Vordingborg Kommune har netop afsluttet etableringen af to nye søer, som bl.a. skal fungere som gydeområder for Mern Å-systemets brakvandsaborrer. Søerne er nogle af de første brikker i Vordingborg Kommune og Fishing Zealands arbejde med at styrke bestandene af brakvandsaborrer og brakvandsgedder i det sydsjællandske.
Ideen om at etablere to søer på tilsammen 8000 m2 i tilknytning til Mern Å-systemet opstod i forbindelse med et lodsejermøde omkring vandløbsrestaurering i området. En landmand havde 2 ha. jord op og ned af vandløbet, som lå så lavt, at der var meget dårlig dyrkningssikkerhed. Han ville derfor hellere øge naturindholdet i området og tilkendegav, at han gerne stillede området til rådighed for etableringen af f.eks. søer. Så den endelige aftale blev, at der i området skulle etableres 2 mindre lavvandede paddesøer samt to større og dybere søer.
Brakvandsaborrerne tilknyttet Mern Å-systemet mangler i dag i høj grad søer og mosehuller, som de kan bruge til at overvintre i og ikke mindst som gydeområder. Brakvandsaborrerne her i landsdelen har tidligere nydt godt af den tørvegravning, som foregik i forbindelse med verdenskrigene. Tørvegravningen var med til at skabe mindre småsøer langs vandløbene: Småsøer og mosehuller, der som oftest via en lille kanal var forbundet til vandløbet, hvilket må formodes at have givet brakvandsaborrerne og ikke mindst deres æg og yngel ideelle forhold. Mange af de søer er i dag tilgroet og forbindelsen til vandløbet forsvundet. Eller også er de så næringsbelastede, at der opstår iltssvind ved islægning eller dårlige forhold for æg og yngel.
Allerede om efteråret trækker en del brakvandsaborrer ind i Mern Å-systemet – formentligt for at overvintre, og så kan de ses trække rundt helt ude i de små vandløbsspidser, hvor der er så lidt vand, at ryggen stikker op over vandet. Så lavt vand er på ingen måder ideelt for store aborrer, og ofte ender rejsen også her, fordi fiskehejrene har alt for let spil. Flere steder er der etableret sandfang på vandløbene og i mangel på bedre, overvintrer mange brakvandsaborrer ofte tæt pakket i disse sandfang. En del af disse fisk gyder det følgende forår i de lavandede vandløb, hvor rigtig mange af ægstrengene ender på bunden og dermed går til.
Undervandsvegetation i de nyetablerede søer når ikke at udvikle sig, inden brakvandsaborrerne skal til gyde her i foråret, så det er planen at udlægge grenbunker, som aborrerne kan hænge deres ægstrenge op på. På den måde er det også let at registrere, om aborrerne har fundet ind i søerne.
Når Vordingborg Kommune skaber søer, som tilgodeser brakvandsaborrerne, skabes samtidigt noget, som har en masse positive synergieffekter og værdier.
Nærværende projekt har skabt nye samfundsværdier såsom:
2 større søer med fisk/faunapassage til vandløbssystemet skaber afgørende gydeområder for brakvandsaborre og derved grundlag for disse fiskebestande og det rekreative fiskeri i store kystområder
Understøtter vækst og naturplejeånd
Skaber opvækstområder for den truede europæiske ål
Søernes evne til at udgøre en vandbuffer fremmer vandsystemets robusthed i forhold til oversvømmelse/udtørring
2 mindre paddesøer indgår i Vordingborg Kommunes strategi om udvidelse af løvfrøens yngle- og spredningsmuligheder
Udgør erstatningsvandhuller for sløjfede gadekær
Græssede enge fremmer den vilde botanik og sikrer rastepladser for gæs og engfugle
Jeg ser frem til at arbejde med flere projekter af denne art.
