Kategorier

Bloggere

Program for årets Fishing Zealand konference

Fishing Zealand-Konference – Dagens program

Det er nu tid til den femte Fishing Zealand konference. Konferencen er gratis og finder sted d. 12. november kl. 9.00-16.00Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved Kommune.

Som de foregående år, ønsker vi, at så mange som muligt vil dukke op, så vi sammen kan udvikle Fishing Zealand som helhed, såvel som en masse enkeltstående aktiviteter og tiltag. Fra de tidligere konferencer ved vi, at der denne dag bliver skabt masser af nye samarbejder og netværk. Netop samarbejder, er det, der er kernen og styrken i Fishing Zealand. Derfor er konferencen en oplagt mulighed for lystfiskere, frivillige, politikere, kommunalt ansatte, virksomheder, fiskeguider og mange andre at mødes, skabe netværk og udvikle ideer sammen.

Konferencen vil i høj grad handle om visioner for fremtidens lystfiskerturisme og lystfiskeri, samt fokusere på kerneværdierne i Fishing Zealand, der på bæredygtig vis gavner miljøet, det lokale erhvervsliv og den sociale indsats over for børn og unge. Der er fortsat et stort udviklingspotentiale inden for vandpleje, lystfiskeriet og lystfiskerturismen på Sjælland, og der sigtes derfor mod at give deltagerne øget viden om Fishing Zealand-projektets mange fokus- og arbejdsområder.

Hvad byder dagen på?
Dagen vil bestå af fire oplæg i plenum samt to workshop-runder, som skal ruste turistråd, politikere, offentlig ansatte, virksomheder, lystfiskere generelt og andre interessenter til at være med i videreudvikling af bæredygtigt lystfiskeri i de kommende år. Blandt andet kommer Eva Kjer Hansen, Minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde, og giver et oplæg i plenum. De enkelte oplæg dagen igennem vil bl.a. bidrage til at skabe en mere fyldestgørende forståelse af lystfiskere som målgruppe, betydningen af miljøindsatser, lystfiskeri som socialt middel til aktivering af børn og unge, samt lystfiskerturisme som indtægtskilde for lokale erhvervsdrivende.

I de forskellige workshops vil der være lejlighed til at debattere de udfordringer, der skal tackles i de kommende år, samt til at brainstorme over nye tiltag og udviklingsperspektiver.

Praktiske oplysninger vedr. parkering finder du bagerst i invitationen.

 

Dagens program:

9:00 Ankomst og morgenbord

9:30 Åbning og Velkomst

v/Helle Jessen, Formand for Teknisk Udvalg, Næstved Kommune og medlem af Fishing Zealands bestyrelse.

9:45 Fishing Zealand – Hvad skete der i 2018, og hvad byder fremtiden på af tiltag? (Plenum)

v/Niels Lagergaard Pedersen, Projektleder Fishing Zealand.

Niels giver et hurtigt overblik over aktiviteter og tiltag Fishing Zealand har stået for i den seneste tid. Derudover kigger vi fremad på den løbende udvikling af Fishing Zealand. Hvad vil vi gerne opnå? Og hvordan arbejder vi bedst sammen mod fælles mål?

10:25 – ”Tre pejlemærker i forhold til udviklingen af lystfiskeri og lystfiskerturisme” (Plenum)

v/Verner W. Hansen, Formand for Danmarks Sportsfiskerforbund

10:50 – Workshop-runde 1 – Du vælger selv, hvilken workshop du deltager i.

 

A ”Når Grusbanden og kommunen arbejder sammen”

v/ Rune Hylby, Frivillighedskoordinator i Fishing Zealand og Bandeleder i Grusbanden

Den sjællandske Grusbande udvikler sig hele tiden, -det gælder både i antallet af frivillige, hvor vi nu er mere end 650 frivillige ildsjæle, og det gælder indholdet af de projekter, og det samarbejde, der er med til at skabe de store resultater. I år har vi sat særligt fokus på samarbejdet med FZ-kommunernes vandløbsafdelinger, idet Den sjællandske Grusbande har bidraget med både initiativ og hænder, når der har været mulighed for dette. Utallige projekter er udført i det fællesskab, det samspil, kommunerne og Den sjællandske Grusbande har skabt sammen til fælles glæde. Denne workshop handler netop om dette univers.

 

B ”Lystfiskerturisme og lystfiskerforeningerne”

v/ Lars Rasmussen, direktør og Kaare Manniche Ebert, biolog – begge Danmarks Sportsfiskerforbund.

