer, der er udstukket af DTU Aqua, hvor brugen af lokale vildfisk indgår.
Det meget store udsætningsarbejde, som Sjællands Ørredsammenslutning igennem mange år har foranlediget administreres og foretages af udsætningsforeninger i lokalområderne.
Foreningerne arbejder også med etablering af gyde – og opvækstområder i ferskvand, og her arbejdes der typisk med restaureringsprojekter, hvor der udlægges gydegrus og skjulesten. Dette arbejde er essentielt for at sikre ørredbestandene for eftertiden, og hvis du fremover vil kunne fange ørred, så anbefaler jeg, at du støtter op om din lokale forening. Hvis du ikke er medlem endnu, så opfordrer jeg bestemt til at du melder dig ind i en forening for at støtte de mange, der arbejder for ørreden og dermed for dig som lystfisker.
At Møn altid har fisket godt, har jeg igennem tiderne selv bevidnet. Jeg har fisket på og omkring Møn i 42 år, men det er de sidste seks til syv år, at der er kommet mere fokus på det gode havørredfiskeri fra kysten – i tillæg, selvfølgelig, til det gode brakvandsfiskeri efter gedde og aborre. At fiskeriet dog kan blive endnu bedre, er der ingen tvivl om. Det kræver blot nogle bevidste tiltag, lidt politisk velvilje og nogle økonomiske midler.
Det er min holdning, at Møn skal frem i rampelyset som havørreddestination. Udover at være et spektakulært smukt område, er det nok det sted i Danmark, hvor gennemsnitsvægten på havørred er størst. Møn kan fiskes hele året – noget jeg har advokeret igennem mange år i min lokale fiskeklub som turleder, og efterhånden har flere andre også fået øjnene op for dette; blandt andet Camping Møns Klint som nu oplever at have en del fiskende gæster udenfor den regulære turistsæson.
Tendenserne er der altså, men skal der for alvor sættes ind med lystfiskeri i salt- og brakvand på Møn, er der – efter min mening – kun én vej; nemlig reklame. Reklame i diverse medier, lystfiskermagasiner, på Internettet, i tv og ikke mindst på Facebook og andre sociale medier.
Det er januar måned, og jeg står godt pakket ind på én af de fiskepladser, hvor der er åbnet op for lystfiskeri i Københavns Havn; Sluseholmen. En forbipasserende mand stiller et spørgsmål, som jeg tit bliver stillet, når jeg fisker bynært: “Hvad fisker du efter?” Med et ægte fiskersmil på læben, og mens der spinnes ind, svarer jeg: “Havørred! De søger tit ind her i havnen, når det er vinter.” Manden går snart videre, uden tvivl overrasket over, at der så tæt på hans bopæl kan fanges blanke havørreder til middagsbordet.
Lystfiskeri i byens rum – eller såkaldt Streetfishing – er de sidste år blevet et kendt fænomen, som har været genstand for diskussion både blandt fiskere og politikere.
Det er klart, at store projekter og organisationer som Danmarks Sportsfiskerforbund, Fishing Zealand og fiskemedierne kan yde vigtige bidrag i forbedringen af fiskeret i byens rum, men det er min klare holdning, at den enkelte fisker spiller en lige så vigtig rolle – især i forhold til at udbedre mulighederne for mere fiskeri i byerne.
Den adfærd, vi lystfiskere udviser, når vi fisker blandt almindelige mennesker, spiller en stor rolle i forhold til udviklingen af byfiskeriets muligheder. Én af de store forskelle imellem os byfiskere og almindelige fiskere er, at vi sjældent er alene. Jeg har sjældent en fisketur omkring København uden én eller anden form for tilskuere, eller forbipasserende som ikke er fiskere. Mange af disse folk er nysgerrige, og mange lægger mærke til os fiskere – og det er derfor vigtigt, at vi udnytter det til vores fordel. Her følger et par provisoriske råd om, hvad man kan gøre for at hjælpe byfiskeriet på vej.
Min kone siger med jævne mellemrum, at jeg er “afhængig af fiskeri” – og det kan jeg egentlig godt nikke genkendende til. Det må næsten være det, jeg fejler!
Når du fanger en ørred på den sjællandske kyst eller i åen, er der en ganske stor sandsynlighed for, at den er et produkt af målrettet avlsarbejde og ikke naturlig reproduktion. Uden hjælp ville ørredfiskeriet på Sjælland nemlig ikke være andet end en skygge af sig selv, og derfor er det godt, at der efterhånden gøres mere og mere for at pleje bestandene og sikre deres habitat.
At Møn altid har fisket godt, har jeg igennem tiderne selv bevidnet. Jeg har fisket på og omkring Møn i 42 år, men det er de sidste seks til syv år, at der er kommet mere fokus på det gode havørredfiskeri fra kysten – i tillæg, selvfølgelig, til det gode brakvandsfiskeri efter gedde og aborre. At fiskeriet dog kan blive endnu bedre, er der ingen tvivl om. Det kræver blot nogle bevidste tiltag, lidt politisk velvilje og nogle økonomiske midler.
Det er januar måned, og jeg står godt pakket ind på én af de fiskepladser, hvor der er åbnet op for lystfiskeri i Københavns Havn; Sluseholmen. En forbipasserende mand stiller et spørgsmål, som jeg tit bliver stillet, når jeg fisker bynært: “Hvad fisker du efter?” Med et ægte fiskersmil på læben, og mens der spinnes ind, svarer jeg: “Havørred! De søger tit ind her i havnen, når det er vinter.” Manden går snart videre, uden tvivl overrasket over, at der så tæt på hans bopæl kan fanges blanke havørreder til middagsbordet.