Mit nye foredrag om havørred-fiskeri, Keep it simple blev rigtig godt modtaget af de 60 deltagere (20 på ventelisten), der var mødt op på restaurant Store Børs, som ligger på Roskilde Havn. Foredraget løb af stablen d.12.januar, og det var arrangeret i samarbejde med ROLK.
Jeg var spændt på om nye og erfarne havørredfiskere kunne følge min simple tilgang til havørredfiskeriet. I min verden behøver havørredfiskeri nemlig ikke at være så kompliceret.
Det gik heldigvis super godt, og der kom mange tilkendegivelser om, at det var et godt foredrag. Flere nævnte også, at de gerne vil booke mig til foredrag på én af deres klubaftener.
Som foredragsholder er det altid dejligt, når man kan skabe et interaktivt foredrag, hvor deltagere går “all in” og stiller en masse sprøgsmål. Og det var i høj grad tilfældet denne aften – så tak for det!
Første del af mit foredrag berørte:
Frisk status på ‘Nøglefisker’-undersøgelsen i Isefjorden/Roskilde Fjord.
“Keep it simple”-tankegang når det gælder fiskeri, agn og udstyr
Fiske-strategi – hvor du bringer dig selv i spil
Årstiden “the big picture”
Hvad er det bedste havørred fiske-vejr?
6 gode råd til hurtigt at fange sine første havørreder på kysten
Typiske “fejl”, som man gør som ny/erfaren havørredfisker
Hvordan øger du antallet af havørreder, der bliver kroget?
Hvordan kommer du videre med havørredfiskeriet, som ny og eller garvet fisker?
Anden del af foredraget (efter kaffen) involverede en gennemgang af mange af de gode fiskepladser i Roskilde Fjord og Isefjorden.
Tusind tak til alle deltagerne, Store Børs og ROLK som var arrangør sammen med Fishing Zealand.
Der kommer flere spændende foredrag på Store Børs som omhandler KAJAKFISKERI og PREDATOR-FISKERI. Se mere om disse foredrag via dette link.
Onsdag d.3.februar løber konferencen Fremtidens Øresund – hvordan kan naturbeskyttelse, erhverv og turisme gå hånd i hånd af stablen.Det foregår kl. 13- 16:30 i Kulturhuset Islands Brygge, København.
Den danske Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen åbner konferencen og præsenterer sine og regeringens visioner for Øresund. Målgruppen for konferencen er det politiske miljø og de grønne organisationer, på begge sider af Øresund.
Konferencen sætter fokus på, hvordan naturbeskyttelse, erhverv og turisme kan gå hånd i hånd – og i den forbindelse skal jeg afholde et lille oplæg om værdien af det rekreative lystfiskeri i området sammen med Arne Kvist Rønnest, som er den førende ekspert i Danmark ang. socioøkonomiske værdier af lystfiskeri.
For min egen del glæder jeg mig rigtig meget til lejligheden for at fortælle politikere med flere, hvor skønt et sted Øresund er, og hvor vigtigt det er, at de politiske beslutningstagere tænker bæredygtighed ind i forvaltningen af Øresund.
Her er masser af potentiale for at udvikle og forbedre det bæredygtige lystfiskeri, som i sidste ende kan komme både lystfiskere, fritidsfiskere, naturelskere, lokale hverv og hele regionen til gode. Det er blot et spørgsmål om vilje og visioner!
På nuværende tidspunkt er ingen af Øresundkommunerne med i Fishing Zealand, men Helsingør er muligvis ved at melde sig ind i samarbejdet nu, og i så fald vil Øresund blive et af Fishing Zealands fokusområder – hvilket jeg håber rigtig meget på det kan blive. Der er masser af naturværdier i Øresunds-regionen, som er værd at udvikle, tage vare på og nedarve i forbedret tilstand til kommende generationer!