Danmarks Sportsfiskerforbund er vært ved denne workshop, hvor formålet er at belyse udfordringer og fordele ved samarbejdet mellem sportsfiskerforeninger og turisterhverv. Dette skal munde ud i konkrete anbefalinger til, hvordan der kan sikres et godt og stærkt samarbejde til fordel for alle i kommunen/lokalsamfundet. I paneldebatten deltager ligeledes Georg Bentzen, Næstved Turistforening og Heidi Larsen, SydkystDanmark.

 

C ”Vilde ørredbestande i vandløb er meget værd for samfundet – hvert år”.

v/ Jan Nielsen, Biolog og Fiskeplejekonsulent, DTU Aqua

Danmark er kendt for sit fine havørredfiskeri, og de fleste havørreder bliver fanget langs kysterne, selv om alle vilde havørreder stammer fra gydning i vandløb. Det er også velkendt, at lystfiskerne skaber omsætning i samfundet, når de skal på fisketur. Kom og hør, hvordan DTU Aqua i en samlet analyse har vurderet, at et 1 km godt gydevandløb for ørred er mindst 283.000 kr. værd for samfundet – hvert år – og at en vild ørredsmolt fra gydning kan være mindst 500 kr. værd.

 

11:50 Networking & kort pause

 

12:10 ”Danmarks nationale strategi for lystfiskeri og lystfiskerturisme” (Plenum)

v/Eva Kjer Hansen, Minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde

 

Ministeren fortæller om landets nationale strategi

 

12:35 ”Bornholm som lystfiskerdestination” (Plenum)

v/Pernille Kofod Lydolph, Adm. Direktør i Destination Bornholm

Bornholm har succes som lystfiskerdestination. Gæsterne strømmer til øen for at nyde det søde lystfiskerliv på Bornholm. Men hvorfor lykkes Bornholm? Vi skal høre Pernille Lydolph, direktør i Destination Bornholm fortælle om erfaringerne i forhold til markedsføringen af Bornholm som lystfiskerdestination og samarbejdet internt på øen.

 

13:05 Frokost

 

14:00 Workshop-runde 2 – Du vælger selv, hvilken workshop du deltager i.

 

A ”Eksempler på succesfulde lystfisketurisme-projekter fra andre dele af Danmark”

v/ Kenny Frost, Laksens Hus ved Skjernå og Martin P. Hemrich, Havørred Fyn

Kenny Frost fra Laksens Hus fortæller om deres strategi for at få mere økonomi til lokalsamfundet igennem lystfisketurisme, herunder hvordan det lokale erhvervsliv kan inddrages. Der gives eksempler på nogle af de udfordringer og problemstillinger, de har stået overfor i opstartsfasen samt konkrete eksempler på nogle af de planlagte fremtidige tiltag.

Martin P. Hemrich fra Havørred Fyn vil bl.a. berette om den evaluering der fik foretaget i 2013 vedr. lystfiskerturisternes tilfredshed med de oplevelser de har på Fyn, herunder hvilke krav og forventning de havørredfiskene lystfiskerturister stiller. Det stærke (og vigtige) kommunale samarbejde på Fyn nævnes også.

 

 

B Fishing Zealands øgede fokus på børn og unge

v/Henrik Larsen, Fishing Zealand og Helen Holm, Naturvejleder, Næstved Kommune

Fishing Zealand arbejder målrettet mod at give flere børn og unge gode oplevelser med naturen og lystfiskeriet. I denne workshop vil Henrik Larsen, Børne- og ungekoordinator fra Fishing Zealand, sammen med Helen Holm, Naturvejleder i Næstved Kommune, stille skarpt på lystfiskeriet, som omdrejningspunkt for formidling, læring og sunde fællesskaber i naturen. Workshoppen tager udgangspunkt i konkrete eksempler fra “Lystfiskeri på skoleskemaet” og andre initiativer, der sigter mod at skabe en ny generation af lystfiskere og naturbevidste unge mennesker.

 

C ”Nyeste viden om fisk og vores fiskebestand på Sjælland”

v/Jon Svendsen, Seniorforsker og Dorte Bekkevold, Seniorforsker, begge DTU Aqua.

DTU Aqua bedriver genetiske analyser af de danske ørredbestande, som har givet stor ny viden om fordelingen af bestande i og udenfor Danmark. Hvad fortæller disse analyser om bestandene på Sjælland? Hvordan er bestandene i dag genetiskpåvirket af udsætninger? Hvordan påvirker udsætninger med fremmede stammer de lokale bestandes biologi og lokale tilpasninger? Hvordan anvender vi den genetiske viden til at optimere udsætningsarbejdet? Dorte Bekkevold vil fortælle om status og komme med sinebud på hvordan genetik-forskningen nu og fremover bidrager til fiskeplejearbejdet.

