Kategorier

Bloggere

Lystfiskeriets Dag ved bredden af Susåen

Lige midt i storbyens mylder og travlhed, skærer Susåen sig vej gennem Næstved. Åen løber som en lang og mægtig livgivende kilde, og er hjemsted for et varieret dyreliv, heriblandt også en mangfoldighed af forskellige fiskearter. Med andre ord, så finder man næppe nogen bedre platform til afholdelse af Lystfiskeriets Dag, end netop her. Fishing Zealand, Næstved Kommune og Sportsfiskerforeningen Fladså havde i fællesskab planlagt dagen, som samtidig er et nationalt initiativ under Danmarks Sportsfiskerforbund. Lystfiskeriets Dag er både en hyldest og iscenesættelse af selve lystfiskeriet, men dagen er også en åben invitation til alle interesserede, som har lyst til at stifte et praktisk bekendtskab med lystfiskeriet.

Masser af plads ved den fritlagte Suså til de mange gæster

Ved den fritlagte del af Susåen, blev der hurtigt rift om de klargjorte stænger da klokken slog 10. Herefter fordelte gæsterne sig hurtigt over en strækning på et par 100 meter, så der var god plads til alle – både af hensyn til håndtering af fiskegrejet, men naturligvis også hensyn til Covid-19. Mellem de mange gæster, var der travlhed at spore for alle de frivillige medlemmer af Fladså Sportsfiskerforening, som havde valgt at bruge dagen på at hjælpe alle, der lagde vejen forbi Susåen. Foreningen er netop ved at føre nye kræfter ind i juniorarbejdet, så dagens arrangement, var naturligvis en oplagt mulighed for at gøre opmærksom på de nye initiativer.

Smilet er stort, når tålmodigheden bliver belønnet!

Efter ganske kort tid lykkedes det de første skrappe børn og unge at få bid. Majs, maddiker og orm var på menuen og lokkede blandt andet skaller, aborrer og løjer til hug. Fiskene blev herefter sat ud i et plastikakvarium, som samtidig fungerede som formidlingsstation, mens der blev fortalt om fiskenes biologi og adfærd i det hele taget. Akvariet var en sand magnet på de unge lystfiskere! Samtidig leverede akvariets midlertidige indbyggere lidt ekstra tålmodighed til dem, der ikke lige havde fanget noget med det samme.

Engagerede og dygtige medlemmer fra Fladså Sportsfiskerforening fortæller om Susåens fiskeliv

Næstved Kommune var også repræsenteret med et par medarbejdere på dagen, der både hjalp til under fiskeriet, men var samtidig også værter ved et par forfriskninger og kage til både børn og forældre. Der var såmænd også brug for alle hjælpende hænder, da der har været 80-100 fiskende gæster forbi Lystfiskeriets Dag i løbet af de timer, som arrangementet varede. TV2ØST lagde også vejen forbi arrangementet, hvilket kan ses i et kort indslag her.

En enkelt ål blandede sig i fangsterne. Fisken var en interessant overraskelse og samtidig en stærk oplevelse for den unge fanger, der lige skulle have lidt hjælp under “fangstforevigelsen” inden ålen blev genudsat.