Konferencen, som er gratis for alle at deltage på, er en spændende anledning til at få et indblik i de muligheder, som Øresund rummer – både under og over havoverfladen, og ikke mindst tage del i den debat, som der efterfølgende lægges op til. Oplægsholdere er bl.a. forskere fra Københavns Universitet, direktører for Øresundsakvariet og den svenske Nationalpark Kosterhavet, samt fritidsbrugere og fiskerierhvervet – heriblandt undertegnede. Endeligt er der en paneldebat med præsentation af, hvad danske og svenske politikere vil med Øresund i fremtiden. Panelet består af danske folketingspolitikere samt danske og svenske kommunalpolitikere.
Konferencen afholdes af et samarbejde mellem Øresundsakvariet, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, WWF, Marinbiolog.se, Øresundsvandsamarbejdet, Danmarks Sportsfiskerforbund, Oceana og Greenpeace.
Som fluefisker er glæden ved at binde sin egen flue stor, og lykkes det så at fange en fisk på denne, bliver man ekstra glad. På denne tid af året er det hyggeligt at finde fluestikket frem og binde nogle spændende fluer, men det er også hyggeligt at binde fluer sammen med andre. Derfor inviterer Roskilde og Omegns Lystfiskerklub, ROLK, til en spændende aften i klubhuset.
Resultatet er en række “Roadshows” på fem udvalgte lokaliteter i Danmark. Så tag dit fluestik i lommen og kom til ”Bind Sammen” arrangement et sted nær dig.
DSF og FFFD stiller til alle ”Bind Sammen Arrangementer” med erfarne instruktører, som kvalificerer dig til at binde kvalifikationsfluerne til DM 2016. Dette gøres blandt andet ved at tilbyde alle landets fluebindere at deltage i forbundets nye arrangement.
Det eneste, du skal tage med, er fluestik og værktøj, så klarer instruktørerne resten. Ved alle arrangementer udtrækkes en finalist i både senior- og juniorklassen, som er direkte kvalificeret til finalen og husk: alle kan være med! Har du ikke et fluestik, kan du låne det i klubhuset.
De øvrige opfordres til at indsende deres kvalifikationsfluer til Danmarks Sportsfiskerforbunds sekretariat senest d. 1. marts 2016. Her findes yderligere 5 juniorer og 5 seniorer til finalestævnet. Finalearrangementet afholdes i Odense OCC på den store Outdoormesse fra 2. – 3. april 2016.
Fishing Zealand inviterer til et par hyggelige aftener med fluebinding, lækker mad og god lokal øl på Restaurant Herthadalen i Lejre.
I første omgang har vi inviteret to dygtige sjællandske fluebindere til at komme og binde fluer med os – Rune Westphal og Kern Leo Lund. Først spiser vi et dejligt måltid mad og nyder en øl fra Herslev Bryghus i de bedst tænkelige rammer. Derefter er der fri fluebinding, og på denne første “BindeSession” er det altså Rune og Kern, som vil binde nogle af deres favoritfluer til kystens havørreder sammen med os. Og de gutter kan om nogen finde ud af at binde vellignende og lokkende rejeimitationer! De to deler gerne gode råd og idéer, så kom og lad jer inspirere! Vi sørger for at have lidt af de materialer, der skal bruges til aftenens fluer, men i skal primært selv have jeres stik, bindegrejer og materialer med.
I bund og grund handler det bare om at samles et hyggeligt sted med lidt godt at spise og drikke og nørde lidt med vores fluebinderi og måske fortælle lidt røvere, der lugter af fisk.
Det hele foregår onsdag d.17 februar kl. 18:00
Arrangementet koster 150 kr. + gebyr og tilmelding foregår gennem Fishtrip.dk
Menuen består af en lækker simregryde af vildt med rodfrugtpuré og økologisk landbrød, som kokkene på Herthadalen har stået for. Dertil sørger vi for en god lokal øko øl fra Herslev Bryghus, som er inkluderet i prisen. Mums!
Der er 60 ledige pladser og det er første til mølle.
Vi følger op med endnu et tilsvarende arrangement d. 16 marts hvor bl.a. Allan Overgaard er med og vise lidt kystfluer.