Der udsættes pighvarre og ørredsmolt i Roskilde Fjord og dens tilløb, men forskerne har meget begrænset viden om, hvordan fiskene udnytter fjorden. Derfor igangsatte DTU Aqua sammen med en række samarbejdspartnere Roskilde Fjord undersøgelsen i 2016. Voksne pighvarre og ørred blev mærket med transmittere og genudsat i fjorden, så forskerne kunne følge fiskenes vandringer. I denne workshop fremlægger Jon Svendsen de nye og overraskende resultater fra undersøgelsen, der er opnået indtil videre. Det viser sig bl.a., at teoribøgerne bør skrives om i forhold til de temperaturer, som ørreder oplever i havmiljøet.

 

15:15 (plenum) Afsluttende bemærkninger og det officielle program slutter.

 

15:30 Networking med kaffe & kage

 

16:00 Konferencen slutter

 

Mød samarbejdspartnerne

I pauserne vil deltagerne få mulighed for at tale med repræsentanter fra flere relevante interessenter. Her vil man bl.a. kunne møde repræsentanter fra:

DTU Aqua

Danmarks Sportsfiskerforbund

ØrredPatruljen

Peter Henriksen, Limno Consult

Fishing Zealand-guiderne

Fiskeklubber og foreninger

 

Tilmelding
Deltagelse på konferencen er gratis, men vær opmærksom på, at der kun er plads til 140 tilmeldte. Tilmelding foregår via mail på fishingzealand@gmail.com (Mailen er oprettet specielt til konferencen, så vores daglige mailboks ikke bliver overbelastet). Husk at skrive i tilmeldingen, hvem du repræsenterer. Tilmeldingsfrist senest fredag d. 9. november.

Du er først tilmeldt, når du har modtaget en bekræftelse. I tilfælde af overbooking forbeholder Fishing Zealand sig retten til at udvælge deltagere for at få en repræsentativ bred dækning fra både politikere, lystfiskere, institutioner, virksomheder osv.

Overnatning

Der er mulighed for at finde overnatning i området via Sydkystdanmark.dk

 

Parkering

  • Der er mulighed for at parkere på parkeringspladsen ved Grønnegades Kulturcenter. Denne parkeringsplads har 3 timers parkering, og der bliver holdt ”et vågent øje” med P-skiven.
  • Der kan parkeres på parkeringspladsen ved Rådmandshave 20. Vær opmærksom på, at der er parkering uden begrænsning og parkering med 3 timers begrænsning.
  • Der kan også parkeres i vores nye P-hus på Grønvej (bag togstationen

Fishing Zealand Ugen 2018

Under dette års Fishing Zealand Uge, var der igen i år mulighed for at deltage i en lang række forskellige arrangementer, hvoraf langt de fleste var ganske gratis. Det milde efterårsvejr havde således også lokket rigtig mange børn, unge og deres familier ud til fiskevandene, hvor frivillige fra flere sportsfiskerforeninger, i samarbejde med Fishing Zealand, stod klar med råd, vejledning og ikke mindst fiskeudstyr til alle interesserede.

Fishing Zealand Ugen har med sin placering i skolernes efterårsferie et særligt fokus på at skabe naturoplevelser for børn og unge, der holder ferie fra skolen. Under de forskellige arrangementer er selve fiskeriet naturligvis i centrum, men arrangementerne bliver naturligvis en oplevelse med og i naturen, hvor der også skabes tilhørsforhold til lokale naturområder og fiskepladser. Ligeledes var flere af arrangementerne en god øjenåbner for de lokale sportsfiskerforeningers virke og tilbud. Således blev der i løbet af ugen meldt flere medlemmer ind i juniorafdelingerne.

I løbet af Fishing Zealand Ugens 9 dage, blev der afholdt 29 forskellige tilbud og aktiviteter. Fiskesteder og –former varierede lige fra salte havture med fiskekutter efter fladfisk, til fiskeri i stille skovsøer efter karper. I alt blev der således fanget 14 forskellige fiskearter – herunder gedder og havørreder. Samlet set nåede de forskellige arrangementer at blive besøgt af næsten 500 besøgende! I den forbindelse var det dejligt at se, at dette års deltagere igen var repræsenteret af rigtig mange piger, som også nød vejret, naturen og ikke mindst fik et stort smil på læben, når der var succes med fiskeriet.

Fuld tilfredshed, og pengene retur i Tunderupløbet

Meget engageret, blev alle ørrederne omhyggeligt målt og noteret, da vi undersøgte bestanden af ørreder på den strækning, vi restaurerede sidste år i Tunderupløbet.
Gydegruset var efter aftale blevet lagt nede i vandløbet af leverandøren, og vores indsats dermed lettet for lange arme og trætte rygstykker.

Natten til søndag lagde den første rimfrost sig over det ganske land, og da jeg kørte sydpå mod Tunderupløbet på Falster for at lave både en bestandsanalyse og dernæst udlægge 17 tons gydegrus, viste mit thermometer i bilen, -minus 2 grader. Det gjorde nu ikke spor, for i denne sommer har vi fået rigeligt sol og sommer, så en lidt kølig morgen, var kun et gode.

Naturen var ved at ligne sig selv. Smukke efterårsfarver mødte mig på turen sydpå, og end ikke en godt gemt fotofælde på Farø-broen kunne dæmpe mit gode humør.

Ved Tunderup Strandvej mødtes folk fra Lystfiskeriforeningen for Nykøbing Falster og Omegn, samt en flok fra Den sjællandske Grusbande.

En enkelt lodsejer var også dukket op klokken præcis 10.10.

I alt var vi 12-13 ivrige par hænder, der glædede sig til at komme i gang.

Vi ville først lave en bestandsanalyse på den strækning, vi restaurerede sidste år, opstrøms Tunderup Strandvej. Her lagde vi omkring 25 tons gydegrus ud på en 400 meter lang strækning, og det skulle blive interessant, om der var ørreder i vandløbet.

Også Tunderupløbet har været noget belastet af høje temperaturer henover sommeren.

Lodsejeren mente ikke, der var noget af betydning i åen, men vi var nu alligevel positive.

40 meters elektrofiskeri på en delstrækning, der repræsentativt, både indeholdt en mindre gydebanke, et par dybe høller, et par sten og et enkeltstående træ langs brinken.

Præcis som på resten af den restaurerede strækning, burde der være en god økologisk tilstand og målsopfyldelse på fiske-indekset, -mellem 50-150 stk. halvårsfisk for hver 100 kvadratmeter vandløbsbund.

Efter kort tid, lignede gydebankerne en delikat opredning af brudesengen til vinterens gydende havørreder.

Vi fangede 25 stk. halvårsfisk og 5 stk. 1½-årsfisk på 40 meter!!!!

Dermed kunne vi estimere bestanden for 100 kvadratmeter vandløbsbund til i alt 63 stk. halvårsfisk og 13 stk. 1½-årsfisk:

Det var faktisk tilfredsstillende, -specielt med tanke på sommerens tørke og varme.

Efter denne positive oplevelse, gik vi i krig med river og skovle nede i vandløbet, nedstrøms for Tunderup Strandvej.

Gruset var blevet lagt ud i forvejen, -det havde jeg aftalt med Flemming Larsen, der er lodsejer og vognmanden, Preben Andersen, således at vores indsats ikke druknede i lange arme og trætte rygge.

Fem flotte bunker sten lå i vandløbet og ventede blot på at blive rettet til efter alle kunstens regler.

To-tre mand om hver bunke sten, og hurtigt lignede projektstrækningen en million.

Flotte gydebanker klar til vinterens ankomst af gydevandrende modne havørreder.

Gruppe-billedet var en kende vanskeligt, for trods cola i præmie, var Frida genert og gemte sig bag sin faders bukseben. Hun var såmænd ivrig nok, da der skulle kastes sten i vandet.

Lidt skjulesten fandt vi også plads til, og efter halvanden times hygge-bidrag, kunne vi klappe hinanden på skuldrene altimens snakken gik livligt, skyllet ned med en cola og den mere eller mindre obligatoriske Dagmar-tærte, der uundgåeligt giver fedtede fingre, -også under disse sydlige himmelstrøg på Falsters Østkyst.

Endnu et fantastisk projekt, i samarbejde med lodsejer, Guldborgsund Kommune, Lystfiskeriforeningen for Nykøbing Falster og Omegn, og Den sjællandske Grusbande, var vel overstået.

Projektet var finansieret af Gruspuljen, og vi kunne alle nikke ærbødigt til hinanden og glæde os over, at vi da i hvert fald fik noget for pengene gennem det obligatoriske Fisketegn.

En miljømæssig retur-billet, og med ønsket om en tilsvarende cost-benefit af gydende havørreder på de nye gydebanker, sagde vi farvel til hinanden med et smil på læben.

 

Bandeleder, Rune Hylby

FISKEGUIDEN – Fluefiskeri for begyndere

Endnu et afsnit af youtube successerien FISKEguiden er netop udkommet. Denne gang omhandler det fluefiskeri og grej, metoder og teknikker gennemgås grundigt for alle dem der har planer om at komme i gang eller eller lige er startet på fluefiskeriet.

Gordon P. Henriksen og Niels Vestergaard er taget til Ørsted P&T ved Roskilde, og hygger sig med fluefiskeri lidt fluebinding og en masse tips og fiduser, så seerne trygt kan kaste sig ud i fluefiskeriet mange facetter. Gordon gør det nemt og overskueligt at forstå grejsammensætning, fisketeknikker og fluebinderiets glæder samtidig med at Niels sætter sit helt særlige og flotte præg på filmen, som bl.a. andet inkluderer nogle helt fantastiske droneoptagelser hvor vi ser ørrederne jagte fluerne fra et unikt fugleperspektiv.

– For mig er fluefiskeri noget ganske særligt, forklarer Gordon. – Det er som om alting bliver lidt mere intenst og nærværende når man fluefisker. Kastet kræver fokus og koncentration, fluen er særligt udvalgt og måske hjemmebundet og kontakten med fisken gennem fluelinen når den hugger er så direkte som det kan blive. Jeg elsker at fiske med flue og håber at denne film kan være med til at få en masse folk til også at få øjnene op for fluefiskeriet mange glæder, slutter han.

Du kan se filmen nedenfor og finde flere afsnit af FISKEguiden på Danmarks Sportsfiskerforbunds youtubekanal eller på www.fiskeguiden.info

Deltag i elektrofiskeri i Hårbølle bæk

Jeg glæder mig helt vildt til weekendens bestandsanalyse på Møn. På søndag skal vi nemlig følge op på de senere års indsats i Hårbølle Bæk på Vest-Møn.

Hårbølle Bæk har sit udløb i Fanefjord og der er igennem de senere år, konstateret en fin lille opgang af havørreder.

Hårbølle Bæk er blevet udbedret med masser af gydegrus, som havørrederne kan boltre sig hen over.

For år tilbage lukkede udløbet til i sivbevoksning, men i november 2016 tog Grusbanden fat i dette sammen med Christian Skotte fra Danmarks Sportsfiskerforbund.

Christian er Vand- og Miljøkoordinator for område ”Sydsjælland” og har i årevis gjort en kæmpe indsats for vandløbene i området. Ikke mindst Hårbølle Bæk, hvor Christian naturligvis også var med, da Grusbanden fjernede siv og sikrede passage til gydestrækningerne opstrøms i åen. Men vi stoppede ikke dér!

Christian arrangerede i samarbejde med Grusbanden et projekt sidste år, hvor vi lagde omkring 20-25 tons gydegrus ud i bækken på de øverste strækninger. Det var en fantastisk god dag, hvor blandt andet lodsejeren deltog med maskinkraft i form af en frontlæsser og gjorde arbejdet overkommeligt.

Det er netop på denne strækning af Hårbølle Bæk, vi skal lave en bestandsanalyse på søndag, den 4. november.

De små havørreder fanges og dokumenteres ved hjælp af elektrofiskeri.

Vi skal se, om vi (og ørrederne ikke mindst), har haft succes med og på gydebankerne.

Ifølge Christian har Hårbølle Bæk over hele den tørre sommer, haft en lille, men dog trods alt, frisk vandføring og har ikke på noget tidspunkt, været tørlagt.

Derfor glæder jeg mig ekstra til at dyppe elektroderne i bækken for at følge op på sidste års restaurering.

Tænk om der er en tilfredsstillende tæthed?

Da DTU Aqua var på besøg i bækken i oktober måned 2010, var der dels en ringe økologisk tilstand og blot 13 ørreder pr. 100 kvadratmeter vandløbsbund, hvilket fremgår af det fantastiske ”Ørredkort”, som du finder på Fiskepleje.dk med adressen: https://kort.fiskepleje.dk/.

Siden er der forhåbentlig sket noget i bækken.

Vi får se, og du kan være med.

Vi begynder kl. 10.10 og fisker på et par stationer, idet vi gerne vil have et godt fundament for at vurdere bestanden af ørreder.

Har du lyst til at deltage, kan du melde dig til ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til hylby@mail.dk.

Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Den sjællandske Grusbande, når projektet offentliggøres på denne side.

Det bliver (7-9-13), en glædes-dag på Møn, hvor vi kan se frugten af den indsats, vi ydede sidste år, og forrige år, og som Christian har gjort i mange år tidligere.

Der er mødested bag ved Bøllegården på adressen, Hårbøllevej 60, 4792 Askeby.

Jeg sørger for drikkevarer og en god historie, -og de uundværlige basser.

 

Bandeleder, Rune Hylby.